Mysterie

“Twin Peaks – Den hemmelige historie” Af Mark Frost

Posted by on jun 19, 2017 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie | 0 comments

“Twin Peaks – Den hemmelige historie” af Mark Frost, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2017, 3/5 Stjerner

Jeg elskede den originale Twin Peaks serie fra 1990. Jeg kan ikke huske alle afsnittene, men jeg kan huske visse episoder meget skarpt. Nogle af scenerne refererer jeg endda til, når jeg skal forklare, hvordan en vellykket gyserscene kunne se ud. Det er derfor også svært at sætte ord på, hvor lykkelig jeg blev, da det gik op for mig, at serien ville blive genindspillet på HBO, og at hele Twin Peaks historien derfor også ville få helt nyt liv, bl.a. ved nyudgivelser af bogen af Mark Frost. Samtidig blev jeg også en smule frustreret, for det er virkelig sjældent, at nyudgivelser af mine elskede fortællinger formår at imponere mig. Heldigvis er denne bog dog så unik, at den ikke skuffede mig så voldsomt, som mange af de andre.

Bogen er en af de flotteste udgivelser, jeg nogensinde har set hos et dansk forlag, og det er tydeligt at der er lagt meget arbejde i, at fremstille fortællingen så virkelig som mulig. Det kan jeg kun være taknemmelig for. Det første man ser, når man åbner bogen er kopier af fortrolige dokumenter fra FBI, og dermed er tonen ligesom lagt. Man ved, at man netop har startet et utrolig spændende læseeventyr. Bogen indeholder samtidig breve, dagbogsnotater, avisudklip og gamle artikler, og med små håndskrevne notater i siden, er det umuligt ikke at fordybe sig i værket. Når det så er sagt, så er der desværre heller ikke mange flere plusser at give af.

“Det er værd at notere, at i løbet af de næste par uger i sommeren 47 bringes der over 850 artikler om UFO-observationer i amerikanske medier landet over.”

Bogen er virkelig langtrukken, og netop fordi den indeholder så mange finurlige udklip og notater, kræver den virkelig stor koncentration at læse. Det er ikke en af de bøger, man lige sluger på en togtur mellem København og Odense. Det gik virkelig lang tid, før det gik op for mig, at denne udgivelse ikke rigtig havde nogen handling, og at plottet ikke bare var utydeligt, men faktisk slet ikke eksisterede. Jeg kunne godt lide nogle dele af bogen, men bedst som jeg fik fat på historien, blev vi præsenteret for endnu en drejning, og den røde tråd forsvandt igen og tog spændingen med sig.

Jeg tror, det er vigtigt at forventningsafstemme med sig selv, inden man går i gang med at læse denne bog. Jeg havde virkelig forsøgt at skrue ned for mine egne forventninger, men jeg havde dog ikke forberedt mig selv på, at handlingen kun ville komme til udtryk i sporadiske episoder. Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle læse en historie uden noget egentlig plot. Alligevel lykkedes det dog bogen at genfinde hele Twin Peaks mystikken, og derfor var jeg heller aldrig tæt på at opgive bogen. Da først jeg accepterede, at det var en bog, der nok mere skulle opleves end læses, gik det egentlig fint nok, og derfor kan jeg også anbefale den til andre Twin Peaks entusiaster.

“Så længe det, de to halvdele af parret giver hinanden, tilsammen giver hundrede procent, betyder det ikke så meget, hvordan den indbyrdes fordeling er.”

Jeg vil slutte af med at give fortællingen endnu en anbefaling. Hvis I ikke har set de nye afsnit af serien på HBO, kan de absolut anbefales.

Read More

“Faldet” Af S. K. Tremayne

Posted by on jun 5, 2017 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 0 comments

“Faldet” Af S. K. Tremayne, anmeldereksemplar fra Gads forlag, udgivet 2016, (Org. udgivet 2015), 4/5 Stjerner

Angus og Sarah Moorcrofts verden er faldet sammen for næsen af dem. Den ene af deres tvillingepiger er faldet ned fra en altan, og har mistet livet. Den lille familie er ramt af stor sorg, og derfor beslutter de sig for at flytte fra London, hvor alle minderne konstant hjemsøger dem og forstærker sorgen. De køber et forfaldet hus på en lille skotsk ø, og selvom stilheden er tiltrængt, går det hurtigt op for Sarah, hvor isolerede de egentlig er. Det skulle have været en ny begyndelse, men deres datter lider stadig under minderne fra den forfærdelige dag, og hun har svært ved at få nye venner. Værre bliver det, da hun pludselig påstår, at hun faktisk er Lydia. Lydia, som døde i ulykken.

Sarah og Angus bliver hurtigt enige om, at det må være tabet af sin tvillingesøster, der får deres datter til at opføre sig sært. Psykologen forsøger at berolige dem, men som vinteren nærmer sig, bliver alting værre. Sarah kan høre mere end én grinende pigestemme, og der er flere end ét par fodspor i sandet. Samtidig går det op for hende, at hendes mand gemmer på en masse skjulte hemmeligheder, og hun begynder at se en sammenhæng mellem alle de mystiske hændelser.

“Det er det uforstålige tvillingesprog, som hun og Kirstie havde sammen. De brugte det helt til det sidste. Vi fandt aldrig ud af, hvordan det skulle forstås. Lydia står og taler til sin døde søster.”

Jeg er selv tvilling, så da jeg læste den oprindelige bagsidetekst på ‘Ice twins’ skyndte jeg mig at notere titlen ned på min to-read liste. Da Gads forlag oversatte den til dansk, slog jeg derfor også til med det samme, og jeg må indrømme, at bogen er en af de mest uforudsigelige bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg læste den over et par uger, mens jeg færdiggjorde mit speciale, og bogen blev det perfekte tilflugtssted. Den er spændende, medrivende og en lille smule uhyggelig. Og så er den desuden utrolig tankevækkende – især, når man som mig, selv er tvilling.

Jeg kunne utroligt godt lide, at bogen vekslede mellem Angus’ og Sarahs synsvinkler. Ægteparret udgjorde to sider af samme sag, og da de begge undervejs havde mange tanker og mistanker omkring den fatale ulykke, var det spændende at læse, hvordan de gradvist kom tættere og tættere på en fælles sandhed. Der er virkelig tænkt over detaljerne i denne bog, og netop derfor var det også umuligt at forudsige, hvordan den endte. Jeg så en kommentar på Goodreads, hvor der stod ‘Total mindfuck’, og jeg kunne ikke være mere enig med anmelderen. Der er virkelig tale om et puslespil, der er næsten umuligt at samle, før slutningen.

“Det knirker igen. Rædslen er som en injektion i musklerne med noget koldt.”

“Faldet er en virkelig spændende bog, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg plejer at undgå thrillers, da de ofte kommer lidt for tæt på krimigenren, men når de er psykologiske som denne, er det svært at lægge dem fra sig igen.

Read More

“De forbandede” Af Joyce Carol Oates

Posted by on okt 19, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie | 0 comments

PSX_20161019_153313

“De forbandede” Af Joyce Carol Oates, anmeldereksemplar fra Gads Forlag, udgivet 2014, 3,5/5 Stjerner

Vi befinder os i Princeton, New Jersey og året er 1905. Byens stemning er præget af det prestigefyldte universitet, der desuden er samlingspunktet for mange af byens karakterer. Det er en fantastisk by at lade sine børn vokse op i, for de kan helt sikkert kun ende med succes, når alle omkring dem går så højt op i undervisning og etikette. Pludselig begynder der dog at ske besynderlige ting i den lille by. Ting, som ingen rigtigt kan forklare – til trods for, at mange af Amerikas klogeste hjerner befinder sig i netop Princeton. Mareridt begynder at hjemsøge de uskyldige mennesker, og en stærk og mørk forbandelse rammer elitefamilierne.

Det hele starter med, at en ung og ellers lykkelig brud forføres og bortføres ved alteret af en sær og mystisk mand, som ingen ved, hvem er. Er han en europærisk greve eller måske endda djævlen selv? Manden spreder fortsat sin dystre forbandelse over byens hvide og rige familier, men den unge bruds bror er opsat på at finde frem til ham. Koste hvad det vil. På sin søgen efter sin elskedes søsters kidnapper, støder den unge mand på nogle af Princetons største personligheder. Her i blandt den kommende amerikanske præsident Woodrow Wilson, den unge socialistiske idealist Upton Sinclair, den karismatiske Jack London og endda tidens mest berømte forfatter, Mark Twain. Fælles for dem alle er, at de lider af de samme skæbnesvangre syner.

“Der er ingen ‘overnaturlig’ verden – kun denne, den ‘naturlige’ verden.” Resten er nonsens.”

Jeg tror, jeg havde haft “De forbandede” liggende ulæst i næsten to år, før jeg endelig fik taget mig sammen til at læse den. Jeg kendte ikke meget til Joyce Carol Oates, og da historien både er meget historisk og politisk opbygget, kunne jeg ikke rigtig beslutte mig for, om den ville være værd at bruge tid på at læse. Samtidig blev jeg dog draget af ord som ‘mørk’, ‘mystik’ og ‘forbandelse’. Bagsideteksten lovede en uhyggelig fortælling om bortførelser og mord, og det kunne jeg alligevel ikke helt ignorere. I starten var jeg fuldstændig overvældet over, hvor fantastisk Oates skriver. Jeg blev draget fra første side, og jeg kan huske, at jeg skældte mig selv ud fordi, jeg ikke var begyndt på den noget før. Jeg havde jo en helt fantastisk roman i hænderne. Fantastisk er den også – på rigtig mange måder i hvertfald. Omkring midten af bogen begyndte jeg dog at skifte mening.

Romanen er utrolig tætpakket og stemningsmættet, og hvis man ikke holder tungen lige i munden, kan det være rigtig svært at følge med. Jeg måtte hele tiden læse lidt tilbage for at huske, hvem de forskellige personer var, og jeg blev næsten fristet til at skrive små noter til mig selv, hver gang, jeg blev præsenteret for en ny karakter. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at følge med, og mange af kapitlerne virkede overflødige for mig. Til gengæld kunne jeg også rigtig godt lide stemningen. De dystre og gotiske beskrivelser passer perfekt til det våde og mørke efterårsvejr, og det var også netop denne stemning, der fik mig til at læse bogen færdig.

“Ondskaben er brudt ud, har bredt sig – om det så er en flok giftige slanger på Rocky Hill.”

“De forbandende” er en utrolig velskrevet roman. Samtidig er den virkelig stemningsfuld og dragende. Jeg vil dog anbefale at læse den i én strækning, hvis man har mulighed for det. Ellers bliver det svært at følge med.

PSX_20161019_153425 (1)

Read More

“The Miniaturist” Af Jessie Burton

Posted by on jul 25, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie | 10 comments

PSX_20160725_123959

PSX_20160725_124114

“The Miniaturist” Af Jessie Burton, fra forlaget Picador, udgivet 2014, 3/5 Stjerner

Den 18 årige Nella ankommer til Amsterdam, hvor hun skal til at begynde sit nye liv som hustru til en meget mystisk forretningsmand ved navn Johannes Brandt. Det er dog ikke Johannes selv, der tager imod sin nye kone, men derimod hans spydige søster Marin, der bestemt ikke bryder sig om Nella. Når Johannes endelig er hjemme, låser han sig inde i sit arbejdsværelse, og Nella tilbringer både sine dage og nætter væk fra sin nye ægtemand. Som en forsoningsgave forærer Johanens dog Nella en miniatureudgave af deres nye hjem, og til at møblere det lille hus, anskaffer hun sig en miniaturist, der leverer hendes små møbler med posten. Der går dog ikke længe før, at Nella indser, at møblerne er lidt for livagtige og realistiske.

Selvom hun beder miniaturisten om at stoppe samarbejdet, bliver de små møbler ved med at ankomme ved hendes dør, og alt lige fra væggenes tapet til kattens farve er fuldstændig identisk med det virkelige. Samtidig begynder de små miniaturemodeller også at spå om fremtiden. Fx bliver en af beboerne i huset skildret med en baby på armen, også selvom ingen ved noget om en graviditet. I takt med at Nella bliver klogere og klogere på miniaturisten og hans egenskaber, bliver hun også klogere på konsekvenserne, og hun ved, at der er noget voldsomt stort på vej mod hendes nye familie.

“Growing older does not seem to make you more certain, Nella thinks. It simply presents you with more reasons for doubt.”

Da jeg så forsiden på “The Miniaturist” første gang, var jeg fuldstændig solgt, og da jeg læste bagsideteksten vidste jeg, at jeg også blev nødt til at købe den. Efterfølgende ville jeg finde det rigtige tidspunkt til at læse denne mystiske roman, og jeg satte den troligt op på bogreolen. Bogen blev hurtigt mere og mere populær, og anmeldelser af bogen begyndte at florere overalt på internettet og på youtube. Derfor blev jeg ved med at udskyde min læsning af bogen. Samtidig læste jeg nogle anmeldelser, der ikke var særlig gode, og jeg blev i tvivl om, om jeg havde for høje forventninger til den ellers populære bog. Nu har jeg læst den, og selvom jeg aldrig blev helt vildt fanget af bogen, synes jeg alligevel, at den var rigtig god.

Jeg kan rigtig godt lide Nella som karakter. Hun er modig og bevidst om sine rettigheder som kvinde og hustru. Samtidig irriterede hun mig også på mange punkter. Hendes mand vil intet have med hende at gøre, og resten af familien behandler hende om en ansat. Godt nok finder historien sted i 16oo tallet, men det er stadig utrolig frustrerende at Nella evne til at sige fra og forsvare sig selv kun foregår i hendes eget hoved. Samtidig blev bogen til tider en smule forvirrende, og jeg havde svært ved at holde styr på, hvad der egentlig foregik. Det tog lidt af den mystiske og uhyggelige følelse, desværre.

“Everything Man sees he takes for a toy. Thus is he always, forever a boy.”

I bund og grund er “The Miniaturist” en udemærket bog. De var spændende og og stemningen i bogen var utrolig dyster og mystisk. Samtidig er der dog flere fejl i bogen, der gjorde den lidt irriterende at læse.

PSX_20160725_123854 (1)

Read More

“Kvinden i Graven” Af Julia Heaberlin

Posted by on jun 20, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 0 comments

PSX_20160620_094615

“Kvinden i Graven” Af Julia Heaberlin, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2016 (Org. udgivet 2015), 4/5 Stjerner

Sekstenårige Tessa bliver fundet i en grav i Texas. Graven er omringet af gule blomster, og Tessa er den eneste, der stadig er i live. Tessa er nemlig ikke den eneste pige i graven, for sammen med tre andre piger, er hun blevet offer for en brutal seriemorder. Hun forsøger så bedst som muligt at komme videre med sit liv, men sytten år efter, bryder helvede løs igen. Den mistænkte i sagen skal henrettes, og Tessa begynder at tvivle meget på, om hun har dømt den forkerte mand. Samtidig sker der mystiske ting omkring hendes hus. Nogen har plantet de samme gule blomster i hendes have, som dem, der stod omkring graven. Sommerblomster i februar. Og hvem er det, der pludselig begynder at interessere sig så meget for Tessas datter, der til forveksling ligner den sekstenårige udgave af Tessa selv?

Mens hun forsøger at skelne mellem rigtige og falske minder, begyder Tessa at tvivle meget på, og morderen stadig går på fri fod. Hendes ‘monster’ som hun kalder ham, begynder at hjemsøge hende igen, og denne gang, er det ikke kun Tessa der er i fare, men også hendes egen datter. Samtidig begynder Tessa også at tænke meget på sin tidligere bedste veninde, Lydia, der forsvandt ikke ret lang tid efter Tessas retssag. Havde hendes forsvinden noget med morderen at gøre, og hvor er hun nu?

“Det er øjeblikke som disse, jeg ville ønske, at min datter ikke havde så tykt et panser af selvtillid skab af skønhed, intelligens og atletisk ydre. Men hun er fuldstændig ligesom Før-Tessie. Begge insisterer på, at mærkelige lyde uden for vinduet har noget at gøre med teenage-drenge, sæbe og æg og ikke med monstre, rustne skovle og pistoler. Som oftest har de ret.

Da jeg fik tilbuddet om at anmelde denne bog, kunne jeg slet ikke sige nej. Den lød virkelig spændende, og samtidig mindede beskrivelserne meget om “Sandheden om Amelia”, som jeg var ret glad for, da jeg læste den. Og selvom der ikke er overvældende mange ligheder i plottet, så synes jeg stadig, at bøgerne minder meget om hinanden. I sær omkring stemning og struktur. Vi springer frem og tilbage i tiden, mellem den nuværende Tessa og den sekstenårige Tessa. Mens vi lærer Tessa at kende i de forskellige stadier i hendes liv, kommer vi også tættere og tættere på en opklaring i sagen, og jeg kan enormt godt lide, når spændingsromaner er bygget op på denne måde. Det gør, at man får svært ved at lægge bogen fra sig, og samtidig bliver det på intet tidspunkt forvirrende, som det tit kan gøre, når man springer frem og tilbage i tiden.

Jeg kunne rigtig godt lide den nuværende Tessa som karakter. Hun var modig, stærk og sej, og samtidig var hun et ganske almindeligt menneske, der engang har været ude for en meget traumatisk oplevelse. Uden at hun har tænkt over det, har hun helt automatisk fortrængt en masse ting, og dem må hun grave frem nu, selvom det gør ondt. Den sekstenårige Tessa, var jeg til gengæld ikke særlig stor fan af. Hun virkede svag og lod fuldstændig den dominerende og manipulerende Lydia tage kontrol over sit liv. Det er samtidig lidt kliche agtigt med sådan et venindepar, og jeg kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen af det. Bogen var dog stadig god og overraskende, så helt galt gik det heller ikke.

“Jeg vil lade hende have sine drømme i fred. Hun skal ikke se mine øjne vokse sig til sorte huller, hun skal ikke gå på endeløse marker tæt bevokset med gule blomster, der lugter af død. Jeg vil ikke have, hun vågner op med den lugt sidende i næseborene.”

“Kvinden i graven” er en fantastisk spændingroman, som henvender sig til alle aldre. Det er helt klart en af sommerens must-reads!
PSX_20160620_094706

Read More

“Sanctum” Af Madeleine Roux (Asylum #2)

Posted by on feb 26, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Mysterie, Young Adult | 0 comments

PSX_20160226_154833

PSX_20160226_154640

“Sanctum” Af Madeleine Roux (Asylum #2), fra forlaget Harper Collins, udgivet 2014, 4/5 Stjerner

Dan, Abby og Jordan er stadig meget chokeret efter deres besøg på Brooklines sommerprogram for unge studerende. De fandt ud af, at de alle havde en tilknyttelse til det nedlagte sindssygehospital og at Dan i sær var udsat. Den tidligere leder på hospitalet stod bag en masse forfærdelige eksperimenter og mord, og bærer nøjagtigt samme navn som Dan – Daniel Crawford. Spørgsmålet er nu, om dette er et tilfælde eller ikke. Efter sommerens uhyggelige opdagelser har de alle dog brug for at komme videre, og er derfor hver især startet på et nyt skoleår. De kommunikerer via nettet, og selvom ingen af dem har lyst til at genopleve sommerens hendelser, kan Dan ikke lade være med at spekulere på, om der er noget de har overset. Inden længe er gruppen dog tvunget til at revurdere deres beslutning om at holde sig væk fra Brookline, da de på mystisk vis bliver trukket tilbage til det nedlagte sindssygehospital.

Nogen sender mystiske og uhyggelige fotografier til den lille gruppe, og Dan kan ikke lade være med at tænke på, om dette har noget at gøre med de forfærdelige hendelser på hospitalet. Det er som om, at de ikke kan slippe væk før mysteriet er løst, og derfor beslutter de tre venner sig for at tage tilbage til Brookline. De bliver nødt til at få mysteriet afklaret en gang for alle. Under deres ophold indser de dog hurtigt, at det ikke er en nem opgave de har for sig. Der er flere involveret end de først havde regnet med, og den lille gruppe ved allerede meget mere end hvad sikkert er.

“Curiosities lurked around every corner. A man belched flames from a podium. The scent of fried cakes and popcorn hung sweet and heavy on the air, tantalizing until it became sickening.”

Jeg var virkelig glad for “Asylum” og jeg besluttede mig derfor for, at jeg blev nødt til at forsætte med serien med det samme, når nu jeg også havde efterfølgeren liggende klar. Aldrig har jeg været så glad for at have brudt mine egne regler, for normalt starter jeg altid kun med at købe den første bog i en serie, så jeg kan se, om jeg har lyst til at læse resten. “Sanctum” viste sig dog heldigvis at være ligeså god som dens forgænger, og jeg synes virkelig, at historien har udviklet sig på en spændende måde. Der er allerede nu nogle ting der har været en smule forudsigelige, så jeg er også samtidig spændt på at se, hvad der kommer til at ske i slutningen.

Jeg er stadig enormt stor fan af Dan. Dog må jeg også sige, at han til tider kan virke en smule needy, og det irriterer mig lidt. Én ting er, at han ikke rigtig har nogle venner – en anden ting er, at han så ikke kan lade være med at tænke på, om dem han har, så overhovedet kan lide ham. Det blev en smule anstrengende at læse, men alt i alt, er han stadig en virkelig god hovedperson. Samtidig er jeg også ret imponeret over billedematerialet i denne bog. Det er virkelig nogle uhyggelige billeder, og de passer perfekt ind i historien. Jeg er virkelig spændt på at se, hvordan det hele ender, og jeg venter spændt på, at postmanden kommer med den sidste bog i rækken.

“You can’t do over what’s already been done, but you sure can undo it. Not easy, but you can undo it.”

“Sanctum” er lige så god som sin forgænger, og indtil videre er jeg meget begejstret for serien. Den er ikke helt så uhyggelig, som jeg havde håbet på, men det gør ikke så meget, når resten af historien er virkelig god.

PSX_20160226_155008

Read More

“Asylum” Af Madeleine Roux

Posted by on feb 21, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Mysterie, Young Adult | 2 comments

PSX_20160221_113727

PSX_20160221_113909

“Asylum” Af Madeleine Roux, fra forlaget Harper, udgivet 2013, 4/5 Stjerner

Den 16-årige Dan er klassens nørdede dreng, og venner har han derfor aldrig haft særlig mange af. Derfor er ‘ The New Hampshire College Prep program’ også en fantastisk mulighed for ham. Her kan kan møde unge med de samme interesser som ham selv, og så kan han desuden finde ud af, om skolen kan indfrie hans fremtidsdrømme. Da han ankommer er det normale skolehjem blevet lukket, og alle gæsterne må i stedet bo på ‘Brookline Dorm’, et tidligere sindsygehospital. Selvom Dan synes, at skolen er utrolig mærkværdig, bliver det hele meget bedre, da han falder i snak med Abby og Jordan, der også finder det gamle hospital mærkværdigt. De beslutter sig for at undersøge deres nye skolehjem, men fortryder hurtigt deres irrationelle beslutning.

I skolens aflåste kæler finder de uhyggelige opdagelser og beviser for, hvad der virkelig fandt sted på hospitalet. Billeder af tvangsindlagte patienter og hemmelige journaler hjemsøger de tre venner, og inden længe går det også op for dem, at de hver især er knyttet til hospitalet på en eller anden måde. Der foregår noget mærkeligt, og det bliver tydeligt, at det hele tiden har været meningen, at de tre venner skulle mødes netop denne sommer. På netop denne skole. Nu er et bare op til de tre venner at finde ud af, hvad det egentlig er der foregår. En opgave der bliver mere alvorlig, da de andre gæster på skolen begynder at bliver angrebet af en uidentificerbar trussel.

“It was a house for those who could not take care of themselves, for those who heard voices, who had strange thoughts and did strange things. The house was meant to keep them in. Once they came, they never left.”

Jeg stødte tilfældigvis på “Asylum” en varm sommerdag for længe siden. Jeg havde bestilt en bog på Amazon, og siden viste mig automatisk, hvilke bøger, jeg også kunne være interesseret i. “Asylum” og “Sanctum” stod som de første muligheder, og selvom jeg normalt aldrig køber to bøger i en serie på samme tid, så kunne jeg ikke lade være. De dystre forsider kaldte mit navn, og inden jeg havde set mig om, havde jeg klikket dem begge hjem. Jeg blev dog enig med mig selv om, at de skulle læses når det var mørkt og koldt uden for, og februars kolde og våde vejr var den perfekte mulighed. Nu har jeg læst begge to, og jeg er virkelig begejstret. Med de mange fotografier i sort/hvid minder de lidt om “Miss Peregrines Home for Peculiar Children” serien, men historien er helt sin egen. Det er en fortælling om venskab og hemmeligheder, og måden den bliver leveret på, er virkelig uhyggelig og gruopvækkende.

Jeg kan enormt godt lide karakterne i bogen. Måske til undtagelse for Jordan. Han er en smule negativ og arrogant at høre på, og det er bestemt ikke en type, jeg normalt selv ville vælge at tilbringe tid med. Dan og Abby er dog helt fantastiske, og jeg kunne ikke lade være med at klappe i mine små hænder, da der begyndte at udvikle sig romantiske følelser imellem dem. De er det perfekte par, og selvom det er lidt klassisk, at der selvfølgelig også skal være kærlighed med i uhyggelig fortælling, så synes jeg egentlig, det var en rigtig god detalje i fortællingen. Samtidig synes jeg virkelig den var spændende, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig igen. Det er en sand pageturner, og den åbne slutning gjorde det umuligt ikke at fortsætte med den næste bog med det samme. Der er stadig et par få ting, der virker lidt sære, men jeg håber at få svar på mine spørgsmål senere i serien.

“If someone tells you you’re crazy enough times, eventually it becomes true. It’s that old psychiatrist’s joke: insanity’s all in your head.”

“Asylum” er en virkelig god og gotisk fortælling. Den er ikke så uhyggelig, som forsiden giver udtryk for, men den er enormt spændende og underholdende. Jeg kan kun anbefale den.

PSX_20160221_114030 (1)

 

Read More

“The Little Stranger” Af Sarah Waters

Posted by on nov 29, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Mysterie, Spænding | 4 comments

PSX_20151129_143442

“The Little Stranger” Af Sarah Waters, fra forlaget Virago, udgivet 2010 (Org. udgivet 2009), 4/5 Stjerner

Da Dr. Faraday en dag bliver kaldt ud for at undersøge en tjenestepige, der egentlig slet ikke er syg, får han et indblik i en meget speciel families liv. Familien består en af traumeramt bror, en forsigtig mor og en søster, der vil gøre alt for at holde sammen på familien. I over to århundredere har familien Ayres boet på Hundreds Hall, og selvom det store hus engang var magtfuldt og overdådigt, er det nu, ligesom familien, ved at falde fuldstændig fra hinanden.

Da Dr. Faraday ender med at takke ja til en kop kaffe efter lægebesøget, bliver et stort venskab skabt. Han lærer hver i sær familiemedlemmerne at kende, og begynder endda at indlede et romantisk forhold til den klodsede søster, Caroline. Mens han hjælper alle familiens medlemmer på hver sin måde, begynder der dog at ske mærkelige ting i det gamle hus. Ting flytter sig af sig selv om natten, mørke pletter på loftet optræder på besynderlig vis, husets stille hund bliver bidsk og møbler bryder i brænd. Der er et eller andet, der bestemt ikke er som det skal være, og familien ser en mulig hjælp i Dr. Faraday.

Da han ikke selv er vidne til mange af de mistænkelige begivenheder, tror Dr. Faraday dog først, at der er tale om mentale sammenbrud i den lille familie. Krigens oplevelser er ikke fjerne, og presset har været mere end hårdt. Der går dog ikke længe før, at selv den fornuftige læge må tage en anden mulighed i betragtning – at der kan være tale om et spøgelse.

“And perhaps there is a limit to the grieving that the human heart can do. As when one adds salt to a tumbler of water, there comes a point where simply no more will be absorbed.”

Sarah Waters er én af de forfattere, jeg længe gerne har ville læse mere af. Jeg har kun læst en enkelt af hendes bøger udover denne, og lige som nu, var jeg fuldstændig blæst omkuld. Der er noget ved Sarah Waters sprog og skrivestil der er så fangende, at man ikke har lyst at stoppe med at læse, før den sidste side er vendt. “The little stranger” er en bog om tab, sorg og måden at håndtere menneskelige følelser på. Huset Hundreds Hall i alt dets forfaldenhed repræsenterer, hvad der er tilbage, af en ellers magtfuld familie – sammenbrud og slitage.  Det er en bog, der viser livets mest skrøbelige sider, og menneskets måde at takle dem på.

Der er så mange fantastiske aspekter ved Sarah Waters forfatterskab og ved dette værk, og derfor er det næsten umuligt at nå at komme ind på dem alle sammen i en enkelt anmeldelse, og uden at spoile for meget af handlingen. Karaktererne er beskrevet så godt, at man til sidst ved, hvad de vil tænke og sige på forhånd, men samtidig bevares mystikken lige indtil sidste side, hvor en åben slutning for alvor sætter tankerne igang. Det er én af de bøger, der er tæt på umulig at læse, uden at blive påvirket på den ene eller den anden måde.

“We see what a punishing business it is, simply being alive. Just being alive, not to mention having wars and whatnot thrown at one, and estates and farms to run . . . Most people, you know, seem to muddle through all right in the end . . .”

På samme tid sidste år, svor jeg  ved mig selv, at jeg skulle læse mere af Sarah Waters i det kommende år. Jeg har kun fået læst denne enkelte bog mere af hende, men denne gang er jeg til gengæld også sikker på, at det er et nytårsfortsæt, jeg nu gang vil holde.

PSX_20151129_143302

Read More

“Logbog fra et livsforlis” Af Erik Valeur

Posted by on nov 5, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 0 comments

PSX_20151105_131500

“Logbog fra et livsforlis” Af Erik Valeur, anmeldereksemplar fra politikkens forlag, udgivet 2015, 3,5/5 Stjerner

På den første dag i året forsvinder en ældre dame på et plejehjem. Hun er ikke hvilken som helst ældre dame, da hun er mor til både landets statsminister og justitsminister. En omhyggelig eftersøgning sættes i gang, men der er ingen spor af den ældre dame. Hun er som forsvundet fra jordens overflade. Politiet gør, hvad de kan for at finde oplysninger om kvindes forsvinden, og derfor må de også have lange og krævende samtaler med hendes to sønner. De magtfulde mænd må dog træde varsomt, for selvom de for alt i verden vil finde deres mor i live, er der dog familiære hemmeligheder, der ikke må se dagens lys.

I et hvidt fyrtårn med udsigt ud over ‘helvedsdybet’ bor Viggo. Han er vokset op på en gade fyldt med legende børn og glæde, men Viggo har set ting, som ingen andre børn har set. Han er i besiddelse af så stor og ejendommelig en viden, at han kan knuse hele landets ledelse. En ung kvinde ved navn Malin flytter ind i et af de eneste huse nær det hvide fyrtårn, og hun forsøger at finde ud af, hvad præcis det er, at Viggo ved.

Mens et efterforskningshold forsøger at finde ud af, om enkefruen er i live, og hvem der har bortført hende, er en anden og mindst ligeså vigtig efterforskning altså i gang. Barndomsminder og mørke hemmeligheder sammenkoples på må og få, og midt i mellem dette virvar af skjulte historier og falske smil, sidder den forsvundne enkefrue. Det er nu op til politiet af løse gåden.

“Kære Gud. Jeg er sikker på, der findes engle. Jeg har hørt deres vinger i mørket. Jeg tror, de er blå, ikke hvide, for så ville jeg kunne se dem i mørket. Vil du ikke nok sætte dine engle for vagt over mig i nat? De kan sidde i benenden.”

“Logbog fra et livsforlis” er en besynderlig roman. Jeg fik den tilsendt som anmeldereksemplar, og da jeg manglede en dansk bog i min Read-A-Thon liste, besluttede jeg mig for at give den et forsøg. Mest af alt, fordi bogen emmer af mystik og uforudsigelige plottwists. Der gik dog noget tid, før jeg for alvor følte mig fanget af bogen. Om det var fordi, at mine øjne var trætte, eller om det var fordi, at bogen indeholder så mange digressioner og spring i tid og sted, ved jeg ikke. Om ikke andet, var jeg dog virkelig grebet af bogen, da jeg først kom i gang, og jeg kunne ikke lægge den fra mig igen. Jeg vendte side efter side i håb om, at jeg snart ville kunne gætte mig frem til slutningen, men jeg tog hele tiden fejl. Slutning er fuldstændig uforudsigelig, og jeg må indrømme, at det var en forfriskende læseoplevelse, da de sidste spændingsromaner, jeg har læst, har været tæt på elendige.

