“Library of Souls” (Miss Peregrine #3) Af Ransom Riggs

Posted by on apr 17, 2017 in 3 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 0 comments

“Library of Souls” (Miss Peregrine #3) Af Ransom Riggs, fra forlaget Quirk, udgivet 2015, 3/5 Stjerner

Dette sidste bind i serien fortsætter hvor forgængeren slap. Jacob har netop opdaget en ny og magtfuld evne, han aldrig før har brugt. Han har magten til at overvinde ondskabens værste monstre, og dermed befri sine specielle venner fra den trussel, der altid har haft dem i fangeskab. Og det er nu, han skal bevise det. Mange af hans venner er taget til fange af onde ‘hollowgasts’ og ‘wrights’, der truer med at gøre det af med ‘the peculiars’ for evigt. Problemet er bare, at vennerne er gemt i en anden verden, og desuden er så stærkt beskyttet, at det kræver et mirakel for at finde dem. Med sig på sin farlige rejse har han Emma, der efterhånden er blevet hans kæreste, samt den talende hund Addison.

De tre venner rejser fra det nutidige London til de skumle gyder i ‘Devil’s Acre’ og de når ikke særlig langt, før det går op for dem, hvor meget held de egentlig har brug for. Forhindringerne standser dem konstant, og da Addison bliver taget til fange, synes alt håb tabt. Heldigvis er Addison ikke blot en talende hund, og hans skjulte evner leder Jacob og Emma direkte til modstanderen, hvor de genforenes med deres venner. Her er især genforeningen med Miss Peregrine en sejr, der desværre er tvetydig. Miss Peregrine er nemlig den største årsag til, at børnene er taget til fange, og hendes familiære hemmeligheder udløser en altafgørende kamp.

“It had become one of the defining truths of my life that, no matter how I tried to keep them flattened, two-dimensional, jailed in paper and ink, there would always be stories that refused to stay bound inside books. It was never just a story.”

Jeg var utrolig begejstret for den første bog i denne serie, og en smule mindre for nummer to. Desværre fortsatte mønstret også til denne bog, som jeg er endnu mindre begejstret for. Som det efterhånden kan opleves i mange trilogier, virker det her som om, at der er forsøgt at bygge videre på en historie, der skulle have været afsluttet for længst. Plottet virker ustruktureret og meningsløst flere steder, og jeg fik indtrykket af, at mange af passagerne blot var til for at fylde siderne ud. Jeg kunne ikke se en mening med de mange gentagelser, og bogen kunne sagtens skæres ned til halvdelen uden, at det ville have nogen egentlig effekt på handlingen.

Når det så er sagt, er der også flere gode elementer i denne bog. Jeg kunne rigtig godt lide starten af bogen, der hurtigt genforenede mig med det magiske og fortryllende univers, jeg har savnet siden jeg færdiglæste forgængeren. På dette punkt kan Riggs altså noget helt særligt. Samtidig kunne jeg også virkelig godt lide den måde, historien nu en gang sluttede på. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige, at alle løse ender bindes sammen, og at Jacob til sidst finder sin plads i begge verdener – den menneskelige og den magiske.

“And it occured to me, standing there, just breathing with her, quiet settling around us, that those might be the three most beautiful words in the English language. We have time.”

Selvom jeg sagtens kunne have undværet en stor del af denne bog, er jeg alligevel glad for, at jeg færdiglæste den. Serien fik den slutning den fortjente, og Riggs fantastiske univers vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte. Det er sjældent, jeg har det sådan med fantasybøger, så et eller andet har serien alligevel gjort rigtigt.

Read More

Tema #71 – Nyt på bogreolen #12

Posted by on apr 15, 2017 in Nyt på bogreolen, Tema | 6 comments

Jeg har købt nye bøger igen. Eller – nogle af dem har jeg købt, og andre har jeg fået. Jeg var i Stockholm med Storytel i sidste måned, og da vi skulle hjem, anbefalede min kollega mig at tage forbi Pocket Books i lufthavnen, som ganske rigtigt er en lille forretning med paperbacks. ‘Heldigvis’ var udvalget af engelske bøger ikke så stort, så jeg fik kun slæbt fire med hjem, men hold nu op, hvor er jeg glad for hver og én. Samtidig er jeg så småt begyndt at tænke på stakken til Read-A-Thon senere i denne måned, og de små paperbacks er helt perfekte til formålet.

“After Alice” af Gregory Maguire

– Jeg har for nyligt genlæst “Alice i eventyrland” og er efterfølgende blevet ret interesseret i nyfortolkninger og fanfiction af det kendte værk. Bogen har en helt særlig plads i mit hjerte, og så jeg håber, at denne genfortælling kan leve op til mine høje forventninger. Jeg er dog en smule nervøs, for den har godt nok fået mange dårlige bedømmelser på Goodreads.

“Animal Farm” af George Orwell

– Jeg har altid gerne ville læse noget af George Orwell, så da jeg spottede denne lille fine udgave af hans klassiker, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Jeg ved, at der er delte meninger om bogen, så jeg håber, at jeg ender med at elske den.

“The Cellar” af Minette Walters

– Jeg havde aldrig hørt om denne bog, før jeg spottede den på hylden i butikken i Sverige. Forsiden tiltrak mig med det samme, og jeg læste kun en lille bid af bagsideteksten, før jeg besluttede mig for at købe den. Det lyder som om, at bogen har en god blanding af overnaturlig og realistisk gys, så jeg glæder mig til at se, om den kan skræmme mig.

“The Gap of time” af Jeanette Winterson

– Jeg blev ligeledes tiltrukket af forsiden på denne bog, og da jeg læste, at det var en nyfortolkning af “The Winters tale” købte jeg den med det samme. Jeg har efterfølgende snakket med et par stykker, der har læst den, og det lader til, at den deler vandene. Jeg håber virkelig, at den kan leve op til den magiske forside!

“Snemanden” af Jo Nesbø

– Jeg læser virkelig sjældent krimier, og derfor har jeg ikke fået læst noget af den verdenskendte Jo Næsbø endnu. Nu har jeg dog fået anbefalet ham af så mange forskellige mennesker, at jeg har besluttet mig for at give ham et forsøg. “Snemanden” skulle eftersigende være hans mest uhyggelige bog, så jeg glæder mig til at se, om den kan skræmme mig.

“Vækkelse” af Stephen King

– Jeg får aldrig nok af King. Han er den forfatter jeg har læst mest af, og da jeg efterhånden har læst igennem en del af hans tidlige udgivelser, er jeg nu begyndt at se nærmere på de nye. “Vækkelse” har fået rigtig mange gode anmeldelser, så jeg glæder mig helt vanvittig meget til at læse den!

Read More

“50 Real Ghost Stories #2” Af M.J. Wayland

Posted by on apr 12, 2017 in 3 Stjerner, Horror, Non-fiction | 0 comments

“50 Real Ghost Stories” Af M.J. Wayland, fra forlaget Hop Hill Books, udgivet 2012, 3/5 Stjerner

For et par år siden læste jeg det første bind i denne lille serie. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg elsker princippet med, at almindelige mennesker kan skrive ind til en brevkasse og fortælle om de mest uhyggelige oplevelser, de har haft. Herefter udgiver M.J. Wayland, der er paranormal efterforsker og historiker, dem i små hæfter. På denne måde bliver spøgelseshistorierne altså så realistiske og ægte som overhovedet muligt. Jeg ved godt, at der selvfølgelig aldrig er nogen garanti for, at skribenterne taler sandt – bevares, men jeg blev altså lidt skræmt alligevel.

Det jeg synes er det mest uhyggelige ved netop denne samling er, at mange af spøgelseshistorierne foregår i samme områder af USA, nogle af dem foregår endda på de samle gamle landeveje og restauranter. Ved et par af historierne har M.J. Wayland derfor også valgt at indsætte en lille kommentar om nogle af de mest kendte ’sightings’ af et bestemt spøgelse på et bestemt sted. Nogle af myterne er flere hundrede år gamle, og alligevel bliver folk ved med at påstå, at de har set netop det spøgelse. Selvom der kan være rigtig meget fusk ved gamle myter, så synes jeg altså alligevel, det er lidt uhyggeligt. Det er klart, at de forskellige skribenter her i ihvertfald ikke har talt sammen først – de kommer fra forskellige byer og har set spøgelset med nogle års melllemrum.

“It is strange how something like this stays clear in your mind after such a long time ago.”

En af de historier jeg fandt mest uhyggelige, var historien om en mand, der skulle overnatte på en gammel kro. Han vidste ikke, at kroen efter sigende skulle være hjemsøgt, og forklarer desuden, at han altid har været meget skeptisk overfor ånder og hjemsøgte steder. Han vågner dog om natten og føler, at nogen kigger på ham. Da han vil rejse sig fra sengen, er hans krop fuldstændig fastlåst, og han kan ikke bevæge sig. Dynen er lagt tæt ind til han krop, og han beskriver, at han nærmest var blevet ’slugt’ af dynen. Efter nogle minutter kan kan endelig bruge sin krop igen, men da han går op for at tjekke døren, er den stadig låst.

En anden historie jeg husker tydeligt, var historien om et kærestepar, der boede i en lejlighed, hvor et af rummene altid var koldt, og hvor ingen ville overnatte. Deres gæster forklarede, at gæsteværelset var ‘ondt’ og at der blev hvisket ting i deres ører, mens de lå derinde. Samtidig så de mærkelige skikkelser i værelsets mørke skygger, og de nægtede alle at overnatte i værelset igen. Da parret efter et par år flytter fra lejligheden og skal sælge den, finder de ud af, at lejlighedens tidligere ejer begik selvmord i netop det værelse.

“What was she doing there at that time of the night? Why didn’t she accept help? And where did she go? Nothing adds up and we are coming yo the conclusion that wgat we saw was a ghost!”

Det er bestemt ikke alle historier i dette bind, der er lige skræmmende, og nogle af dem kunne jeg ikke rigtig se meningen med. Det virkede lidt som om, nogle af dem bare var fylde. Et par stykker af historierne var dog rigtig gode og uhyggelige, og opvejede helhedsindtrykket en smule.

Read More

“The woman in black” Af Susan Hill

Posted by on apr 10, 2017 in 4 Stjerner, Classics, Fiction, Horror | 2 comments

“The woman in black” Af Susan Hill, fra forlaget Profile Book, udgivet 2011 (Org. udgivet 1983), 4/5 Stjerner

Arthur Kipps er for nyligt gået på pension, og lever et godt og lykkeligt liv med sin kone og hendes børn. En aften, hvor børnene fortæller spøgelseshistorier til hinanden, mindes han dog en periode i sit liv, der langt fra var lykkelig. Mange år tidligere, da han lige var begyndt sin økonomiske karriere, blev han bedt om at rejse til byen Crythin Gifford, for at tage sig af den afdøde Mrs. Alice Drablows begravelse. Han forlader sin forlovede Stella med løftet om, at han kun vil være væk i et par dage. Det går dog hurtigt op for ham, at han må rejse med det samme, hvis han vil hjem med livet i behold.

Mrs. Drablows hus befinder sig i en afsides del af byen, og er omringet af sumpede moser og søer. Når tidevandet er inde, er det umuligt at forlade grunden. Samtidig er området konstant henlagt i en tyk og mørk tåge, der gør det umuligt at befærde sig sikkert i det farlige område. Helt alene på den store grund, begynder Arthur at høre stemmer og lyde, der ikke burde være der. Han hører lydene fra en hestevogn ude for grunden, og et lille barn, der græder. I frygt for, at nogle er ved at drukne i moserne, bevæger han sig ud i tågen, men indser, at han ikke kan gøre noget for at hjælpe. Dagen efter gør han sig en yderst uhyggelig opdagelse, og beslutter sig for at forlade ejendommen med det samme. Desværre har han også set synet af en kvinde, og i følge byens overtro betyder det, at noget frygteligt skal ske.

“I have sat here at my desk, day after day, night after night, a blank sheet of paper before me, unable to lift my pen, trembling and weeping too.”

Jeg har altid haft denne bog stående på min læseliste, men da jeg ikke har kunne finde et flot eksemplar, har jeg ikke fået den købt før nu. Jeg vidste samtidig ikke helt, hvad jeg skulle forvente af bogen, da jeg har fundet meget blandet anmeldelser af den på Goodreads. Nogen mener, at det er den mest uhyggelige bog, de nogensinde har læst, mens andre overhovedet ikke blev skræmt af den. Bogen er dog blevet lidt af en kultklassiker, og jeg må indrømme, at jeg synes det er helt fortjent. Jeg kunne virkelig godt lide historien, og plottet overraskede mig flere steder – især i slutningen.

Det jeg bedst kunne lide ved bogen var uden tvivl den virkelig uhyggelige stemning, jeg oplevede fra start til slut. Bogen starter med, at hovedkarakteren bliver ængstelig og nærmest fysisk dårlig over at tænke på sin oplevelse i en hjemsøgt by. Da flashbacket starter, var jeg derfor allerede forberedt på, at jeg skulle forvente nogle virkelig uhyggelige beskrivelser. Det var de uden tvivl, og jeg havde nemt ved at forestille mig det dystre miljø og de mange uhyggelige lyde, karaktererne beskrev.

“I knew him the least well, understood him scarcely at all, felt uneasy in his presence, and yet perhaps in a strange way loved him more deeply than any.”

Alt i alt var jeg virkelig grebet af historien, og jeg glæder mig til at læse meget mere af Susan Hill. Især fordi, at mange af hendes bøger nu kan fås i nogle virkelig flotte udgaver.

Read More

“The Pearl” af John Steinbeck

Posted by on apr 7, 2017 in 4 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

“The Pearl” af John Steinbeck, fra forlaget Penguin Classic, udgivet 2014 (Org. udgivet 1947), 4/5 Stjerner

Da Kinos søn Coyotito bliver  stukket af en skorpion, forlanger lægen en perle som betaling for at helbrede den døende dreng. Kino og hans kone rejser langt ud på havet for at finde en perle, og da Kino efter lang tids søgen kommer op til overfladen med en overdådig østers, viser det sig, at han ikke bare har fundet en perle. Han har fundet ‘The Pearl of the World”. Perlen er så stor, at Kino knapt nok kan holde den mellem to fingre, og hvis han sælger den, vil han ikke blot være i stand til at betale lægen. Han vil være i stand til at gøre sin familie til landsbyens rigeste.

Da Kino viser perlen til sælgerne, er der dog ingen der vil købe den. I hvert fald ikke for de penge, Kino vil have for den. De siger, at perlen er ubrugelig og at den desuden ikke er af særlig høj kvalitet. Kino bliver i tvivl. Har sælgerne snakket sammen på forhånd, eller er perlen virkelig ikke så mange penge værd, som han havde forestillet sig ? Han beslutter sig for ikke at sælge perlen, men indser hurtigt, at det var en stor fejl. Perlen har forbandet ham og hans familie, og ulykker følger dem hvorend de går hen. Deres hus bliver brændt ned, Kino bliver overfaldet, men værst går det dog ud over den lille Coyotito.

“For it is said that humans are never satisfied, that you give them one thing and they want something more. And this is said in disparagement, whereas it is one of the greatest talents the species has and one that has made it superior to animals that are satisfied with what they have.”

“The Pearl” er en af de mest moraliserende bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg kan godt forstå, at den bliver brugt hyppigt i undervisningen, og at det desuden er blevet lidt af en klassiker. Historien er utrolig god, og handlingen i sig selv er virkelig spændende. Det er dog uden tvivl de mange moraler og skjulte budskaber, der gør den lille bog til noget helt særligt. Da det går op for Kino, at han har mulighed for at blive rig, træder grådigheden i kraft, og sønnens liv bliver pludselig en sidebemærkning. Kino vil være den rigeste mand i landsbyen, og da han ikke kan formå at sælge perlen, bliver han vanvittig, og det går ud over hans familie.

Det tragiske ved denne historie er, at den altid være være aktuel. Scenariet i handlingen udspiller sig på en eller anden måde hver dag. Penge gør folk grådige og griske, og de mister deres fokus. Man har set det ske så mange gange, og jeg tror, det er derfor, denne bog er så vigtig en del af vores litteraturhistorie. En vigtig perle i en skattekiste af klassiske fortællinger, så at sige. Det er en utrolig tankevækkende fortælling, der virkelig sætter ens liv i perspektiv – især når det kommer til bogens slutning, der nok i virkeligheden er den mest tragiske del af hele historien.

“A plan is a real thing, and things projected are experienced. A plan once made and visualized becomes reality along with other realities—never to be destroyed but easily to be attacked.”

“The Pearl” er en fantastisk fortælling, som alle i virkeligheden burde tvinges til at læse. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg endelig har fået det gjort.

Read More

Opsummering: Marts

Posted by on apr 1, 2017 in Månedlig opsummering | 2 comments

I marts har jeg heldigvis fået læst langt flere bøger, end jeg fik læst i sidste måned. Jeg har læst meget på togturene mellem Odense og København, og så har jeg haft meget mere energi til at læse om aftenen, nu hvor dagene er begyndt at blive længere. Jeg kan mærke, at foråret for alvor er ved at komme frem, og intet gør mig gladere. Jeg har fået læst 11 bøger i alt, hvoraf tre af dem har været studierelateret. Samtidig har taget hul på min spritnye bogstak, og glæden over mine nye bøger har nok også øget motivationen til at læse lidt.

Den første bog jeg fik læst i marts var “Daniel Deronda” Af George Eliot. Det var den sidste bog i min stak med ulæste bøger, så da jeg gik i gang med den, trykkede jeg straks bestil på min ordre ved SAXO. Bogen var lang og til tider langtrukken, men samtidig var den også rigtig god, og jeg nød at læse den. Den næste bog jeg fik læst var “Slade House” af David Mitchell. Min chef havde anbefalet mig at læse den i forbindelse med en horror-konkurrence vi har kørende på Storytel, og jeg må indrømme, at jeg virkelig elskede den. Langt mere end jeg elskede “Cloud Atlas” at samme forfatter. Den næste bog jeg fik læst var “Beauty and the Beast” af Gabrielle-Suzanne Barbot De Villeneuve, som jeg virkelig havde glædet mig til at læse længe. Jeg havde købt den i den smukkeste udgave, så jeg kunne fordybe mig i den kendte historie inden filmens udgivelse. Desværre brød jeg mig ikke specielt meget om den originale fortælling, men til gengæld var jeg ellevild med filmen. Den næste bog jeg fik læst var “Frozen Charlotte” af Alex Bell, og denne bog er uden tvivl den bedste bog jeg fik læst i marts. Det er en af de mest uhyggelige YA bøger jeg har læst, og den fantastiske og makabre fortælling hjemsøger stadig mine tanker. Jeg glæder mig utrolig meget til at læse mere af forfatteren.

De næste tre bøger jeg fik læst, var alle bøger, jeg på den ene eller anden måde skulle bruge i forbindelse med mit speciale. “H.C. Andersens livsfilosofi” af Mogens Pahuus, “Løvens Bastion” af Niels Kofoed og “Studier i H.C. Andersens fortællerkunst” af Niels Kofoed var alle bøger, jeg nød at læse – selvom det mest var pligtlæsning. Det er det positive ved at vælge et specialeemne, man virkelig brænder for. Der er ikke rigtig noget, der føles som pligtlæsning.

Den næste bog jeg fik læst var “The Snow Child” af Eowyn Ivey. Jeg havde egentlig bogen stående på hylden i flere år, men da jeg kun ejede den i en virkelig snusket og grim udgave, fik jeg den aldrig læst. Nu ejer jeg den i en virkelig fin og stemningsfuld udgave, og jeg er så evigt taknemmelig for, at jeg endelig har fået den læst. Den næste bog jeg fik læst var “The Pearl” af John Steinbeck, som er en lille og fin fortælling, jeg altid gerne har ville læse. Jeg har hørt rigtig mange præferencer til den i min tid som litteraturstuderende, så jeg er glad for, at jeg nu også kender den fulde fortælling. Det er en rigtig fin historie, med en ligeså vigtig morale, og jeg kan klart anbefale den. Den næste bog jeg fik læst var ligeledes en bog, jeg længe havde ønsket mig at læse. “The Woman in black” af Susan Hill er en efterhånden anerkendt horrorklassiker, og det er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg har lige fundet ud af, at den faktisk er filmatiseret med selveste Daniel Radcliffe i hovedrollen, så det er helt sikkert den næste film, jeg skal se. Den sidste bog jeg fik læst i marts blev “50 Real Ghost Stories” af M.J. Wayland. Jeg læste den første bog i serien for flere år siden, men da jeg dengang ville købe nummer 2, var den udsolgt fra forlaget. Nu er den dog blevet genoptrykt, og jeg er glad for, at jeg endelig har fået den læst. Jeg mindes, at jeg blev mere skræmt over den første bog, men det er også muligt, at jeg er blevet mere hærdet siden da.

Har I fået læst nogle gode bøger i marts? Har I ligesom mig travlt med eksaminerne for tiden?

Read More

“The Snow Child” Af Eowyn Ivey

Posted by on mar 31, 2017 in 4 Stjerner, Fiction | 2 comments

“The Snow Child” Af Eowyn Ivey, fra forlaget Tinder Press, udgivet 2012, 4/5 Stjerner

Jack og Mabel ønsker sig brændende et lille barn, men må efter flere års forsøg erkende, at de bare ikke kan blive gravide. Samtidig har de svært ved at overleve bare de to. Året er 1920, og Alaskas vintermåneder er ubarmhjertige og altødelæggende. De har ikke penge nok til at klare sig igennem vinteren, og et barn ville bestemt ikke gøre det nemmere. Den første aften med sne genfinder Jack og Mabel dog alligevel kærligheden, og beslutter sig for at bygge en lille snemand. En snepige, faktisk. De former hende ud af den hårde og friske sne, og Mabel giver hende vanter og halstørklæde på. Næste morgen er deres lille snepige ødelagt, men på mytisk vis, får de besøg af en anden lille pige, der hævder at bo alene i den store skov.

Faina er blot et lille barn, da hun første gang besøger Jack og Mabel. Hun er genert, men da hendes far er død, er hun vant til at klare sig selv, og hendes evner i den hårde vinter imponerer både Jack og Mabel. Selvom Faina er et meget specielt barn, knytter hun sig dog hurtigt til Jack og Mabel, og hun giver dem den familie, de aldrig troede, de ville få. Mabel kan dog ikke lade være med at undre sig over, hvorfor Faina kun kommer og besøger dem om aftenen. Hun tænker tilbage på en børnebog om en snepige, der blev levende, og det går op for hende, at dette måske også er tilfældet med Faina. Jack er langt fra overbevist, men da foråret kommer, er Faina væk, og han tvinges til at revurdere den besynderlige situation.

“In my old age, I see that life itself is often more fantastic and terrible than the stories we believed as children, and that perhaps there is no harm in finding magic among the trees.”

Jeg har længe haft “The Snow Child” stående på mit læseliste, og jeg har endda også haft et eksemplar stående på hylden i flere år. Jeg brød mig dog ikke om det snuskede og nærmest ødelagte eksemplar, Amazon dengang sendte mig, så derfor har jeg ikke fået læst bogen før nu. Da jeg for nylig købte en fin bogpakke fra SAXO, skyndte jeg mig at bestille et langt pænere eksemplar hjem, og jeg er virkelig glad for at eje denne smukke fortælling i en ligeså smuk udgave. Der er en helt særlig stemning over denne bog. Den er magisk og fortryllende, men samtidig lammende tragisk og sørgelig. Fortællinger strækker sig over et helt årti, og da jeg havde vendt den sidste side, kunne jeg ikke lade være med at trille en lille tåre. Jeg følte mig investeret i fortællingen på en måde, jeg sjældent har gjort før.

Jeg ved ikke, hvad jeg elsker mest ved historien – om det er karaktererne eller fortællingen i sig selv. Jeg tror, at det i virkeligheden er en blanding af det hele. Jack og Mabel er så virkelige og realistiske, at jeg næsten følte, jeg kendte dem. Samtidig er deres ufrivillige barnløshed for evigt aktuelt, og derfor er deres glæde over deres lille snepige ligeså  hjertevarm og medrivende. Bogen er utrolig stemningsmættet, og selvom de hårde beskrivelser af det iskolde Alaska hele tiden gjorde mig opmærksom på historiens fiktion, kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg stod midt i den kolde skov og iagttog den lille familie. Jeg  er stadig ikke helt sikker på, at jeg bryder mig om bogens slutning, men alligevel kan jeg ikke rigtig forestille mig nogen anden ende på denne fortryllende fortælling.

“She looked directly up into the northern lights and she wondered if those cold-burning spectres might not draw her breath, her very soul, out of her chest and into the stars.”

“The Snow Child” er én af de bøger, der konstant udspiller sig på skillelinjen mellem det virkelige og det imaginære. Bogen giver aldrig et klart svar, og derfor er det også en bog, der virkelig sætter gang i tankerne, og ikke mindst følelserne.

Read More