“Scary Stories to tell in the Dark” Af Alvin Schwartz & Brett Helquist

Posted by on sep 11, 2017 in 3 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

“Scary Stories to tell in the Dark” Af Alvin Schwartz & Brett Helquist, fra forlaget Harper, udgivet 2010 (Org. udgivet 1981) 3/5 Stjerner

Jeg havde egentlig regnet med, at denne fine og yderst børnevenlige samling ville indeholde et lille antal noveller og tilhørende illustrationer. Bogen er ikke særlig stor, så jeg tænkte, at der nok højst ville være ti historier. Derfor blev jeg også en smule overrasket, da jeg så indholdsfortegnelsen. Bogens indhold er nemlig opdelt i fem kapitler i forskellige uhyggelige temaer, og bogen indeholder i alt 30 forskellige noveller, sange og digte. Jeg kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, da det gik op for mig, at bogen desuden også indeholder ‘jump-scare’ instruktioner. Fx kan der i en novelle stå, at man skal lægge ekstra tryk på de sidste tre ord i en sætning, og derefter hoppe hurtigt op fra stolen og skræmme sine venner. Bogens titel er derfor også perfekt – samlingen er nemlig lige præcis lavet til uhyggelige og mørke aftener.

Jeg tror, min favorit blandt samlingens fortællinger må være den, der hedder ‘The Big Toe’. En lille dreng finder en mystisk og meget stor storetå i sin have, og hans mor beslutter sig for at koge den og servere den til aftensmad. Om aftenen kan drengen dog ikke finde ro, og han drømmer, at en stor kæmpe kommer og leder efter sin forsvundne storetå. Drømmen er dog ikke blot en drøm, og næste morgen er drengen forsvundet fra sin seng. Historien var langt fra uhyggelig for mit vedkommende, men måden den blev fortalt på og de tilhørende illustrationer, gjorde den perfekt til de yngste  børn. Jeg var selv bange for kæmper som barn, så jeg havde nok fundet historien meget skræmmende.

“The boy fell asleep almost at once. But in the middle of the night, a sound awakened him. It was something out in the street. It was a voice, and it was calling to him.”

Fordi bogen er inddelt i kapitler, er det også tydeligt, hvilke uhyggelige temaer historierne tager udgangspunkt i. Fx handler kapitel  to om hjemsøgte huse, mens kapitel tre handler om uhyggelige skabninger. Der er noget til enhver smag, og netop derfor er samlingen vellykket. Hvis man ikke synes, monstre under sengen er uhyggelige, kan man måske blive skræmt af klovne i kælderen og ondskabsfulde spøgelser på loftet. Samtidig stiger uhyggen også en smule fra hver fortælling, og selvom det ikke står nogle steder, kan jeg forestille mig, at alle kapitlerne er inddelt til forskellige aldersgrupper.

En anden ting jeg virkelig godt kunne lide var, at der i slutningen af hvert kapitel står en lille note om, hvor historierne stammer fra, og hvem der har fortalt dem. I nogle af dem står der også, at man aldrig fik opklaret den pågældende sag, eller at vidner stadig indberetter historier om et monster eller et spøgelse. På den måde ved børnene, at historierne blot er historier, men samtidig forsvinder den uhyggelige stemning aldrig helt. Det er virkelig en fin og stemningsfuld gyserbog til børn, og derfor kan jeg også varmt anbefale den. Den ville være helt perfekt til lejrture og overnatninger.

“The graveyard was filled with shadows and was as quit as death. “There is nothing to be scared of” the girl told herself, but she was scared anyway.”

Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde havde bøger som denne, da jeg var barn. Det ærgrer mig en smule, for jeg tror virkelig, jeg ville have elsket den.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *