Mysterie

“The Thirteenth Tale” Af Diane Setterfield

Posted by on aug 28, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie | 4 comments

PSX_20150828_115338

“The Thirteenth Tale” Af Diane Setterfield, fra forlaget Washington Square Press, udgivet 2010, (Org. Udgivet 2006), 4,5/5 Stjerner

Den rige og succesfulde forfatter Vida Winter har på sit dødsleje besluttet, at hun vil fortælle den historie, som alle hendes læsere har drømt om at læse i flere årtier. Den trettende fortælling, – fortællingen om Vidas eget liv. Dog har hun ikke tænkt sig at skrive sin biografi selv, og det er her, at bogelskeren og biografisten Margaret Lea kommer ind i billedet.

Margaret Lea har siden sin barndom arbejdet i sin fars bogbutik. Hun elsker sit liv blandt bøgerne, og som ældre, er hun ligeledes blevet meget interesseret i forfatterene bag historierne, og derfor er hun, som mange andre læsere, også meget fascineret af den manglende viden om Vida Winter. Da hun modtager tilbudet om at skrive biografien, tøver hun derfor heller ikke med at takke ja.

Sammen bruger Margaret og Vida flere timer om dagen på at snakke om deres livhistorier. Vida Winter vil nemlig ikke lade sig tage til takke med kun at fortælle om sig selv – hun vil have en historie tilbage igen. Margaret kommer i tanke om nogle besynderlige ting i hendes opvækst, som hun egentlig altid har forsøgt at glemme. Hun er plaget af en gemt og mørk familiehemmelighed, og i takt med, at Vida Winter afslører sin, bliver Margaret også mere og mere afklaret.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.”

“The Thirteenth Tale” er intet mindre end en fantastisk fortælling. Det er en gotisk, spændende og nervepirrende fortælling om familiære hemmeligheder og det ubrydelige bånd, der er mellem tvillinger. Det er disse elementer, der fik mig til at samle bogen op, da jeg stødte på den i en bogbutik i Amsterdam. Jeg elsker gotiske fortællinger, hvor hele handlingen vendes på hovedet, og så er jeg desuden også selv tvilling. Jeg blev hurtigt overrasket over, hvor fanget jeg blev af sproget. Jeg var godt klar over, at Diane Setterfield ofte bliver rost for sit farverige og beskrivende sprog, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse nogle af sætningerne igen og igen.

Karaktererne er den bedste del af romanen. De er beskrevet så perfekte, at man føler, at man kender dem. Hvad de tænker, hvad de føler og ikke mindst – hvad de skjuler. Det er læserens viden og indforståenhed af bøger som disse, der gør hele læseoplevelsen noget særligt. Jeg er især vild med mystikken omkring Vida Winter. Hendes historie og opvækst er mystisk, fordi den aldrig er blevet fortalt. Men mystikken rækker langt bredere end bare dét – alt lige fra hendes udefinerbar sygdom til hendes korte røde hår er mystisk.

“What better way to get to know someone than through her choice and treatment of books?”

“The Thirteenth Tale” er én af de bedste historier, jeg har læst i år. Jeg har med vilje gemt den til et særligt tidspunkt, og denne sensommerperiode har været helt perfekt. Jeg kan ikke anbefale bogen nok.

PSX_20150828_115702

Read More

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen

Posted by on jul 26, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Mysterie, Spænding, Young Adult | 4 comments

PSX_20150726_111806

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 5/5 Stjerner

Det er ved at være noget tid siden, at Sebastian kom tilbage fra sin ferie i Jylland. Han er stadig rystet over oplevelserne i de jyske skove, men han er efterhånden ved at være sig selv igen. Da der er fastelavnsfest på skolen, begynder Sebastian dog at tvivle lidt på sin egen mentale tilstand. Han ser en pige klædt i hvidt i skolens kælder, men da han følger efter hende, er hun forsvundet.

Sammen med sin bedste ven Muffe og sin kæreste Alberte, forsøger Sebastian at finde ud af, hvem den mystiske pige var. For at få løst mysteriet, beslutter de sig for at grave i kælderens dybe hemmeligheder. Gamle breve og skjulte dokumenter kommer op til overfladen, og inden de tre børn får set sig om, er de havnet midt i en uopklaret gåde, som skolens bestyrelse længe har holdt skjult for eleverne.

Den eneste måde, som børnene kan slippe af med den hvide pige på, er at hjælpe hende med at komme videre. De får løbende utydelige beskeder fra hende, og samtidig med, at de skal tyde dem, skal de også hele tiden tænke på deres egen sikkerhed. Der er nemlig nogle der bestemt ikke bryder sig om, at børnene efterforsker sagen om den hvide pige, og de vil gøre alt for, at sagen forbliver uopklaret.

“Det er ikke bare en blafrende ånd som viser sig tilfældige steder. Den hvide pige er langt stærkere. Hun kan gribe ind i den virkelige verden.”

Det er ikke så længe siden, at jeg læste “Skovens Hemmelighed”, som er første bind i denne serie om Sebastians uhyggelige oplevelser. Jeg var overrasket over, hvor godt den var skrevet, og hvor fanget jeg blev af bogen. Serien henvender sig nemlig mest til store børn og teenagere, men da jeg jo er verdens største horrorfan, kunne jeg ikke lade være med at elske bogen. Det eneste rigtige problem jeg havde med den første bog, var, at prologen ikke helt hang sammen med resten af historien. Dette problem er ikke gældende i dette andet bind, og derfor er bogen perfekt i mine øjne.

Som der også var tilfældet i den første bog, kan jeg virkelig godt lide karaktererne i denne. Jeg føler, at jeg har lært Sebastian endnu bedre at kende, og samtidig er jeg ret begejstret for både Muffe og Alberte. De er beskrevet som værende fornuftige, modige og skarpe unge mennesker, og det er tydeligt, at Jon Rex Laugen har brugt lang tid på at gennemtænke de forskellige karaktertræk. I sær fandt jeg en episode i starten af bogen utrolig interessant. Sebastian bruger sin sunde fornuft til at narre en af bøllerne på sin skole, og jeg var både imponeret og færdig af grin på samme tid. Jeg er dog en smule ked af, at vi ikke har set mere til skovpigen Nadia i denne bog. Jeg håber på, at hun måske dukker op igen senere i serien.

“Pludselig forstår Sebastian. Han mærker tårene i sine øjne.”

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse fortsættelsen på denne serie. Jeg er helt vild med måden Jon Rex Laugen skriver på, og samtidig er det forfriskende med en mordgåde på det danske marked, der ikke omhandler en middelaldrende halv tyk kriminalkommisær og hans kvindelige sidekick. Jeg kan anbefale serien til store børn og voksne, der har brug for en smule mere uhygge i hverdagen.

PSX_20150726_111959

Read More

“My Cousin Rachel” Af Daphne du Maurier

Posted by on apr 22, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Kærlighed, Mysterie, Spænding | 4 comments

PSX_20150422_112403

“My Cousin Rachel” Af Daphne du Maurier, fra forlaget Vigaro, udgivet 2003 (Org. udgivet 1951), 4/5 Stjerner

Phillip Ashley bliver fra en tidlig alder forældreløs, og hans fætter Ambrose tager ham derfor i sin varetægt. Ambrose har viet sit liv til at være evigt undkarl, og afskyer de fleste kvinder. Phillip vokser derfor op uden kvindelige roller, og bliver derfor også selv en mand uden nogen former for behov for kvinder. Da Ambrose desuden heller aldrig har fået børn, er Phillp derfor også den eneste arving til det store hus, han har holdt så meget af at vokse op i. De to mænd hygger sig i hinandens selskab, indtil der en dag dog sker noget uventet.

Ambrose rejser til Florence, og der forelsker han sig i en italiensk kvinde, og ikke længe efter bliver de gift. Ambrose sender Philip breve om det lykkelige ægteskab, og selvom Philip ikke kan lade være med at undre sig, er han glad på sin fætters vegne. Hans glæde ændres dog i takt med, at Ambroses breve bliver mere og mere dystre og mistænksomme. Han bliver mere og mere syg, og hans ægteskab er ikke længere som før. Philip beslutter sig for at rejse til Italien for at besøge sin syge fætter, men da han ankommer, er det for sent. Ambrose er død, og Rachel har eftersigende forladt landet.

Ikke længe efter Philips hjemkomst, ankommer den sorgfulde enke til England, og det er Philips job at tage sig af sin fætters kone. Ud fra Ambroses breve, er Philip blevet overbevist om, at der er noget helt galt med Rachel, og han er derfor fyldt med foragt og had til denne altændrende kvinde. Pludselig udvikler de to dog et varmere forhold til hinanden, og inden Philip har set sig om, er også han blevet forelsket i Rachel. Spørgsmålet er nu bare, om han kan glemme Ambrose breve?

“There is no going back in life, no return, no second chance. I cannot call back the spoken word or the accomplished deed.”

Jeg har længe ventet på at påbegynde mit kendskab til den famøse Daphne du Maurier. Jeg har flere af hendes bøger stående på reolen, og dog har jeg aldrig fået læst en eneste af dem før nu. Jeg har dog hørt rosende ord om den dystre forfatterinde siden jeg begyndte på mit studie, og derfor har jeg også altid haft en formodning om, at jeg ville holde af hendes værker. For mig er det dog vigtig at værker med så mange anbefalinger bliver læst på det helt rigtige tidspunkt. Dette var det rigtige tidspunkt for mig at læse bogen på, og jeg har haft rigeligt med tid og ro til at fordybe mig i Dahpne du Mauriers smukke ord.

Jeg er ikke overrasket over, at jeg kunne lide bogen. Jeg er en sucker for alt, der har med dystre stemninger og gøre, og hvis der nogen, der virkelig kan mønstre denne dysterhed, er det uden tvivl Daphne du Maurier. Bogen var på intet tidspunkt kedelig, og samtidig havde jeg ikke regnet ud, hvad der ville ske i slutningen. Faktisk blev jeg utrolig overrasket over slutningen, men da min forundring havde lagt sig, indså jeg ikke desto mindre, at der ikke er nogen anden slutning, der kunne være mere perfekt. Ud over slutningen og det smukke sprog, er jeg også meget begejstret for karakterernes udvikling. Philip ændrer sig flere gange i løbet af fortællingen, og især er hans forhold til Rachel spændende at følge. Det er svært at beskrive hvordan en forelskelse kan ændre et menneske fra den ene yderlighed til den anden, og denne bog fremstillet ændringen perfekt.

“She had contemplated life so long it had become indifferent to her.”

Der er ingen tvivl om, at jeg snart skal i gang med at læse mere af Daphne du Maurier. Meget, meget snart.

PSX_20150422_112509

Read More

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen

Posted by on apr 8, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Mysterie, Young Adult | 2 comments

PSX_20150408_085752

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 4/5 Stjerner

Da Sebastians mor skal til Grønland for at arbejde i hele sommerferien, bliver Sebastian nødt til at bo hos sin faster Lycia, som han aldrig har mødt. Han er både spændt og ængstelig, for han har ingen anelse om, hvilken slags faster hun er. Er hun sjov og underholdende, eller er hun en gammel kedelig krage, han ikke kan tale med ?

Sebastian bliver heldigvis positivt overrasket over sin faster Lycia. Hun er sød, og så har hun en latter, man ikke kan undgå at blive i godt humør af. Samtidig har hun også et kæmpe stort hus og en fed gammel Mercedes. Og så bor hun desuden lige op af skoven, hvor Sebastian kan løbe rundt og lege. Det er også i skoven, at Sebastian første gang møder Nadia. Nadia er fuld af sjov og spilopper, og Sebastian har på fornemmelsen, at han ikke kommer til at kede sig så længe, han er i selskab med hende. De finder dog snart ud af, at deres sommerferie ikke kommer til at byde på ren og skær afslapning i skoven og ved søen. Der foregår nemlig noget sært i byen. Mærkelige personer vandrer rundt i skovene, og gårdejerens køer bliver brutalt slagtet. Der siges, at der er ved at trænge ulve ind i landet, men kan det virkelig være rigtigt?

Sebastian og Nadia beslutter sig for at finde årsagen til egnens bisære angreb. De vil gøre alt for at afsløre den ukendte trussel, og de har allerede en god idé om, hvor de skal starte med at lede. Desværre, er tingene ikke helt som de ser ud til at være, og Sebastian og Nadia må hurtigt erkende, at de måske har taget hænderne en smule for fulde.

“Huset er tømret af simple brædder og lægter som er tjæret sorte. Døren er slidt, og vinduerne er meget beskidte. Man kan nok hverken se ind eller ud. Overalt er taget begroet med et tykt lag mos. Bukse-Marius’ hus er bestemt ikke et eventyrhus.”

Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst denne bog. Den minder mig rigtig meget om min barndom på skolebibliotekerne, for det er lige nøjagtigt denne slags bøger, jeg plejede at låne med hjem i kassevis. Et mysterie der skal opklares, en dyster stemning og en overraskende slutning. Kan det så næsten blive bedre ? Ikke efter min mening. Jeg nød virkelig at læse bogen, og jeg blev overrasket over, hvor fanget jeg blev af historien. Den var hurtigt at læse, og der skete hele tiden noget spændende, der holdt mig fast i historien. Den var på intet tidspunkt kedelig eller forudsigelig, og samtidig synes jeg virkelig den er velskrevet.

Jeg kunne enormt godt lide både Sebastian og Nadia. Sebastian er en helt igennem sød dreng, og man kan ikke undgå at bide mærke i hans uskyldige karaktertræk. Han er høflig, glad og accepterer ting, de fleste børn i hans alder, ikke ville være helt tilfredse med. Nadia er lidt mere fri, og man får indrykket af, at hun er langt mere selvstændig og klog, end hendes jævnalderende. Sebastian sammenligner hende både med Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe, og det passer egentlig meget godt. Hun er i hvert fald både sjov og modig, og på denne måde udgør hun en fin parallel til den lidt mere forsigtige Sebastian.

“Længe har det luret i det skjulte. I skoven. På markerne. Nu har det taget et nyt skridt. Det har sneget sig ind i vor by.”

En af de eneste ting, jeg ikke kunne lide i denne bog, var den forvirrende prolog. Vi hører om en familiemors mystiske forsvinding, men ud over en henkastet kommentar om et signalement, der kunne passe på hende, hører vi ikke mere om hende senere i bogen. Der skaber en smule uvished fra starten af, og jeg tror bogen ville have været bedre foruden. Dog kunne jeg rigtig godt lide historiens epilog, hvor Sebastian og Nadia er blevet en smule ældre. Det lyder dog ikke umiddelbart som om der er en fortsættelse på vej, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt.

PSX_20150408_085945

 

Read More

“The Little Friend” Af Donna Tartt

Posted by on mar 6, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 2 comments

PSX_20150306_094920

“The Little Friend” Af Donna Tartt, fra forlaget Bloomsbury, udgivet 2002, 3/5 Stjerner

9 årige Robin dør en meget tragisk død. Han bliver fundet hængt i familiens baghave, og det er for sent at gøre noget som helst. Endnu mere tragisk er det, at årsagen til hans død aldrig er blevet fundet. Politiet mener, at det vil være umuligt for en dreng på Robins alder, at hænge sig selv på den måde. Dog er der ingen, der har opadaget noget mystisk den dag, og de eneste to der var til stede, kan ikke udtale sig. Allison vil slet ikke snakke om den tragiske dag, og nægter at besvare nogle som helst spørgsmål. Harriet var alt for ung til at kunne huske detaljerne.

11 år senere, er den yngste søster Harriet blevet stor nok til at forstå det mytiske dødsfald, og hun er opsat på at opklare, hvad der præcist skete med sin storebror, den dag for 11 år siden. Selvom hun tvivler på meget, er der én ting, som hun er helt sikker på – Robin dræbte ikke sig selv.

Det bliver en svær opgave for Harriet at finde sin brors morder. Hun ved ikke meget om Robin, og kan kun huske ham, ud fra de billeder, hun har set af ham. Ingen lader til at vide noget om, hvem der kunne have haft brug for at tage livet af den 9 årige dreng, og derfor får Harriet ikke meget hjælp. På sin søgen går hun dog igennem en form for dannelsesrejse, og selvom hun ikke helt finder det, hun søger, så finder hun informationer, der viser sig at være meget bedre, end dem hun regnede med at finde.

“Harriet, the baby, was neither pretty nor sweet. Harriet was smart.”

Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog. Lige siden jeg købte den i sommers, har jeg hørt tale om, hvor fantastisk Donna Tartt er, og hvor meget jeg skulle glæde mig til at læse hendes bøger. Og det har jeg så. Jeg har glædet mig helt vanvittig meget til at påbegynde dette fantastiske forfatterskab, og jeg har nøje valgt at læse hendes 3 mesterværker i rækkefølge. Derfor startede jeg med denne 555 siders lange bog, og den var alt andet, end jeg havde forventet. Ud fra badsideteksten på Donna Tartts 3 bøger, var det uden tvivl denne, jeg syntes lød mest spændende. En mordgåde kan altid fange min interesse, og samtidig lovede bogen en masse psykologiske undertoner. Der gik dog ikke særlig længe før, at bogen begyndte at kede mig en smule. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor historien ikke rigtig tog fat, og jeg nåede faktisk over halvejs ind i bogen før, at  den begyndte at være en lille smule spændende.

Det der vejer bogens langtrukne plot op, er Donna Tartts fantastiske sprog. Jeg ved, at Donna Tartt er en af de forfattere, der bruger utrolig lang tid på at skrive en bog. Noget der ligner 7 år. Hun har desuden i flere interviews udtalt sig, at hun nogle gange har brugt flere uger på at få en enkelt sætning til at være helt perfekt. Denne perfektionisme kan tydelig mærkes i bogen, og sproget er virkelig intet mindre end fantastisk.

“Even if it meant that she had failed, she was glad. And if what she’d wanted had been impossible from the start, still there was a certain lonely comfort in the fact that she’d known it was impossible and had gone ahead and done it anyway.”

Selvom jeg ikke blev særlig begejstret for selve fortællingen, er jeg alligevel glad for, at jeg endelig fik læst bogen. Jeg er glad for, at jeg har fået begyndt min læsning af Donna Tartt, og jeg glæder mig til at få læst både “The Secret History” og “The Goldfinch”. Jeg håber dog på, at jeg vil finde disse bøger en smule mere spændende, end “The little friend”.

PSX_20150306_095026 (1)

Read More

“The Woman in White” Af Wilkie Collins

Posted by on jan 29, 2015 in 3 Stjerner, Classics, Fiction, Mysterie, Spænding | 2 comments

PSX_20150129_130437

“The Woman in White” Af Wilkie Collins, fra forlaget Penguin Classics, udgivet 2009, (Org. udgivet 1860), 3/5 Stjerner

Den unge kunstlærer Walter Hartright  møder en mørk aften en meget smuk og forvirret kvinde, helt klædt i hvidt. Han hjælper hende med at finde vej, men undrer sig længe over kvindes mystiske opførsel. Da Walter Hartright dagen after ankommer til Limmeridge huset i Cumberland, går det op for ham, at husets unge Laura, hans nye elev, bærer en forbløffende lighed til den  mystiske kvinde i hvidt. Han får at vide, at kvinden i hvidt højest sandsynligt har været Anne Catherick, en af husets bekendte, som desuden  lige er stukket af fra et psykologisk hospital. De to kvinder har dog umiddelbart ingen familiære relationer, ud over, at Anne Catherick havde et meget nært forhold til Lauras mor.

Der går ikke længe før, at Walter Hartright har forelsket sig i sin nye smukke elev. Problemet er bare, at han blot er en fattig kunstlærer, og at Laura allerede er forlovet med det rige Percival Glyde. Selvom Percival Glyde er både rig og magtfuld, kan Walter Hartwright ikke slippe tanken om, at der er et eller andet i vejen med ham. Da Laura modtager et brev fra hendes dobbeltgænger Anne Catherick, træder en usikker men nødvendig plan i kræft. Kvinderne er dog i midlertidigt ikke de eneste med en plan, da Percival Glyde har i sinde at benytte sig af kvindernes store lighed til hinanden.  Imens kommer Walther Hartright i besiddelse af nogle altændrende oplysninger, der både involverer kvinderne og Percoval Glyde.

“- I should never, perhaps, have heard even the name of the woman, who has lived in all my thoughts, whos has possessed herself of all my energies, who has become he one guiding influence that now directs the purpose of my life.”

“The Woman in White” er en af de klassikere, jeg altid gerne har ville læse. Den er kendt for at være en af de aller første spændingsromaner, og så er den desuden fyldt med en masse gotiske og victorianske detaljer. Som horror fan, blev jeg med det samme fanget af mysteriet om en mystisk kvinde klædt i hvidt. Titlen fik mig med det samme til at tænke på de mange historier om ‘den hvide dame’, der forstyrrede min nattesøvn som lille. Bogen er dog utrolig lang, og derfor har den også stået ulæst på min bogreol i virkelig lang tid. Sidste år faldt jeg dog over denne skønne udgave fra Penguin Clothbound serien, og det gjorde den en smule mere attraktiv. Selvom disse kolde og stormfulde vinterdage er perfekte til gotiske mysterier som dette, tror jeg dog alligevel, at jeg valgte at læse bogen på det forkerte tidspunkt. Jeg har nemlig læst den under en presset eksamenstid, og derfor har jeg næsten været 2 uger om at læse den. Til gengæld har jeg fået læst 4 bøger samtidig med denne.

Bogen er krævende på mange forskellige måder. Den er tidskrævende, fordi den er så lang, men samtidig kræver den også en stor håndfuld selvdiciplin og koncentration. Bogen er nemlig virkelig langtrukken, men ikke på den dårlige måde, synes jeg. Det er vigtigt at huske, at den er skrevet i 1860. De victorianske værker er altså bare en lille smule lange i plotudviklingen. Derfor syntes jeg desværre også, at bogen var en smule kedelig til tider. Det var svært for mig at huske alle detaljerne, da min koncentration ikke gad at lege med særlig længe af gangen. Dette skyldtes nok, at sproget er utrolig detaljeret. En sætning der egentlig kan fylde 2 linjer uden problemer, fylder i denne bog helst over de 10, og derfor virkede bogen også længere, end hvad den egentlig behøvede at være. Sproget er dog også det, der gør denne bog smuk og unik. Hvis den havde været fri for de mange detaljer og finesser, ville den have lignet en hver anden spændingsroman, og det ville være forkert.

“Women can resist a man’s love, a man’s fame, a man’s personal appearance, and a man’s money; but they cannot resist a man’s tongue, when he knows how to talk to them.”

Jeg tror, at det er vigtigt, at man giver sig rigtig god tid til at læse bøger som denne. Der skal ikke være nogen anden bog der står og lokker i baggrunden, og det skal ikke være en bog, der skal læses inden for en bestemt tidsperiode.

PSX_20150129_130228

Read More

“Sandheden om Amelia” Af Kimberly McCreight

Posted by on dec 7, 2014 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 2 comments

PSX_20141207_180255

“Sandheden om Amelia” Af Kimberly McCreight, (Org. titel: “Reconstructing Amelia” anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2014 (Org. udgivet 2013), 4/5 Stjerner 

Kate er en meget travl karrierekvinde, og hun har ikke meget tid til sin teenagedatter Amelia. De to har dog et godt forhold til hinanden, og derfor bliver Kate meget chokeret og rystet, da hun får et bekymrende opkald fra Amelias skole. Trods det, at Amelia altid har været en eksemplarisk elev, er hun nu blevet taget i at snyde med en skoleopgave. Da Kate kommer frem til skolen, får hun dog endnu en chokerende besked; Amelia har begået selvmord ved at hoppe ud fra skolens tag.

Mens Kate er tynget af sorg og skyldfølelse, får hun en foruroligende besked, der ændrer alt; Amelia sprang ikke. Beskeden er sendt af en anonym afsender, men Kate kan ikke glemme beskeden. Hun har hele tiden haft svært ved at tro på, at hendes datter skulle have taget sit eget liv. Hun begynder en hektisk søgen på svar, og hele hendes liv bliver nu centreret omkring Amelias død. Hun troede hun kendte sin datter godt, men det viser sig, at hun tog grueligt fejl.

Amelia var nemlig ikke helt den uskyldige pige, som Kate altid havde regnet hende for at være. For at finde svaret på Amelias såkaldte selvmord, må Kate nemlig rekonstruere de begivenheder der førte op til den skæbnesvangre dag, og hendes søgen giver pote. Hun var dog på ingen måde forberedt, på de svar hun til sidst finder.

“Jeg var ikke længere i tvivl om det. Der var også noget andet, jeg ikke længere var i tvivl om. Jeg var ikke bare interessere i Dylan.”

Jeg har haft denne bog stående utrolig længe, fordi jeg viste, at bogen skulle læses på et helt bestemt tidspunkt. Bogen både fortjener og kræver nemlig en del koncentration og fokus, men det er også det hele værd i sidste ende. Jeg kunne enormt godt lide opbygningen af bogen. Det er længe siden, jeg har læst noget så teenage fikseret som denne bog, og det var en sjov oplevelse. Bogen har nemlig mange ligheder med en af mine absolutte yndlings serier; Gossip Girl.  Vi følger Amelias liv og hendes oplevelser og hverdag op imod hendes død. Hun bliver inviteret til at være en del af en af skolens mest berygtede klubber, ‘Skaderne’. Egentlig er hun ikke så interesseret i selve klubben, men nærmere en af de andre medlemmer. Derfor beslutter hun sig for at medvirke til alle optagelses ritualerne, også selvom kravene er tårnhøje. Hun regner nemig ikke med, at der kan ske den store skade ved det, da hun er en meget respekteret og trofast elev. På hendes skole bliver alle dog involdveret i hendes, såvel som alle andres beslutninger, også de dårlige. En blog bliver nemlig opdaget med det nyeste sladder om alle eleverne og underviserene, og Amelias medlemskab i Skaderne er ofte på programmet. En eller anden ved alt, hvad der foregår omkring skolen, og det er umuligt at have nogle hemmeligheder. På denne måder minder bogen sær meget om Gossip girl. Det er svært ikke at forestillet sig Blair Waldorf og Serena Van der Woodsen gående op af Upper East side, når man læser bogen.

Samtidig kunne jeg godt lide, at vi skiftervis følger Amelia og Kate på hver sin side af Amelias død. Mens vi undrer os over Kates opdagelser, får vi på den anden side Amelias version, sandheden om Amelia, så at sige. Karaktererne er ligeledes utrolig godt beskrevet. Selvom vi ikke er så langt inde i bogen da Amelia dør, er det umuligt ikke at føle den store sorg, der efterfølgende indrammer Kates liv. Man kan kun forestille sig, hvor forfærdeligt det må være at miste sin datter på så tragisk vis, og derefter få at vide, at hun faktisk slet ikke begik selvmord.

Bogen var virkelig spændende, og jeg havde rigtig svært ved at ligge den fra mig igen. Jeg kan godt lide, at der er så mange detaljer gemt i bogen, og det er virkelig tydeligt, at der er tænkt meget over plottet, og hvordan historien skal udvikle sig på bedst mulig måde. På denne måde var bogen nemlig heller ikke forudsigelig på nogen måde, og det var rart. Jeg ændrede hele tiden mening om, hvad jeg troede slutningen ville indebære, og da jeg havde færdiglæst bogen, var det slet ikke nogle af de ting jeg havde gættet på, der rent faktisk skete. Jeg kan helt klart anbefale bogen, især til fans af Gossip Girl.

PSX_20141207_180720

Read More

“The Turn of the Screw” Af Henry James

Posted by on okt 30, 2014 in 3 Stjerner, Classics, Fiction, Horror, Mysterie, Novelle | 2 comments

PSX_20141029_150933

“The Turn of the Screw” Af Henry James, fra forlaget Vintage, udgivet 2007 (org. udgivet 1898), 3/5 Stjerner

På en kro sidder flere gæster og fortæller om deres spøgelseshistorier. En af gæsterne ved navn, Douglas, fortæller sin historie om de mystiske hændelser på ejendommen Bly.  En guvernante  bliver ansat af en smuk mand der vil have hende til at tage sig af sin nevø og niece, Miles og Flora, da deres tidligere guvernante netop er død. Fortællersynsviklen skifer, og vi hører nu historien direkte fra guvernantens synspunkt.

Den første dag på ejendommen Bly forløber stille og roligt. Den unge guvernante møder husholdersken Mrs. Grose, og hun er desuden allerede meget betaget af den lille pige Flora, som er meget smuk at se på. Hun modtager samme dag et brev fra Miles’ skole om, at han ikke kan vende tilbage til skolen. Da husholdersken Mrs. Grose fortæller, at Miles kun har lavet almindelige drengestreger, er guvernanten igen rolig. Dagene går med undervisning og leg, og den nye guvernante er glad for sit nye job. En aften oplever hun dog noget meget besynderligt. Hun ser skikkelsen af en ung mand i et af ejendommens tårne, og de to udveksler et langt blik. Kort efter ser hun den samme mand igennem vinduet i spisestuen, men da hun går ud for at undersøge sagen, er han væk. Mrs. Grose kommer ind i spisestuen i dette øjeblik og ser nu guvernanten igennem vinduet. Hun bliver forskrækket, og guvernanten ser sig nødsaget til at dele sin oplevelse med Mrs. Grose. Mrs. Grose fortæller, at den unge mand højst sandsynlig er  Peter Quint. Problemet er dog, at Peter Quint er død.

Guvernanten ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Hun er sikker på, at der er noget galt på Bly og noget galt med børnene, men får forbud mod at sende bud efter børnenes onkel. Da hun en dag går ned til søen med Flora, bliver hun dog igen urolig. Hun ser skikkelsen af en ung kvinde, og hun er ikke et sekund i tivivl om, at det er den tidligere guvernante. Det er tydeligt, at Flora også kan se hende. Hun er nu sikker på, at spøgelserne på Bly vil have fat i børnene, og det er hendes job at beskytte dem.

“He was there or was not there: not there if I didn’t see him.”

Jeg har flere ganget fået at vide, at denne lange novelle skulle være en af de mest uhyggelige fortællinger nogensinde. Ligeledes har jeg set dens titel på utallige lister over verdens bedste horror-udgivelser. Jeg tvivlede derfor ikke et sekund, da jeg så denne dystre udgave i Waterstones. Jeg har egentlig haft den stående siden i sommers, hvilket ikke er helt normalt for mit vedkommende. Jeg plejer ikke at kunne holde fingrene fra mine ulæste gyserbøger i mere end et par uger. Jeg var dog enig med mig selv om, at bogen først skulle læses til efteråret, og jeg lagde den derfor i min read-a-thon bunke.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet over fortællingen. Det er meget sjældent, at jeg er enig med andres udsagn om uhyggelige bøger. Der skal meget til at skræmme mig, og når det kommer til horror, skal der ligeledes meget til at imponere mig. Jeg fandt ikke bogen speciel uhyggelig, men jeg kan sagtens forstå hvorfor mange nok vil, især da bogen oprindeligt blev udgivet. Bogen er skrevet i slutningen af 1800-tallet, og det er lidt sjovt at se, hvad der var uhyggeligt den gang. Folk var lige begyndt at interessere sig rigtig meget for spøgelser, og det opleves tydeligt i novellens prolog, såvel som plot.

Der er rigtig mange måder at fortolke denne lange novelle på, da rigtig meget forbliver uvis i hele historien. Guvernantens navn bliver aldrig afsløret, og ligeledes bliver det heller aldrig afsløret, om guvernanten er mentalt syg, eller om hun virkelig ser spøgelser. I filmatiseringen fra 2009 finder prologen sted på et sindsygehospital, og en mental sygdom er nok den mest udbredte fortolkning på denne novelle. Det er dog også en smule paradoksalt, at guvernanten så ihærdigt forsøger at beskytte børnene fra onde spøgelser, mens hun i virkligheden gør det modsatte.

“No, no—there are depths, depths! The more I go over it, the more I see in it, and the more I see in it, the more I fear. I don’t know what I don’t see—what I don’t fear!”

Novellen er en meget metaforisk og ikke mindst psykoplogisk fortælling der ikke giver et konkret svar. Den minder mig derfor også meget om Shirley Jacksons “The Haunting of Hill House”. Om ikke andet, så er den både spændende og gotisk.

PSX_20141029_151108

 

Read More

“I Hunt Killers” Af Barry Lyga

Posted by on okt 25, 2014 in 3 Stjerner, Krimi, Mysterie, Spænding, Young Adult | 2 comments

PSX_20141025_111945

” I Hunt Killers” Af Barry Lyga, anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn, udgivet 2014 (org. udgivet 2012), 3/5 Stjerner.

Jasper Dent, eller ‘Jazz’, er søn af verdens hidtil voldeligste seriemoder, Billy Dent. Som barn voksede han op med, at hans far ofte kom hjem med blod og kropsvæsker på hænderne og tøjet. Jazz behøvede ikke at stille nogle undrende spørgsmål, for hans far var ikke nærig med detaljerne. Han fortalte Jazz om sine ofrer, hvordan han torturerede dem til døde, og hvordan han derefter skilte sig af med liget. Hans far havde meget høje planer for Jazz. Hans drøm var at se sin søn vokse op og vælge samme karriere som ham selv. Derfor oplærte han Jazz, og de to brugte mange timer på at snakke om torturmetoder, og om hvordan man bedst mulig skar kropsdele løs fra kroppen. De øvede sig på Jazz’ hund, og Jazz måtte se på, mens Billy torturerede hans højt elskede golden retriever til døde.

Jazz er nu en ung mand på 17 år, og hans far er blevet fundet og sidder nu i spjældet. Alle i hele byen ved, hvem Jazz er, og de er ikke bange for at vise deres væmmelse og usikkerhed, når de ser ham. De er sikre på, at han vil vokse op og blive ligeså farlig som sin far. Selv Jazz er bange for sin skæbne. Han tvivler meget på sig selv og minder ofte sig selv om, at mennesker har følelser. Han har det  dog egetlig meget godt, taget hans barndom i betragtning. Han har en sød kæreste ved navn Connie, og hans bedste ven Howie støtter ham i alt. Hans tvivl kommer dog igen op til overfladen, da en ung kvinde findes myrdet i byen. Jazz og Howie ligger på vagt, mens politimændene undersøger gerningsstedet, og Jazz kan allerede fra lang afstand se, at liget minder meget om Billys ofrer. Der er en seriemoder på spil, og det er en der efterligner hans far. Eller endnu værre, det er hans far.

Jazz har nu ét mål. Han vil finde den nye og mystiske seriemorder, inden det er for sent. Samtidig længes han efter at bevise over for byen og ikke mindst ham selv, at hverken ham selv eller hans far har noget med mordene at gøre. Heldigvis går det hurtigt op for Jazz, at morderen kan findes ved at følge sin fars ofrer, den nye seriemoder går nemlig meget op i de små detaljer, og det er kun Jazz der kender dem ligeså godt.

“Han kastede opgivende hænderne op i luften og havde desperat lyst til at slå på et eller andet, at slå på nogen. Han havde lyst til at påføre nogen smerte, at føle smerte.”

Jeg har længe haft denne bog stående på hylden. Jeg modtog den som et anmeldereksemplar, og ved første øjekast var det  ikke noget for mig. Jeg har et lidt anstrengt forhold til det der med krimier. Jeg synes tit, at de tager udgangspunkt i de samme karakterer, og det hele kommer hurtigt til at minde om noget, man har læst før. Da jeg læste mig frem til, at det dog i denne bog handler om teenagere, fik jeg atter en smule mod. Jeg lagde den i min planlagte read-a-thon bunke, og det var en alletiders beslutning. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde brug for lidt spænding til at holde øjnene åbne og samtidig skulle det være en let og hurtig underholdning. Det var lige præcis det, bogen viste sig at være. Jeg fandt i store træk bogen forholdsvis spændende, og jeg kunne godt lide plottets forløb. Desværre var der også en del ting ved bogen, jeg ikke brød mig synderligt meget om. Jeg ville så gerne kunne lide Jazz, men sådan blev det aldrig. Faktisk kunne jeg ikke udstå ham. Han havde hele tiden travlt med at ophøje sig selv, og han fremstod tit, som et af de der irriterende individer der hele tiden skal blande sig selv ind i en samtale.

I starten var det kun Jazz, jeg ikke brød mig så meget om, men som siderne blev vendt, kom der endnu flere karakterer på listen. Connie, Jazz’ kæreste virkede utrolig uintelligent og virkelig naiv. Hun havde alt for let ved at tilgive Jazz, og hun lod sig rive med på alle hans idéer, selvom det havde med mord og kriminalitet at gøre. Det er tydeligt, at hendes karakter skulle være godheden selv og forsøge at trække Jazz i den rigtige retning, men det hele falder lidt til jorden, når hun bare springer med på vognen. Det samme gjorde sig gældende for Jazz’ ven Howie. Dog kunne jeg også se en masse gode ting ved Howie. Han er det sjove sidekick og det var mest ham der gjorde, at jeg fandt bogen underholdende.

“Det handler ikke om, hvorvidt jeg har lyst eller ej. Det er bare det at… Jeg kan.”

I det store hele var bogen altså meget spændende og også til tider morsom. Beskrivelserne var gode, men hvis man dykker lidt længere ned i bogen, krakelerer denne holdning langsomt. Bogen er en del af en serie, og selvom denne bog havde en del fejl og mangler, tror jeg alligevel, at jeg vil give Barry Lyga og Jasper Dent en chance mere.

PSX_20141025_112230

Read More

“Døden kommer til Pemberley” Af P.D. James

Posted by on aug 24, 2014 in 1 Stjerne, Fiction, Krimi, Mysterie | 0 comments

PSX_20140824_162648

“Døden kommer til Pemberley” Af P.D. James (Org. titel: Death comes to Pemberley”, Anmeldereksemplar fra Rosinante & Co, udgivet 2012 (Org. udgivet 2011), 1/5 Stjerner

7 år efter Elizabeth Bennet og Mr. Darcy er blevet gift, ånder alt fortsat fred og Idyl på Pemberley. Parret har fået et par raske sønner, og Elizabeth har stadig et rigtig godt forhold til den ældste søster Jane, og hendes mand, Mr Bingley. Aftenen før, at Pemberley skal huse et stort bal, bliver freden og den gode stemning forstyrret af en meget oprevet og skræmt Lydia, der er sikker på, at hendes mand Mr Wickman er blevet slået ihjel. På vej hen til Pemberley stoppede hestevognen nemlig, og en officer ved navn Kaptajn Denny og Mr Wickman stod ud af vognen i vrede, hvorefter der hurtigt blev hørt pistolskud.

Mr Darcy og et par øvrige mænd tager ud for at undersøge sagen, og finder en meget blodig Mr Wickman bøjet ind over liget af Kaptajn Denny. Det første Wickman siger er, at det er hans skyld, at hans eneste og bedste ven er død, og derfor er flere af vidnerne hurtige enige om, at det helt sikkert må være den stærkt berusede Mr Wickman der er gerningsmanden. Pemberley bliver overvældet af en trykket stemning, og pludselig kommer en masse gamle og skjulte hemmeligheder op til overfladen. Ingen på Pemberley kan føle sig sikker, for i midlertidigt kan ingen af karaktererne stole på andre end sig selv.

“Hun ønskede ham ud af deres tilværelse, men ikke på den måde – kære Gud, ikke på den måde”

“Pride and Prejudice” af Jane Austen har altid været en af mine absolutte yndlingsromaner. Jeg har altid beundret Jane Austen for hendes ironiske og ærlige sprog, i en tid hvor kvinder ikke havde meget at skulle have sagt. Jeg er ikke alene om denne beundring, og Jane Austen er i dag en af de aller mest kendte og anerkendte kvindelige forfattere. Derfor er alle hendes romaner også betragtet som klassiske værker. Klassiske værker der er hellige og ikke kan sammenlignes med andres fortolkninger eller efterdigtninger. Derfor skal man passe meget på, når man vælger at fortolke på Jane Austens værker, for det kan meget hurtigt og meget nemt gå galt. “Døden kommer til Pemberley” er et pragteksempel på dette. Da jeg læste bogen fik jeg samme følelse, som man får, når man ser en utrolig dårlig sanger forsøge at give sig i kast med Whitney Houston eller Aretha Franklin. Det er mildest talt skrækkeligt. Alt der kan mislykkedes i den bog er mislykkedes, og for en ægte Jane Austen fan, er det svært ikke at blive både fornærmet og overrasket. Jeg har læst mange mulige efterdigtninger til Austens klassikere, men den her på være en af de værste. Som krimi fungerer den ikke, og som efterfølger til “Pride and Prejudice” fungerer den bestemt heller ikke. Det eneste jeg kunne lide ved bogen var de overtroiske faktorer der spiller ind ved opklaringen af mordet, men det er også KUN fordi, at jeg er en sucker for alt der har med det overnaturlige at gøre.

Elizabeth Bennet er Austens mest kendte kvindelige karakter, og der er ikke særlig mange mennesker der ikke kender til Elizabeth Bennets og Mr Darcys kærlighedshistorie. Elizabeth Bennet og Mr Darcy er karakterer der ikke kan glemmes i litteraturen. Elizabeth er med sine hurtige bemærkninger og sin litterære intelligens et billede på alt det, en kvinde ikke fik lov at være i Jane Austens samtid. I “Døden kommer til Pemberley” bliver både Elizabeths og Darcys personligheder glemt, og i stedet kunne karaktererne i bogen være et hvilket som helst andet lykkeligt ægtepar. Den er en skændsel og en stor kritik af P.D James overhovedet har kunne få sig selv til at kalde sine ligegyldige karakterer for Elizabeth og Mr Darcy, for de hører på ingen måde hjemme i en middelmådig krimi som denne. Ligeledes bliver James’ Elizabeth både beskrevet som grådig, pengegrisk og nærig over for sin familie, og man kan som Austen-elsker slet ikke finde nogle af Elizabeths oprindelige og elskværdige træk.

Jeg er virkelig skuffet over denne krimi. Jeg elsker Jane Austen og jeg elsker mysterier, så jeg troede at det ville være en perfekt blanding, der ville vække både spænding og nostalgi. I stedet gjorde bogen mig sur, og jeg følte flere gange, at jeg stod og så på, mens en af mine yndlingsbøger blev brutalt slagtet og latterliggjort. Jeg kan ikke anbefale bogen til nogen. Man skal kende Austens oprindelige historie for at kunne følge med, og hvis man kender den, tror jeg ikke man kan undgå at blive skuffet. Jeg håber P.D. James i fremtiden vil blande de vigtige klassikere uden om hendes middelmådige krimiromaner.

PSX_20140824_163013

 

Read More