Currently reading

Tema #73 – På min sommerferie-læseliste

Posted by on aug 13, 2017 in Bogskønhed, Currently reading, Nyt på bogreolen, Tema | 2 comments

Jeg har altid været en sæsonlæser, og af en eller anden grund, får jeg altid lyst til at læse børnebøger og søde fortællinger om sommeren. De lune og lyse sommeraftener passer bare perfekt til finurlige karakterer og lykkelige slutninger. Derfor var det selvfølgelig også nødvendigt for mig at købe nye bøger, og jeg glæder mig til at at læse dem i mine forældres have i min sommerferie, der efterhånden er ved at være tiltrængt.

“The Secret Garden” af Frances Hodgson Burnett

– Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange gange jeg har været lige ved at købe denne bog. Jeg har haft den på min læseliste så længe, jeg kan huske, men jeg har heller aldrig været i tvivl om, at det var en sommerbog. Nu skal det endelig være, og jeg tror, at jeg vil læse den først. Det er næsten umuligt at lade dette smukke eksemplar stående ulæst!

“Watership Down” af Richard Adams

– Endnu en børnebog, jeg af uforklarlige årsager aldrig har fået læst. Hverken på dansk eller engelsk. Jeg har hørt så mange forskellige mennesker referere til bogen som deres yndlingsbog, og jeg glæder mig som et lille barn til at læse den. Jeg håber virkelig, at jeg vil elske den.

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

– Dette er egentlig ikke en børnebog, og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg altid har tænkt på bogen som en sommerbog. Det er aldrig forekommet mig som en mulighed at læse den på andre tidspunkter af året, så jeg glæder mig til at se, hvad bogen egentlig har at byde på.

“The Girl with the Ghost Machine” af Lauren DeStefano 

– Jeg faldt over denne bog på en tilfældig Goodreads liste, og da jeg opdagede at flere havde sammenlignet den med Neil Gaimans “Coraline” kunne jeg ikke lade være med at klikke den på min ønskeliste. Jeg er lidt spændt på indholdet, men man kan i hvertfald ikke komme uden om, at bogen er helt ufattelig smuk.

“Scary Stories to tell in the Dark” af Alvin Schwartz & Brett Helquist

– Jeg tror aldrig, jeg har købt en bunke bøger uden en lille smule horror. Det er simpelthen ikke muligt for mig at lade være. Denne gang er det dog i en meget børnevenlig udgave, og bogen giver mig lyst til lejrbål og ristede skumfiduser. Det er sommer, når det er aller bedst.

Har I læst nogle af ovenstående bøger, eller andre gode bøger i jeres sommerferie?

Read More

The Currently Reading Tag

Posted by on sep 9, 2016 in Currently reading, Tags | 2 comments

PSX_20140908_183642

Jeg er efterhånden blevet tagget et par gange i dette sjove tag, og dermed får I her mine besvarelser på ‘The currently Reading Tag’.

– Hvor mange bøger læser du ad gangen?

Jeg læser primært én bog af gangen, hvis det kan lade sig gøre. Tit har jeg dog svært ved at holde mig til at læse én, da jeg ofte læser en del lektier på studiet, samtidig med, at jeg også læser mine egne bøger. I øjeblikket er jeg samtidig i praktik hos Mofibo, hvor jeg også læser relevante bøger og manuskripter, samtidig med mine egne bøger.

– Hvis du læser mere end én bog, hvordan bestemmer du så, hvornår du skal skifte mellem de pågældende bøger?

Jeg prøver at få ‘pligtlæsningen’ overstået først, dvs lektier og andet. Derefter kan jeg så læse mine egne bøger i ro og mag. Hvis jeg er i gang med en novellesamling eller lignende samtidig med en anden bog, læser jeg ud fra, hvad jeg har lyst til i øjeblikket.

– Skifter du bogmærke undervejs i en bog?

Nej, det har jeg aldrig gjort. Faktisk har jeg aldrig gået specielt meget op i det med bogmærker. Jeg plejer bare at bruge, hvad jeg lige har liggende, som fx. en togbillet eller en kvittering fra netto.

– Hvor opbevarer du bøgerne, du er i gang med at læse?

På mit natbord, i min taske, i hånden eller på skrivebordet. Jeg plejer altid at have en bog med mig, så når jeg ikke læser i den, ligger den som regel i en af mine tasker. Derfor er det også vigtigt, at jeg altid har en taske, hvor der er plads til bøger!

– Hvad tid på dagen bruger du mest tid på at læse?

I øjeblikket læser jeg meget i toget mellem Odense og København. Altså om morgenen og om eftermiddagen, men generelt set er det meget forskelligt. Jeg er også rigtig glad for at læse om aftenen.

– Hvor længe læser du typisk ad gangen?

Dette er ofte meget forskelligt, da jeg læser når jeg har tid til det. Jeg har det dog bedst med at læse mindst én time af gangen, så jeg ikke hele tiden skal huske, hvor jeg er nået til.

– Læser du indbundne bøger med eller uden smudsomslag?

Uden! Jeg synes virkelig smudsomslag kan være irriterende, og de forbliver pænest, hvis jeg tager dem af, mens jeg læser bogen.

 – Hvilken stilling læser du oftest i?

Liggende i sofaen eller siddende i et tog. Jeg læser aldrig ved et bord. Jeg synes ikke det er afslappende, og for mig er læsning i lig med afslapning.

– Tager du bogen/bøgerne med dig, når du skal noget?

Ja, altid! Eller min tablet, hvis jeg er i gang med at læse en ebog.

– Hvor ofte opdaterer du din Goodreads status på bøger, du er ved at læse?

Når jeg starter på en bog, og når jeg har læst den færdig.

– Hvem er den/de næste til at lave dette tag?

Jeg synes Karina fra Crossing Journeys skal være den næste til at besvare spørgsmålene 🙂

PSX_20140506_103819
Read More

Tema #58 – Projekt – Tøm flyttekassen

Posted by on jun 18, 2016 in Currently reading, Projekter, Tema | 16 comments

PSX_20160618_120246

Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, har jeg i øjeblikket alle mine bøger inddelt i flyttekasser, alt efter, om de er læste eller ulæste. Sådan har det været det sidste års tid, og da jeg nærmest kun har købt bøger til skolebrug, er kassen med ulæste bøger naturligvis også blevet mindre og mindre tung. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har haft så få ulæste bøger, som jeg har nu. Det lyder måske lidt sært, da jeg nok stadig har omkring 40 bøger liggende i flyttekassen. Under alle omstændigheder, har jeg sat mig et mål, og det har jeg tænkt mig at nå.

Når sommeren er omme, skal kassen være helt tømt. Efter et år uden fast bopæl, er jeg endelig ved at få nogenlunde styr på alt mit kaos, og når sommeren er omme, burde jeg også have fundet en ny lejlighed, hvor jeg kan sætte mine bogreoler fint op igen. Det er noget, jeg har glædet mig utrolig meget til, og derfor kunne jeg også godt tænke mig at fejre det hele med en stor ny bogpakke med alle de bøger, jeg har afholdt mig selv fra at købe i løbet af året. Men jeg vil gerne ’starte på en frisk’, så derfor forsøger jeg nu at få læst alle de bøger, jeg af den ene eller den anden årsag ikke har fået læst endnu. Jeg har en del klassikere som “The Phantom of the Opera”, “Borte med Blæsten”, “Åndernes Hus” og “Great Expectations.” Dem vil jeg gerne have læst, men som jeg nævnte i et tidligere indlæg, har jeg svært ved at finde lysten til at læse tunge klassikere om sommeren. Det bliver nok en udfordring, men mon ikke, jeg når det alligevel.

Samtidig har jeg også en del barndomsklassikere, som jeg egentlig har læst flere gange før, men gerne vil have genlæst. Fx Harry Potter bøgerne og “Alice i Eventyrland”. Det er ikke nødvendigvis nogle jeg VIL have læst i løbet af sommeren, men de ligger i min kasse med ulæste bøger, så alligevel synes jeg, det presser lidt på med at få dem læst. Jeg tænker, at det samtidig kan være smart at bruge serierne i en samlet anmeldelse, sådan så jeg kan nå at følge lidt med, og ikke kommer til at stå med 40 separate bøger, hvor kun halvdelen er anmeldt på bloggen.

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver svært at nå at læse så mange bøger på under to en halv måned. Jeg har aldrig læst så mange bøger på så kort tid, så det bliver helt klart noget af en udfordring. Jeg har dog sommerferie fra den 28, så derefter tror jeg, at jeg kommer til at få en masse tid til at læse. Det er i hvert fald planen.

Har I gang i nogle spændende projekter for tiden? Og hvor mange bøger har I stående, som ikke er læst endnu?

PSX_20160618_120343

PSX_20160618_120458

Read More

Tema #57 – At være sæsoninspireret i sin læsning

Posted by on jun 9, 2016 in Currently reading, Tema | 8 comments

PSX_20160609_155034

PSX_20160609_155124

På det sidste har jeg tænkt meget over, hvilke bøger, jeg har lyst til at læse på hvilke tidspunkter. Da dagene lige pludselig begyndte at blive varmere, fik jeg nemlig lyst til at genoverveje min planlagte læseliste. Jeg havde ikke længere udelukkende lyst til at læse dystre horrorromaner og gotiske klassikere, som jeg jo egentlig altid foretrækker. Jeg kommer aldrig til at gå særlig længe uden at læse mindst én af disse bøger, men min læselyst blev dog nærmest fuldstændig sommerinspireret. Hvis man overhovedet kan sige, at læsning kan være sæsoninspireret ?

Når jeg kigger på min nye læseliste, ser jeg en stor portion chick-litt og romantiske kærlighedsromaner. Herunder både Jane Austen, Elizabeth Gaskell og Margaret Mitchell. Nogle forfattere, jeg faktisk udelukkende læser i sommerperioden. Når det er sommer, bliver alt lysere og varmere. Blomsterne giver en farvestrålende stemning i hele byen, og mit humør er generelt meget bedre end om vinteren. Og det er ikke kun mit humør, der bliver bedre – det virker som et generelt fænomen. Det samme sker med energiniveauet, det er som om, det hele bare stiger en lille smule i sommerperioden. Og det påvirker min læsning en del. Samtidig kan jeg også mærke, at jeg har lyst til at læse korte og mere overkommelige romaner. Lige nu er jeg i gang med H. P. Lovecrafts samlede noveller, og selvom jeg egentlig elsker dem, så er det bare ikke den perfekte sommerlæsning for mig. Jeg glæder mig til at komme i gang med at læse nogle bøger, der medvirker til den søde sommerstemning, jeg i øjeblikket er omringet af. Nogle bøger, der passer til de farvestrålende omgivelser og smagen af friske jordbær. Samtidig skal det være nogle bøger, der ikke kræver den helt store koncentration, så jeg let kan forsætte hvor jeg slap, efter et dyp i poolen.

En anden ting, jeg foretrækker om sommeren er nemlig lette paperbacks, der netop er nemme at tage med til stranden eller poolen. Det er ikke så let at have en stor samlet udgave på 1000 sider med i strandtasken, og de tunge bøger er som regel også tunge i hele sin helhed. Dem gemmer jeg til de kolde vinterdage, hvor hele verden er grå og langsom.

Har I det på samme måde som mig? Kan I også bedst lide at læse romantisk chick-litt om sommeren, eller har I andre præferencer ?

PSX_20160609_155216

Read More

Tema #56 – På min sommer-læseliste

Posted by on maj 12, 2016 in Currently reading, Projekter, Tema | 8 comments

PSX_20160511_200759

I de sidste par dage har det danske vejr været helt utrolig godt, og man skulle næsten tro, at det allerede var sommer. Det er det dog ikke helt endnu, og vejret skulle blive koldere igen, allerede fra weekenden af. Det gode vejr har dog boostet min læselyst utrolig meget, og jeg har tænkt lidt over, hvilke bøger, jeg gerne vil have læst her i løbet af sommeren. Jeg har fundet nogle bøger frem, som jeg samtidig tror, vil passe perfekt ind i mit gode sommerhumør. Samtidig har jeg fyldt mit Mofibo bibliotek med en masse spændende e-bøger og lydbøger, jeg kan tage brug af, når jeg er på farten eller ikke har plads til de tunge bøger. Det kan kun blive en god sommer!

“Alice’s adventures in Wonderland & Through the Looking Glass” af Lewis Carroll

– Jeg knuselsker mit smukke eksemplar fra Barnes & Noble, og da det efterhånden er ved at være en uendelighed siden, at jeg sidst har læst bøgerne, kan en genlæsning kun være på sin plads. Samtidig er der et par nye genfortolkninger af eventyret om Alice, som jeg gerne vil læse, når jeg har fået genopfrisket historien.

“Sense and Sensibility” af Jane Austen

– Endnu et utrolig smukt eksemplar fra Barnes & Noble. “Sense and Sensibility” er én af de Austen bøger, jeg endnu ikke har fået læst. Jeg har set filmen et par gange, men vi ved jo alle, at det er umuligt at leve op til Austens ord. Jeg glæder mig til at læse den i de varme dage.

“The Professor” af Charlotte Brontë

– Jeg elsker Charlotte Brontë, og jeg vil derfor gerne læse alt, hvad hun har skrevet. Jeg har ikke læst den lille fine bog endnu, så jeg glæder mig til at se, om den kan leve op til min yndlingsroman “Jane Eyre”. Jeg har ved vilje udskudt min læsning af bogen, da jeg nødig vil skuffes, men nu skal det altså være.

“Silas Marner” af George Eliot

– I juli skal jeg læse “Middlemarch” af samme forfatter, og jeg er meget spændt på at se, hvad jeg vil synes om den tunge klassiker. Jeg ved ikke, om jeg måske vil læse denne lille bog først, så jeg kan vende mig en smule til den famøse skrivestil, før jeg går i gang med det store værk.

“North and South” af Elizabeth Gaskell

– Vi har netop læst “Cranford” af samme forfatter på mit studie, og jeg syntes, at historien var virkelig fin og interessant. Jeg har dog ikke læst “North and South” endnu, og jeg tror den berømte kærlighedshistorie vil være et fremragende bud på en komplet sommerroman.

“Different Seasons” af Stephen King

– Ingen læseliste uden en smule King! “Different Seasons” er en samling af fire noveller, og da jeg så bogen på en liste over Kings mest uhyggelige udgivelser, vidste jeg, at jeg blev nødt til at læse den. Måske i løbet af de lune sommeraftener.

“Puls” af Stephen King

– Endnu en King bog, jeg har været meget spændt på at læse. Jeg så for nogle år siden en gyserfilm, der vist var inspireret af denne roman, så jeg glæder mig til at se, om bogen kan skræmme mig ligeså meget. Samtidig er bogen en lille fin pocketudgave, som vil passe perfekt i strandtasken.

Har I læst nogle af ovenstående bøger, og har I selv tænkt lidt over, hvilke bøger, I vil have læst i løbet af sommeren ?

PSX_20160511_200920

Read More

Read-A-Thon – En løbende opdatering

Posted by on apr 25, 2015 in Currently reading, Events | 28 comments

PSX_20150424_104557

PSX_20150424_104656

PSX_20150425_191358

IMG_20150425_202814

PSX_20150426_084014

Dette indlæg vil løbende blive opdateret i de næste 24 timer. Skriv gerne et link i kommentarfeltet, hvis I har et lignende indlæg. 

13:55: Jeg er netop hjemvendt fra min bryllupskjole prøvning, og min krop er stadig fyldt med sommerfugle og nervøsitet. Jeg har fundet den første bog frem og sammen med min bløde og nysgerrige læsemakker, har jeg lagt mig til rette. Jeg nåede lige at snuppe et par billede udenfor, men som det ser ud nu, så tror jeg ikke det bliver til flere af dens slags. Nu vil jeg spise min frokost færdig, så jeg er klar, når klokken slår 14:00.

14:00: Så er det endelig blevet tid til Read-A-Thon og jeg har slugt den sidste bid af min frokost. God læselyst piger!

16:26: Jeg har netop vendt den sidste side i “Bogen om Dig”, som var min første bog i stakken. Desværre blev jeg temmelig skuffet. Jeg håber, at de andre bøger kan begejstre mig en smule mere. Jeg har nu læst 295 sider.

19:17: Jeg er netop blevet færdig med at læse “Haunted Castles” af Ray Russel, og jeg må indrømme, at den var meget bedre, end jeg havde forventet. Den indeholdte alle de ting en sand horror samling skal indeholde, og jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har fået den læst noget før. Det er virkelig en række uhyggelige, perverse og dystre historier. Nu vil jeg bearbejde min læseoplevelse over min aftensmad, og så vil jeg gå en tur med min hund, der efterhånden er begyndt at kede sig en smule. Jeg har nu læst 530 sider.

21:33: Jeg mangler ca. 50 sider i “Alkymisten” og mine øjne er ved at være trætte. Jeg tager mig en lur nu, så jeg er forhåbentlig ikke behøver at sove resten af natten. Vi se igen om et par timer.

03:56: Et par timers søvn gjorde godt, og efter en lille frisk gåtur er jeg endnu klar til at fortsætte min læsning.

05:27: Jeg har vendt den sidste side i “Alkysmisten”, og jeg kan næsten ikke begribe, hvor smuk en bog det var. Aldrig har jeg læst noget så filosofisk, som samtidig var så underholdende. Wow. Jeg har nu læst 705 sider.

07:42: Jeg er netop blevet færdig med “Skygger” af Steen Langstrup mf. Jeg læste den forbløffende hurtigt, og det skyldes uden tvivl, at den var virkelig god. Bogen er en samling uhyggelige noveller af danske forfattere, og jeg er overrasket over, hvor mange af dem, jeg kunne lide. Nu vil jeg lave mig noget ‘morgenmad’. Jeg har nu læst 956 sider.

11:38: Jeg har færdiglæst Agnes Grey, og skal nu i gang med min sidste bog. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tro, at jeg bliver færdig med den. Mine øjne er godt nok trætte. Jeg har nu læst 1116 sider.

14:00: Så er Read-A-Thon slut for denne gang. De sidste timer har været hårde, og jeg nåede kun lige mit mål med at slå sidste års rekord. Men det tæller vel også? 🙂 Nu vil jeg  i hvert fald tage mig en velfortjent lur. Tusind tak for denne gang piger, jeg nød at følge jeres døgn. Jeg har i alt læst 1224 sider.

Read More

Currently Reading # 1 – Jane Eyre

Posted by on maj 2, 2014 in Currently reading | 2 comments

PSX_20140501_194043Solens stråler fylder haven med smukke farver og godt humør. I den seneste uge har vejret været helt igennem fantastisk, og det har jeg valgt at fejre med en genlæsning af denne klassiske perle – Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg har altid været meget begejstret for de 3 fænomenale Brontë søstre, og jeg knuselsker mine fine eksemplarer af deres bøger. Denne fantastiske udgave er en leatherbound udgave fra Barnes & Noble, en helt igennem fantastisk smuk serie jeg holder utrolig meget af. Jeg læste for første gang Jane Eyre da jeg gik i 1.g i gymnasiet, og vi havde muligheden for at skrive en boganmeldelse af en bog helt efter eget valg. Bogen havde været på min to-read liste lige siden jeg for første gang havde stødt bekendtskab med Emily Brotës ‘Wuthering Heigths’. Lige siden har også denne bog været en af mine favoritter, og jeg genlæser den næsten hvert år. Der kommer snart en anmeldelse af bogen her på bloggen, til jer der endnu ikke har læst den fantastiske fortælling om Jane Eyre. 🙂

Hvad med jer? Hvad læser I i øjeblikket, og har I nogle bøger I ikke kan lade være med at genlæse gang på gang?

 

 

Read More