Børnelitteratur

“Den sorte dæmon” Af Jon Rex Laugen

Posted by on nov 10, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 0 comments

PSX_20161110_133030

“Den sorte dæmon” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

Sebastian og Liva er netop hjemvendt fra en god sommerferie, og dagligdagens pligter banker atter på døren. Heldigvis starter det nye skoleår med en lejrtur, og Sebastian ser frem til at tilbringe noget tid med sine venner og sin kæreste Alberte, som han på blot få dage har formået at blive uvenner med. Inden han når at snakke tingene igennem med hende, bliver de dog udsat for en frygtelig ulykke, og Sebastians verden styrter sammen for næsen af ham. Bogstavelig talt. Han vil gøre alt for at gøre det hele godt igen, men det er svært, når den dårlige samvittighed konstant puster ham i nakken. Hvad nu, hvis han bare gør alting værre?

Samtidig er han også begyndt at få nogle mærkelige drømme. Det er altid de samme mennesker, han drømmer om, en mystisk dreng og pige, han aldrig har set før. Drømmene foregår også i en mystisk verden, der ikke ligner hans egen, men alligevel føles drømmene virkelige. Der er et eller andet helt galt, han skal bare finde ud af hvad. Langsomt går det op for Sebastian, hvad der sker omkring ham, og jo tættere han kommer på sandheden, jo tættere kommer han på en voldsom trussel, der kun vil gøre ham ondt. Det er dog ikke kun Sebastian der er i fare, og hvis han vil redde sin familie og sine venner, må han handle hurtigt.

“Som hun ligger der helt fredfyldt, er det helt skørt at tænke på den fare de begge to er i.”

Hvis der er noget, jeg virkelig elsker, der det børnebøger som denne. Bøger, der får mig til at mindes de mange timer ved den samme hylde på skolebiblioteket. Hylden med de uhyggelige bøger. Jeg har læst et utal af bøger i stil med denne trilogi, men jeg mindes aldrig have været så begejstret for nogle af dem, som ved denne serie. Alle tre bøger har været fantastiske, men “Den sorte dæmon” er helt klart min favorit. Hele serien bliver bundet sammen i dette sidste bind, og samtidig er plottet virkelig fantastisk. Det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i detaljerne, og det kan virkelig mærkes.

Jeg er vild med spændingsniveauet i denne roman. Bedst som man tror, man har regnet det hele ud, bliver der brygget mere på historien, og man må igen bladre side efter side for at finde ud af, hvad der foregår. Samtidig er jeg ret pjattet med den sideløbende historie om et forelsket par i en magisk verden. I starten troede jeg kun, at drømmene kom med uddrag af denne historie, men til sidst blev den en stor del af bogen, og plottet blev pludselig dobbelt så spændende. Til sidst bliver de to fortællinger bundet sammen, og slutningen er alt andet end forudsigelig. Jeg ville ønske, at fortællingerne om Sebastian kunne fortsætte lidt endnu, men hvis de endelig skal afsluttes, er det helt sikkert gjort på den eneste rigtige måde.

“Hvis de nogensinde skal ses i live, skal Muffe nok få hele historien. Hvis ikke, tager Sebastian den med i graven.”

Alt i alt er jeg meget begejstret for denne trilogi. Den er spændende, medrivende og til tider uhyggelig. Jeg elsker den nu og jeg ved, at jeg også ville have elsket den som barn.

PSX_20161110_133156

Read More

“Mareridt & Myrekryb – syv uhyggelige historier” Af Nick Clausen

Posted by on okt 30, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Novelle, Young Adult | 2 comments

PSX_20161030_101443

“Mareridt & Myrekryb – syv uhyggelige historier” Af Nick Clausen, anmeldereksemplar fra forlaget facet, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

“Mareridt & Myrekryb” er en lille samling af syv fortællinger, der alle tager udgangspunkt i de værste mareridt, vi har som børn. Egentlig havde jeg ikke gjort mig så mange tanker om bogen, før jeg begyndte at læse den. Jeg modtog den til bogbloggertræf i september og tænkte, at den ville være perfekt til Read-A-Thon. Novellerne er nemlig skrevet til børn og unge, og derfor er bogen også nem at komme igennem. Jeg læste den som min tredje bog omkring midnat, og egentlig ville jeg bare lige læse en enkelt novelle eller to, inden jeg gik i seng. Jeg kom dog hurtigt igennem hele bogen, og jeg var virkelig begejstret.

Nick Clausen fortæller om hovedløse mænd, menneskeædende fisk og huse, der på mystisk vis bliver fyldt med vand. Jeg har svært ved at udvælge hvilke noveller, der er mine favoritter, for de er allesammen virkelig gode. Dem, der skræmte mig mest, og dem jeg syntes var mest spændende var dog “Læderhud” og “Fisken snapper”. “Læderhud” handler om en lille rødhåret dreng, der kommer på besøg hos en ældre kvinde. Hun fortæller om sit arbejde som møbelpolstre og om sit savnede barnebarn, der også var en lille rødhåret dreng med fregner. Det begynder hurtigt at gå op for vores hovedkarakter, at det er ikke er helt normalt læder, den gamle dame ønske at benytte til sine møbler.

De er kun ude efter mig, tænker Ørn og mærker is ned ad ryggen.”

“Fisken snapper” er ikke en decideret uhyggelig fortælling, men hold nu op, hvor var den god. En lille pige ønsker sig brændende et kæledyr, og peger på en sær fisk i en dyrehandel. Fisken er egentlig ikke til salg, men pigen protesterer og ender med at få fisken med hjem. Det eneste hun skal huske er, at fisken ikke spiser helt normalt mad. Den lille pige prøver at fodre fisken med diverse lækkerier, men intet hjælper. Det eneste fisken vil spise er menneskekød. Til sidst beslutter den lille pige at fodre fiske med sin irriterende lillesøster, der stjæler alt opmærksomheden fra forældrene. Det går dog ikke helt som planlagt.

Èn af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved denne novellesamling er, at forfatteren henvender sig til læseren i hver enkelt novelle. I slutningen af alle novellerne står der et par linjer om, hvilket mareridt eller hvilen idé, der ligger bag de forskellige historier. Det fungerer rigtig godt, når en forfatter henvender sig til læseren. Især i noveller, der er skrevet til børn og unge. Samtidig er jeg ret overrasket over, at jeg syntes alle novellerne var gode. Jeg har normalt rigtig svært ved at bedømme en novellesamling, men i dette tilfælde får alle novellerne topkarakter – og det gør samlingen derfor også.

“Emil genkender sin håndskrift. Beskeden har gjort ham bange. Hvad betyder alt det her? Hvem er Yrsa?”

“Mareridt & Myrekryb” er en virkelig god novellesamling, jeg helt sikkert kan anbefale. Faktisk mindes jeg ikke at have læst en så god og vellykket novellesamling før.

PSX_20161030_101335

Read More

“Edgar & Ellen – Turistfælden” Af Charles Ogden

Posted by on jul 13, 2016 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160713_193116

“Edgar & Ellen – Turistfælden” Af Charles Ogden, fra forlaget Gyldendal, udgivet 2004, 4/5 stjerner

Edgar og Ellen er tvillinger og har ikke set deres forældre i årevis. De bor sammen i et lille hus på det, de kalder ‘Dippedutpladsen’ i byen Nods Lemmer. De savner ikke selskab, og de er mere end tilfredse med deres spøjse hjem. Derfor bliver de to tvillinger også utrolig vrede, da de overhører, at byens bogmester har tænkt sig at rive dippedutpladsen fra hinanden for at gøre det til et nyt og spændende luksushotel, der skal lokke tusindvis af turister til byen.  Tvillingerne ved, at de bliver nødt til at gøre alt for at få bogmesterens projekt til at fejle, og derfor udtænker de en plan, der skal gøren byen turistfri for altid.

I mod sig har de dog ikke kun bogmesteren, men også bogmesterens stædige datter, Stephanie. Edgar og Ellen har aldrig brudt sig om den lille fine pige i sløjfer og tylskørter, og Stephanie har bestemt heller aldrig brudt sig om de monsterlignende og dystre tvillinger. Mens Stephanie konstant forsøger at hjælpe sin far, er tvillingerne Edgar og Ellen dog et skridt foran, og får bildt de naive turister hvad som helst ind. Ikke engang Edgar og Ellen kunne dog have forudset, hvilket kaos de har fået skabt, og de får sig da også en lille lærestreg med på vejen.

“Tanken om de glade blomster fik det til at løbe Ellen koldt ned af ryggen og mindede hende om noget andet.”

Jeg kendte absolut intet til Charles Ogden eller tvillingerne Edgar og Ellen, da jeg faldt over denne mystiske børnebog på et loppemarked. Jeg blev dog straks tiltrukket af den flotte og gotiske forside, og da jeg både elsker horror og børnebøger, kunne jeg ikke lade være med at købe den med hjem. Jeg har haft bogen liggende i flere år, og da jeg stødte på det i kassen med mine ulæste bøger, havde jeg helt glemt, at jeg havde købt den. Jeg tog bogen frem og læste den over et par timer, og jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke havde fundet den frem noget før. Det er en utrolig fin og hjertevarm fortælling, der kan anbefales til alle, der er glad for sjove børnebøger.

Det, der egentlig er lidt atypisk ved denne bog er, at hovedkarakterne faktisk er skurkene. Edgar og Ellen står godt nok til at miste deres hjem, hvis borgmesteren får sine planer kørt igennem, men det er samtidig borgmesteren selv og hans datter Stephanie, der bliver beskrevet som de mest empatiske og humane karakterer. Borgmesteren mister alle sine penge, hvis planen går i vasken, og da alle turisterne vender sig i mod ham, bliver man næsten helt trist. Derfor er slutningen hvor Edgar og Ellen får sig en lærestreg også utrolig morsom, og jeg lukkede bogen med et varmt smil på læben.

 “Ellen smilede. Ingen turister, intet Knightlorial Hotel. Hun var ved at lede turisterne tilbage ad den smalle trappe, da Edgar fik øje på en skikkelse, der hastede mod klokketårnet. “

Det er helt sikker ikke sidste gang, jeg læser om Edgar og Ellen. Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange bøger der er i serien, men jeg har planer om at anskaffe mig dem alle sammen.

PSX_20160713_193217

Read More

“The Girl Who Soared over Fairyland and Cut the Moon in Two” Af Catherynne M. Valente

Posted by on maj 7, 2016 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fantasy, Fiction, Young Adult | 2 comments

PSX_20160507_105508

“The Girl Who Soared over Fairyland and Cut the Moon in Two” Af Catherynne M. Valente, fra forlaget Corsair, udgivet 2014 (Org. udgivet 2013), 4/5 Stjener

September er nu 14 år, og hun længes efter endnu en tur til Fairyland. Hun har ikke set sine venner siden hendes sidste besøg, og hun begynder at frygte, at hun ganske enkelt bare er blevet for gammel til at besøge det magiske og fantasifulde drømmeland. Heldigvis tager hun fejl, for ved hjælp af en blå vind, bliver hun bragt til Fairyland, hvor alle de genkendelige væsner byder hende velkommen. Som sædvanligt står September dog også overfor en stor og skræmmende opgave, som kun hun kan løse. En ondskabsfuld Yeti destruerer Månen, og hvis September ikke stopper den, kan det få alvorlige konsekvenser for Fairyland.

September beslutter sig for, at hun vil tage imod opgaven med oprejst pande. Selvom hun stadig tvivler på sig selv og sin værdighed over for Fairyland, begiver hun sig ud på en farlig rejse mod Månen, hvor hun har i sinde at besejre den hurtige og altødelæggende Yeti. På rejsen genforenes hun også endelig med  sine bedste venner, biblioteksdragen Ell og drengen Saturday. Ligesom September selv, er også hendes venner vokset, og sammen udgør de et meget stærkt hold. Den hurtige Yeti har dog også sine egne våben, og er ikke bange for at benytte sig af Septembers tvivl på sig selv. Yeti’en stopper dog ikke her, og pludselig begynder de tre venner også at tvivle på hinanden.

“That’s just the first part. What others call you, you become. It’s a terrible magic that everyone can do — so do it. Call yourself what you wish to become.”

Det var ligesom at vende hjem efter en lang rejse, da jeg åbnede bogen og påbegyndte det første kapitel. Catherynne M. Valente har en så speciel skrivestil, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet og smile genkendeligt, når man læser de første ord. Hun starter nemlig alle tre bøger på den samme måde, og straks ved vi, at vi har påbegyndt en helt fantastisk læseoplevelse. Jeg vil ikke sige, at denne bog er min favorit mellem de tre, men det er i hvert fald tæt på. Jeg kunne virkelig god lide, at September har fået lov til at vokse i serien, og at hun nu portrætteres som en ung kvinde. Det ændrer nemlig ikke ved Septembers personlighed, at hun er blevet ældre. Hun er stadig den samme betænksomme pige, der er fuld af tvivl, men alligevel er modig nok til at tage selv den sværeste udfordring op.

I takt med, at September er blevet ældre, har selve skrivestilen og plottet også ændret sig en smule. Der er ikke så mange besynderlige fantasivæsner at finde, og det hele er blevet mere enkelt og roligt. Dermed ikke mere kedeligt, for det er tydeligt, at September og hendes venner stadig er de samme – deres mission er bare i centrum på en anden måde end før. Universet er ligeledes stadig det samme, det er bare blevet ældre og mere voksent, ligesom September er det. Denne bog er den sidste i rækken om September, og selvom, der er bygget videre på universet i en anden serie, kan jeg ikke lade være med at blive en smule trist. Fordi vi netop har fulgt September siden hun var lille, føles det ekstra sørgmodigt at sige farvel til hende.

“There is no such thing as a people who are all wicked or even all good. Everyone chooses. But even they, even they looked at people and saw only tools. No one is a cup for another to drink from.”

Fairyland serien er egentlig en børneserie. Det er slet ikke meningen, at vokse mennesker som mig skal blive så forgabt i en serie med drager og talende vinde. Det er dog umuligt ikke at falde pladask for September, for hun repræsenterer nemlig et budskab, der gælder for vokse såvel som børn – at man skal tro på sig selv.

PSX_20160507_105330

Read More

“Breadcrumbs” Af Anne Ursu

Posted by on feb 11, 2016 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Eventyr, Fiction, Young Adult | 4 comments

PSX_20160211_133316

PSX_20160211_133204

“Breadcrumbs” Af Anne Ursu, fra forlaget Walden Pond Press, udgivet 2011, 3,5/5 Stjerner

Jack og Hazel er har været bedste venner siden de var helt små. De bor ved siden af hinanden og går på samme skole, så de ser hinanden hver dag. De passer sammen som pot og pande, og selvom alle de andre børn synes, at det er mærkeligt, at en dreng og en pige er bedste venner og ikke kærester, så er Hazel og Jack ligeglade. De passer nemlig ikke ind andre steder, så de finder ro og trøst i hinandens små særheder. En dag bliver det hele dog anderledes. Jack har fået en snebold i øjet, og pludselig vil han ikke have noget med Hazel at gøre mere. Han vil hverken lege med hende eller sidde ved siden af hende i bussen, og selvom hendes mor siger, at det er en helt normal opførsel for en dreng på Jacks alder, så bliver Hazel alligevel bekymret. Jack kunne aldrig finde på at svigte hende.

Hazel får ret. Jack er ikke bare ved at blive teenager, hans hjerte er ganske enkelt blevet frosset til af snebolden, der landede i hans øje. Da Hazel vil finde Jack, går det op for hende, at han er forsvundet. Hans forældre lyver om, hvor han er henne, men heldigvis kan en anden dreng fra skolen hjælpe hende. Han fortæller, at en ond snedronning har taget Jack med sig til sit slot af is langt inde i skoven. Hazel vil gøre alt for at redde Jack, og følger derfor efter ham ind i skoven. Skoven er dog lang fra, som hun havde regnet med, og hun møder mange udfordringer på sin vej. Hun må tænke sig godt om, før hun træffer nogle beslutninger, for hun kan ikke risikere at miste Jack for evigt.

It’s all going to be okay. She would like to hear that now, even if it was a lie. Because some lies are beautiful. Stories do not tell you that.”

Jeg har svært ved at få hænderne ned af begejstring, når jeg støder på en nyfortolkning af mine yndlingseventyr. “Breadcrumbs” er inspireret af H.C. Andersens “Snedronningen”, og derfor kan man også se mange ligheder til filmen Frozen. Dette alene fik mig til at bestille bogen hjem, og selvom jeg efterhånden har haft den liggende på hylden i noget tid, er jeg virkelig glad for, at jeg valgte at købe den. Det er en utrolig smuk bog med mange vigtige budskaber og nogle utrolig modige karakterer. På denne måde minder den mig meget om Neil Gaimans “Coraline”, og der er faktisk også et par referencer til den i bogen. Der er ingen tvivl om, at Anne Ursu har ladet sig inspirere af de bedste børnefortællinger, og resultatet er virkelig, virkelig godt.

Den ting, jeg dog bedst kan lide ved bogen, er dog, at der er gemt så mange små referencer til en del andre eventyr og folkefortællinger i teksten. Man skal nok have læst mange eventyr for finde dem alle sammen, men der er ingen tvivl om, at Anne Ursu er stor fan af H.C. Andersen og Brødrene Grimm. “Nattergalen”, “Hans & Grete” og “Den lille pige med svovlstikkerne” er blot få af de eventyr, der arbejder tæt sammen med “Snedronningen” i denne fine bog, og selvom de mange referencer til andre fortællinger egentlig burde irritere mig, så er der på ingen måde tale om en efterligning. Fortællingen er helt sin egen, og det er virkelig sjovt at se, hvordan man kan sammenflette en masse små fortællinger og derved skabe en helt ny.

“I believe that the world isn’t always what we can see…I believe there are secrets in the woods. And I believe that goodness wins out…So, if someone’s changed overnight – by witch curse or poison apple or were-turtle – you have to show them what’s good. You show them love. That works a surprising amount of the time.”

Fortællingen er helt fantastisk, og derfor må jeg også indrømme, at jeg blev en smule skuffet over slutningen. Det er som om, at Anne Ursu har haft virkelig travlt, da hun skrev det sidste kapitel, for alt virker utrolig rushed og og mærkværdigt. Pludselig skal alt bare afsluttes så hurtigt som muligt, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at være snydt for et kapitel eller to. Det er ærgerligt, at en så utrolig god bog skal slutte så brat og sært, og derfor trækker det min bedømmelse lidt ned.

PSX_20160211_133446

Read More

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss

Posted by on jan 16, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Science Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160116_140728

PSX_20160116_140501

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

I dette andet bind i “Spektrum” følger vi nu Pi. Sammen med resten af gruppen forsøger hun desperat at finde hoved og hale i de ting, de har været udsat for. De ved nu, at de alle har det samme ar på håndfladen, og at de alle sammen har fået hver sin unikke gave i form af en uforklarlig superkraft. Pi og Noah kan nu telepatere med hinanden, og selvom det i starten er meget grænseoverskidende at lade sin bror få adgang til sine private tanker, viser det sig også hurtigt, at tvillingernes gave er én af de fordele, de ikke længere kan undvære.

Så snart de får fundet bare de mindste svar på deres mange spørgsmål, dukker nye mysterier dog op. Tidsrejserne forvirrer mere end de gavner, og gruppen må hele tiden forsøge at forudse fremtiden på forhånd. Pi lider af en række usammenhængende mareridt, og en person i en rød hættetrøje viser sig af at være det vigtigste spor, de hidtil har fundet. Hvis de altså kan finde ham. Samtidig har Emilie indtalt en slags fremtidig telefonbesked, der igen forvirrer gruppen. Deres søgen efter svar bliver dog først rigtig alvorlig, da det viser sig, at der findes andre som dem. Andre børn med uforklarlige ar, evner og prismer. Selvom disse børn hører til fortiden, bliver det via tidsrejserne muligt at kommunikere med dem, og én af børnene er især interessant for Pi. Selvom hun prøver at undgå det,  kan hun nemlig ikke lade være med at udvikle følelser for den betænksomme William. Desværre viser det sig også, at det kun er fortidens William, hun har med at gøre, og ikke den nutidige. Pi må ligge sine følelser til side, og sammen med resten af gruppen, må hun nu forsøge at finde ud af, hvem de kan stole på.

“Han går i stå og ser på mig. Et øjeblik føles det som om de brune øjne når helt ind til min kerne af ild.”

Da jeg læste det første bind i serien sidste år, blev jeg virkelig overrasket over, hvor meget jeg kunne lide bogen. Jeg er normalt slet ikke til noget der har med sci-fi at gøre, og samtidig er der ikke særlig meget af den danske ungdomslitteratur, jeg finder interessant. Jeg kan dog ikke komme uden om, at Nanna Foss har skabt endnu et mesterværk i form af “Geminiderne”. Jeg var solgt allerede før jeg begyndte at læse den, da jeg i sidste bind forelskede mig i den unikke Pi. Hun levede fuldkommen op til mine forventninger, og det er endnu en gang tydeligt, at Foss har lagt utrolig meget arbejde i at opbygge sine karakterer. Pi er omsorgsfuld, intelligent og følsom. Samtidig kan man til tider heller ikke lade være med at grine lidt af hendes sjove kommentarer. Jeg tror det bliver virkelig svært at overgå hendes karisma i de fremtidige bind, men jeg er sikker på, at resten af serien også vil være fantastisk.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet til at holde rigtig meget af alle karakterne. Selv Adriana, som jeg kritiserede for at være en smule kliché i sidste bind. Hun er på ingen måde en kliché længere, og selvom jeg stadig synes hun er en smule irriterende, glæder jeg mig enormt meget til at høre historien fra hendes synspunkt. Ligeledes glæder jeg mig virkelig meget til at følge Alban og Noah. Handlingen er ligeså perfekt, hvis ikke mere, som den var i det første bind. Jeg skulle lige vænne mig lidt til det der med, at vi springer frem og tilbage i tiden, men fordi, at vi befinder os inde i hovedet på én af karakterene, bliver alting forklaret ned til mindste detalje. Samtidig elsker jeg, at der er kommer endnu flere karakterer i brug. Det var noget af en overraskelse, men jeg glæder mig til at se, hvor meget de kommer til at fylde i resten af serien.

“Alle mennesker har hemmeligheder de ikke vil dele med nogen. Og hvis man har venner som dem dér, har man helt sikkert også det modsatte.”

Nu, hvor jeg har læst to bøger i den fantastiske serie, begynder jeg også at frygte de fremtidige bøger en smule. For det første tror jeg, at det bliver svært at opretholde det høje niveau, og samtidig ved jeg, at én af karaktererne kommer til at dø i den næste bog. Jeg håber, at den søde Nanna Foss kan skynde sig lidt med at få den udgivet.

PSX_20160116_140324 (1)

Read More

“The Year of Shadows” Af Claire Legrand

Posted by on aug 15, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 4 comments

PSX_20150812_195807

“The Year of Shadows” Af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet 2013, 5/5 Stjerner

Claudias mor har uden et eneste ord forladt hende og hendes far, maestroen. Olivia er nu ulykkelig, og den eneste trøst hun har i sin hverdag, er hendes skitsebog, som hun fylder med tegninger af alt, hvad hun tænker på i løbet af dagen. Det er nemlig ikke kun savnet af sin mor, der plager Claudia. Hendes far er nu blevet alene, og derfor er den økonomiske situation også blevet værre end nogensinde før. Koncertsalen, som hendes far ejer, har ingen besøgende, og orkesteret tjener ikke længere penge nok. Derfor har Claudias far været nødt til at sælge deres hus, og flytte ham selv, Claudia og bedstemoderen Nonnie ind i et af backstagelokalerne i koncertsalen. Situationen kunne ikke være værre.

I takt med, at Claudias humør er faldet mere og mere, har hun stort set også mistet alle sine venner. I skolen sidder hun alene ved et bord, og bøllerne ser hende, som et nemt offer. Heldigvis er der et par stykker, der stadig gerne vil snakke med hende. Henry, der arbejder i koncertsalen og aktivisten Joan, står klar til at hjælpe hende, til hver en tid. Dette bliver en stor trøst for Claudia, da det viser sig, at koncertsalen gemmer på skjulte hemmeligheder. En aften, hvor børnene er der alene, ser de nemlig spøgelser. De fremkalder dem for at finde ud af, hvad de laver i koncertsalen, og da det viser sig, at de er fanget i salen, er børnene enige om at de må gøre noget.

Samtidig med, at de skal finde ud af, hvordan de får spøgelserne hjulpet videre, har de tre børn og især Claudia også andre ting at tænke på. Koncertsalen er for alvor ved at gå bankerot, og da hendes far er gået psykisk ned , bliver Claudia nødt til at tage affære. Børnene ender med at reklamere for spøgelserne i koncertsalen, og selvom det lokker tilskuere til, ender det dog ikke helt som planlagt.

Solidarity: when people stick together because they believe in the same things. I liked that.”

Da jeg læste “The Cavendish Home for Boys and Girls” sidste år, vidste jeg, at jeg ikke var færdig med Claire Legrand. Hendes navn har rumsteret rundt i mit hoved lige siden, og derfor bestilte jeg også denne bog hjem med det samme, da jeg havde spottet hendes navn på den dystre forside. Der gik ligeledes heller ikke særlig lang tid efter, at jeg havde fået bogen hjem, til jeg begyndte at læse den. Egentlig ville jeg have ventet til efteråret, men jeg kunne ikke lade være. Og hvor er jeg glad for, at jeg ikke ventede.

Alt ved denne bog er perfekt i mine øjne. Jeg gav fire stjerner til “The Cavendish Home for Boys and Girls”, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at denne skulle have fem. Der var intet i den, der kunne have været bedre. Især var jeg helt vild med Claudia. Hendes følelser og holdninger er så virkelige og ærlige, at man næsten bliver rørt til tårer, når man læser bogen. Det tab og det savn hun lider i form af sin mors pludselige forsvinden er slet ikke til at bære, men alligevel får hun hevet sig selv op, og får kontrol under situationen, når ingen andre kan det. Hun er modig, stædig og intelligent, og jeg tror ikke, at Legrand kunne have skabt en bedre hovedperson end hende. Samtidig er jeg også ret vild med Igor, som er Claudias kat. Hans tanker vækkes til live i form at interne dialoger mellem ham og Claudia, og på denne måde, bliver han hendes lille sidekick.

“Have you ever watched people when they dont know you’re watching them ? Like in a movie theater or a concert. When people get caught up in watching something, their face change. The lines of their face get softer, because whatever they’re watching has made them forget how they think they’re supposed to be looking. Instead, they just ARE – just sitting there, listening and watching and being real.”

Jeg tror, at jeg vil anbefale denne bog til alle jeg kender, i det næste lange stykke tid. I hvert fald folk, der er glad for dystre børnefortællinger. Denne her er helt klart én af de bedste af slagsen, jeg nogensinde har læst.

PSX_20150812_195623

 

Read More

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen

Posted by on jul 26, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Mysterie, Spænding, Young Adult | 4 comments

PSX_20150726_111806

“Den hvide pige” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 5/5 Stjerner

Det er ved at være noget tid siden, at Sebastian kom tilbage fra sin ferie i Jylland. Han er stadig rystet over oplevelserne i de jyske skove, men han er efterhånden ved at være sig selv igen. Da der er fastelavnsfest på skolen, begynder Sebastian dog at tvivle lidt på sin egen mentale tilstand. Han ser en pige klædt i hvidt i skolens kælder, men da han følger efter hende, er hun forsvundet.

Sammen med sin bedste ven Muffe og sin kæreste Alberte, forsøger Sebastian at finde ud af, hvem den mystiske pige var. For at få løst mysteriet, beslutter de sig for at grave i kælderens dybe hemmeligheder. Gamle breve og skjulte dokumenter kommer op til overfladen, og inden de tre børn får set sig om, er de havnet midt i en uopklaret gåde, som skolens bestyrelse længe har holdt skjult for eleverne.

Den eneste måde, som børnene kan slippe af med den hvide pige på, er at hjælpe hende med at komme videre. De får løbende utydelige beskeder fra hende, og samtidig med, at de skal tyde dem, skal de også hele tiden tænke på deres egen sikkerhed. Der er nemlig nogle der bestemt ikke bryder sig om, at børnene efterforsker sagen om den hvide pige, og de vil gøre alt for, at sagen forbliver uopklaret.

“Det er ikke bare en blafrende ånd som viser sig tilfældige steder. Den hvide pige er langt stærkere. Hun kan gribe ind i den virkelige verden.”

Det er ikke så længe siden, at jeg læste “Skovens Hemmelighed”, som er første bind i denne serie om Sebastians uhyggelige oplevelser. Jeg var overrasket over, hvor godt den var skrevet, og hvor fanget jeg blev af bogen. Serien henvender sig nemlig mest til store børn og teenagere, men da jeg jo er verdens største horrorfan, kunne jeg ikke lade være med at elske bogen. Det eneste rigtige problem jeg havde med den første bog, var, at prologen ikke helt hang sammen med resten af historien. Dette problem er ikke gældende i dette andet bind, og derfor er bogen perfekt i mine øjne.

Som der også var tilfældet i den første bog, kan jeg virkelig godt lide karaktererne i denne. Jeg føler, at jeg har lært Sebastian endnu bedre at kende, og samtidig er jeg ret begejstret for både Muffe og Alberte. De er beskrevet som værende fornuftige, modige og skarpe unge mennesker, og det er tydeligt, at Jon Rex Laugen har brugt lang tid på at gennemtænke de forskellige karaktertræk. I sær fandt jeg en episode i starten af bogen utrolig interessant. Sebastian bruger sin sunde fornuft til at narre en af bøllerne på sin skole, og jeg var både imponeret og færdig af grin på samme tid. Jeg er dog en smule ked af, at vi ikke har set mere til skovpigen Nadia i denne bog. Jeg håber på, at hun måske dukker op igen senere i serien.

“Pludselig forstår Sebastian. Han mærker tårene i sine øjne.”

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse fortsættelsen på denne serie. Jeg er helt vild med måden Jon Rex Laugen skriver på, og samtidig er det forfriskende med en mordgåde på det danske marked, der ikke omhandler en middelaldrende halv tyk kriminalkommisær og hans kvindelige sidekick. Jeg kan anbefale serien til store børn og voksne, der har brug for en smule mere uhygge i hverdagen.

PSX_20150726_111959

Read More

“Doll Bones” Af Holly Black

Posted by on jun 2, 2015 in 3 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 4 comments

PSX_20150602_201340

“Doll Bones” Af Holly Black, fra forlaget Doubleday, udgivet 2013, 3/5 Stjerner

Zach, Poppy og Alice er bedste venner, og til trods for, at Zach er  en dreng, bruger de tre børn lang tid på at lege med dukker, og opdigte historier til deres fælles leg. Zachs far synes dog, at Zach er alt for gammel til at lege med dukker, og skiller sig derfor af med de mange actionhelte, som Zach holder så meget af. Zach er knust, for det betyder, at han ikke længere kan lege med Poppy og Alice. Han har nemlig ikke tænkt sig at fortælle om sine mistede dukker, og giver derfor i stedet udtryk for, at han bare ikke længere er interesseret i at lege med dukker. Dette er en løgn, der bliver svær ar opretholde, da Poppys uhyggelige porcelænsdukke ‘The Queen’ begynder at hjemsøge hende.

Den hejmsøgte dukke fortæller, at hun er lavet af en død piges knogler, og at hun desperat ønsker at blive begravet under sin gravsten, så hun kan få fred. Den lille trekløver må ud på en længere rejse for at indfrie dukkens ønske, og under rejsen bliver de både uvenner og tættere end aldrig før.

“I hate that everyone calls it growing up, but it seems like DYING”

Der er intet mere uhyggeligt, end gamle porcelænsdukker med kniplingskjoler og alt for perfekte slangekrøller. Som horror fan har jeg læst utrolig mange uhyggelige fortællinger, og her iblandt også en del om hjemsøgte dukker og objekter. Det er et tema, jeg altid har fundet uhyggeligt, da dukker og bamser jo netop burde være de mest barnagtige og beroligende genstande i verden. Jeg blev derfor også ellevild, da jeg så coveret på denne fine lille bog. Alt ved bogen tiltrak min opmærksomhed, og jeg købte bogen før, jeg overhovedet gjorde mig nogle som helst tanker om, hvor god selve fortællingen ville være. Hvilket jeg må indrømme, at jeg fortryder en lille smule nu. Efter jeg købte bogen, er jeg nemlig stødt på flere skuffende anmeldelser, og selvom jeg har forsøgt at lade være med at læse for meget af dem, så har jeg alligevel opsnappet en fælles mening: fortællingen lever ikke op til den dystre forside. Desværre er jeg enig.

Jeg havde forventet en fortælling, der ville skræmme mig ligeså meget, som første gang jeg læste “Dukkernes nat” af R.L Stine, eller, som første gang jeg så “Annabelle” i biografen. I stedet fandt jeg en historie, der langt fra var uhyggelig. Ideen med dukken er egentlig god nok, men uhyggen blev overskygget af bogens andre temaer. Først og fremmest handler bogen nemlig om venskab og om at vokse op. Venskabet mellem de tre børn var realistisk og hjertevarmt, og karakterene var velbeskrevet. Især kunne jeg gode lide Alice. Hendes samvittighed og stræben efter at gøre alle glade, mindede mig meget om mig selv som barn, og på denne måde, kunne jeg sagtens relatere til handlingen. Desværre var det bare slet ikke den venskabelige og sentimentale tone, jeg havde forventet, og derfor blev jeg en smule skuffet.

“He wondered whether growing up was learning that most stories turned out to be lies.”

“Doll Bones” er en af de bøger, der egentlig er ganske okay, men som ender med at skuffe, fordi den ikke lever op til forventningerne. Hvis bogens design ikke havde være så dystert og uhyggeligt, er jeg sikker på, at jeg ikke ville være helt så skuffet, som jeg endte med at være. Det er ærgerligt når det sker, og desværre synes jeg, at jeg støder på denne oplevelse oftere og oftere.

PSX_20150602_201529

Read More

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen

Posted by on apr 8, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Mysterie, Young Adult | 2 comments

PSX_20150408_085752

“Skovens Hemmelighed” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 4/5 Stjerner

Da Sebastians mor skal til Grønland for at arbejde i hele sommerferien, bliver Sebastian nødt til at bo hos sin faster Lycia, som han aldrig har mødt. Han er både spændt og ængstelig, for han har ingen anelse om, hvilken slags faster hun er. Er hun sjov og underholdende, eller er hun en gammel kedelig krage, han ikke kan tale med ?

Sebastian bliver heldigvis positivt overrasket over sin faster Lycia. Hun er sød, og så har hun en latter, man ikke kan undgå at blive i godt humør af. Samtidig har hun også et kæmpe stort hus og en fed gammel Mercedes. Og så bor hun desuden lige op af skoven, hvor Sebastian kan løbe rundt og lege. Det er også i skoven, at Sebastian første gang møder Nadia. Nadia er fuld af sjov og spilopper, og Sebastian har på fornemmelsen, at han ikke kommer til at kede sig så længe, han er i selskab med hende. De finder dog snart ud af, at deres sommerferie ikke kommer til at byde på ren og skær afslapning i skoven og ved søen. Der foregår nemlig noget sært i byen. Mærkelige personer vandrer rundt i skovene, og gårdejerens køer bliver brutalt slagtet. Der siges, at der er ved at trænge ulve ind i landet, men kan det virkelig være rigtigt?

Sebastian og Nadia beslutter sig for at finde årsagen til egnens bisære angreb. De vil gøre alt for at afsløre den ukendte trussel, og de har allerede en god idé om, hvor de skal starte med at lede. Desværre, er tingene ikke helt som de ser ud til at være, og Sebastian og Nadia må hurtigt erkende, at de måske har taget hænderne en smule for fulde.

“Huset er tømret af simple brædder og lægter som er tjæret sorte. Døren er slidt, og vinduerne er meget beskidte. Man kan nok hverken se ind eller ud. Overalt er taget begroet med et tykt lag mos. Bukse-Marius’ hus er bestemt ikke et eventyrhus.”

Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst denne bog. Den minder mig rigtig meget om min barndom på skolebibliotekerne, for det er lige nøjagtigt denne slags bøger, jeg plejede at låne med hjem i kassevis. Et mysterie der skal opklares, en dyster stemning og en overraskende slutning. Kan det så næsten blive bedre ? Ikke efter min mening. Jeg nød virkelig at læse bogen, og jeg blev overrasket over, hvor fanget jeg blev af historien. Den var hurtigt at læse, og der skete hele tiden noget spændende, der holdt mig fast i historien. Den var på intet tidspunkt kedelig eller forudsigelig, og samtidig synes jeg virkelig den er velskrevet.

Jeg kunne enormt godt lide både Sebastian og Nadia. Sebastian er en helt igennem sød dreng, og man kan ikke undgå at bide mærke i hans uskyldige karaktertræk. Han er høflig, glad og accepterer ting, de fleste børn i hans alder, ikke ville være helt tilfredse med. Nadia er lidt mere fri, og man får indrykket af, at hun er langt mere selvstændig og klog, end hendes jævnalderende. Sebastian sammenligner hende både med Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe, og det passer egentlig meget godt. Hun er i hvert fald både sjov og modig, og på denne måde udgør hun en fin parallel til den lidt mere forsigtige Sebastian.

“Længe har det luret i det skjulte. I skoven. På markerne. Nu har det taget et nyt skridt. Det har sneget sig ind i vor by.”

En af de eneste ting, jeg ikke kunne lide i denne bog, var den forvirrende prolog. Vi hører om en familiemors mystiske forsvinding, men ud over en henkastet kommentar om et signalement, der kunne passe på hende, hører vi ikke mere om hende senere i bogen. Der skaber en smule uvished fra starten af, og jeg tror bogen ville have været bedre foruden. Dog kunne jeg rigtig godt lide historiens epilog, hvor Sebastian og Nadia er blevet en smule ældre. Det lyder dog ikke umiddelbart som om der er en fortsættelse på vej, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt.

PSX_20150408_085945

 

Read More