Højtider

“Krampus – The Yule Lord” Af Brom

Posted by on jan 11, 2017 in 2 Stjerner, Fiction, Horror, Højtider | 0 comments

PSX_20170111_143811

“Krampus – The Yule Lord” Af Brom, fra forlaget Harper, udgivet 2012, 2,5/5 Stjerner

Jesse er blevet forladt af sin kone og datter, og han vil nu gøre alt for at få sit liv på rette kurs igen, så han kan vinde sin familie tilbage. Problemet er bare, at han har svært ved at holde sig fra alkohol og desuden ikke længere har et fast job. Og så er der selvfølgelig også lige den detalje, at hans kone er blevet kærester med byens mest korrupte politichef, som absolut ikke er fan af Jesse. Da Jesse finder en magisk sæk der kan opfylde alle hans ønsker, får han dog atter håb. Pludselig kan han give sin kone og datter alle de ting, de altid har måtte undvære. Hvad Jesse ikke ved er, at sækken tilhører selveste julemanden, og at Jesse bestemt ikke er den eneste, der er interesseret i den.

Før Jesse kan nå at hjælpe sin familie, tager Krampus og hans dæmoniske julenisser ham til fange. De skal bruge hans hjælp til at gøre det af med Julemanden en gang for alle. Jesse gør alt, hvad han kan for at komme tilbage til sit normale liv, men da det går for ham, at Krampus måske også kan hjælpe ham, beslutter han sig for at blive. Hvis Krampus kan hjælpe ham med at vinde sin familie tilbage fra den korrupte politibetjent, er han villig til at gøre alt, hvad Krampus beder om. Også selv om konsekvenserne er mange.

“Burn? Smite? Punish? Why is your god so intolerant? So jealous? Why must there be only one god? Why is there not room for many?”

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse historien om Krampus. En uhyggelig juledæmon, der er modsvaret på alt vi forbinder med julen i dag – kærlighed, glæde og hygge. For en horror-fan som mig, bliver det ikke mere interessant. Jeg blev endnu mere begejstret for historien, da jeg modtog bogen og så, hvor mange flotte billeder og tegninger, der var at finde blandt bogens sider. Jeg læste det første kapitel i bogen, og blev ærlig talt en smule forvirret. Jeg var ikke forberedt på læse så meget om en alkoholisk stereotyp, der ville vinde sin families kærlighed tilbage. I stedet håbede jeg på at læse en historisk fortælling om julemanden og Krampus. Desværre overskyggede historien om Jesse alle de gode ting, jeg håbede at få ud af historien.

Bogen indeholder nemlig også en masse fantastiske elementer. Flere passager handlede om netop det jeg søgte – et modsvar på den kendte og hjertevarme julefortælling vi alle sammen kender. Jeg blev præsenteret for dæmoniske julenisser, religiøse forklaringer på ondskab og ikke mindst for legenden om Krampus, men historien om Jesse og hans søgen efter sin families kærlighed endte med at være altdominerende. Det der skulle have været biplottet blev pludselig den eneste handling, og jeg måtte holde flere pauser i bogen, hvor jeg diskuterede med mig selv, om jeg overhovedet ville læse den færdig. Jeg blev godt og grundig skuffet, men jeg endte med at færdiglæse den.

“How will I make a people who do not understand the power of belief believe?”

“Krampus” kunne ikke indfrie mine forventninger, men om ikke andet er jeg glad for, at jeg læste den. Nu ved jeg i hvert fald, at jeg skal undersøge lidt mere om bøgerne, før jeg køber dem i fremtiden.

PSX_20170111_143956

Read More

Et tilbageblik på 2016

Posted by on jan 2, 2017 in Højtider | 8 comments

PSX_20170102_190535

2016 er netop slut. Jeg har aldrig været mere glad for, at et år er overstået. Året har været et godt år på rigtig mange områder, men det har så sandelig også været et år med udfordringer. Udfordringer, jeg endelig kan lægge bag mig. I sommers fik jeg nemlig endelig solgt det hus, min ekskæreste og jeg ejede sammen, og i september fik jeg min egen lejlighed. Alle mine bøger kunne endelig komme frem på hylderne igen, og  det sidste halve år har været fantastisk. I september startede jeg nemlig også som praktikant hos Mofibo Books, og da jeg blev tilbudt at blive ansat bagefter, tøvede jeg derfor heller ikke med at takke ja med det samme. Jeg går nu 2017 i møde med oprejst pande, og jeg glæder mig til at afslutte min uddannelse i Litteraturvidenskab til sommer. Nu skal mit speciale dog først og fremmest skrives færdigt, og derfor vil jeg også bruge muligden til at sige, at der nok bliver lidt stille her på bloggen det næste stykke tid. Ikke mussestille. Kun en anelse.

Jeg har traditionen tro beskrevet mit læseår herunder.

Den bedste bog jeg har læst i 2016:

Den er svær. Jeg har læst nogle af mine yndlingsklassikere, som fx “Jane Eyre” af Charlotte Brontë, der jo også er min absolutte yndlingsbog. Så jeg må nok pege på den. Jeg har dog også læst en masse andre virkelig gode bøger, som “The Goldfinch” af Donna Tartt og “Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten. Dem bliver jeg også nødt til at nævne.

Den bog i 2016, jeg var mest spændt på, men endte med at skuffe mig mest:

Helt klart “Shirley” af Charlotte Brontë. Netop fordi “Jane Eyre” er min yndlingsbog, har jeg altid haft lidt for høje forhåbninger til alle hendes andre bøger. De er bare ikke lige så gode. “Shirley” er nok den, der har skuffet mig mest.

Den bog der overraskede mig mest på en god måde:

Igen må jeg sige “Ravnenes Hvisken” af Malene  Sølvsten. Jeg læser normalt ikke fantasy, men bogen gjorde virkelig indtryk på mig, og den er nu en af mine yndlingsbøger. Jeg glæder mig så meget til den næste udkommer.

Den bedste serie jeg opdagede i 2016:

Må jeg gerne sige “Ravnenes Hvisken” igen? Ellers vil jeg også gerne pege på “Skyriel” af Lene Dybdal, som også virkelig gjorde indtryk på mig.

Mine nye favoritforfattere:

Malene Sølvsten, Nick Clausen, Lene Dybdal og Adam Silvera.

Den smukkeste bog jeg læste i 2016:

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera. Eller “Det hele begynder med efterår” af Marianne Kaurin. Begge bøger tog fuldstændig pusten fra mig.

Korteste og længste bog læste i 2016:

Nok en læseprøve af “The Calendar girl”. Jeg brød mig bestemt ikke om bogen, så der var vist meget godt, at det kun var en læseprøve.

(Et forsinket) Godt nytår!

PSX_20170102_190420

Read More

“Christmas Stories” Af Diane Secker Tesdell mfl.

Posted by on dec 30, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Højtider, Novelle | 2 comments

PSX_20161230_113743“Christmas Stories” Af Diane Secker Tesdell mfl., fra forlaget Everyman’s Pocket Classics, udgivet 2007, 3/5 Stjerner

Denne fine novellesamling består af 20 forskellige julenoveller, der er skrevet af 20 forskellige forfattere i 20 forskellige årstal. Netop dette faktum tiltalte mig rigtig meget, da jeg første gang faldt over Everyman’s Pocket Classics. Jeg elsker ideen om, at man kan læse noveller, der alle sammen har udgangspunkt i samme tema, men alligevel er så forskellige, som de overhovedet kan være. Denne samling indeholder noveller af Charles Dickens og Leo Tolstoy, men den indeholder også noveller af Alice Mundro og Richard Ford. En novellesamling med større variation er vist svær at finde andre steder.

Jeg har svært ved at pege på en favorit blandt novellerne, fordi de netop er så forskellige. Derfor vil jeg nævne et par stykker, der gjorde særligt indtryk på mig. “The Turkey Season” af Alice Mundro er en af dem. Novellen handler om en ung pige, der arbejder på en kalkunfarm. Hendes familie har ikke særlig mange penge, så ligeså mange andre kvinder i byen, må hun hjælpe til med pengene. Hun fortæller om arbejdet på farmen omkring juletid, og vi bliver præsenteret for en masse forskellige skæve karakterer, der på den ene eller anden måde beriger hovedpersonens tilværelse. Det er samtidig også en meget seriøs og tankevækkende novelle. Budskabet er både smukt og rørende, og novellen hjemsøgte mine tanker længe efter, jeg havde færdiglæst den.

“Thus ran his thoughts; he wanted to go to bed, but he felt loath to tear himself away from the book.”

“The story of the Goblins who stole a sexton” af Charles Dickens er ligeledes en fortælling med et stærkt budskab, og den minder utrolig meget om “A Christmas Carol” der blev udgivet mange år efter, og i dag er betragtet som den største juleklassiker nogensinde. Plottet har derfor også mange fællestræk med den kendte efterfølger. En sur kirkegårdsgraver der hader julen bliver hjemsøgt af ånder – her i form af Goblins – og bliver tvunget til at se sine ugerninger gennem visioner. Karaktererne er utrolig velbeskrevet og fortællingen er i sig selv utrolig stemningsfuld. Især når man tænker på, at den kun er 16 sider lang.

Der er noget helt særligt ved at læse noveller i december, og jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at bestille denne bog hjem til min julelæsning. Jeg læste den over et par uger før jeg skulle sove, og derfor gik jeg altid i seng med en dejlig varm følelse af julestemning og glæde. Jeg husker selvfølgelig nogle af novellerne bedre end andre, men alt i alt kunne jeg virkelig godt lide denne fine samling af julenoveller. Der var kun et par få, jeg decideret ikke brød mig om, men det er som altid svært at undgå i en større samling af forskellige fortællinger.

“Said He, whoever exalts himself, shall be humbled, and he who is humbled shall become exalted.”

Jeg håber i alle sammen har haft en fantastisk juleferie. Nu er det snart nytår, og julelæsningen vil for mit vedkommen snart slutte. Jeg glæder mig dog allerede til næste december, og jeg har faktisk allerede et par titler i tankerne.

PSX_20161230_113243

Read More

Glædelig jul!

Posted by on dec 24, 2016 in Højtider | 2 comments

PSX_20161224_170116

Glædelig jul alle sammen!

Jeg håber I får en fantastisk aften med jeres nærmeste. ❤

Read More

“The stupidest angel” Af Christopher Moore

Posted by on dec 22, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Højtider | 2 comments

PSX_20161222_133407

“The stupidest angel” Af Christopher Moore, fra forlaget orbit, udgivet 2004, 4/5 Stjerner

Lena bliver overrasket, da hendes alkoholiske eksmand iklædt et julemandskostume pludselig angriber hende bagfra med et stykke is.  Hun forsvarer sig selv med en skovl, og pludselig er hendes eksmand død. Hun har dræbt ham midt på gaden lige op til jul. Hun får hjælp af en forbipasserende, og de bliver enige om at gemme liget væk. Der er ingen grund til, at Lena skal komme i problemer, når det nu slet ikke var med vilje. En lille dreng ved navn Joshua Barker ser dog uheldet fra sit vindue, og føler sig overbevist om, at julen nu er ødelagt. Hvordan skal julemanden giver gaver til alle de søde børn, når han nu er død?

Englen Archangel Raziel beslutter sig for at hjælpe et barn med at opfylde deres største ønske. Valget falder tilfældigvis på lille Joshua. Joshua tænker ikke længe før, han vælger sit ønske. Han ønsker, at julemanden skal vækkes til live igen. Ønsket bliver hørt, men desværre er englen ikke den klogeste engel. Den alkoholiske julemand er nemlig ikke den eneste, der bliver levende igen, og byen bliver ramt et at kaotiske zoombieproblem. Det hele eskalerer til sidst, hvor byen bringes sammen til en grusom julefest.

“Life is messy. Would that every puzzle piece fell into place, every word was kind, every accident happy, but such is not the case. Life is messy”.

Da jeg næsten er løbet tør for ulæste bøger, besluttede jeg mig for at købe en lille stak julebøger til decembers læsning. Jeg ville gerne finde nogle, der samtidig også var lidt uhyggelige, da jeg jo elsker horror. Også i december! Jeg fandt en lille liste på internettet over de såkaldte bedste jule-horror bøger, og da jeg læste om “The stupidest angel” kunne jeg ikke lade være med at klikke den hjem med det samme. Den lød virkelig fin og humoristisk, og samtidig skulle den også være temmelig uhyggelig.

Uhyggelig er den ikke. Overhovedet ikke. Tværtimod er den sød, tankevækkende og utrolig sjov. Jeg grinte mig igennem de fleste af kapitlerne og skuffelsen over den manglende uhygge forsvandt derfor også hurtigt igen. Jeg kunne rigtig godt lide den voldsomme ironi, der binder hele historien sammen, og samtidig kunne jeg også rigtig godt lide karaktererne. De er fuldstændig skruppelløse og umoralske, og netop derfor er bogen så sjov. Den eneste karakter, der er nogenlunde normal, er den lille Joshua. Det er som bekendt også hans ønske om jul og fred, der ender med at ødelægge det hele.

“No one knows why, but second only to eating the brains of the living, the dead love affordable prefab furniture.”

Jeg er virkelig overrasket over, hvor godt jeg endte med at synes om denne roman. Det er helt klart ikke sidste gang, jeg læser noget af Christopher Moore!

PSX_20161222_133150

 

 

Read More

Tema #67 – Dette års julebøger

Posted by on dec 10, 2016 in Højtider, Tema | 2 comments

PSX_20161210_144403

PSX_20161210_144746

Jeg elsker julen, og det har altid været en af mine favorit højtider. Når man studerer litteraturvidenskab, og sikkert mange andre linjer, er det dog sjældent, man får lov til at nyde december. De sidste mange år har jeg haft eksamener i december, og nogle år, har de endda fortsat helt indtil den 23. Dette år har jeg dog kun en enkelt lille opgave, der skal afleveres, og derfor har jeg endelig givet mig selv lov til at komme rigtig i julestemning. Det betyder, at jeg også har købt en fin lille pakke med juleinspirerede bøger til mig selv. Når julen er overstået, skal jeg skrive speciale, så det er med at nyde december for mit vedkommende.

Jeg har købt følgende bøger som en lille tidlig julegave til mig selv.

“Christmas Stories” af flere forfattere

Jeg elskede samlingen af “Dog Stories” så jeg er sikker på, at jeg også vil elske denne samling små noveller. Jeg elsker generelt at læse en novellesamling i julen. Det er simpelthen så hyggeligt.

“Krampus – The Yule Lord” af Brom

Ingen rigtig jul uden horror! Ikke for mig i hvert fald! Jeg glæder mig sådan til at læse om den dæmoniske julemand, Krampus. Jeg håber bogen er ligeså uhyggelig som forsiden!

“The stupidest angel” af Christopher Moore

Jeg kunne ikke lader være med at grine, da jeg læste bagsideteksten på denne fine bog. Historien lyder både hjertevarm, humoristisk og en lille smule uhyggelig. Det kan kun være et godt valg til decembers læsning!

 “The snow queen and other winter tales” af flere forfattere

Er denne bog seriøst ikke det smukkeste, I nogle sinde har set? Jeg glæder mig så meget til at nyde de mange fortællinger med en varm kop kakao i hånden.

Hvad skal I læse i december?

PSX_20161210_144514

PSX_20161210_144950

Read More

Tema #66 – På min ønskeliste

Posted by on nov 25, 2016 in Højtider, Tema, Tips | 0 comments

Lige om lidt er november slut, og jeg kan ikke rigtig forstå det. Jeg synes lige, det har været sommer, og om blot få dage går vi julemåneden i møde. Det er helt utroligt, så stærkt tiden går. For første gang i rigtig mange år, kan jeg også mærke, at jeg faktisk er ved at komme en lille smule i julestemning. I år har jeg nemlig ikke nogle decideret eksamensopgaver i december, og det er en fantastisk tanke. Traditionen tro har jeg her samlet en lille liste over nogle af de mange bøger, jeg ønsker mig  til jul. Måske I kan få lidt inspiration til jeres egen ønskeliste.

FGS

“The Folio Book of Ghost Stories” er simpelthen så smuk, og jeg har haft et godt øje til den, lige siden den udkom. Forhåbentlig bliver den snart min.

WNP

“Winnie the Pooh” fra Folio Society. Jeg har været på udkig efter den helt perfekte udgave af børneklassikeren, og jeg tror, jeg har fundet den her.

24612533

“The dead girls of hysteria hall” af Katie Alender. Jeg holder virkelig meget om Katie Alenders “Dead girls”serie, men af en eller anden grund, har jeg ikke fået læst mere af hendes forfatterskab endnu. Jeg tror den her, bliver den næste.

871186

“House of leaves” af Mark Z. Danielewski er en af de klassikere, jeg virkelig prøver at samle mod til at læse. Måske, hvis jeg får den i denne fine udgave?

905656

Har I set serien ‘Ghost hunters’ før? Det har jeg, og derfor jublede jeg virkelig meget, da jeg så, at der var skrevet en bog om serien. “Ghost hunting” af Jason Hawes og Grant Wilson ligger virkelig højt på min ønskeliste.

32626

“Books of Blood 1-3” af Clive Baker, er en bog, jeg har ønsket mig længe. Den skulle eftersigende være utrolig uhyggelig, så jeg glæder mig meget til at læse den.

Har I fundet ud af, hvilke bøger I vil ønske jer til jul?

Read More

Et overraskende år – både på det personlige og på det litterære plan

Posted by on dec 31, 2015 in Højtider | 18 comments

PSX_20151231_150819

Så er endnu et år gået, og det er derfor også blevet tid til at reflektere over nogle af de mange bøger, jeg har læst i 2015. Året viste sig at være et meget overraskende et af slagsen. Både på det private plan, og på det litterære plan. I juni gik min kæreste og jeg fra hinanden, og vores hus blev sat til salg. Jeg flyttede hjem til min veninde, og bor her endnu, da vores hus endnu ikke er blevet solgt. Det er ikke noget, jeg har skrevet så meget om her på bloggen, da det har fyldt rigeligt i min hverdag i forvejen. Alt gik i kaos, og det betyder også, at alle mine elskede bøger stadig i dag er pakket ned i flyttekasser. Det har faktisk nok været en af de sværeste ting ved hele situationen, selvom det måske lyder lidt hårdt. Samtidig har jeg derfor heller ikke fået læst nær så meget i dette år, som jeg havde planlagt, og det ærgrer mig enormt meget. Jeg håber på, at det hele falder nogenlunde på plads i 2016.

Jeg vil, traditionen tro, fortælle lidt om de mest specielle læseoplevelser jeg har haft i 2015.

Den bedste bog jeg har læst i 2015:

Jeg har læst en del klassiske værker i 2015, og derfor bliver jeg også nødt til at nævne nogle af mine favoritter under denne kategori. “Dracula”, “Persuasion” og “Frankenstein” fortjener alle 5 stjerner i mine øjne, og jeg holder enormt meget af alle tre værker. Derudover mindes jeg stadig “Bad girls dont die” trilogien, og “Alkymisten”. Det er helt sikkert også nogle af de bedste bøger, jeg har læst i dette år.

Den bog i 2015, jeg var mest spændt på, men endte med at skuffe mig mest:

Den bog der skuffede mig mest, har nok været “The Winter Ghosts” af Kate Mosse. Hun skulle være en helt fantastisk forfatter, og alt lige fra bogens design og bagsidetekst var helt perfekt. Bogen var dog virkelig skuffende, og jeg gav den kun 2 stjerner.

Den bog der overraskede mig mest på en god måde:

Den bog der overraskede mig mest i 2015, var “Danse Macabre” af Stephen King. Normalt læser jeg ikke så meget non-fiction, men denne bog var virkelig fantastisk. Jeg bliver nødt til at læse noget mere af Stephen King i 2016.

Den bedste serie jeg opdagede i 2015:

Igen må jeg sige “Bad girls dont die”. Jeg ELSKER virkelig den serie.

Mine nye favoritforfattere:

Det må nok være Kate Alender, Lois Lowry og Paulo Coelho.

Den smukkeste bog jeg læste i 2015:

Da jeg har læst mange klassiske værker, har jeg også læst en del fra min smukke Barnes and Noble leatherbound samling. Det er nogle af de smukkeste bøger der findes, så dem bliver jeg nødt til at nævne igen. Samtidig har jeg været ret glad for min “The Giver Quartet” bog, af Lois Lowry. Jeg synes virkelig den er smuk og genial.

Korteste og længste bog læste i 2015:

Den længste bog jeg har læst i 2015 har været en kritisk udgave af “Moby Dick”. Jeg bliver nok aldrig fan af den bog. Den korteste har været en lille fin novellesamling af Steen Langstrup. Jeg læste den på en enkelt time.

 

Jeg håber, at jeres år har været bedre end mit, og at I har fået læst en masse gode bøger. Samtidig vil jeg ønske jeg alle sammen et godt nytår, og jeg glæder mig til at læse mange flere bøger med jer i 2016. 

PSX_20141230_165227

Read More

Tema# 50 – Ønskeliste på AliExpress.com

Posted by on nov 23, 2015 in Højtider, Tema, Tips | 6 comments

I sommers skrev jeg et indlæg, om mange af de boliglige herligheder, jeg havde fundet på Etsy.com. Nu er der efterhånden ikke længe til jul, og jeg har derfor fundet en masse nye ønsker frem. Denne gang, er det hjemmesiden AliExpress.com, jeg er gået en smule amok på. Min familie og venner er nemlig trætte af, at jeg altid kun ønsker mig bøger i gave, så på denne måde kan jeg måske få fremskaffet mig nogle fine litterære pakker, som ikke nødvendigvis er bøger. Ellers kan man jo altid foreære sig selv en lille pakke, eller to.

Free-Shipping-1PC-Black-Golden-Classic-Vintage-Plaid-Faux-Leather-Framed-Notebook-Diary-Journal.jpg_350x350

Den første gaveidé, jeg har fundet på AliExpress er disse overdådige notesbøger. Jeg synes begge farver er rigtig flotte, men den mørke kalder virkelig på mig. Kontrasten mellem den mørke farve og det kobberfarvede aftryk på forsiden er virkelig smukt. Jeg har længe ledt efter den perfekte citatbog, som jeg kan fylde med alle de citater, der på en eller anden måde har fanget min opmærksomhed på en særlig måde. Lige nu har jeg billeder på min telefon, og en post-it bunke liggende på min skrivebord, men citaterne fortjener virkelig langt mere end det. Samtidig vil jeg også gerne have en bog, som jeg kan have liggende i mange år, uden af blive træt af. Derfor har jeg indtil videre ikke ville begynde at skrive mine citater ned. Jeg tror dog, at denne smukke bog, ville kunne blive en meget god kandidat til jobbet.  Den kan findes lige her.

 

European-Vintage-Retro-Diary-Notebook-Journal-Book-Hardcover-Business-Notepad-with-line-Paper-Office-Suppplies-Free.jpg_350x350

Den næste gaveidé, jeg har fundet, er denne lille samling af notesbøger. Selvfølgelig kan man også købe dem separat, men jeg synes virkelig, at de ser fine ud ved siden af hinanden. Der er noget gotisk over dem, samtidig med, at de virkelig er feminine og fine med deres smukke mønstrede forsider. På denne måde minder de mig meget om Barnes and Noble bøgerne, men også om Lindhardt og Ringhofs nye oversættelser af Jane Austens bøger. Fordi bøgerne ikke fylder særlig meget, kan man både have dem stående på hylden, eller med i tasken. Hvis man fx skriver noter i hånden, kunne jeg fint forestille mig, at man kunne bruge en af bøgerne til hvert fag, man har i skolen. For mit mit vedkommende tror jeg nu, at jeg vil bruge dem til at holde styr på, hvad jeg udgiver å min blog. Fx kunne jeg skrive tema ideer ned i én af dem, og en liste over manglende anmeldelser i en anden. Bøgerne kan findes lige her.

She-is-too-fond-of-Books-quote-pendant-book-pendant-book-lover-s-gift-book-jewelry.jpg_350x350

Jeg tror, at de fleste bogelskere er bekendt med halskæder i stil som denne. I hvert fald de kvindelige af slagsen. Halskæderne findes i et utal af afskyninger, og det er for mit vedkommende næsten umuligt at besøge AliExpress.com eller Etsy.com uden at klikke en enkelt en mere hjem. De findes både med citater, faverige billeder af smukke bogrygge og med portrætter af de klassiske forfattere. De kan bestilles hjem for den nette sum af 5 $, og kvaliteten er faktisk overraskende god. Jeg var en smule nervøs for, at de sølvfarvede smykker ville blive rustfarvede med tiden, men det er ikke sket med nogle af mine endnu. Jeg er enormt glad for alle mine litterære smykker, og jeg tør godt at sige, at man kan finde et smykke for en hver smag, da der er citater fra de fleste klassiske værker. Dette citat fra “Little Women’ er en af mine personlige favoritter. Smykket kan findes lige her.

1pc-iron-bookend-books-supporting-frame-bookend-iron-shelf-supplies-book-shelf-metal-book-end.jpg_350x350

Som jeg før har nævnt, har jeg efterhånden en lille fin samling af bogstøtter. Der er et eller andet ved dem, der virkelig tiltaler mig, og det er derfor også en af de ting, jeg først går på udkig efter, når jeg ankommer til et loppemarked. De moderne bogstøtter siger mig ikke så meget, men de lidt vintage agtige nogle af slagsen, synes jeg virkelig er smukke. De kan pynte på en hver bogreol, og hvis man som mig også godt kan lide at have lidt luft på reolerne, er de også enormt praktiske. Disse bogstøtter minder mig lidt om nogle jeg har i forvejen, men designet er en smule anderledes. Som vist på billedet, tror jeg, at jernfarven vil passe perfekt til gamle antikke bøger, og jeg kan næsten forestille mig, hvor hyggeligt det vil se ud. Bogstøtterne kan findes lige her.

Jeg håber, at jeg har kunne inspirere jer en smule med min lille ønskeliste. For god ordens skyld, må jeg også hellere lige nævne, at dette ikke er et sponsoreret indlæg, men at jeg blot virkelig holder meget af AliExpress.com.

Read More

Tema #49 – Halloween Top 5

Posted by on okt 31, 2015 in Højtider, Tema | 0 comments

PSX_20151031_162532

For de fleste er efteråret en sæson forbundet med kulde, mørke aftener og begyndende vinterdepressioner. Efteråret har dog altid været noget særligt for mig. Det er nemlig i oktober, at Halloween finder sted, og det betyder horror og spænding alle vegne, og i sær i bogbranchen. En masse uhyggelige bøger bliver udgivet, og samtidig giver de mørke og stormfulde aftener rig mulighed for at få genlæst en masse kendte horror klassikere. I dag er det officielt Halloween, og derfor har jeg valgt at lave en lille top 5 over de uhyggelige bøger, jeg har læst og skal genlæse i denne oktober.

5: “Perfume – The story of a Murderer” af Patrick Süskind var en god bog på mange punkter, og jeg kan sagtens se hvorfor, at den er blevet så kendt, som den er. Den er brutal, makaber og ikke mindst uhyggelig, men for mig var det kun starten og slutningen af bogen, der gjorde den interessant. En stor del af historien var langtrukken og virkede en smule ligegyldig. Hvis man er til spænding og ikke har noget imod de lidt klamme fortællinger, er det dog en god halloween bog.

4: “The Birds and other Stories” af Daphne Du Maurier er en af hendes mest kendte novellesamlinger. Dette skyldes nok mest, at “The Birds” er filmatiseret, og desuden kåret, som en af de mest uhyggelige gyserfilm nogensinde. De andre noveller i samlingen er dog ligeså interessante, og uhyggelige på hver deres måde. Hvis man ikke er til lange fortællinger, og desuden godt kan lide forskellige former for mystik og uhygge, er det helt klart en samling, man burde kigge nærmere på.

3: “Frankenstein” af Mary Shelley er en kendt og elsket klassiker. Det er der flere grunde til. Det er nemt at forestille sig, at den i 1818, hvor den først blev udgivet, blev opfattet som meget uhyggelig. En videnskabsmand der skaber et monster ud af menneskedele, har nok ikke været noget, man nemt kunne toppe. I dag er det dog ikke en særlig uhyggelig fortælling, men derimod er det mere det symbolske plan, der gør bogen interessant. Samtidig er det en helt utrolig velskrevet bog, og alene af den grund, kan jeg ikke lade være med at genlæse den år efter år. Det er ligeledes også en forholdsvis kort bog, så hvis man ikke er så meget til de tunge klassikere, vil jeg helt klart anbefale “Frankenstein”.

2: “Ghost Story” af Peter Straub er en af de mest detaljeret og velopbyggede bøger, jeg nogensinde har læst. Karaktererne i bogen spiller sammen på flere forskellige måder, og man kan ikke lade være med at gætte sig igennem hele bogen. Heldigvis er slutningen dog på ingen måde forudsigelig. Samtidig kan man ikke komme udenom, at det er en virkelig uhyggelig fortælling. Fortiden opsøger hele tiden karakterene, og ånder og mystiske begivenheder holder læseren vågen og koncentreret. Det er en lang bog, og man skal holde tungen lige i munden. Hvis man er klar over på det, er det en roman der er værd at læse.

1: “Dracula” af Bram Stoker er ligeledes en meget kendt klassiker, og så er det desuden en af mine yndlingsbøger. Det er vampyrfortællingen og alle vampyrfortællinger, og det er derfor også den, der ligger til grunde for nogle af de mest kendte bøger i dag, som fx “Twilight” og “The Vampire Diaries”. Den er stadig uhyggelig den dag i dag, og samtidig er kreativiteten på sit højeste. Jeg bliver overrasket hver gang jeg læser den, og bogen er for mit vedkommende ensbetydende med horror og halloween. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at genlæse den i november.

Har I læst nogle gode og uhyggelige bøger i Oktober? Hvilken horror fortælling er jeres favorit?

PSX_20151031_162718

Read More