Jeg kan godt lide, at bogen er inddelt i så mange forskellige fortællinger. Der er ingen tvivl om, at der ligger en stor kreativitet og fantasi bag romanen, og det er umuligt ikke at mærke. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje,  og selvom man flere gange tror, at man er lige ved at få kabalen til at gå op, bliver man alligevel overrasket. Der er dog stadig nogle spørgsmål, jeg ikke helt føler, jeg har fået besvaret, og nogle få detaljer, der virker en smule overflødige, selvom de nævnes flere gange i romanen. Det er svært at komme for meget ind på mine spørgsmål uden at spoile handlingen, men når det så også er sagt, var det en virkelig spændende og velskrevet roman, som jeg virkelig blev positivt overrasket over.

“Som lille gik jeg rundt med konstant fortrukket ansigt… hvert andet øjeblik kneb jeg øjnene helt i, jeg kunne ikke lade være… du har nok set folk med sådan nogle ticks i ansigtet. Man skal have prøvet det for at vide det…”

“Logbog fra et livsforlis” er en bog, der kan anbefales til et meget bredt publikum. Der er et mysterie der skal løses, der er en masse hemmeligheder der skal sammenkoples, og der er en dyster psykologisk undertone, der til tider får det til at løbe koldt ned af ryggen. Samtidig bogen fuld af myter og overtro, hvilket gør det hele meget mere spændende og interessant at læse. Der er ingen tvivl om, at jeg i hvert fald skal læse mere af Valeur.

PSX_20151105_131243

 

Read More

“The Thirteenth Tale” Af Diane Setterfield

Posted by on aug 28, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie | 4 comments

PSX_20150828_115338

“The Thirteenth Tale” Af Diane Setterfield, fra forlaget Washington Square Press, udgivet 2010, (Org. Udgivet 2006), 4,5/5 Stjerner

Den rige og succesfulde forfatter Vida Winter har på sit dødsleje besluttet, at hun vil fortælle den historie, som alle hendes læsere har drømt om at læse i flere årtier. Den trettende fortælling, – fortællingen om Vidas eget liv. Dog har hun ikke tænkt sig at skrive sin biografi selv, og det er her, at bogelskeren og biografisten Margaret Lea kommer ind i billedet.

Margaret Lea har siden sin barndom arbejdet i sin fars bogbutik. Hun elsker sit liv blandt bøgerne, og som ældre, er hun ligeledes blevet meget interesseret i forfatterene bag historierne, og derfor er hun, som mange andre læsere, også meget fascineret af den manglende viden om Vida Winter. Da hun modtager tilbudet om at skrive biografien, tøver hun derfor heller ikke med at takke ja.

Sammen bruger Margaret og Vida flere timer om dagen på at snakke om deres livhistorier. Vida Winter vil nemlig ikke lade sig tage til takke med kun at fortælle om sig selv – hun vil have en historie tilbage igen. Margaret kommer i tanke om nogle besynderlige ting i hendes opvækst, som hun egentlig altid har forsøgt at glemme. Hun er plaget af en gemt og mørk familiehemmelighed, og i takt med, at Vida Winter afslører sin, bliver Margaret også mere og mere afklaret.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.”

“The Thirteenth Tale” er intet mindre end en fantastisk fortælling. Det er en gotisk, spændende og nervepirrende fortælling om familiære hemmeligheder og det ubrydelige bånd, der er mellem tvillinger. Det er disse elementer, der fik mig til at samle bogen op, da jeg stødte på den i en bogbutik i Amsterdam. Jeg elsker gotiske fortællinger, hvor hele handlingen vendes på hovedet, og så er jeg desuden også selv tvilling. Jeg blev hurtigt overrasket over, hvor fanget jeg blev af sproget. Jeg var godt klar over, at Diane Setterfield ofte bliver rost for sit farverige og beskrivende sprog, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse nogle af sætningerne igen og igen.

Karaktererne er den bedste del af romanen. De er beskrevet så perfekte, at man føler, at man kender dem. Hvad de tænker, hvad de føler og ikke mindst – hvad de skjuler. Det er læserens viden og indforståenhed af bøger som disse, der gør hele læseoplevelsen noget særligt. Jeg er især vild med mystikken omkring Vida Winter. Hendes historie og opvækst er mystisk, fordi den aldrig er blevet fortalt. Men mystikken rækker langt bredere end bare dét – alt lige fra hendes udefinerbar sygdom til hendes korte røde hår er mystisk.

“What better way to get to know someone than through her choice and treatment of books?”

“The Thirteenth Tale” er én af de bedste historier, jeg har læst i år. Jeg har med vilje gemt den til et særligt tidspunkt, og denne sensommerperiode har været helt perfekt. Jeg kan ikke anbefale bogen nok.

PSX_20150828_115702

Read More