Børnelitteratur

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss

Posted by on jan 16, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Science Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160116_140728

PSX_20160116_140501

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

I dette andet bind i “Spektrum” følger vi nu Pi. Sammen med resten af gruppen forsøger hun desperat at finde hoved og hale i de ting, de har været udsat for. De ved nu, at de alle har det samme ar på håndfladen, og at de alle sammen har fået hver sin unikke gave i form af en uforklarlig superkraft. Pi og Noah kan nu telepatere med hinanden, og selvom det i starten er meget grænseoverskidende at lade sin bror få adgang til sine private tanker, viser det sig også hurtigt, at tvillingernes gave er én af de fordele, de ikke længere kan undvære.

Så snart de får fundet bare de mindste svar på deres mange spørgsmål, dukker nye mysterier dog op. Tidsrejserne forvirrer mere end de gavner, og gruppen må hele tiden forsøge at forudse fremtiden på forhånd. Pi lider af en række usammenhængende mareridt, og en person i en rød hættetrøje viser sig af at være det vigtigste spor, de hidtil har fundet. Hvis de altså kan finde ham. Samtidig har Emilie indtalt en slags fremtidig telefonbesked, der igen forvirrer gruppen. Deres søgen efter svar bliver dog først rigtig alvorlig, da det viser sig, at der findes andre som dem. Andre børn med uforklarlige ar, evner og prismer. Selvom disse børn hører til fortiden, bliver det via tidsrejserne muligt at kommunikere med dem, og én af børnene er især interessant for Pi. Selvom hun prøver at undgå det,  kan hun nemlig ikke lade være med at udvikle følelser for den betænksomme William. Desværre viser det sig også, at det kun er fortidens William, hun har med at gøre, og ikke den nutidige. Pi må ligge sine følelser til side, og sammen med resten af gruppen, må hun nu forsøge at finde ud af, hvem de kan stole på.

“Han går i stå og ser på mig. Et øjeblik føles det som om de brune øjne når helt ind til min kerne af ild.”

Da jeg læste det første bind i serien sidste år, blev jeg virkelig overrasket over, hvor meget jeg kunne lide bogen. Jeg er normalt slet ikke til noget der har med sci-fi at gøre, og samtidig er der ikke særlig meget af den danske ungdomslitteratur, jeg finder interessant. Jeg kan dog ikke komme uden om, at Nanna Foss har skabt endnu et mesterværk i form af “Geminiderne”. Jeg var solgt allerede før jeg begyndte at læse den, da jeg i sidste bind forelskede mig i den unikke Pi. Hun levede fuldkommen op til mine forventninger, og det er endnu en gang tydeligt, at Foss har lagt utrolig meget arbejde i at opbygge sine karakterer. Pi er omsorgsfuld, intelligent og følsom. Samtidig kan man til tider heller ikke lade være med at grine lidt af hendes sjove kommentarer. Jeg tror det bliver virkelig svært at overgå hendes karisma i de fremtidige bind, men jeg er sikker på, at resten af serien også vil være fantastisk.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet til at holde rigtig meget af alle karakterne. Selv Adriana, som jeg kritiserede for at være en smule kliché i sidste bind. Hun er på ingen måde en kliché længere, og selvom jeg stadig synes hun er en smule irriterende, glæder jeg mig enormt meget til at høre historien fra hendes synspunkt. Ligeledes glæder jeg mig virkelig meget til at følge Alban og Noah. Handlingen er ligeså perfekt, hvis ikke mere, som den var i det første bind. Jeg skulle lige vænne mig lidt til det der med, at vi springer frem og tilbage i tiden, men fordi, at vi befinder os inde i hovedet på én af karakterene, bliver alting forklaret ned til mindste detalje. Samtidig elsker jeg, at der er kommer endnu flere karakterer i brug. Det var noget af en overraskelse, men jeg glæder mig til at se, hvor meget de kommer til at fylde i resten af serien.

“Alle mennesker har hemmeligheder de ikke vil dele med nogen. Og hvis man har venner som dem dér, har man helt sikkert også det modsatte.”

Nu, hvor jeg har læst to bøger i den fantastiske serie, begynder jeg også at frygte de fremtidige bøger en smule. For det første tror jeg, at det bliver svært at opretholde det høje niveau, og samtidig ved jeg, at én af karaktererne kommer til at dø i den næste bog. Jeg håber, at den søde Nanna Foss kan skynde sig lidt med at få den udgivet.

PSX_20160116_140324 (1)

Read More

“The Year of Shadows” Af Claire Legrand

Posted by on aug 15, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 4 comments

PSX_20150812_195807

“The Year of Shadows” Af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet 2013, 5/5 Stjerner

Claudias mor har uden et eneste ord forladt hende og hendes far, maestroen. Olivia er nu ulykkelig, og den eneste trøst hun har i sin hverdag, er hendes skitsebog, som hun fylder med tegninger af alt, hvad hun tænker på i løbet af dagen. Det er nemlig ikke kun savnet af sin mor, der plager Claudia. Hendes far er nu blevet alene, og derfor er den økonomiske situation også blevet værre end nogensinde før. Koncertsalen, som hendes far ejer, har ingen besøgende, og orkesteret tjener ikke længere penge nok. Derfor har Claudias far været nødt til at sælge deres hus, og flytte ham selv, Claudia og bedstemoderen Nonnie ind i et af backstagelokalerne i koncertsalen. Situationen kunne ikke være værre.

I takt med, at Claudias humør er faldet mere og mere, har hun stort set også mistet alle sine venner. I skolen sidder hun alene ved et bord, og bøllerne ser hende, som et nemt offer. Heldigvis er der et par stykker, der stadig gerne vil snakke med hende. Henry, der arbejder i koncertsalen og aktivisten Joan, står klar til at hjælpe hende, til hver en tid. Dette bliver en stor trøst for Claudia, da det viser sig, at koncertsalen gemmer på skjulte hemmeligheder. En aften, hvor børnene er der alene, ser de nemlig spøgelser. De fremkalder dem for at finde ud af, hvad de laver i koncertsalen, og da det viser sig, at de er fanget i salen, er børnene enige om at de må gøre noget.

Samtidig med, at de skal finde ud af, hvordan de får spøgelserne hjulpet videre, har de tre børn og især Claudia også andre ting at tænke på. Koncertsalen er for alvor ved at gå bankerot, og da hendes far er gået psykisk ned , bliver Claudia nødt til at tage affære. Børnene ender med at reklamere for spøgelserne i koncertsalen, og selvom det lokker tilskuere til, ender det dog ikke helt som planlagt.

Solidarity: when people stick together because they believe in the same things. I liked that.”

Da jeg læste “The Cavendish Home for Boys and Girls” sidste år, vidste jeg, at jeg ikke var færdig med Claire Legrand. Hendes navn har rumsteret rundt i mit hoved lige siden, og derfor bestilte jeg også denne bog hjem med det samme, da jeg havde spottet hendes navn på den dystre forside. Der gik ligeledes heller ikke særlig lang tid efter, at jeg havde fået bogen hjem, til jeg begyndte at læse den. Egentlig ville jeg have ventet til efteråret, men jeg kunne ikke lade være. Og hvor er jeg glad for, at jeg ikke ventede.

Alt ved denne bog er perfekt i mine øjne. Jeg gav fire stjerner til “The Cavendish Home for Boys and Girls”, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at denne skulle have fem. Der var intet i den, der kunne have været bedre. Især var jeg helt vild med Claudia. Hendes følelser og holdninger er så virkelige og ærlige, at man næsten bliver rørt til tårer, når man læser bogen. Det tab og det savn hun lider i form af sin mors pludselige forsvinden er slet ikke til at bære, men alligevel får hun hevet sig selv op, og får kontrol under situationen, når ingen andre kan det. Hun er modig, stædig og intelligent, og jeg tror ikke, at Legrand kunne have skabt en bedre hovedperson end hende. Samtidig er jeg også ret vild med Igor, som er Claudias kat. Hans tanker vækkes til live i form at interne dialoger mellem ham og Claudia, og på denne måde, bliver han hendes lille sidekick.

“Have you ever watched people when they dont know you’re watching them ? Like in a movie theater or a concert. When people get caught up in watching something, their face change. The lines of their face get softer, because whatever they’re watching has made them forget how they think they’re supposed to be looking. Instead, they just ARE – just sitting there, listening and watching and being real.”

Jeg tror, at jeg vil anbefale denne bog til alle jeg kender, i det næste lange stykke tid. I hvert fald folk, der er glad for dystre børnefortællinger. Denne her er helt klart én af de bedste af slagsen, jeg nogensinde har læst.

PSX_20150812_195623

 

Read More

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen

Posted by on jul 26, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Mysterie, Spænding, Young Adult | 4 comments

PSX_20150726_111806

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 5/5 Stjerner

Det er ved at være noget tid siden, at Sebastian kom tilbage fra sin ferie i Jylland. Han er stadig rystet over oplevelserne i de jyske skove, men han er efterhånden ved at være sig selv igen. Da der er fastelavnsfest på skolen, begynder Sebastian dog at tvivle lidt på sin egen mentale tilstand. Han ser en pige klædt i hvidt i skolens kælder, men da han følger efter hende, er hun forsvundet.

Sammen med sin bedste ven Muffe og sin kæreste Alberte, forsøger Sebastian at finde ud af, hvem den mystiske pige var. For at få løst mysteriet, beslutter de sig for at grave i kælderens dybe hemmeligheder. Gamle breve og skjulte dokumenter kommer op til overfladen, og inden de tre børn får set sig om, er de havnet midt i en uopklaret gåde, som skolens bestyrelse længe har holdt skjult for eleverne.

Den eneste måde, som børnene kan slippe af med den hvide pige på, er at hjælpe hende med at komme videre. De får løbende utydelige beskeder fra hende, og samtidig med, at de skal tyde dem, skal de også hele tiden tænke på deres egen sikkerhed. Der er nemlig nogle der bestemt ikke bryder sig om, at børnene efterforsker sagen om den hvide pige, og de vil gøre alt for, at sagen forbliver uopklaret.

“Det er ikke bare en blafrende ånd som viser sig tilfældige steder. Den hvide pige er langt stærkere. Hun kan gribe ind i den virkelige verden.”

Det er ikke så længe siden, at jeg læste “Skovens Hemmelighed”, som er første bind i denne serie om Sebastians uhyggelige oplevelser. Jeg var overrasket over, hvor godt den var skrevet, og hvor fanget jeg blev af bogen. Serien henvender sig nemlig mest til store børn og teenagere, men da jeg jo er verdens største horrorfan, kunne jeg ikke lade være med at elske bogen. Det eneste rigtige problem jeg havde med den første bog, var, at prologen ikke helt hang sammen med resten af historien. Dette problem er ikke gældende i dette andet bind, og derfor er bogen perfekt i mine øjne.

Som der også var tilfældet i den første bog, kan jeg virkelig godt lide karaktererne i denne. Jeg føler, at jeg har lært Sebastian endnu bedre at kende, og samtidig er jeg ret begejstret for både Muffe og Alberte. De er beskrevet som værende fornuftige, modige og skarpe unge mennesker, og det er tydeligt, at Jon Rex Laugen har brugt lang tid på at gennemtænke de forskellige karaktertræk. I sær fandt jeg en episode i starten af bogen utrolig interessant. Sebastian bruger sin sunde fornuft til at narre en af bøllerne på sin skole, og jeg var både imponeret og færdig af grin på samme tid. Jeg er dog en smule ked af, at vi ikke har set mere til skovpigen Nadia i denne bog. Jeg håber på, at hun måske dukker op igen senere i serien.

“Pludselig forstår Sebastian. Han mærker tårene i sine øjne.”

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse fortsættelsen på denne serie. Jeg er helt vild med måden Jon Rex Laugen skriver på, og samtidig er det forfriskende med en mordgåde på det danske marked, der ikke omhandler en middelaldrende halv tyk kriminalkommisær og hans kvindelige sidekick. Jeg kan anbefale serien til store børn og voksne, der har brug for en smule mere uhygge i hverdagen.

PSX_20150726_111959

Read More

“Doll Bones” Af Holly Black

Posted by on jun 2, 2015 in 3 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 4 comments

PSX_20150602_201340

“Doll Bones” Af Holly Black, fra forlaget Doubleday, udgivet 2013, 3/5 Stjerner

Zach, Poppy og Alice er bedste venner, og til trods for, at Zach er  en dreng, bruger de tre børn lang tid på at lege med dukker, og opdigte historier til deres fælles leg. Zachs far synes dog, at Zach er alt for gammel til at lege med dukker, og skiller sig derfor af med de mange actionhelte, som Zach holder så meget af. Zach er knust, for det betyder, at han ikke længere kan lege med Poppy og Alice. Han har nemlig ikke tænkt sig at fortælle om sine mistede dukker, og giver derfor i stedet udtryk for, at han bare ikke længere er interesseret i at lege med dukker. Dette er en løgn, der bliver svær ar opretholde, da Poppys uhyggelige porcelænsdukke ‘The Queen’ begynder at hjemsøge hende.

Den hejmsøgte dukke fortæller, at hun er lavet af en død piges knogler, og at hun desperat ønsker at blive begravet under sin gravsten, så hun kan få fred. Den lille trekløver må ud på en længere rejse for at indfrie dukkens ønske, og under rejsen bliver de både uvenner og tættere end aldrig før.

“I hate that everyone calls it growing up, but it seems like DYING”

Der er intet mere uhyggeligt, end gamle porcelænsdukker med kniplingskjoler og alt for perfekte slangekrøller. Som horror fan har jeg læst utrolig mange uhyggelige fortællinger, og her iblandt også en del om hjemsøgte dukker og objekter. Det er et tema, jeg altid har fundet uhyggeligt, da dukker og bamser jo netop burde være de mest barnagtige og beroligende genstande i verden. Jeg blev derfor også ellevild, da jeg så coveret på denne fine lille bog. Alt ved bogen tiltrak min opmærksomhed, og jeg købte bogen før, jeg overhovedet gjorde mig nogle som helst tanker om, hvor god selve fortællingen ville være. Hvilket jeg må indrømme, at jeg fortryder en lille smule nu. Efter jeg købte bogen, er jeg nemlig stødt på flere skuffende anmeldelser, og selvom jeg har forsøgt at lade være med at læse for meget af dem, så har jeg alligevel opsnappet en fælles mening: fortællingen lever ikke op til den dystre forside. Desværre er jeg enig.

Jeg havde forventet en fortælling, der ville skræmme mig ligeså meget, som første gang jeg læste “Dukkernes nat” af R.L Stine, eller, som første gang jeg så “Annabelle” i biografen. I stedet fandt jeg en historie, der langt fra var uhyggelig. Ideen med dukken er egentlig god nok, men uhyggen blev overskygget af bogens andre temaer. Først og fremmest handler bogen nemlig om venskab og om at vokse op. Venskabet mellem de tre børn var realistisk og hjertevarmt, og karakterene var velbeskrevet. Især kunne jeg gode lide Alice. Hendes samvittighed og stræben efter at gøre alle glade, mindede mig meget om mig selv som barn, og på denne måde, kunne jeg sagtens relatere til handlingen. Desværre var det bare slet ikke den venskabelige og sentimentale tone, jeg havde forventet, og derfor blev jeg en smule skuffet.

“He wondered whether growing up was learning that most stories turned out to be lies.”

“Doll Bones” er en af de bøger, der egentlig er ganske okay, men som ender med at skuffe, fordi den ikke lever op til forventningerne. Hvis bogens design ikke havde være så dystert og uhyggeligt, er jeg sikker på, at jeg ikke ville være helt så skuffet, som jeg endte med at være. Det er ærgerligt når det sker, og desværre synes jeg, at jeg støder på denne oplevelse oftere og oftere.

PSX_20150602_201529

Read More

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen

Posted by on apr 8, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Mysterie, Young Adult | 2 comments

PSX_20150408_085752

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 4/5 Stjerner

Da Sebastians mor skal til Grønland for at arbejde i hele sommerferien, bliver Sebastian nødt til at bo hos sin faster Lycia, som han aldrig har mødt. Han er både spændt og ængstelig, for han har ingen anelse om, hvilken slags faster hun er. Er hun sjov og underholdende, eller er hun en gammel kedelig krage, han ikke kan tale med ?

Sebastian bliver heldigvis positivt overrasket over sin faster Lycia. Hun er sød, og så har hun en latter, man ikke kan undgå at blive i godt humør af. Samtidig har hun også et kæmpe stort hus og en fed gammel Mercedes. Og så bor hun desuden lige op af skoven, hvor Sebastian kan løbe rundt og lege. Det er også i skoven, at Sebastian første gang møder Nadia. Nadia er fuld af sjov og spilopper, og Sebastian har på fornemmelsen, at han ikke kommer til at kede sig så længe, han er i selskab med hende. De finder dog snart ud af, at deres sommerferie ikke kommer til at byde på ren og skær afslapning i skoven og ved søen. Der foregår nemlig noget sært i byen. Mærkelige personer vandrer rundt i skovene, og gårdejerens køer bliver brutalt slagtet. Der siges, at der er ved at trænge ulve ind i landet, men kan det virkelig være rigtigt?

Sebastian og Nadia beslutter sig for at finde årsagen til egnens bisære angreb. De vil gøre alt for at afsløre den ukendte trussel, og de har allerede en god idé om, hvor de skal starte med at lede. Desværre, er tingene ikke helt som de ser ud til at være, og Sebastian og Nadia må hurtigt erkende, at de måske har taget hænderne en smule for fulde.

“Huset er tømret af simple brædder og lægter som er tjæret sorte. Døren er slidt, og vinduerne er meget beskidte. Man kan nok hverken se ind eller ud. Overalt er taget begroet med et tykt lag mos. Bukse-Marius’ hus er bestemt ikke et eventyrhus.”

Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst denne bog. Den minder mig rigtig meget om min barndom på skolebibliotekerne, for det er lige nøjagtigt denne slags bøger, jeg plejede at låne med hjem i kassevis. Et mysterie der skal opklares, en dyster stemning og en overraskende slutning. Kan det så næsten blive bedre ? Ikke efter min mening. Jeg nød virkelig at læse bogen, og jeg blev overrasket over, hvor fanget jeg blev af historien. Den var hurtigt at læse, og der skete hele tiden noget spændende, der holdt mig fast i historien. Den var på intet tidspunkt kedelig eller forudsigelig, og samtidig synes jeg virkelig den er velskrevet.

Jeg kunne enormt godt lide både Sebastian og Nadia. Sebastian er en helt igennem sød dreng, og man kan ikke undgå at bide mærke i hans uskyldige karaktertræk. Han er høflig, glad og accepterer ting, de fleste børn i hans alder, ikke ville være helt tilfredse med. Nadia er lidt mere fri, og man får indrykket af, at hun er langt mere selvstændig og klog, end hendes jævnalderende. Sebastian sammenligner hende både med Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe, og det passer egentlig meget godt. Hun er i hvert fald både sjov og modig, og på denne måde udgør hun en fin parallel til den lidt mere forsigtige Sebastian.

“Længe har det luret i det skjulte. I skoven. På markerne. Nu har det taget et nyt skridt. Det har sneget sig ind i vor by.”

En af de eneste ting, jeg ikke kunne lide i denne bog, var den forvirrende prolog. Vi hører om en familiemors mystiske forsvinding, men ud over en henkastet kommentar om et signalement, der kunne passe på hende, hører vi ikke mere om hende senere i bogen. Der skaber en smule uvished fra starten af, og jeg tror bogen ville have været bedre foruden. Dog kunne jeg rigtig godt lide historiens epilog, hvor Sebastian og Nadia er blevet en smule ældre. Det lyder dog ikke umiddelbart som om der er en fortsættelse på vej, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt.

PSX_20150408_085945

 

Read More

“The Girl Who Fell Beneath Fairyland And Led The Revels There” Af Catherynne M. Valente

Posted by on apr 2, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Eventyr, Fantasy, Fiction | 2 comments

PSX_20150402_125222

“The Girl Who Fell Beneath Fairyland And Led The Revels There” Af Catherynne M. Valente, fra forlaget Fiewel and Friends, udgivet 2012, 4/5 Stjerner

September har længe drømt om at vende tilbage til Fairyland. Hendes første eventyr der var magisk og fortryllende, og hun sidder nu igen fast i en kedelig verden fyldt med matematiklektier og daglige pligter. Da September endelig vender tilbage, finder ud dog ud af, at mange ting har ændret sig, siden hendes første besøg. Alle indbyggerne i Fairyland er nemlig begyndt at miste deres skygger, og dermed også deres magi. September måtte selv opgive sin skygge i en farlig handel, så hun ved derfor, hvor stort et tab, det må være for hendes gamle venner.

Alle beboernes skygger befinder sig nu i ‘Fairyland Below’, der nu har fået en ny herskerinde; en pige ved navn Halloween. Det mest skræmmende ved Halloween er, at hun ikke bare er hvem som helst’ skygge. Hun er Septembers skygge. Halloween har dog intet tilfælles med September. Hun er ondskabsfuld og hjerteløs, og hun har absolut ingen intentioner om, at levere alle skyggerne tilbage til Fairyland.

Blandt alle skyggerne finder September alle sine gamle venner. Her i blandt også Ell og drengen Saturday. September må dog hurtigt indse, at heller ikke deres skygger, er i nærheden af at være ligesom de venner, hun mindes og elsker.

“A book is a door, you know. Always and forever. A book is a door into another place and another heart and another world.”

Jeg læste den første bog om September sidste år, i september måned. Det var den perfekte tid at læse den første bog, og mit første møde med September og Fairyland var magisk og sukkersødt. Jeg fandt fortællingen utrolig spændende, og selvom bogen var en børnebog, så kunne jeg relatere til rigtig mange af de ting, som September følte. Jeg havde det på præcis samme måde med denne efterfølger. September er nu blevet en smule ældre, men hun er stadig meget nervøs og påpasselig. Samtidig er hun stærk og modig nok til at skubbe alle sine følelser til side, og i stedet fokusere på at redde sine venner og Fairyland.

Jeg kan rigtig godt lide den forandring, der er sket i takt med, at September er blevet ældre. Samtidig med, at hun ikke længere er så barnligt naiv, begynder hun nemlig at se tingene klarere. Hun er begyndt at udvikle et lidt mere voksent syn på tingene, og jeg må virkelig tage hatten af for Valente, for overgangen er smuk og fortryllende. Man kan ikke sige, at stemningen i den første bog, er den samme som i denne. Nuvel, Fairyland er stadig et magisk univers, men stemningen er alligevel en anden. Den er mørk og dyster, barndommens glæde og fortrolighed glider længere og længere væk, for hver side man læser. Denne bog tager fat på nogle mere psykologiske emner, og derfor er den nem at læse for både børn og voksne. Det er næsten umuligt ikke at tænke på Freuds psykoanalyse når man læser om September og hendes alter ego Halloween, men som barn læser man det blot som værende Septembers onde skygge.

“I’m a monster,” said the shadow of the Marquess suddenly. “Everyone says so.”

Jeg tror, at serien er en af de bedste serier, jeg har læst. I hvert fald af den slags, der egentlig er henvendt til børn. Jeg bliver altid overrasket over, hvor mange måder man kan læse en bog på, og hvor mange måde man kan opfatte karaktererne på.

PSX_20150402_125358

Read More

“The Graveyard Book” Af Neil Gaiman

Posted by on feb 21, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Spænding, Young Adult | 4 comments

PSX_20150221_144948

“The Graveyard Book” Af Neil Gaiman, fra forlaget Bloomsbyry, udgivet 2009 (Org. udgivet 2008), 4/5 Stjerner

Da en lille familie bliver dræbt af et magisk og ondskabsfuldt væsen, efterlader de en lille søn. Han er ikke mere end et spædbarn, og han har intet officielt navn fået. Hans families drab bliver holdt hemmeligt, og derfor skal han gemmes væk for omverdenen.

På en kirkegård ikke langt fra den lille drengs hjem, beslutter et ægtepar, at de gerne vil tage sig af den lille dreng. Ligeledes beslutter en gammel lærer ved navn Silas, at han gerne vil undervise ham. Også selvom han er menneske, og de er spøgelser. For at kunne se alle spøgelserne på kirkegården, skal den lille dreng have en speciel og sikker adgang til den spirituelle verden. Dette får han, og han kan nu vandre omkring kirkegården, som var det blandt levende væsner. Da ingen desuden kan finde et godt og passende navn til drengen, bliver han døbt Nobody Owens. Til dagligt går han dog under navnet Bod Owens.

Da Bod møder den jævnaldrende Scarlett, bliver han fristet til at forlade kirkegårdens trygge omgivelser. Det er dog ikke før flere år efter, da Scarlett igen vender tilbage til byen, at han gør alvor af sin nysgerrighed. Den rigtige verden er dog farlig for Bod, for her bor Jack. Da Bod og Scarlett finder ud af, at det er Jack, der stod bag morderne på Bods familie, bliver de begge viklet ind i et farligt spil mellem virkelighed og magi. Bod kan kun håbe på, at Silas ikke er langt væk, for disse problemer kan han ikke løse selv.

“He looks like nobody but himself,’ said Mrs Owens, firmly. ‘He looks like nobody’.

Jeg har efterhånden været igennem en del af Neil Gaimans bøger. Han er en meget kendt forfatter, og inden for fantasiverdenen, kender alle til hans magiske talent. Neil Gaiman er nemlig ikke blot en forfatter, men snarere en tryllekunstner. Han tryllebinder sine læsere med hvert enkelt ord, og det er umuligt at lægge bøgerne fra sig. Man bliver nærmest besat. At være besat kendetegner præcist den følelse, jeg har haft, siden jeg for første gang læste “Coraline”. Jeg var på udkig efter noget børnelitteratur, som også ville være underholdende for voksne, og jeg blev anbefalet at læse “Coraline”. Siden den gang, har jeg bevæget mig lidt rundt omkring, og læst nogle af hans mere voksenrelaterede bøger. Samtidig har jeg også givet mig i kast med et par af hans novellesamlinger. Selvom jeg har været ellevild med alle de bøger, jeg har læst, så er det nu altså hans børnebøger, der tiltaler mig mest.

“The Graveyard Book” indeholder mange af de elementer, jeg synes rigtig godt om i børnelitteratur. Den er sød og underholdende og lærerig for både børn og voksne. Samtidig er den yderst velskrevet, som kun Neil Gaiman kan gøre det. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det egentlig er, han gør ved ordene, men på en eller anden måde, formår han altid at overraske mig. Selvom jeg fra starten har meget høje forventninger.

“His presence was almost ghostly.”

Hvis man ikke har læst noget af Neil Gaiman før, vil jeg anbefale, at man starter med en bog som denne. Den er letlæselig, men samtidig utrolig tankevækkende.

PSX_20150221_144709

Read More

“The Kneebone boy” Af Ellen Potter

Posted by on jan 20, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Eventyr, Fiction, Young Adult | 4 comments

PSX_20150119_145521

PSX_20150119_145827

“The Kneebone boy” Af Ellen Potter, fra forlaget Feiwel and Friends, udgivet 2010, 5/5 Stjerner

Handscrapple børnene er ikke som alle andre børn. Otto har ikke sagt et eneste ord i flere år, Lucia er hudløst ærlig og Max er mere intelligent, end hvad normalt er. Og så tilbringer han desuden det meste af sin tid på taget. Deres liv blev brutalt forandret, da deres mor pludselig forsvandt, kort efter Max’ fødsel. Hun sagde ikke farvel, fra den ene dag til den anden, var hun bare væk, og ingen har hørt fra hende siden. Børnene har nu kun deres far tilbage, men han er aldrig hjemme, da han altid er på forretningsrejse.

Den lille familie bor i en meget lille by, hvor alle ved, hvem de er. Alle snakker nemlig konstant om Handscrapple familien, og det er ikke gode ting, der bliver sagt. Historien om børnenes forsvundne mor er blevet til hele byens primære sladderhistorie, og alle behandler børnene, som havde de pest. De voksne vil ikke snakke med dem, og de andre børn vil ikke lege med dem. Dette skyldes nok mest, at de fleste af byens børn tror, at Otto har spist hende.

Da børnenes far igen skal på forretninsrejse, og sender børnene hjem til deres tante, bliver deres liv dog lige pludselig en del mere interessant. Tanten er nemlig selv på ferie, og er derfor ikke hjemme. De kender kun ét andet familiemedlem, de kan henvende sig til, og da de ankommer til hendes hjem, bliver de viklet ind i et eventyrligt spil om sandhed og løgne. Legenden siger nemlig, at der ude i skoven befinder sig en sær lille dreng, der er en blanding mellem dyr og menneske. Handscrapple børnene er opsat på at finde ham, og på deres jagt efter sandheden om ‘The Kneenone boy’, finder de desuden også altændrende oplysninger om deres mor.

“(I’m beginning to think that you are pronouncing Lucia’s name as though it were Lucy with an a at the end of it. That’s wrong. You pronounce it Lu-CHEE-a. Say it a few times out loud, and you’ll forget about Lucy-a.)”

Jeg blev enormt interesseret i denne bog, da jeg tilfældigvis hørte en beskrivelse af den hos en engelsk book-tuber. Den er skrevet ud fra en af børnenes synsvinkel, men man får lige fra starten at vide, at det aldrig vil blive afsløret, hvem af dem det faktisk er. Det er egentlig også en smule irrelevant, hvem af dem det er, for hemmeligheden gør bare bogen endnu sjovere og endnu mere interessant at læse. Det er nemlig tydeligt at mærke, at historien bliver fortalt af et barn. Fortællingen bliver hyppigt afbrudt med små kommentarer om alt og ingenting, ligesom hvis et barn skulle sidde og læse en fortælling op.

Samtidig kunne jeg virkelig godt lide alle karaktererne. Især blev jeg nærmest med det samme forelsket i Lucia, som jeg har mistænkt for at stå bag fortællingen. Hun er virkelig sød, men samtidig en smule ubehøvlet. Hun er en af de børn, der ingen grænser har, og konstant stiller mærkelige og hensynsløse spørgsmål. På trods af det, fandt jeg hende utrolig elskværdig, netop fordi hun er så modig og eventyrlysten. Hun minder mig lidt om Neil Gaimans Coraline, og samtidig kan jeg også trække flere paralleller til Catherynne Valentes modige September. Otto hører man ikke så meget om, men det er tydeligt, at han er den ældste, og at de to mindre børn ser op til ham. Ham og Lucia udgør en virkelig god kontrast, da han ikke vil tale, og da hun ikke vil holde op med at tale. Max et hjernen bag det hele, en lille smart og kløgtig dreng, der har regnet alt ud, før alle andre. Man skulle tro, at han var en smule kliché, men det fik jeg overhovedet ikke indtrykket af, da jeg læste bogen.

“Lucia, however, maintains that sometimes you have to start a thing for all the wrong reasons in order to discover the right ones.”

“The Kneebone boy” er en af de børnebøger, der ikke kun er underholdende, men også er virkelig tankevækkende. Det er bøger som denne, der virkelig får mig til at elske børnelitteraturen mere og mere. Den er fyldt med så mange gode budskaber, at det halve kunne være nok. Samtidig er den virkelig godt skrevet, og man kan ikke undgå at trække en smule på smilebåndet ved de mange barnlige og en smule naive præferencer.

PSX_20150119_145948

Read More

“Spektrum #1 – Leoniderne” Af Nanna Foss

Posted by on jan 10, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Science Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20150110_134935

PSX_20150110_134755

“Spektrum #1 – Leoniderne” Af Nanna Foss, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2014, 4/5 Stjerner. 

Emilie tegner en tegning af en mørkhåret dreng med turkise øjne. Næste dag starter netop denne dreng ved navn Noah, sammen med sin tvillingesøster Pi, i Emilies klasse, og Emilie får derfor et kæmpe chok. En uskyldig fysikopgave udvikler sig hurtigt til en langt større efterforskning, og før de ved af det, bliver Emilies bedste venner, Linus og Alban sammen med Emilie, tvillingerne og den populære Adrianna hurtigt viklet ind i en farlig leg om drømme og virkelighed. De besøger en klog fysikprofessor i håbet om at få hjælp til deres skoleopgave, og da han har en mærkværdig kompaslignende genstand, der passer perfekt sammen med  Noahs unikke prisme fra Australien, begynder den lille flok at undre sig. Noget er ikke som det burde være, og rundt omkring dem begynder tingene at give mindre og mindre mening. Især, da de alle sammen havner på skadestuen med alvorlige forbrændinger på hænderne.

Selvom den lille gruppe meget gerne vil undgå at tænke mere på episoden hos fysikprofessoren, bliver det nærmest umuligt for dem. Da deres hænder begynder at hele, ser de, at de alle sammen har det samme trekantede ar på håndfladen. Samtidig begynder de alle sammen at kunne uforklarlige ting. Adrianna undgår at få både håndbolde og snebolde i hovedet, ved at vende bolden om i luften, inden den når hen til hende. Samtidig kan Emilie og Alban forudse hvad der skal ske i fremtiden, og Pi kan sætte ild til ting, når hun bliver vred.

“Alt er det som er for svært eller smertefuldt at sætte ord på, og som kun kan komme ud som billeder. Men billeder som det aldrig har været meningen at andre skulle se.”

Jeg havde den store fornøjelse af at møde Nanna Foss personligt, til sidsteårs bogbloggertræf, hvor hun kom og fortalte os allesammen om Leoniderne og Spektrumserien. Ud over, at jeg virkelig godt kunne lide hendes personlighed, blev jeg også helt solgt, da hun fortalte om plottet og planerne med denne serie. Jeg synes et er virkelig interessant, at hun selv fik ideen til denne bog ud fra en drøm, ligesom at Emilie drømmer om ting der vil ske i fremtiden. Jeg ved ikke om Emilie afspejler Nanna Foss’ egen personlighed, men det er i hvert fald tydeligt, at hun har lagt meget arbejde i at forme og udvikle de forskellige karakterer. Der er rigtig godt sammenspil mellem karaktererne, og jeg kan godt lide, at de alle sammen er så forskellige. Adrianna, den populære og forfængelige pige er nok en lille smule kliché, men samtidig er de alle sammen meget unikke og anderledes fra, hvad man normalt finder i denne slags ungdomslitteratur. Fx er Alban blind, og det giver altså bogen et helt specielt udtryk, som man ikke har set før.

Jeg er ikke normalt særlig interesseret i genren sci-fi, og derfor var jeg også lidt urolig for, om jeg ville kunne lide denne bog. Egentlig er jeg nemlig heller ikke den store læser af ungdomslitteratur. Jeg synes tit, at det hele bliver en lille smule for barnagtigt og overfladisk. Det var heldigvis slet ikke et problem i denne bog, og jeg endte med at synes rigtig godt om både handlingen og karakterene. Det der med fysik og rejsen frem og tilbage i tiden, skal jeg lige vende mig lidt til, men det interesserer mig faktisk mere, end jeg havde regnet med. Jeg fortryder faktisk lidt, at jeg ikke har læst bogen noget før, men samtidig er der ikke helt så lang tid til, at anden bind i serien udkommer, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre i historien.

“Jeg har så meget lyst til at knuse ham. Sige noget der får hans stenhårde panser af selvfedhed til at krakelere.”

Jeg kan enormt gode lide konceptet med denne serie. Så vidt jeg har forstået, er det planen, at der i alt skal udkomme 9 bind i Spektrum serien, hvoraf dette er det første. Det specielle ved disse 9 bind er, at de alle sammen er skrevet ud fra en af fortællerenes synspunkter, ligesom denne bog er skrevet ud fra Emilies synspunkt. Jeg glæder mig virkelig til at finde ud af, hvad Nanna Foss har fundet på i de følgende bind. På Instagram har hun afsløret, at en af karaktererne kommer til at dø i bind 3, jeg og frygter allerede, hvem det kan være.

20140927_132251

Read More

“A Christmas Carol” Af Charles Dickens

Posted by on dec 24, 2014 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Classics, Fiction, Højtider | 6 comments

PSX_20141224_100116

“A Christmas Carol” Af Charles Dickens, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet 2013 (Org. udgivet 1843) 4/5 Stjerner

Vi befinder os i England, og det er juleaftens dag. Forretningsmanden Ebenezer Scrooge er en sur og gnaven gammel mand, der ikke har nogen lykke i livet. Han er evigt svær at gøre tilfreds, og det eneste han tænker på, er at tjene penge, som han desuden ikke vil af med igen. Scrooge er en kliché af en gnavpot, og så hader han desuden julen. Når det er jul skal man nemlig af med penge, og det er jo fuldstændigt unødvendigt. Derfor har han også valgt at takke nej tak til sin families juleinvitation, og han er nu helt alene i sit hus, præcist som han er vant til.

For præcist 7 år siden, døde Scrooges arbejds kompagnon, og han er derfor også meget overrasket, da han pludselig står foran ham igen. Spøgelset har besøgt ham for at fortælle ham, at han nu vil få besøg af 3 juleånder. Fortiden, nutiden og fremtidens ånd vil alle besøge ham på skift, for at vise ham nogle scener, han går glip af, fordi han altid afskyer alt, der har med glæde og kærlighed at gøre.

Juleånderne tager ham frem og tilbage i tiden, og viser ham nogle af de ting, han har udelukket sig selv fra. Vi ser bl.a. en scene fra Scrooges ungdom. Hans forlovede, Belle, går fra ham, fordi hun indser, at han aldrig vil komme til at elske hende, ligeså meget som han elsker penge. Senere ser vi en scene, hvor den nu gifte og tilfredse Belle sidder til en julemiddag med hele sin glade og lykkelige familie.

“What was merry Christmas to Scrooge? Out upon merry Christmas! What good had it ever done to him?”

Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var, da jeg så filmen ‘Et Juleeventyr’. Jeg kan huske, at det var juleaftens dag, og jeg ventede spændt på, at alle gæsterne skulle komme, så vi kunne spise julemad, danse om juletræet og til sidst åbne alle de mange pakker, der lå og ventede under juletræet. Siden da, har jeg set filmen et utal af gange, og jeg kan ikke lade være med at svæve hen i barndommens søde nostalgi, hver gang jeg ser den i tv’et. Når man er barn, er jul noget ganske særligt. Der er ingen julestress eller jag, og det eneste man skal tænke på, er at tegne tegninger nok, så hele familien kan få en i julegave. Der er nogle ting, der altid minder mig og juletiden som barn. Min bedstemors havregrynskugler, sangen ‘ I aften er det juleaften’, min mor der lukker døren ind til køkkenet, og siger vi ikke må komme ind, før hun har pakket alle julegaverne ind. Og så er det historien om den sure rigmand Ebenezer Scrooge, der får sig en gevaldig lærestreg.

Reflect upon your present blessings – of which every man has many – not on your past misfortunes, of which all men has some. Fill your glass again, with a merry face and a contended heart.

Jeg tror, at fortællingen er blevet så populær, fordi at man rent faktisk kan lære noget af den. Især som barn. Det er ikke en overfladisk fortælling om en juleromance eller endnu en historie om julemanden og hans rensdyr. Nej, fortællingen er nemlig meget dybere end det. Den lærer os om næstekærlighed, og om hvordan ens liv pludselig kan komme til at se ud, hvis man bliver for grådig. Den handler om julen og om glæden ved at give, og så handler den om familie og sammenhold. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af denne fortælling. Hverken den boglige eller filmversionen. Jeg er virelig glad for min lille fine udgave fra Barnes and Noble, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en af de bøger, jeg vil genlæse hvert år til jul.

I aften er det juleaften. Derfor vil jeg også benytte mig af muligheden og ønske jer allesammen en glædelig jul! Jeg håber I får en helt fantastisk aften med jeres nærmeste, masser af julemad og juletræsdans.

PSX_20141222_150908

 PSX_20141224_100232

Read More