2 Stjerner

“Dæmonherskerens arving #2 – Skæbnens kald” Af H.W. Klaris

Posted by on dec 22, 2015 in 2 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20151222_114247

“Skæbnens kald” Af H.W. Klaris, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 2/5 Stjerner

Efter et voldsomt opgør i kirken, vågner Ally om morgenen, og er helt alene i den store skov. Det tror hun i hvert fald. Kort efter hun er vågnet, kommer en mystisk mand til undsætning, og han hjælper hende med at finde ud af, hvad hun dog laver alene i skoven. Hun kan ikke rigtig huske, hvad der er sket, udover, at en meget uhyggelig dæmon greb fat i hende. Hun finder sin veninde Susannah, men desværre er det ikke hele kredsen der er i sikkerhed. Jay, Louise og William er forsvundet.

Ally har fundet et hul i et hemmeligt rum under kirken, og hun er overbevist om, at det kan være en portal til en anden verden. Hendes venner kan dog ikke se noget besynderligt ved hullet, og Ally må tage alene tilbage til kirken for at finde ud af, hvad der er sket. Her finder hun pludselig sig selv i store problemer, da det ser ud til, at hendes fortid indebærer meget mere, end hun selv gik og troede.

Ally skal træffe nogle store og svære valg i dette andet bind af Dæmonherskerens arving. Nogle valg, der kommer til at sætte præg på hendes fortid, nutid og fremtid, hvis hun ikke passer på.

Ordene fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Hvad talte de om? Og hvorfor lød ordet ‘menneske’ som et skældsord?”

I min læsning af den første bog i denne serie, faldt jeg over en del ting, der generede mig. Bl.a. var der næsten ingen kommaer i bogen, og jeg må indrømme, at tegnsætningen i denne efterfølger er næsten ligeså slem. Der er ikke decideret stavefejl, men sætningstrukturen er way off. Samtidig undrede jeg mig igen over de mange amerikaniserede navne. Ikke nok med, at alle egenavnene er en besynderlig blanding af engelsk og dansk, så er der også flere steder brugt ord som ‘laptop’. Hvorfor ikke bare skrive bærbar, når nu det er en dansk bog? Det kan godt være, det bare er mig, der lader mig gå på af små detaljer, men jeg synes altså. det er en smule irriterende. Ligeledes er der, ligesom i den første bog, et lille trekantsdrama mellem to af drengene og hovedpersonen Ally. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er nødvendigt.

Sproget er ligesom i den første bog meget simpelt, og på grænsen til det intetsigende. Det meste af bogen består af indirekte tale, og det minder mig meget, om de stile jeg skrev, da jeg gik i 9. klasse. Når der endelig kommer nogle forholdsvis spændende passager, bliver de ødelagt af platte og intetsigende beskrivelser, der gør det svært at lade være med at trække på smilebåndet. Bl.a. kunne jeg ikke lade være med at grine over nogle meget urealistiske og besynderlige beskrivelser af en dæmon, og selvom netop denne passage skulle være den mest uhyggelige i bogen, blev den simpelthen for komisk på grund af sproget. Når det så er sagt, er der også nogle fine elementer i bogen. Jeg kan godt lide ungdomsbøger man lærer noget af, og i denne bog må hovedpersonen træffe et svært, men uselvisk valg.

“Selvom jeg godt vidste at jeg var i sikkerhed, var det endnu ikke gået op for min krop. Hjertet slog så hurtigt at jeg blev stakåndet.”

Jeg er ikke helt klar over, om denne serie er en form for let-læsning, eller hvilken aldergruppe den henvender sig til. I hvert fald er det en meget simpel serie, og samtidig skal man heller ikke frygte, at bøgerne vil blive for uhyggelige, selvom de lover ‘paranormale kræfter’ og ‘dark fantasy’. Det er desværre ikke tilfældet.

PSX_20151222_114122

Read More

“Heart of Darkness” Af Joseph Conrad

Posted by on sep 25, 2015 in 2 Stjerner, Classics, Fiction | 4 comments

PSX_20150925_094935

“Heart of Darkness” Af Joseph Conrad, fra forlaget Penguin English Library, udgivet 2012, (Org. udgivet 1899), 2/5 Stjerner

Fortællingen er centreret omkring sømanden Marlow, der er ved at begive sig op af den lange Congo flod for at møde Kurtz, en kendt idealistisk mand, som desværre også er meget syg. På båden bliver Marlow overrasket over hans selskabs måde at behandle de indfødte på. De indfødte er tvunget til at arbejde hårdere, end hvad der er menneskeligt, og derfor er mange af de indfødte derfor også dødeligt syge. Den ondskabsfulde behandling står derimod i stor kontrast til de hvides overlegne og intetmanglende stationer.

Da Marlow og hans crew efter et kort pause i junglen endelig kommer i nærheden af Kurtz, bliver de angrebet af de indfødte, og forventer derfor også, at Kutz må være død. En russisk agent forsikrer dem dog om, at Kurtz ikke endnu er død, men at han faktisk har fået etableret sig selv som en gud i blandt de indfødte, og nu er rejst ud for at finde elfenben i den nærliggende jungle.

Den russiske agent indrømmer ligeledes overfor Marlow og hans crew, at angrebet i mod dem var planlagt, da han ville have dem til at vende om igen, og lade ham være alene blandt de indfødte, så han kunne fortsætte sine planer om at skaffe elfenben på grotesk vis. Kurtz er dog så syg, at han ikke længere kan kæmpe i mod, og det lykkedes Marlow at få ham ombord på skibet igen.

“I don’t like work–no man does–but I like what is in the work–the chance to find yourself. Your own reality–for yourself not for others–what no other man can ever know. They can only see the mere show, and never can tell what it really means.”

For et år siden havde jeg et fag på universitet, der beskæftigede sig meget med kolonial litteratur. Det var meningen, at vi skulle læse dette kendte mesteværk, men vi fik det aldrig gjort. Dette semester har vi dog fået lov at læse bogen, og jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet. Jeg kan godt se, at værket må være en vigtig perle i den koloniale litteratur, netop fordi den fremstiller den brutale behandling af de indfødte, overfor de overlegne hvide mænd. Når det så er sagt, så synes jeg dog, at der er flere andre værker, der fremstiller de samme problemer, men som samtidig er en del mere interessante at læse. Efter at have læst denne ellers korte bog, havde jeg svært ved at huske hele plottet, og det vidner som regel om, at jeg ikke har fået særlig meget ud af fortællingen, desværre.

Selvom jeg ikke bryder mig særlig meget om selve plottet, kan jeg ikke benægte, hvor velskrevet bogen er, og hvor mange vigtige detalje og symboler, der er at finde i den. Uden overhovedet at lede efter deciderede symboler, havde jeg et helt A4 ark med notater til det symbolske plan i bogen. Ligeldes er bogen fuld af citater, der med få ord, beskriver hvad hele den koloniale periode handlede om. Alene af denne grund, er jeg glad for at have læst bogen, på trods af, at jeg ellers ikke fandt den interessant.

“No, it is impossible; it is impossible to convey the life-sensation of any given epoch of one’s existence–that which makes its truth, its meaning–its subtle and penetrating essence. It is impossible. We live, as we dream–alone.”

Det er altid en ærgerlig oplevelse, når man bliver skuffet over en klassiker. I sær, når det er en klassiker, man har glædet sig til at læse. “Heart of Darness” er en af de titler, de fleste litterater har hørt om. Det er en vigtig bog, og en velskrevet bog. Det er samtidig en bog med så mange fortolkningsmuligheder, at det er svært at følge med i undervisningen, og derfor kunne jeg ikke lade være med at blive skuffet over min egen holdning til bogen. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne elske den for den vigtighed, men jeg må indrømme, at jeg højest sandsynlig aldrig kommer til at genlæse den.

PSX_20150925_095222

Read More

“Bogen om dig” Af Claire Kendal

Posted by on apr 27, 2015 in 2 Stjerner, Fiction, Spænding | 0 comments

PSX_20150427_132233

“Bogen om dig” Af Claire Kendal, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2014, 2/5 Stjerner

Clarissa arbejder sammen med en mand ved navn Rafe, og på en aften hvor Clarissa får alt for at meget at drikke, ender de med at have sex. Efterfølgende kan Rafe dog ikke forstå, at aftenen i Clarissas øjne ganske enkelt var et uheld, og han vil ikke tage et nej for et nej. Pludselig begynder han at dukke op alle steder hvor Clarissa er, og da Clarissa bliver nævning i en voldtægtssag, søger hun derfor ly i retssalen.

Ud over, at Clarissa slipper for at bekymre sig om Rafe under sit arbejde i voldtægtssagen, begynder hun ligeledes at kunne se en del ligheder mellem voldtægtsofferet og hende selv. Hvad var det nøjagtig der skete den aften med Rafe, og var det virkelig kun alkohollen, der påvirkede hendes ellers så fornuftige dømmekraft ? Clarissa begynder at afdække hendes egne makabre situation, og i takt med, at Rafe bliver mere og mere desperat, kommer Clarissa i tanke om flere ting fra den uheldige aften. Ting, hun for alvor ville ønske aldrig havde fundet sted.

Selvom Clarissa ved, at det Rafe gjorde mod hende var både ulovligt og forkert, hjælper det ikke hendes egen sag. Rafe har taget perverse og afslørende billeder af Clarissa, og han tøver ikke med at bruge dem imod hende. Til sidst bliver det klar for Clarissa, at Rafe aldrig kommer til at slippe hende.

“Jeg ville ønske, at denne historie kunne have et andet navn, men det kan ikke ændres. Denne historie er Bogen om dig.

Jeg havde ikke gjort mig særlig mange tanker om denne bog, før jeg begyndte at læse den. Ikke ud over, at jeg forventede, at den ville være god. Jeg modtog den som gave til sidste års bogbloggertræf, og da jeg så den hemmelighedsfulde og dystre forside, blev jeg nysgerrig. Jeg blev dog ikke nysgerrig nok til at læse den med det samme, og bogen har siden stået ulæst på min bogreol. Til dette forårs Read-A-Thon, ledte jeg dog efter korte og letlæselige bøger, og til det, var bogen en perfekt kandidat. Den var nemlig både kort og hurtigt læst, og samtidig var sproget ganske simpelt. Desværre endte jeg aldrig med at synes om selve plottet. Historiens udgangspunkt var godt, og som kvinde synes jeg det er vigtigt at fortælle historier om psykopatiske stalkere, der jo desværre er blevet et mere og mere omtalt emne. Jeg kunne dog ikke rigtig leve mig ind i fortællingen, da den ganske enkelt var alt for forvirrende og useriøs.

Jeg kunne ikke lide Clarissa. Jeg synes hun var naiv og intetsigende. Hun levede sig ekstremt meget ind i offerrollen, men samtidig var hun ikke villig nok til at få taget hånd om problemerne, selvom det var et svært emne for hende at snakke om. Hun accepterede politiets melding om, at der ikke var noget de kunne gøre for hende, i stedet for at lægge alle kort på bordet. Hun ville hellere leve i frygt for at nogen skulle se ydmygende billeder af hende, og den tankegang kunne jeg slet ikke sætte mig ind i. Jeg synes ligeledes heller ikke, at det er et godt eksempel at sætte til kvinder rent faktisk har været ude for situationer som denne.

Min forbrydelse. Forbrydelsen der tilhører mig. Som om du tilhører mig. Og det ord igen. På væggen. På papirene. I folderne. I retten. Offer.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne lide denne roman. Emnet er spændende og samtidig er det enormt vigtigt at skildre kvinder i situationer som Clarissas. Desværre var denne bog bare ikke rigtig et godt eksempel.

PSX_20150427_132328

Read More

“Servants of the Storm” Af Delilah S. Dawson

Posted by on apr 17, 2015 in 2 Stjerner, Fiction, Horror, Young Adult | 0 comments

PSX_20150417_094428

“Servants of the Storm” Af Delilah S. Dawson, fra forlaget Simon Pulse, udgivet 2014, 2/5 Stjerner

Da den voldsomme orkan Josephine rammer byen Savannah i Georgia, omkommer mange mennesker. Den ene af ofrene er en 16 årig pige ved navn Carly. Carlys bedste veninde Billie Dove, også kaldt Dovey, står nu tilbage alene, og skal forsøge at komme sig over tabet af sin elskede hjerteveninde. Det føles som en umulig opgave, og da Dovey begynder at hallucinere, ser hendes forældre ingen anden udvej, end medicinere hende med angstnedsættende piller.

Et år efter går Dovey stadig rundt i en  medicinsk tåge. Alle hendes tidligere veninder og kammerater har vendt hende ryggen, og hun er nu kendt som ‘hende den skøre’. Selvom pillerne har virket meget beroligende, er Dovey nu igen begyndt at se ting, som ikke er der i virkeligheden. Det burde de i hvertfald ikke være. En af de ting hun har set, er nemlig hendes døde veninde, Carly. Dovey bliver opsat på at finde sandheden om sine syner, og stopper derfor med at tage sin medicin.

Som Dovey bliver mere og mere klar i hovedet, finder hun ud af, at orkanen Josephine var meget mere end bare en almindelig naturkatastrofe. Ondskaben lurer  lige om hjørnet, og Dovey’s tid er ved at løbe ud. Snart er det hele for sent.

“When I was younger, downtown seemed so beautiful, maybe a little glamorous. Not these days. Josephine killed that part of it.”

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne bog. Jeg havde set den i en tilfældig booktubers bookhaul, og alt lige fra den dystre forside og til den mystiske handling interessede mig. Jeg klikkede den hurtigt hjem, og egentlig ville jeg havde ventet med at læse den til efteråret, men jeg kunne simpelthen ikke vente mere. Fortællingen startede rigtig godt ud, og jeg syntes beskrivelserne i bogen var utrolig smukke. Især blev jeg nærmest rørt over beskrivelserne af Carly og Doveys venskab. De mindede mig om rigtig mange af mine barndomsveninder, og jeg havde svært ved at holde tårene tilbage, da Carly blev taget af stormen. Herefter begyndte det dog at gå ned af bakke, og jeg kunne ikke rigtig følge med bogens handling. Ca halvejs i bogen begyndte der nemlig at ske en tydelig forandring med både sproget og plottet.

Jeg brød mig slet ikke om den drejning, fortællingen lige pludselig tog. Jeg havde forventet, at der ville være en del overnaturlige elementer, men det, der viste sig at være ‘truslen’ i denne fortælling, var simpelthen for latterlig. Jeg havde en følelse af spænding og nysgerrighed, men da jeg fandt ud af, hvad bogen egentlige handlede om, kunne jeg næsten ikke lade være med at fnise. Det var på ingen måde uhyggeligt længere, og jeg overvejede flere gange at droppe resten af historien, og i stedet bruge min tid på en anden bog.

“This is Josephine’s Savannah. If it’s bad, it’s real.”

 Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke endte med at elske denne bog. Det hele startede så godt, og jeg var overbevist om, at den ville være både uhyggelig og spændende. Jeg kan dog slet ikke forstå, hvordan noget så lovende, kan ende så galt. Det virker lidt som om, forfatteren løb tør for ideer undervejs, og besluttede sig for at hoppe over, hvor gærdet var lavest.

PSX_20150417_094703

Read More

“Dæmonherskerens arving #1 – Skyggernes bog” Af H.W. Klaris

Posted by on mar 18, 2015 in 2 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20150318_081031

“Dæmonherskerens arving #1 – Skyggernes bog” Af H.W. Klaris, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 2/5 Stjerner

Da Allys forældre er gået fra hinanden, og Allys mor ikke længere har så meget tid til at tage sig af sin datter, flytter Ally derfor ind på kostskolen Larchwood. Da Ally har pakket ud, og er kommet på plads på sit nye værelse, går der ikke længe før, at rygterne begynder at sprede sig som ringe i vandet. Det siges nemlig, at det spøger på Allys værelse, og at pigen der boede der før hende til sidst blev sindsyg, og druknede sig selv i søen.

Ally tror ikke rigtig på troldsom og spøgelser, men da hun pludselig oplever den ene sære hændelse efter den anden, begynder hun alligevel at undre sig. Samtidig opdager hun ved et tilfælde en hemmelig indgang i en faldefærdig kirke i nærheden af skolen. Ingen anden har før kunne finde indgangen til hvad der siges at være Larchwoods afdøde frue, Catherine Larchins, skjulte heksekammer, og derfor bliver Ally indviet i en af skolens ældste klubber. Klubbens højeste ønske er at opnå informationer om Catherine Larchin, og dermed finde hendes skjulte heksebog. De er sikre på, at Ally kan hjælpe dem med dette.

Samtidig med, at Ally skal træffe en masse beslutninger omkring den hemmelige klub og deres intentioner, skal hun også træffe beslutninger i sit nye kærlighedsliv. Ally får nemlig hurtigt en kæreste på skolen, men han er ikke den eneste, der beundrer hende.

 “Heldigvis afspejlede min kække stemme ikke den nervøsitet som flød igennem mig.”

Det første jeg lagde mærke til, da jeg begyndte at læse denne bog, var den voldsomme mangel på tegnsætning. Der er stort set ingen komma’er i bogen, og de der er, er ofte sat forkert. Jeg blev hurtigt klar over, at det ikke kun var et par enkelte fejl, men, at det var gennemgående i hele bogen. Det er rigtig ærgerligt, når sådan noget sker, for det kan virkelig irritere min læsning meget. Det næste jeg lage mærke til, var de mange amerikanske navne. Selv navnet på skolen, som Ally befinder sig på, Larchwood, lyder amerikansk. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor så mange danske forfattere vælger at amerikanisere sine tekster så meget,  når nu de kunne være ligeså gode, hvis de foregik i Danmark.

Jeg synes, at der er mange spændende ting i “Skyggernes bog”. Jeg kan godt lide hele heksetemaet, og jeg er altid begejstret for en god spøgelseshistorie. Man er vel horror fan. Når det så er sagt, så er det ikke ret meget andet, jeg kunne lide ved denne her bog, desværre. Ally, der er hovedpersonen i bogen, irriterede mig voldsomt, og hun virkede flere gange utrolig uintelligent. Hun tænker ikke rigtig over sine egne meninger, og hun forsvarer ikke sig selv. Samtidig blev jeg skuffet over, at der selvfølgelig også lige skulle opstå det kendte og unødvendige trekantsdrama. Det må da være muligt at skrive en god fantasybog, uden at der behøver at være to alfahanner, der skal kæmpe om hovedkarakteren. Det er ved at være en lille smule last year, hvis I spørger mig.

En anden af bogens hovedkarakterer, Tom, var ganske enkelt fuldstændig umulig at holde af. Han er sexfikseret, magtliderlig og utrolig mandchauvinistisk. Han tager Ally på røven den første gang, de kommer i kontakt med hinanden, og Ally gør ikke noget ved det. Efterfølgende prøver han at kontrollere hende til at træffe de valg, der er i hans bedste interesse, og igen, gør Ally ikke noget ved det. Hun tvivler pludselig på sin kærlige kæreste, og endnu en gang må jeg sige, at de gode intentioner om et spændende plot altså er kørt en lille smule af sporet.

“Han smilede skummelt, og jeg vidste overhovedet ikke hvordan jeg skulle reagere.”

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, der vil være meget begejstret for “Skyggernes bog”. Plottet er i sig selv spændende, og bogen er en god start på en trilogi. Jeg tror måske bare, at den er henvendt til et lidt yngre publikum end mig, da den virker lidt, som en form for letlæsningsbog.

PSX_20150318_081139

Read More

“Moby-Dick” Af Herman Melville

Posted by on feb 26, 2015 in 2 Stjerner, Classics, Fiction | 2 comments

PSX_20150226_093207

“Moby-Dick” Af Herman Melville, fra forlaget Norton critical editions, udgivet 2002, (Org. udgivet 1851), 2/5 Stjerner

Den unge Ismael drømmer om at blive hvalfanger, og tager derfor til Nantucket, for at finde et skib, hvor han kan arbejde på. Sammen med bofællen Queequeeq, beslutter Isamel sig for at sejle med skibet Peqoud, hvor de møder den hævngærrige kaptajn Ahab.

Ingen længe bliver det tydeligt, at kaptajn Ahab er sygeligt besat af tanken om at dræbe en helt bestemt hval. Den kolossale kaskelothval Moby-Dick er nemlig skyld i, at han har mistet sin ene ben, da en tidligere fangst gik galt. Selvom både Isamel og Queenqueeq er blevet advaret om kaptajn Ahabs mørke besættelse, er de opsat på at hjælpe med at fange den berygtede hval. Kaptaj Ahab har nemlig udlovet en dusør til den, der spotter hvalen først.

Da der endelig bliver råbt ‘hval i sigte!’, er Ahab straks parat til at sikre sin hævn over den hadske hval, men selvom han ender med at stå ansigt til ansigt med Moby-Dick, så ender fangsten ikke helt som planlagt.

“Whaling not respectable? Whaling is imperial! By old english statutory law, the whale is declared “a royal fish.”

Jeg måtte sukke opgivende, da der sidste år blev arrangeret en fælleslæsning ad Moby-Dick i blogland, da jeg i forvejen havde forsøgt at læse bogen – men uden held. Faktisk har jeg forsøgt at læse den hele 2 gange, hvor jeg begge gange har måtte lægge bogen igen, inden jeg nåede halvejs. Opbygningen af bogen ødelagde det for mig. I dette semester er jeg dog tilmeldt et kursus, der tager udgangspunkt i Melvilles forfatterskab, og “Moby-Dick” står på pensumlisten. Jeg har ikke længere mulighed for at lægge bogen væk, og jeg må ligesom Kaptajn Ahab se Moby-Dick i øjnene.

Det, der hele tiden har været mit problem med denne her bog, er den kaotiske og meningsløse opbygning. For det giver vitterlig ikke mening for mig, at afbryde sin ellers nogenlunde interessante historie med lange passager om hvalens anatomi. Halvdelen af bogen handler nemlig slet ikke om Ismael og Kaptajan Ahabs historie, men om selve hvalen, og forskellen på de mange forskellige hvaltyper. Der hersker ingen tvivl om, at Melville var meget interesseret i det maritime liv, men jeg synes dog ikke, at hans research behøves at fylde så meget af bogen.

Jeg tror, at vi alle sammen kender til historien om Moby-Dick. Altså sleve historien om den gale kaptajn med det ene ben, og den store hvide hval, der ikke vil lade sig fange. Jeg har set utallige tegneserier om denne lille historie, og fandt da selv en børnebog om den hvide hval, i en af mine børnebogssamlinger. For 5 år siden havde jeg en fodmodning om, at bogen ville tage udgangspunkt i dette plot, selvfølgelig med et mere voksent syn på handlingen. Derfor blev jeg også forvirret, da historien blev afbrudt, for de første mange kapitler af bogen, vil jeg faktisk kalde underholdende. Jo længere jeg kom ind i historien, jo mere forvirret blev jeg dog, og samtidig begyndte jeg at kede mig. Et par år senere skete det samme, og jeg havde egentlig accepteret, at jeg bare ikke skulle læse Moby-Dick. Indtil jeg ikke havde noget valg. Nu ved jeg, at der er meget mere til bogen end blot den kendte fortælling om den hvide hval.

“I know not all that may be coming, but be it what it will, I’ll go to it laughing.”

Jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide børneversionerne af “Moby-Dick”. De springer nemlig de mange digresioner over, og fokuserer på den del af bogen, der faktisk er spændende. Selvfølgelig ved jeg også, at Melvilles værk er en klassiker, og jeg ved, at det er en vigtig en af slagsen. Hans sprog er lovprist, og med god grund. Jeg er glad for, at jeg endelig kan strege “Moby-Dick” af min lange læseliste, og jeg kan godt se, at bogen indeholder mange gode dele. Især kan jeg godt lide fremstillingen af den naive Ismael og den mørke og besatte Kaptajn Ahab. Det er bare en skam, at de gode dele kontant bliver afbrudt af de knapt så gode.

PSX_20150226_093056

Read More

“Anna Karenina” Af Leo Tolstoy

Posted by on nov 27, 2014 in 2 Stjerner, Classics, Fiction, Kærlighed | 2 comments

PSX_20141126_114942

“Anna Karenina” Af Leo Tolstoy, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet 2012, (Org. udgivet 1873), 2,5/5 Stjerner

Da Anna Karenina ankommer til sin brors hjem, er alt i kaos. Han har været sin kone, Dolly, utro, og stemningen i huset er så tyk, at man kan skære en kniv igennem den. Anna Kareninas positive syn på livet får dog Dolly øjnene op for, at alle mennesker begår fejl, og hun vælger at tage sin ægtemand tilbage, så de igen kan være en lykkelig familie.

Denne episode bliver hurtigt meget paradoksal, da Anna Karenina møder den unge officer, Vronsky. Vronsky skulle egentlig giftes med Kitty, men da han ser Anna Karinina, bliver han med det sammen forelsket i hende, og på trods af Anna Kareninas ægteskab og søn, indleder de to en passioneret og hæsblæsende romance. De tager sammen til Europa og beder Anna Kareninas ægtemand om at lade hende skilles fra ham, og for en kort stund, har deres kærlighed til hinanden sejret. Da de kommer tilbage til byen, begynder der dog at komme små skår i den stabile lykke. Vronsky genoptager sit sociale liv, men Anna Kareninas omdømme er ødelagt. Hun distancerer sig selv fra alle andre end Vronsky, og mens hun sidder derhjemme alene, begynder hendes paranoia at vokse. Hun lider af voldsomme angstanfald og bilder sig selv ind, at Vronsky indleder endnu en affære med en anden kvinde.

Parallelt med Anna Karenina og Vronskys affære, følger vi den unge og smukke Kitty, og hendes forhold til bejleren Levin. Kitty havde egentlig afvist Levins frieri, da hun hellere ville giftes med Vronsky. Da Vronsky dog derimod stikker af med den gifte Anna Karenina, bliver Kitty deprimeret over ikke at være forlovet endnu, og hun beder Levin om at give hende en chance mere. Selvom hun egentlig havde udtænkt sig en anden, bliver deres kærlighed til hinanden ved med at blomstre for hver dag der går, og deres ægteskab ender i lykke og harmoni.

“Happy families are all alike; every unhappy family is unhappy in its own way.”

Historien om Anna Karenina er en evig klassiker, og den er skrevet på listen over litteraturhistoriens bedste romancer. Dens budskaber er så stærke, at man burde elske den allerede fra første side. Det gjorde jeg dog desværre ikke.

Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg havde misset pointen, og at den nok skulle blive bedre, med da jeg var midt inde i bogen, var jeg så tæt på at ligge den fra mig og gå videre med en anden bog, at jeg satte bogen tilbage på boghylden og kiggede min TBR-liste igennem igen. Jeg kunne bare ikke helt slippe tanken om, at bogen kunne vende hvert øjeblik, og at jeg muligvis ville ende med at elske den, hvis bare jeg forsatte lidt endnu. Jeg læste bogen færdig, og det var en brag kamp. Da jeg opgav “Krig og fred” for 2 år siden, havde jeg lovet mig selv, at jeg skulle give Tolstoy en chance mere. “Anna Karenina” er hans andet store mesterværk, og selvom bogen også er lang, er den intet i forhold til “Krig og fred”. Endnu en gang måtte jeg dog desværre indse, at Tolstoy bare ikke er for mig. Han skriver smukt, ingen tvivl om det. Hans sprog fanger mig desværre bare slet ikke, og jeg vendte siderne med suk og store længselsfulde gab. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvor meget jeg bare gerne ville være færdig med bogen.

Jeg brød mig ikke om nogle af karaktererne. I starten kunne jeg egentlig godt lide Anna Karenina. Jeg syntes hun var sympatisk og interessant, men hun blev hurtig dobbeltmoralsk og frastødende. Hun bruger lang tid på at fortælle, hvor meget hun elsker sin søn, og ikke kan leve uden ham, men lige så snart Vronsky for alvor kommer ind i billedet, er alt dette glemt. Ligeledes kunne jeg godt lide Kitty i starten. Hun var menneskelig, og hun begik fejl. Det var forsfriskende i sådan en tung bog, men også hende ændrede jeg mening om. Da Vonskry var stukket af med Anna Karenina og Levin havde accepteret hendes nej, blev hun så hysterisk, at det ikke var til at holde ud at høre på. Hun havde så ondt at sig selv, at hun på ingen måder kunne vinde bare en lille smule af min medlidenhed, for ikke at tale om sympati.

“I am like a hungry man who has been given food. He may be cold, and dressed in rags, and ashamed, but he is not unhappy. I unhappy? No, this is my unhappiness….”

Egentlig synes jeg, at det er lidt svært at skrive en anmeldelse af en bog, der har skuffet mig så meget. Der er mange små faktorer, der spiller med i min bedømmelse af bogen. Kort sagt, så synes jeg den var utrolig langtrukken og delvist kedelig. Jeg kunne ikke lide karakterne, og der var mange passager og episoder der føltes ligegyldige og kliché agtige. Dog kunne jeg godt lide hovedtemaet i bogen, og ikke mindst de mange budskaber. Jeg kunne ligeledes også godt lide de mange paradokser der er at finde i bogen, og der er ingen tvivl om, at dette er et mesterværk. Det var lige som “Krig og fred”, bare ikke et mesterværk for mig, desværre.

PSX_20141126_115255

Read More

“The Haunting of Hill House” Af Shirley Jackson

Posted by on okt 5, 2014 in 2 Stjerner, Classics, Fiction, Horror | 6 comments

PSX_20141004_143451

“The Haunting of Hill House” Af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin, udgivet 2013 (Org. udgivet 1959), 2,5/5 Stjerner

Dr. Montague vil bevise, at der findes spøgelser. Han har derfor valgt at udføre et eksperiment i et af ladets mest hjemsøgte huse, den forladte luksusvilla, ved navn Hill House. Til sit eksperiment skal han bruge nogle frivillige medhjælpere, og han sender derfor en annonce i avisen. Annoncen besvares af den ensomme Eleanor, den rastløse Theodora og husets næste arving, Luke.

Da Eleanor ankommer til det forladte hus, begynder hun at fortryde sin medvirken i eksperimentet. Hun føler sig ikke tilpas, og da hun i forvejen har trodset sin søster ved at tage af sted, er hun tæt på at pakke sin kuffert og forlade huset igen. Hendes humør skifter dog gevaldigt, da den livlige Theodora ankommer, og de to bliver straks veninder. Da Luke og Dr. Montague også ankommer, vedholdes det gode humør, da det viser sig, at de fire meget forskellige individer hygger sig enormt i hinandens selskab. Dr. Montague bruger den første aften på at fortælle om husets tragiske historie, og især Eleanor bliver heraf påvirket.

I løbet af de næste fem dage, begynder huset at vise sit sande jeg. Døre åbnes på mystisk vis, nattesøvnen afbrydes af voldsomme slag på dørene, og Theodoras tøj bliver revet i stykker, og ødelagt af mystiske blodpletter. Den mest mystiske begivenhed vises dog i form af den blodige skrift, “Help Eleanor come home”, der pludselig står skrevet på husets vægge. Eleanor bliver først ramt af en panisk frygt, men hendes angst erstattes hurtigt af vrede. Ingen vil kende sig skyldig, og de andre er sikre på, at det er Eleanor selv der står bag den blodige skrift.

Eleanors forhold til huset ændres makabert. Hun begynder at se ting de andre ikke kan se, og nogle af hændelserne virker til at være bestemt for hende alene. Hun kan ikke længere se noget positivt ved hendes liv derhjemme, og trods Dr. Montagus råd, nægter hun nu at forlade huset.

” No one knows, even, why some houses are called haunted. “

Jeg kan huske, at jeg så filmen sammen med min mor og min bror. Jeg har nok været omkring 10 år, og det er den første gyserfilm jeg husker. Vi fik lov at blive oppe fordi det var weekend, hvis vi lovede, at vi ikke ville få mareridt. Det var et svært løfte, for filmen viste sig at være noget af det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg husker stadig nogle af filmens meget skræmmende scener, og derfor havde jeg også glædet mig som en gal, til at læse denne bog. Jeg læste den i efterårets tidlige mørke, med stearinlys på bordene, og med både min kæreste og min hund ude af huset. Alligevel lykkedes det dog ikke bogen at skræmme mig. Bevares, der er dog nogle få scener i bogen, der er en smule gotiske og mystiske, men de var slet ikke skræmmende nok, til at leve op til rygtet om at være en af de bedste og mest uhyggelige gyserhistorier nogensinde.

Jeg blev nok mest skuffet over plottet og karaktererne. Jeg huser karaktererne i filmen, som værende meget unikke og meget fangende. Jeg havde glædet mig til at opleve den generte, men intelligente Eleanor, og den dullede og rapkæftede Theodora sammen, men ingen af karaktererne føltes færdigudviklet. Det var som om Shirley Jackson havde skrevet nogle små noter ned på et stykke papir om, hvordan karaktererne muligvis kunne være, men så ikke rigtig nået længere end dertil. De føltes flade og ligegyldige, og jeg havde meget svært ved at få dem til at passe med karaktererne fra filmen,  som jeg stadig husker meget tydeligt idag. Om det er fordi både Liam Neeson, Catherine Zeta Jones og Owen Wilson var på rollelisten, ved jeg ikke, men filmens karakterer var i hvertfald langt mere interessante end de originale fra bogen.

Jeg havde meget den samme oplevelse med plottet, som jeg havde med karaktererne. Det føltes som om der manglede noget, og at Shirley Jackson ikke havde færdigskrevet sin roman, før hun valgte at udgive den. Begyndelsen er alt for lang til resten af historien, og derfor virker mange af episoderne også til at være cuttet af på midten. Plottet fører os videre lige når det er allermest spændende, og vi får ikke rigtig opklaret, hvad der egentlig ligger til grunde for de mærkelige  hændelser i huset. Er der virkelig huset der er besat af fortidens onde ånder, eller er det bare Eleanor der har en skrue løs? Det bliver ikke afklaret ordentligt, og derfor virker slutningen også meget forvirrende og brat.

“, Is this what they mean by cold chills going up and Down your back? Because it is not pleasant; it starts in your stomach and goes in waves around and up and down again like something alive.”

Det der vejer bogens mange fejl og mangler op, er Shirley Jacksons smukke sprog. Selvom plottet har en del fejl, kan man ikke komme uden om, at den til gengæld er virkelig velskrevet og velformuleret. Ideen om romanen er desuden også virkelig god. Idag er ideen om et hjemsøgt hus rimelig brugt, men hvis bare historien havde været en smule længere og episoderne en smule mere udviklet, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kunne elske den.

20141004_194539

Read More

“Bliktrommen” Af Günter Grass

Posted by on maj 25, 2014 in 2 Stjerner, Fiction | 2 comments

PSX_20140525_131501

“Bliktrommen” Af Günter Grass, Gyldendals tranebøger (Original titel: Die Blechtrommel), Udgivet 2007, (Org. udgivet 1959) 2/5 Stjerner

Romanen er delt op i 3 bøger, og er i alt på 550 sider. Den foregår i Tyskland i krigstiden, og vi følger Oskar allerede fra før han blev født, og indtil hans 30 års fødselsdag.

Oskar får på sin 3 års fødselsdag en bliktromme, som han bliver meget glad for. Det er den bedste gave han har fået nogensinde. På samme dag bliver glæden i den lille familie dog sat på en hård prøve, da Oskar uheldigvis falder ned af kældertrappen. Familien diskuterer længe hvem der lod trappelemmen stå åben, men da det ikke lader til, at Oskar er kommet til skade, glemmer de episoden igen. Som tiden går, finder de ud af, at Oskar faktisk tog skade. Han er holdt op med at vokse, og selvom han bliver ældre og ældre, er han stadig fanget i den 3 årige krop.

Oskar har udviklet en særlig gave. Hans lille g uskyldige stemme kan springe glas, og han bruger denne gave, når han bliver udsat for noget han ikke har lyst til. Fx, begynder han at skrige hver gang, nogen forsøger at tage hans tromme fra ham. Han nævner, at han får ca 100 trommer i romanens løb, og det svarer til ca. en ny hver uge. Det eneste menneske Oskar stoler på, er hans mor. Hun har aldrig givet udtryk for, at være hverken flov eller vred over sin søns udseende. Dog er Oskar meget i tvivl om, hvem der er hans far, og bruger tit vendinger som ‘min mulige far sagde…’. Oskars søgen efter sandheden, er en af de ting der gør værket spændende, og samtidig meget aparte.

Oskar bliver politisk aktiv, og arbejder for en kort tid også i et cirkus, hvor han også møder sin første kærlighed. Selvom Oskar er en udsædvanlig lille fyr, er hans oplevelser svære at hamle op med. Vi følger ham indtil hans 30 års fødselsdag, hvor han forsøger at få sig selv ud af en meget stor kattepine.

Da jeg første gang blev præsenteret af Günter Grass, var jeg nærmest flov over min egen skuffelse. Vi læste ‘I krebsegang’ på mit studie, og det var ikke en bog der sagde mig specielt meget. Jeg har aldrig interesseret mig specielt meget for hverken historie eller politik, og det er jo to af Grass’ ynglingstemaer. Efter at have stiftet bekendtskab med Günter Grass, begyndte hans navn at hjemsøge mig overalt hvor jeg kiggede hen. Jeg har set hans navn på uendelige mange læselister, og hans værker er rost til skyerne hos de aller største anmeldere. Da jeg en aften sad og så fjernsyn, stødte jeg tilfældigvis på et interview med denne verdensmand. Han snakkede om sit værk ‘Bliktrommen’, og jeg fik igen dårlig samvittighed over min første bedømmelse af hans forfatterskab. Da jeg i dette semester selv skulle vælge nogle bøger fra 1900 tallet, stødte jeg igen på hans navn, og jeg tøvede derfor ikke med at kaste mig ud i endnu en læsning af ham. Jeg blev lidt skræmt af det store sideantal, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at gribe chancen. Jeg vil ikke sige jeg har fortrudt mit valg, men jeg må endnu en gang erkende, at hans værker bare ikke lige er min kop te. Jeg holder meget af hans skrivestil. Samtidig er jeg altid meget begejstret for lange handlingsforløb, da jeg føler at man får et helt særligt forhold til bogens karakterer.  Det er dog desværre også noget af det eneste jeg kunne lide ved denne bog. Bevares, det er da spændende at læse om en dreng der ikke er vokset siden han fyldte 3 år, men der sker så mange mærkværdige ting i bogen, der måske er lige voldsomme nok til min smag. Jeg måtte kæmpe mig igennem de mange sider, og var flere gange tæt på at give op, og gemme bogen væk på nederste hylde på bogreolen. Jeg er dog glad for jeg holdte ud, for nu kan jeg sige, at jeg har givet Günter Grass en ærlig chance.

 Er der nogle værker I er kede af I ikke kan lide, og har i selv stiftet bekendtskab med Hr. Grass?

Read More