The Autumn Reading Tag

Posted by on sep 14, 2017 in Tags | 0 comments

Sidste år blev jeg tagget til at deltage i ‘The Autumn Reading Tag’, men selvom efteråret er min absolutte yndlingssæson, fik jeg aldrig besvaret spørgsmålene. Det vil jeg derfor gøre nu, mens jeg husker det, og mens efterårets mange litterære begivenheder stadig venter forude.

Så vidt jeg husker, blev tagget oprindeligt lavet af Amy Jane Smith, og oversat til dansk af Simone.

Jeg inviterer alle der har lyst til at deltage 🙂

Er der nogen bøger, du planlægger at læse i løbet af efteråret?

Jeg elsker at læse horror, og efteråret er det perfekte tidspunkt på året at gøre det på. Dels på grund af Halloween, men også fordi, de faldende blade og mørke aftener altid motiverer mig til at få læst en masse bøger. Jeg har samlet en lille liste over bøger, jeg planlægger at læse i de kommende måneder, hvoraf størstedelen er uhyggelige, dystre og gotiske fortælliger. Bl.a. vil jeg læse nogle flere bøger af Dean Koontz, Joyce Carol Oates, Stephen King og Susan Hill. Der har også sneget sig et par klassikere ind i form af Charles Dickens og Mark Z. Danielewski.

September bringer minder om skolestart: Hvad er den bedste bog, du har læst i skolen? Og hvad var henholdsvis dit yndlingsfag og dit mindst elskede fag i skolen?

Jeg mindes ikke, at vi læste specielt mange bøger i folkeskolen, så gymnasiet er nok det eneste, jeg kan tænke tilbage på. Her læste jeg bl.a. min første novelle af Shirley Jackson, og jeg kan stadig huske de myrekryb jeg fik, da vi diskuterede novellen ‘The Lottery’.

Oktober betyder Halloween: Kan du lide uhyggelige bøger og film? Hvis ja, hvilke er så dine favoritter?

Det kommer nok ikke som en stor overraskelse for nogen, når jeg svarer JA. Jeg elsker både uhyggelige film og bøger, og derfor har jeg også svært ved at pege på en favorit. Inden for filmgenren kan jeg dog nævne ‘Eksorcisten’, ‘The conjuring’, ‘The Haunting’ og den japanske gyserfilm ‘Shutter’, som alle har efterladt dybe indtryk. I forhold til bøger kan jeg anbefale Stephen Kings klassiker ‘Det Onde’ som nu er genudkommet på film, og ‘Frozen Charlotte’ af Alex Bell, som er en af mine nye favoritter. Jeg kan heller ikke helt lade være med at nævne ‘The woman in black’ af Susan Hill, som er et glimrende bud på en klassisk spøgelseshistorie.

Til november er det tid til bålaftener og fyrværkeri. Hvad er den mest spændende bog, du har læst, som virkelig holdt dig fanget?

Åh, den er svær. Jeg har læst rigtig mange spændende bøger, som virkelig formåede at fange mig, og som nærmest tvang mig til at opgive nattesøvnen til fordel for et par kapitler mere. ‘Bitter Greens’ af Kate Forsyth står klarest i min hukommelse, selvom det er ved at være længe siden, jeg læste den første gang.

Hvilken bog er din foretrukne cosy comfort læsning?

Cosy comfort reading er en sjov størrelse. Mange vil nok forbinde det med letbenet chick-lit og underholdende kærlighedsromaner, men det sjældent, jeg læser den slags bøger. Jeg er mere til spænding og uhygge, selvom det måske ikke er hverken cosy eller comfort.

Hvilken varm drik er din yndlings, når du er fordybet i en god bog?

Te, og masser af den! En god kop kaffe kan dog også sagtens gå, og i de varme måneder skal jeg virkelig holde øje med mit forbrug af iskaffe, hvis det ikke skal stikke helt af.

Har du nogen planer i løbet af de næste par måneder, du ser frem til?

Jeg har en del planer i den nærmeste fremtid, som jeg glæder mig rigtig meget til. I Odense starter der en lille gadefest, der hedder Karrusel, her i september, og det plejer at være helt fantastisk hyggeligt. Så skal jeg også have det sidste ud af de få varme aftener, der er tilbage, så jeg kan tage imod efteråret med åbne arme, når bladene begynder at falde. I virkeligheden glæder jeg mig meget mere til efterårets lidt lavere temperaturer, end jeg nogensinde har glædet mig til sommerens varme. Jeg fungerer bare bedst, når temperaturen er under 15 grader.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *