“The Secret Garden” Af Frances Hodgson Burnett

Posted by on aug 23, 2017 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Classics, Fiction | 0 comments

“The Secret Garden” Af Frances Hodgson Burnett, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet  2015, (Org. udgivet 1911), 5/5 Stjerner

Mary Lennox vokser op i en britisk koloni i Indien, men hendes velhavende forældre vil ikke have hende. Hun bliver gemt væk og passet af tjenestefolk, men da en kolera epidemi dræber både hendes forældre og børnepassere, bliver hun sendt tilbage til England, hvor hun skal bo ved en onkel, hun aldrig har mødt. Mary er langt fra tilfreds og bruger de fleste dage på at surmule. Igennem hendes nye børnepasser Martha, lærer hun om huset og familiens historie, og Marys nysgerrighed vækkes til live. Ifølge Martha boede der nemlig engang en smuk kvinde i huset, som tilbragte al sin tid i en overdådig have. Da kvinden ved et uheld døde i haven, blev den låst af, og tiltales nu udelukkende som ‘den hemmelige have’.

Mary er fast besluttet på at finde nøglen til den hemmelige have, og på sin mission møder hun den jævnaldrende Dickon, som ligesom hende, er glad for naturen og dyr. De finder haven, men i mellemtiden har Mary også fået en ny mission. Hun vil finde ud af, hvor den barnegråd, hun hver aften hører, kommer fra. Det viser sig, at der bor et andet barn i huset, men Collin er langt fra ligeså frisk som Mary og Dickon. Han er overbevist om, at han lider af en livsfarlig sygdom og snart vil dø. Ved hjælp fra Dickon og den hemmelige have,får Mary ham dog overbevist om at tilbringe en dag i naturen med hende, og endnu et venskab blomstrer.

“If you look the right way, you can see that the whole world is a garden.”

Jeg har længe glædet mig til at læse “The Secret Garden” og har egentlig bare ventet på, at solen besluttede sig for at skinne, så jeg passende kunne læse bogen i mine forældres have, omringet af varme solstråler og farvestrålende blomster.  I starten blev jeg overrasket over, at historien i virkeligheden slet ikke var en sommerbog. Den var mørk og trist, og selvom jeg elsker den slags bøger, må jeg indrømme, at jeg blev en anelse skuffet. Det varede dog ikke længe før, at skuffelselen vendte sig til noget positivt, og jeg læste den sidste side med lykkeligt suk. Jeg elsker børnebøger, der ikke bare er underholdende og sjove, men også lærerige og tankevækkende. “The Secret Garden” er præcist sådan en bog, og jeg har allerede lyst til at læse den igen.

Jeg tror, at jeg blev meget overrasket over, hvor god, den egentlig var. Jeg vidste, at bogen i dag kaldes en børneklassiker, men fordi den nu en gang er skrevet i 1911, havde jeg forventet, at historien ville være mere støvet og moraliserende. Det var den ikke, faktisk næsten tværtimod. Jeg elskede Marys udvikling, og jeg elskede, at historien havde så mange underliggende temaer som venskab, kærlighed og familie. Historien er forholdsvis kort, men alligevel formåede den at fortælle et eventyr, en mystisk slægtsgåde og en sand kærlighedshistorie. Det er der ikke mange bøger der kan, på 300 sider. I hver fald ikke på en vellykket måde.

“Is the spring coming?” he said. “What is it like?”… “It is the sun shining on the rain and the rain falling on the sunshine…”

Jeg havde regnet med, at “The Secret Garden” ville være en god bog, men ikke at den ville blive en af mine nye yndlingsbøger. Jeg kan kun anbefale den.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *