Opsummering: Juli

Posted by on aug 1, 2017 in Månedlig opsummering | 2 comments

I juli har jeg fået læst en del flere bøger, end jeg havde regnet med.  I alt er det blevet til 12 bøger. Jeg er startet i fuldtidsarbejde, men for et par uger siden fik jeg desværre en diskusprolaps i lænden, og kunne derfor ikke tage til København. I stedet brugte jeg eftermiddagene og aftenerne på at drikke te og læse bøger. Selvom det gjorde ufattelig ondt det meste af tiden, var det nu også meget rart med en uge med afslapning og plejning. Samtidig er jeg også for alvor kommet i gang med lydbøgerne, og jeg må indrømme, at jeg er ret begejstret. Mit yndlingsformat vil altid være en papirbog, men jeg nyder at have frie hænder, mens jeg lytter til en god historie.

Bøger:

Den første bog jeg læste var “Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos” af Lars Ahn. Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, og havde høje forventninger til novellesamlingen. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, men novellerne var helt klart mere spøjse, end de var uhyggelige. Den næste bog jeg læste, var “Enken” af Fiona Barton. Jeg undgår egentlig bøger, der lover ligheder med ‘Kvinder der forsvandt’ og lignende bøger, da jeg som regel ikke kan se det interessante ved domestic noir genren. Som jeg havde forventet, var denne bog også rimelig forudsigelig og middelmådig. “Sandmanden” af Lars Kepler, var bestemt ikke forudsigelig, men til gengæld var den heller ikke så uhyggelig, som jeg havde regnet med. Jeg må nok bare erkende én gang for alle, at krimier ikke er for mig. Den næste bog jeg læste, viste sig at være månedens bedste læseoplevelse. Det er mange år siden, jeg sidst læste “Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee, og jeg havde fuldstændig glemt, hvor fantastisk og tankevækkende historien egentlig er. Jeg overvejer kraftigt at læse det nye efterfølger, men samtidig er jeg også utrolig bange for at blive skuffet. “Stenengle” af Kristina Ohlsson var også en af månedens bedste bøger, og jeg blev virkelig rørt over den smukke fortælling om en pige, der mister sin mormor. Jeg havde regnet med en børnegyser, så jeg blev meget positivt overrasket over, at fortællingen også havde et så godt og vigtigt budskab. Den næste bog jeg læste var en gave fra en sød kollega, og jeg nød at læse “The Rules of Attraction” af Bret Easton Ellis. Jeg elskede “American Psycho” og selvom jeg ikke var helt ligeså begejstret for denne, var det bestemt en interessant læseoplevelse. Da sommervejret igen blev erstattet af regnfulde aftener og torden, fik jeg lyst til at læse noget mere spændingsdrevet. “Ildbarnet” af S. K. Tremayne var bedre, end jeg havde regnet med, og en del mere uforudsigelig end “Faldet”, som jeg læste i sidste måned. “A simple favor” af Darcey Bell var en af de bedste thrillere, jeg nogensinde har læst, og jeg kan klart anbefale den.

Lydbøger:

Den første lydbog jeg lyttede til, var “Stemmer fra en anden verden” af Marion Dampier-Jeans. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der har med den paranormale verden at gøre, og jeg har derfor også både set og hørt meget til Marion og hendes syn på åndeverdenen. Jeg kunne virkelig godt lide måden, bogen blev fortalt på, da den også henvender sig meget til de skeptiske læsere, og samtidig var hendes beretninger – om man så vil tro på dem, eller ikke – utrolig spændende. Den næste bog jeg lyttede til, var desværre knap så spændende. Jeg havde regnet med, at “The Lying Game #1” af Sara Shepard ville være lidt i stil med “Pretty little liars” serien, som jeg virkelig har været glad for. Desværre kunne den slet ikke måle sig, og jeg kunne ikke udstå oplæsningen. Jeg tror derfor aldrig, jeg kommer til at høre serien færdig. Den næste lydbog jeg lyttede til, var “Aftalt spil” af Elle Kennedy, som er første bind i hendes berømte Off Campus serie. Jeg var lidt usikker på, om det ville være noget for mig, men jeg endte – til min egen overraskelse – med at være ret begejstret. Jeg sluttede måneden med at lytte til efterfølgeren, og selvom historierne minder meget om hinanden, kan jeg nok bedst lide “Lagt på is”. Sommeren er perfekt til kærlighedshistorier, så jeg regner også med at lytte videre i serien.

Har I læst eller lyttet til nogle gode bøger i denne måned? 

2 Comments

  1. Jeg har tænkt på det samme mht. efterfølgeren til ‘Dræb ikke en sangfugl’. Tror jeg ender med at læse den på et tidspunkt men nok via bibliotekslån.

    Håber at lænden er ved at være god igen 🙂

  2. Jeg har hørt, at det egentlig ikke er en efterfølger, men faktisk bare var udkastet til den oprindelige roman. Hmm.. Jeg er virkelig i tvivl, men jeg tror også, at jeg ender med at læse den.
    – Og tusind tak! Det går meget bedre med lænden 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *