Novelle

“Tales of the Jazz Age” Af F. Scott Fitzgerald

Posted by on jun 2, 2016 in 3 Stjerner, Classics, Fiction, Novelle | 2 comments

PSX_20160601_175505

“Tales of the Jazz Age” Af F. Scott Fitzgerald, fra forlaget Penguin Classics, udgivet 2011, 3,5/5 Stjerner

Denne bog indeholder otte noveller, der alle finder sted i 1920’erne. Fælles for dem alle er, at de portrætterer den kendte jazz tid, hvor de stemningsfulde barer var fyldt med strålende og glimrende glade mennesker. Samtidig oplever vi også den anden side af selvsamme tid – en tid, hvor pengene afgjorde, hvem var som person, og hvordan ens liv skulle udspille sig. Vi følger starten på ægteskaber, der stille og roligt falder fra hinanden på grund af pengemangel og samtidig møder vi skæbner, der på modsat vis forfalder mere og mere på grund af overflod af penge og storhed.

Min favorit blandt fortællingerne er helt klart den første. “The curious case of Benjamin Button” er en historie, der i rigtig mange år har siddet fast i mit hjerte. Også længe før, jeg fandt ud af, at det var F. Scott Fitzgerald, der havde skrevet den. Jeg så filmatiseringen, da jeg barn, og siden den gang, har jeg ikke helt kunne slippe tanken om den mystiske hjertevarme mand, der blev født som gammel og døde som baby. Det er en fortælling, der får en til at tænke over rigtig mange ting, og samtidig er den utrolig rørende og fængende. Jeg blev så glad da jeg så, at det var den alle første fortælling i den fine samling.

“People over forty can seldom be permanently convinced of anything. At eighteen our convictions are hills from which we look; at forty-five they are caves in which we hide.”

En anden fortælling, som virkelig tog mit hjerte med storm var “Bernice bobs her hair”, der handler om to unge kvinder, der skal gøre sig klar til en stor fest. Af ren og skær misundelse for den ene unge kvinde overbevist den anden om, at hun skal klippe sit hår helt kort. Det vil klæde hende meget bedre, og hun vil helt sikkert vende hoveder, ligeså snart hun træder ind i festsalen. Det naive offer lader sit hår klippe, men resultatet bliver langt fra som ønsket, og hun fortryder straks. Hun beslutter sig for at rejse fra byen, men inden hun rejser, får hun hævn på en genial og humoristisk måde. Det har altid været min store frygt at miste mit lange hår, da jeg som barn blev klippet helt korthåret, og absolut hadede det. Jeg kunne ikke lade være med at have medfølelse med den unge kvinde, og samtidig grinede jeg højlydt af slutningen.

Generelt set, kunne jeg godt lide mange af novellerne, men størstedelen af dem var på meget middelmådige, mens kun få virkelig formåede at røre mig. Novellerne er fuldt af skæve karakterer og fine beskrivelser og detaljer, men i mange af dem, kunne jeg ikke rigtig se meningen med plottet. De var ganske gode, men heller ikke mere end det. Jeg kunne dog rigtig godt lide, at der var en rød tråd i den lille samling. Man kunne mærke, at fortællingerne passede sammen med hensyn til stemning og indtryk, og det fungerede rigtig godt. Samtidig bliver jeg også nødt til at pointere bogens smukke design. Har I nogensinde set noget så glamourøst og stadig simpelt? Jeg glæder mig til at eje alle bøgerne i Penguins fine samling af F. Scott Fitzgeralds værker.

“When a girl feels that she’s perfectly groomed and dressed she can forget that part of her. That’s charm”

“Tales of the Jazz age” er en speciel lille samling af noveller, jeg virkelig nød at læse. Jeg har helt klart mine favoritter, men novellerne har mange fællestræk, så der er faktisk ikke en eneste, jeg desideret ikke kan lide. Hvilket næsten aldrig sker, når jeg læser novellesamlinger.

PSX_20160601_175132 (2)

Read More

“Efter Midnat” Af Stephen King

Posted by on maj 18, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20160518_091821

“Efter Midnat” Af Stephen King, fra forlaget Artia, udgivet 1992 (Org. udgivet 1990), 3/5 Stjerner

Da jeg stødte på denne sjove bog på et loppemarked sidste år, var jeg ikke sikker på, om jeg ville købe den eller ej. Bogen er ikke i helt vild god stand, da farven på ryggen er falmet ret meget. Jeg havde dog aldrig set titlen før, og læste mig hurtigt frem til, at bogen var en samling over Stephen King noveller. Det kunne jeg alligevel ikke sige nej til, så jeg endte med at købe bogen for den nette sum af 10 kr. Jeg havde den stående på hylden i noget tid, og da jeg skulle forberede min Read-A-Thon bunke i sidste måned, besluttede jeg, at bogen ville være perfekt til timerne efter midnat. Planen var egentlig, at jeg ville læse en novelle i ny og næ igennem hele læsedøgnet, men da jeg fandt ud af, at bogen faktisk kun indeholdte tre meget lange noveller, faldt den plan lidt til vasken. Jeg læste de to første om natten, og den sidste novelle, som det aller sidste værk i hele læsedøgnet.

Den første novelle jeg læste, var jeg ret begejstret for. Vi følger en forfatter, der netop er blevet fraskilt og derfor er flyttet op i sit sommerhus. Hans liv er så kaotisk, som det kan være, og han ved derfor ikke, hvad han skal gøre af sig selv, da en skør gammel mand kommer og hævder, at han har stjålet hans historie og udgivet den som sin egen. Der er ingen tvivl om, at de to historier minder utrolig meget om hinanden, men samtidig er det også umuligt, at historien er stjålet et andet sted fra. Historien beretter nemlig om meget personlige oplevelser, og alt imens, at denne vrede mand gør livet mere og mere surt for vores forvirrede hovedperson, må han forsøge at samle alle brikkerne i et puslespil, der hele tiden bevæger sig ind og ud af realitet og virkelighed.

“Han var faldet i søvn med hovedet hvilende mod et af vinduerne, men der var ikke fred i hans ansigt, han lignede en mand, der lider under en dyb, personlig sorg.”

Den næste novelle i samlingen, havde jeg et lidt ambivalent forhold til. På den ene side, kunne jeg virkelig godt lide den, og på den anden side, synes jeg også, at den var ekstremt irriterende og frustrerende at læse. Novellen handler om Sam, der låner en gammel bog på byens bibliotek, og da han tilfældigvis falder i snak med sin kæreste, kan hun ikke lade være med grine af ham. Sam må helt sikkert lave sjov med hende, for den sure kvindelige bibliotekar, han snakker om, døde for mange år siden, og det samme gjorde biblioteksbetjenten, hun truede med at pusse på Sam, hvis han ikke afleverede sine bøger i tide. Sam er sikker på, at han ikke tog fejl, og vil derfor vende tilbage til biblioteket. I midlertidigt er de bøger, han har lånt dog forsvundet, og han må indstille sig på at betale den straf, det koster, når man mister sine bøger. Pludselig vender hele Sams verden dog på hovedet, og en masse forfærdelige og fortrængte barndomsoplevelser på byens bibliotek kommer langsomt op til overfladen.

Den sidste novelle i bogen mindede mig rigtig meget om en af mine yndlingsbøger i ‘Gåsehud’ serien af R.L. Stine. “Sig appelsin og dø” handler nemlig ligesom “Foto med en hund” af King, om et kamera, der ikke opfører sig helt normalt. Kameraet i denne fortælling tager udelukkende billeder af det, der ligner en meget vred hund. Når man kigger nærmere på billederne, kan man samtidig se, at bogen bevæger sig tættere og tættere på linsen, for hvert billede, man tager med kameraet. Kevin og hans far tager kameraet med til en gammel mand, der normalt kan fikse alt. Desværre kan kameraet dog ikke laves, for det, det fejler er ikke blot en fejl, men noget langt værre. En forbandelse har lagt sig over kameraet og dens ejer, og Kevin må indse, at han ikke kan undslippe dens brutale konsekvenser.

Jeg er ked af det, Sam… men jeg kan ikke vække dig. Ikke nu. Lige nu tror jeg, du er, hvor du bør være. Jeg er ked af det, men du må drømme videre. Og når du vågner, så husk, hvad du drømte. Husk det. Husk det.

Alt i alt, kunne jeg gode lide samlingen. Jeg havde nok foretrækket, hvis bogen var en samling over flere små noveller, og ikke tre store. Det eneste, der ud over dét trækker min bedømmelse af bogen ned, er den anden novelle i samlingen. Selvom den er virkelig spændende, blev min begejstring ødelagt af et pludselig og dramatisk emneskift i historien. Temaer som misbrug af små børn dominerer de sidste kapitler i novellen, og jeg var ikke forberedt på det. Når jeg skal læse om så forfærdelige ting, vil jeg gerne være forberedt på det. Ellers ødelægger det hele min læseoplevelse.

PSX_20160518_091959

Read More

“The Asylum Novellas” Af Madeleine Roux

Posted by on maj 9, 2016 in 4 Stjerner, 5 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle, Young Adult | 0 comments

PSX_20160508_214114

“The Asylum Novellas” Af Madeleine Roux, fra forlaget Harper, udgivet 2016, 4,5/5 Stjerner

Denne lille samling indeholder tre noveller; “The Scarlets”, “The Bone Artits” og “The Warden”. De er udgivet imellem bøgerne i serien, og er efterfølgende blevet samlet i ét værk med nye billeder tilknyttet. Jeg må indrømme, at jeg kom til at udbryde et lille hyl af ren og skær glæde, da jeg en dag på vejen hjem i bussen sad og scrollede lidt rundt på Goodreads og så, at der var blevet udgivet en bog mere, foruden de tre hovedværker i serien. Jeg var nemlig allerede godt i gang med seriens anden bog, og kunne slet ikke holde ud at tænke på, at jeg kun havde en enkelt bog tilbage i serien. Jeg har virkelig svært ved at blive rigtig begejstret for horror og især YA horror, da jeg efterhånden har læst så meget, at jeg er blevet rigtig svær at imponere. Madeleine Roux har dog virkelig imponeret mig med denne serie, og selvom jeg nu er hel færdig med serien, så jeg er ovenud lykkelig for, at hun pustede liv i nogle af de sidehistorier, vi bliver præsenteret for i hovedplottet.

Den novelle, jeg synes bedst om, er uden tvivl den sidste novelle i samlingen; “The Warden”. Vi følger sygeplejersken Jocelyn, der i tresserne får et eftertragtet arbejde på det hospital, hvor den omtalte Warden Crawford arbejder. I starten ser hun meget op til sin nye chef, og de udvikler et tæt og professionelt forhold til hinanden. Jocelyn begynder dog at være uenig i Crawfords arbejdsmetoder, og bliver meget chokeret, da hun finder ud af, at han vil udføre eksperimenter på de indsatte. Især er hun nervøs for den lille pige Lucy. Hun er nemlig sikker på, at hun kan hjælpe hende med metoder, der ikke involverer at bore huller i hendes kranium. Hun beslutter sig for at forsøge at hjælpe Lucy ud af hospitalet, men Warden Crawford har allerede regnet hendes plan ud.

“Meddlesome girls can find themselves poking into dark corners where they don’t belong. Like this one. Such girls might, say, fall down a rotted staircase. Get lost. Disappear.”

Egentlig kunne jeg rigtig godt lide alle novellerne. Jeg læste bogen som min anden bog under sidste månedes Read-A-Thon, og til det var bogen helt perfekt. Den var nem at komme igennem, og så gør billederne i bogen bare hele oplevelsen mere spændende. Selvom novellerne egentlig er rigeligt spændende i forvejen. Ligeledes ligger novellerne også rigtig godt på uhygge-skalaen. De er ikke alt for uhyggelige (er bøger nogensinde det?), men samtidig er det heller ikke sådan, at man griner, når der står ‘uhyggelig’ i beskrivelsen. Man får nok mest ud af novellerne, hvis man er bekendt med seriens tre bøger, men man kan også sagtens læse dem separat.

En anden ting, jeg rigtig godt kan lide ved denne samling er nemlig, at vi bliver præsenteret for bipersonernes historier. Da jeg læste de tre bøger i serien, tog jeg flere gange mig selv i, at ærgre mig over, at vi ikke hørte mere til nogle af de personer, vi mødte i plottet. De var interessante, men de var kun bipersoner. Den oprindelige historie var centreret omkring Abby, Dan og Jordan. I disse noveller er de tre venner ingen steder at finde, og selvom jeg i starten blev lidt trist over denne opdagelse, så synes jeg faktisk, at det er rigtig fedt at få en ny vinkel på historien. Vi kommer nemlig i dybden med alle detaljerne, og pludselig giver hele historien mere mening. De spørgsmål, jeg havde tilbage, da jeg havde færdiglæst serien er i denne novellesamling blevet besvaret, og novellerne binder derfor en fin sløjfe rundt om serien som helhed.

This isn’t a place for the faint of heart.”

“Asylum” serien er helt klart en serie, jeg kan anbefale. Faktisk tror jeg allerede, jeg har anbefalet den til alle, jeg kender. Man kan også sagtens nøjes med at læse “Asylum Novellas”, men det giver uden tvivl bedst mening, hvis man kender til serien i forvejen.

PSX_20160508_214227

Read More

“Den Røde Tråd” Af Vicki Pedersen

Posted by on feb 6, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 6 comments

PSX_20160206_155034

PSX_20160206_154724

“Den Røde Tråd” Af Vicki Pedersen, anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

Da jeg tilfældigvis så et opslag på facebook om, at DreamLitt søgte anmeldere til en ny novellesamling, blev jeg straks nysgerrig. Den dystre og uhyggelige forside er jo svær at ignorere for en horrorfan som mig. Jeg havde ikke gjort mig så mange forestillinger om, hvor godt jeg ville kunne lide den lille samling, da novellesamlinger plejer at være en pose meget blandede bolsjer for mit vedkommende. Derfor må jeg også indrømme, at jeg er virkelig begejstret for den lille samling, der udover at indeholde horror, også indeholder en skarp blanding af socialrealistisk humor og alvor. Det er svært at gøre mig helt tilfreds med en novellesamling, men Vicki Pedersen kommer virkelig tæt på med “Den Røde Tråd”.

De to første noveller jeg læste, var dem, der gjorde størst indtryk på mig. Ikke fordi, det nødvendigvis er dem, der er de bedste, men fordi, at jeg blev revet så brutalt og hurtigt ind i en stemning, jeg sjældent oplever i dansk litteratur. “Lille luder” som er den første novelle i samlingen er virkelig fantastisk skrevet. Det er altid svært at skrive om noget så alvorligt som prostitution, misbrug og alvorlige sygdomme, men novellen skildrer emnerne på en måde, der gør det spændende at læse om. “Fornemmelser for jul” er samlingens anden novelle, og følesen af overraskelse og angst sidder stadig i kroppen på mig. Det er en af de bedste danske noveller, jeg nogen sinde  har læst, og jeg tror ikke, at jeg kommer til at glemme den lige foreløbig.

“Stille åbner hun for oven, og bliver mødt af et lag krøllet avispapir og en underlig sødlig lugt.”

Det slog mig ret hurtigt, at Vicki Pedersens skrivestil minder mig meget om Steen Langstrups, som en min absolutte yndlingsforfatter inden for dansk litteratur. De to har mange ting til fælles, og selvom Vicki Pedersen ikke helt er på niveau med Langstrup rent sprogligt endnu, så kunne mange af novellerne godt være noget, han havde udgivet. Jeg kan godt lide stemningen i novellerne, og den brutale ærlighed der går igen i allesammen. Novellerne er ikke så lange, men budskabene behøver heller ikke mere plads. Faktisk er det næsten forfriskende at læse danske noveller, der ikke bruger uendelig lang tid på unødvendige detaljer og beskrivelse. Vicki Pedersen skærer helt ind til benet, og jeg elsker det.

En anden ting, jeg virkelig godt kan lide ved samlingen er, at der rent faktisk er en rød tråd i fortællingerne. Nogle af karaktererne går igen i flere af novellerne, og med et finurligt villakvarter som omdrejningspunkt, skifter vi synspunkt mellem beboerne i de nærliggende huse. Det er interessant at se, hvordan de forskellige karakterer opfatter deres naboer, og hvilke hemmeligheder de hver især gemmer på. Én ting er i hvert fald sikkert. Der er ingen af beboerne på denne vej, der er perfekte. Selvom novellerne skildrer mange alvorlige emner, formår Vicki Pedersen også at frembringe budskabet på en humoristisk måde. De fleste karakterer er typer, vi alle sammen kender, og derfor bliver det også en karikatur af de stereotyper, man bare ikke helt kan komme uden om, når man bor i et villakvarter. Novellerne leger med spørgsmålet om, hvor godt man virkelig kender sine naboer, og jeg havde svært ved beslutte, om jeg skulle grine eller græde, da jeg havde læst den lille bog færdig.

“Selvom han ikke har beviser, så er han ret sikker på, at der bor flere vindueskiggere på vejen. Især dem med puddelhunde.”

“Den Røde Tråd” er en novellesamling, man skal tage tilløb til at læse. Ikke fordi, den ikke er god, for egentlig er den ret fantastisk. Samtidig er det dog nogle virkelig grove og dystre noveller den indeholder, og mange af dem er bestemt ikke for sarte sjæle. Jeg er dog virkelig positivt overrasket, og jeg glæder mig til at læse mere af Vicki Pedersen.

PSX_20160206_154511

Read More

“The Birds & other stories” Af Daphne Du Maurier

Posted by on okt 29, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20151029_094403

“The Birds & other stories” Af Daphne Du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet 2011 (Org. udgivet 1952), 4/5 Stjerner

Jeg tror vi alle sammen enten har set eller hørt om Hitchcocks famøse horrorfilm “The Birds”. Jeg kan huske, at min mor engang fortalte mig, at det var den mest uhyggelige film, hun nogensinde havde set. Før jeg læste novellen og selv så filmen, synes jeg ikke ideen om en masse fugle var særlig uhyggelig. Det er nok mest stemningen, der gør lige netop denne novelle uhyggelig, og den har Du Maurier som altid også fanget helt perfekt. En landsby bliver en nat angrebet af aggressive fugle, der flyver ind af vinduerne og angriber børnene. De går selvfølgelig efter øjnene. Dagene efter bliver det værre og værre, og til sidst må familien flygte, og kan kun håbe på, at de når at slippe væk, inden tusindvis af fugle spiser dem levende. En mere forfærdelig død, er næsten svær at forestille sig.

“The Birds” var helt klar grunden til, at jeg valgte at købe denne samling noveller. Og egentlig ikke alligevel, for jeg har i sinde af anskaffe mig alle Du Mauriers bøger på et tidspunkt. Jeg havde dog ikke gjort mig ret mange tanker om, hvad de andre noveller handlede om, og derfor blev jeg også enormt glad, da det gik op for mig, at jeg faktisk kunne lide alle sammen. Som jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, finder jeg det nemlig ofte enormt svært at bedømme en novellesamling, fordi jeg netop altid kun kan lide nogle af dem. Jeg havde dog lidt forventet, at alle novellerne ville være uhyggelige på samme måde som “The Birds”. Det er bestemt ikke tilfældet, selvom de selvfølgelig allesammen indeholder Du Mauriers berømte mystik og derfor også er meget dystre og gotiske.

“When she smiled it was as though she embraced the world”

“Monte Verità” er anden novelle i samlingen, og det tog mig lang tid at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes om den. Det er en af de lidt længere noveller, og derfor har Du Maurier også givet sig lang tid til at opbygge karakterne, hvilket virkelig kan mærkes. Jeg har læst mange romaner på over 500 sider, der på ingen måde formår at beskrive karakterer så godt, som det er gjort i denne lille fortælling. Plottet er meget mystisk og en anelse besynderligt. Du Maurier er lidt på afveje i forhold til, hvad hun ellers skriver om, for novellen tager nemlig udgangspunkt i et skjult stammesamfund på et bjerg. Én af karakterenes koner forsvinder, og en af de ældste indbyggere forklarer, at der ikke er noget de kan gøre for at få hende tilbage. Hvert år forsvinder kvinder, såvel som små piger, de bliver simpelthen ‘taget’ af bjerget. Slutningen forklarer ikke ret meget, men det er heller ikke meningen. Det er en smuk og gotisk fortælling, netop fordi den er så mystisk.

“The Little photographer” er ligeledes en smule anderledes, i forhold til de andre noveller i samlingen. Det uhyggelige ved den, er nemlig ikke mystisk eller noget aggressivt, men nærmere noget menneskeligt. En rigmandskone indleder en affære til byens fotograf, og som de fleste nok kan gætte, tager han nogle risikable billeder af hende. Som de fleste nok også kan gætte, bliver hun træt af sit nye ‘legetøj’, og forsøger derfor at ’skaffe sig af med ham’. Desværre er de to ikke de eneste, der kender til billederne, og den frustrerede kvinde må gå til yderligheder for at bevare sin hemmelighed. Novellen tager fat i menneskets inderste og mørkeste dæmoner.

“Looking from the window at the fantastic light and colour of my glittering fairy-world of fact that holds no tenderness, no quietude, I long suddenly for peace, for understanding.”

Jeg har sagt det før, men jeg siger det igen, fordi jeg oprigtigt mener det. Jeg kan virkelig ikke få nok af Daphne Du Maurier. Som horrorfan har hendes navn altid frembragt ærefrygt og respekt hos mig, for hun kan virkelig formå at udtrykke en dyster og utrolig mørk stemning i sine tekster, på et plan, hvor meget få forfattere kan følge med.

PSX_20151029_094228

Read More

“Dog Stories” Af Diane Secker Tesdell m.fl.

Posted by on sep 11, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Novelle | 2 comments

PSX_20150909_182430

PSX_20150909_182621

“Dog Stories” Af Diane Secker Tesdell m.fl., fra forlaget Everyman’s Pocket Classics, udgivet 2010, 3/5 Stjerner

Denne smukke og hyggelige bog indeholder 20 forskellige noveller, og som titlen afslører, handler de alle om menneskets bedste ven. Jeg havde ikke mange forventninger til bogen, da jeg købte den, ud over, at jeg havde hørt rigtig mange gode ting om katte versionen “Cat Stories”. Faktisk vidste jeg ikke, at der fandtes en hunde version, før jeg spottede den tilfældigt på amazon. Jeg læste lynhurtigt beskrivelsen, og så, at Mark Twain var en af navnene i bogen. Sidste år læste jeg hans “Festlige fortællinger” med velbehag, og der skulle ikke mere til, før at jeg bestilte bogen hjem.

Det er altid en smule besværligt at skrive en anmeldelse af en novellesamling. For det første, kan man ikke rigtig give noget referat, da bogen indeholder mere en én fortælling. For det andet, er det svært at give en konkret bedømmelse, fordi nogle af historierne måske har været helt fantastiske, mens andre af dem ikke har vækket nogle former for interesse. Af samme grund ender jeg stort set næsten også altid med at give novellesamlinger 3 stjerner.

“No, actually, it mean “pretty”. Like a girl.’ The man looked at John through his bubbly black shades. How did he see anything? It was irritating, like the display of his uselessly muscled, illustrated arms. ‘I thought it mean “handsome”,’ he said. ‘Well it doesn’t. The ending is feminine.'”

De første tre historier i bogen sagde mig stort set ingenting. De var undeholdende, men ikke underholdende nok til, at jeg kunne holde mine øjne åbne. Jeg blev en smule bekymret over, om resten af bogen ville fortsætte i samme stil, og overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle stoppe med at læse den. Heldigvis valgte jeg at fortsætte, og det var som om, at min begejstring voksede jo længere hen i bogen, jeg kom. Jeg elskede Mark Twains fortælling “A dog’s tale”. Min favorit fortælling i bogen var dog helt klart “The story of two dogs” af Doris Lessing, som minder mig meget om Disneys “Lady og vagabonden.” Det er en smuk fortælling om to hunde, en dreng og en pige, der ikke kan få hinanden, fordi de ikke kommer fra samme kår, og fordi deres ejere ikke vil lade dem se hinanden. Desværre slutter den langt mere tragisk end “Lady og vagabonden”.

Derudover var der også noget ved fortællingen “Her dog” af Tobias Wolff, der virkelig ramte mig i hjertet. Den handler om en kvinde, der er blevet forladt af sin egoistiske og utro kæreste, og da han kommer tilbage til hende, ser vi historien fra hendes hunds synspunkt af. Den berører det loyale forhold der er mellem et menneske og en hund. Et forhold, der ikke kan sammenlignes med noget andet.

You ignored her. She would call your name and you would go on reading your paper, or watvhing TV or pretend you handn’t heard. Did she ever have to call my name twice? No! Once and I’d be there, looking up at her, ready for anything. Did I ever want another mistress?”

Alt i alt var “Dog Stories” en god blanding af fortællinger om hunde. Nogle af dem var ganske enkelt intetsigende, mens andre stadig rumsterer rundt i mit hoved. Det er en samling man virkelig skal overveje at læse, hvis man elsker historier, hvor dyrene har noget at skulle have sagt.

PSX_20150909_182259

 

Read More

“Fragile Things” Af Neil Gaiman

Posted by on jul 31, 2015 in 3 Stjerner, Fantasy, Fiction, Novelle | 2 comments

PSX_20150731_133253

PSX_20150731_133417

“Fragile Things” Af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow, udgivet 2006, 3,5/5 Stjerner

“Fragile Things” er en samling af diverse noveller, småhistorier og digte. Som Neil Gaiman selv forklarer i bogens forord, er samlingen blevet til i form af en masse små tekster, der ikke er blevet udgivet for sig selv. Nogle af digtene har han skrevet sammen med sine børn, mens nogle af novellerne har samlet støv i hans skrivebordsskuffe i årevis. De fleste af historierne i bogen har et eller andet form for uhyggeligt tema, og netop derfor talte bogen til min nysgerrighed.

I forvejen har jeg været ret begejstret for flere af Neil Gaimans værker. Jeg er ellers ikke den store fantasy-læser, men af en eller anden grund, har jeg altid lagt hans bøger i min indkøbskurv. Jeg husker stadig den første gang, jeg læste “Coraline”. Jeg blev så overrasket over, hvor meget en børnebog kunne forundre mig, og jeg læste fortællingen på en enkelt eftermiddag. Senere har jeg læst et par andre af hans børnefortællinger, en enkelt voksenbog og et par samlinger som denne. “Fragile Things” er ikke min yndlingssamling af ham, men som altid, er jeg fuldstændig blæst omkuld af hans smukke, smukke sprog.

“There are so many fragile things, after all. People break so easily, and so do dreams and hearts.”

Da jeg skulle lede efter citater til anmeldelsen, gik det op for mig, at jeg havde sat utrolig mange små farverige klistermærker rundt omkring i bogen. Faktisk lignede bogen mest af alt noget en regnbue havde kastet op. Jeg kunne simpelthen ikke vælge, hvilke af citaterne der var de smukkeste, og da jeg havde læst dem alle igennem, var jeg ramt af en overvældende følelse af æresfrygt og forbavselse. Jeg kan ikke begribe hvordan én mand i én enkelt bog, kan formå at skrive så mange tankevækkende, smukke og vigtige sætninger.

En anden ting, jeg godt kunne lide ved denne bog, var, at flere af historierne genfortalte et kendt eventyr. Fx var digtet ‘Locks’ en meget speciel genfortælling af historien om Guldlok, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, mens jeg desuden også var en smule skræmt. Selvom Gaiman typisk skrive fantasy af den lidt mere eventyrlige og magiske art, er denne bog nemlig primært det, der kan karakteriseres som ‘mørkt fantasy’. Da jeg jo er ret begejstret for alt, der er uhyggeligt, var jeg spændt på at se, hvad novellerne ville indebære. Desværre blev jeg lidt skuffet over fortællingernes manglende uhygge. Nogle af dem var da helt klart skræmmende, men slet på den måde, jeg havde håbet på.

“Remember: that giants sleep too soundly; that witches are often betrayed by their appetites; dragons have one soft spot, somewhere, always; hearts can be well-hidden, and you can betray them with your tongue.”

Neil Gaiman er en af de forfattere, der er svær at komme uden om, hvis man gerne vil forsøge sig med noget kendt fantasy. Han skriver smukkere end de fleste forfattere, og der er altid en masse tanker bag hans beskrivelser af karakterer og handlinger. “Fragile Things” er ikke mit yndlingsværk af ham, men hvis man ikke forventer at læse noget meget uhyggeligt, tror jeg ikke, man bliver skuffet.

PSX_20150731_133703

Read More

“Skygger – To århundredes danske gys” Af Steen Langstrup mf.

Posted by on maj 11, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 4 comments

PSX_20150511_203840

PSX_20150511_203739

“Skygger – To århundredes danske gys” Af Steen Langstrup mf, anmeldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2010, 4/5 Stjerner

Denne gotiske samling indeholder 14 af de bedste gysernoveller skrevet fra 1840’erne og frem til i dag.

Den første novelle i samlingen er “De Sidste” af Steen Langstrup, og det er denne novelle, der har vundet pladsen som min favorit. Jeg bliver altid overrasket, når jeg efter et stykke tid uden Langstrups ord vender tilbage til hans angstfremkaldende skrivestil. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor godt han egentlig skriver, og hvor uhyggelige og interessante hans historier altid er. Denne novelle var ingen undtagelse. Faktisk er denne lille og mærkværdige historie nok det bedste, jeg har læst af ham. På de 40 sider som novellen fylder, ændrede mine følelser sig fra den ene yderlighed til den anden i løbet af ganske få minutter, og jeg kunne mærke kuldegysningerne i flere timer efter. Historien starter ud med at omhandle en lille lykkelig families flytning til et stort hus, og alt synes godt. Familiens lille datter begynder dog at snakke med en nisse i stalden, og forældrene er sikre på, at der her må være tale om en fantasiven. Deres ubekymrede opfattelse ændres, da lille Julie begynder at snakke om nissens sjofle kommentarer om, at han vil se hendes numse. Endnu værre bliver det, da Julie efter sine forældres befaling, fortæller nissen, at hun ikke længere vil være venner med ham. Jeg har ikke ord for, hvor uhyggelig denne fortælling virkede på mig. Den er pervers, tragisk og ikke mindst uhyggelig, og Steen Langstrup spiller på hele følelsesregistret. Samtidig kan jeg virkelig godt lide, at Langstrups gyserfortællinger næsten altid finder sted i den fiktive by Gillsby. Det er en by, jeg forbinder med både lykke og angst, for jeg ved, at jeg skal til at læse en virkelig uhyggelig fortælling, når jeg stødet på dette bynavn.

Alene fortjener Steen Langstrups fortælling langt mere, end de 5 stjerner, jeg har til rådighed. Desværre er det ikke alle novellerne, der var ligeså gode som denne. For at være fair, er der dog også utrolig meget at leve op til, når samlingen starter ud med dette sjofle mesterværk. De næste historier var gode, men heller ikke mere end det. Jeg nød et gensyn med Herman Bangs “Men du skal mindes mig…”, men det bliver aldrig en af mine favoritter inden for danske gys. Den er mørk og gotisk, men efter et par dage, har jeg atter glemt fortællingen.

“Her i Gillsby plejer vi at sige, at visse ting er klogest at lade ligge.”

En anden af de fortællinger, jeg virkelig syntes var gode, var “Blandt Skovens skygger” af Kenneth Bøgh Rasmussen. Også den omhandler en lille familie, og denne gang, er det en fraskilt far, der sammen med sine travle børn er taget på en forlænget weekend i den danske natur. I et lille hus væk fra storbyens larm skal de sammen forsøge at genskabe det familiebånd, der efter skilsmissen har været forsømt. Deres dage i fred og idyl ender dog ikke som forventet, da en mystisk kvinde pludselig viser sig i skoven, og uden for børnenes vinduer. I denne fortælling vækkes myten om ‘Den hvide dame’ til live igen, og jeg kunne enormt godt lide fortællingens mystiske dysterhed, og ikke mindst den skæbnesvanger slutning.

“Papegøjepigen” af Henning Mortensen, var ligeledes en af de fortællinger, jeg endte med at være meget begejstret for. Det første der vakte min opmærksomhed, var måden hvorpå fortællingen var skrevet. Fortælleren inddrager læseren i den historie, han nu skal til at dele, og i ægte Poe stil, får han os med kommentaren om, at han vil ‘fortælle det nøjagtigt som det skete’, til at tvivle på hans troværdighed. Fortællingen omhandler yderligere en utro mand, der har underestimeret hans kæreste venlige sind, og derfor kommer til at lide under en voldsom hævn. Ud over, at plottet er spændende, er novellen også utrolig psykologisk, og som førnævnt, mindede den mig på rigtig mange måder, om noget Poe kunne have skrevet. I hvert fald en lidt mere moderne version, af noget Poe kunne have skrevet.

“Jeg er hendes. Som en gammel fugl i et stort bur. Er jeg ikke lykkelig og taknemmelig? Selvfølgelig er jeg det.”

Den sidste historie i samlingen, er en fortælling jeg efterhånden kan genfortælle linje efter linje og med lukkede øjne. De sidste par måneder har “Skyggen” af H.C. Andersen været en stor og ambivalent del af mit liv. Jeg er i øjeblikket ved at skrive bacheloropgave om netop dette eventyr, og da jeg analyserer det ud fra Freuds essay om ‘Das Umheimliche’, har jeg set alle de dystre og mørke sider, der er at finde i eventyret. Hvilket kan siges at være mange. Det er uden tvivl mit favorit-eventyr af H.C. Andersen, netop fordi det skiller sig så meget ud fra hans andre eventyr, og jeg blev lykkelig, da jeg så, at den havde fået pladsen som samlingens sidste gyserfortælling.

Alt i alt, fandt jeg denne lille samling utrolig god. Efter at have læst den første novelle i samlingen, havde jeg svært ved at blive ligeså begejstret over de andre noveller. Det er altid farligt at lægge ud med den stærkeste fortælling, men om ikke andet, kunne jeg se positive elementer i stort set alle novellerne. Det er helt klart en samling, der kan anbefales, hvis man får lyst til at stifte bekendtskab med den danske horror.

PSX_20150511_203930

Read More

“Haunted Castles” Af Ray Russell

Posted by on maj 2, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 4 comments

PSX_20150502_115718

“Haunted Castles” Af Ray Russell, fra forlaget Penguin, udgivet 2013, 4/5 Stjerner

Jeg er virkelig blevet vild med Penguin horror serien. Jeg elsker horror, og jeg elsker smukke bøger. Denne serie indfrier alle mine behov for perfekte bøger. Jeg har ikke læst noget af Ray Russel før, så jeg tænkte, at det ville være en god idé at starte med nogle af hans små fortællinger. Jeg læste denne bog til dette forårs Read-A-Thon, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at lægge bogen i min stak. Den er let at læse, og samtidig er stort set alle fortællingerne i bogen både uhyggelige og velskrevet.

Det har været svært at vælge, hvilke noveller der har været mine favoritter i denne fine samling. Jeg har før hørt om hans ‘S trilogy’ serie, der indeholder novellerne “Sardonicus,” “Sagittarius,” og “Sanguinarius”, og jeg blev virkelig overrasket over, hvor gode de var. Det sjove ved Ray Russell er nemlig, at han har været skribent og redaktør for det famøse Playboy Magazine. Jeps, det er altså rigtigt. Jeg blev virkelig overrasket over hvor gode anmeldelser denne mand fik for især ‘S trilogien’, og jeg havde virkelig svært ved at linke horrornoveller sammen med Playboy. Det er ikke normalt velskrevet og dystre noveller og artikler, man tænker på, når man hører ordet Playboy. I hvert fald ikke for mit vedkommende. Om ikke andet, så har denne samling heldigvis ikke meget at gøre med letpåklædte damer, hvilket jeg virkelig er taknemmelig for.

“I will describe it to you. You will wish to be seated, I think.”

Udover “S trilogien”, er jeg virkelig imponeret over den første lille novelle i samlingen ved navn “Comet Vine”. Den er tilpas dystre og gotisk til at man får en lille smule kuldegysninger, når man læser den, og så er selve plottet virkelig godt. Det er rart at se, at flere af disse historier indfrier begge egeskaber til punkt og prikke. Samtidig er jeg også meget vild med den sidste fortælling i bogen, ved navn “The Cage”. Historien omhandler det famøse dobbeltgænger motiv, og da jeg jo er ved at skrive bacheloropgave om netop dette emne, var det forfriskende at læse en fortælling, jeg ikke allerede havde læst. Jeg plejer altid at sige, at “Skyggen” af H.C. Andersen og “The Strange case of Dr. Jeckyll and Mr. Hyde” er mine to favorit fortællinger inden for denne kategori, men efter at have læst “The Cage” overvejer jeg stærkt at lave min top 2 om til en top 3.

Det eneste jeg kan sige, at jeg ser som en negativ ting ved denne bog, er egentlig ikke tiltænkt selve bogen, men selve serien. Serien er helt sikkert noget at det smukkeste der findes, og der er ingen tvivl om, at jeg har tænkt mig at indsamle alle bøgerne til min samling. Men, helt perfekt er den altså ikke. En af grundende til, at jeg blev begejstret for bøgerne til at starte med, var fordi at jeg havde set, at selveste Guillermo Del Toro havde skrevet en introduktion til bøgerne. Der er ingen tvivl om, at Guillermo Del Toro spiller en stor rolle for hele horrorgenren, og han har flere gange vundet mit hjerte. Jeg så derfor enormt meget frem til at læse introduktionen i denne bog, da jeg allerede havde læst den der var i “The Haunting of Hill House af Shirley Jackson fra samme serie. Til min store skuffelse, var introduktionerne ens. Dette er jeg bestemt ikke fan af, og jeg synes Penguin burde gøre det klart, at bøgerne ikke indeholder en særskilt introduktion, men at Guillermo Del Toro derimod har skrevet en introduktion til hele serien som helhed.

“You shudder deliciously. It becomes you.”

Selvom jeg er lidt skuffet over den kendte introduktion i bogen, kan jeg ikke komme uden om, at Ray Russells værker virkelig er fantastiske, alle og en. Hvis man har lyst til at stifte bekendtskab med ham, synes jeg helt klart, at denne samling er et godt sted at starte.

PSX_20150502_115806

Read More

“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

Posted by on mar 3, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20150303_115751

“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup, ameldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2009, 4/5 Stjerner

Hver af disse fire noveller er synligt inspireret af en af Edgar Allan Poes egne fortællinger. Novellesamlingen fejrer Poes 200 års fødselsdag, og novellerne kan derfor ses, som en hyldest til den gotiske forfatter.  A. M Vedsø Olesen fik til opgave at lade sig inspirere af “Hjertet der sladrede”, Steen Langstrup skulle skrive en genfortolkning af “William Wilson”, Rikke Schubart skulle tage udgangspunkt i historien “Berenice” og sidst men ikke mindst, skulle Patrick Leis lade sig inspirere af “Ushers fald”.

“The Tell-Tale Heart” eller “Hjertet der sladerde” på dansk er en fortælling, jeg efterhånden har fået meget tæt på mit eget bankede hjerte. Jeg har for nyligt skrevet en længere opgave om Poe og hans misbrug, og hermed hvordan misbruget påvirker sanserne. “The Tell-Tale Heart” er et fantastisk eksempel på netop disse elementer, og derfor var jeg også meget spændt på at læse, hvad A.M Vedsø Olesen havde fået ud af mesterværket. Det første jeg lagde mærke til i novellen “Orkestergraven” var den perfekte samhørighed mellem de hypersensitive sanser, der bliver fremstillet i den originale fortælling. Det er tydeligt, at denne fortæller lider under samme dårlige samvittighed, der driver ham til vanvid, præcis ligesom den originale fortæller. Ligeledes er det tydeligt, at det er vanvid og en meget mørk og ukontrollerbar besættelse, der driver fortælleren til at begå det ubarmhjertige mord. Jeg nød virkelig at læse denne novelle, og den er virkelig en læsning værd, hvis man ligesom mig er meget glad for “The Tell-Tale Heart”.

“Hendes stemme var det, der fik alting til at gå galt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke engang sige dig, hvornår den lyst til at forvolde skade opstod i mig første gang.”

Generelt syntes jeg alle 4 noveller var virkelig gode, men et par af dem gjorde større indtryk på mig, end jeg lige havde regnet med. Et fællestræk ved de 4 noveller er nemlig også, at de er fuldstændig grænseoverskridende, og derfor havde jeg flere gange lyst til at lægge bogen væk, for at tage en lille pause fra de voldsomme tekster. Jeg ved, at Steen Langstrup kan skrive så mine nakkehår rejser sig, og jeg har før stiftet bekendtskab med hans voldsomme uhygge, som fx torturen i værket “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. Hans novelle “Metro” er dog langt voldsommere og lang klammere end noget, jeg før har læst af ham. Den handler nemlig om en mand, der pludselig bliver invaderet af sin dobbeltgænger. Hans dobbeltgænger er desuden landets mest modbydelige voldtægtsforbryder, og vi er som læsere også publikum til alle de forfærdelige scener. Det var en meget grænseoverskridende og voldsom novelle, men om ikke andet, så var den også voldsomt god.

Rikke Schubart og Patrick Leis’ noveller var også gode, men fortællingerne sagde mig ikke ligeså meget, som de to første. Egentlig blev jeg overrasket over, hvor spændende Rikke Schubarts novelle var, og jeg havde en meget sær følelse i kroppen, da jeg havde læst den. Ligesom Steen Langstrups novelle, var også den meget voldsom og grænseoverskridende, men det blev lige en smule for mærkeligt til min smag. Jeg lider af den største tandlægeskræk, og da en af novellens karakterer ender med at få trukket alle sine tænder ud, kan jeg ikke sige, at den ikke var uhyggelig. For det var den. Den var samtidig meget psykologisk, og også det, kunne jeg rigtig godt lide. Det er skønt, når man som læsere selv skal gætte sig frem til, hvad der er sket forude. Selvom den havde mange gode elementer, så tænker jeg dog mest tilbage på den, som værende mærkelig og grov.

“Han syntes igen, det kløede. Han rykkede sig i sædet og tænkte på de hvide orme, der måske prikkede til hans endetarm i netop dette øjeblik. En centimeter lange kunne de blive. Tynde og blinde insisterede de på at skubbe og lirke for at komme frem i lyset. Lægen ordinerede altid Vermox”

Edgar Allan Poe er en af litteraturens største forfattere inden for horror genren. Jeg elsker hans mange noveller, og jeg elsker de mange dystre undertoner, de ofte fremstiller. Jeg synes virkelig, det er en god idé at fejre Poe med en hyldest som denne, og jeg nød at læse de danske forfatteres nyfortolkninger af Poes mørke noveller.

PSX_20150303_115909

Read More