Posts made in august, 2017

“The Girl with the Ghost Machine” Af Lauren DeStefano

Posted by on aug 29, 2017 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction | 0 comments

“The Girl with the Ghost Machine” Af Lauren DeStefano, fra forlaget Bloomsbury, udgivet 2017, 4/5 Stjerner

Emmaline mister sin mor som ganske lille, og hendes verden bryder naturligvis sammen. Hendes far er alt hun har tilbage, og da han begynder at afskærme sig fra hende, bliver alting værre. Han spiser ikke sin aftensmad, han siger ikke farvel til hende om morgenen og han tilbringer al sin tid i kælderen. Da Emmaline beslutter sig for at undersøge farens mystiske arbejde, får hun lidt af en overraskelse. Han er nemlig i gang med at bygge en spøgelsesmaskine.

Ved hjælp af spøgelsesmaskinen vil Emmalines far forsøge at tilkalde sin elskede hustru, men Emmaline er ikke sikker på, at det er en god idé. Lige indtil den rent faktisk virker. Emmaline får en sen aften besøg af sin mor, og de sludrer og drikker te i timevis. Dagen efter går det dog op for Emmaline, at disse besøg ikke kommer uden konsekvenser. Maskinen skal have en betaling, og prisen er højere, end hvad Emmaline vil betale. Hver gang hun har haft besøg af sin mor, mister hun nemlig et minde.

“And if someone was still close enough to hold on to, then you should hold on.”

Jeg har viet min sommerferie til børnebøgerne, og den her var en af de bedste i stakken. Jeg forelskede mig straks i forsiden, og bagsideteksten gjorde mig endnu mere nysgerrig. Jeg havde egentlig forventet en form for børnehorror, men bogen var på ingen måder uhyggelig. I hvert fald ikke i klassisk forstand. Bogen handlende i stedet om sorg, om håb og om længsel. På sit beskedne sideantal nåede bogen at få mig til at græde og grine flere gange, og samtidig kunne jeg ikke helt lade være med at læse nogle af passagerne igen og igen. Sproget var nemlig nærmest poetisk smukt, uden at det nogesinde blev for voksent. Det er håndværk, når det er bedst.

Som i de fleste andre børnebøger, var budskabet helt klart den bedste del af denne bog. Emmaline mister sin mor, og på grund af sorg og længsel, er hun også lige ved at miste sin far. Hvis nu bare spøgelsesmaskinen ville virke, ville hun få dem begge igen. Men Emmaline er en klog lille pige, og hun ved, at intet kommer uden en pris. Hun vil ikke nøjes med en gennemsigtig og flakkende udgave af sin mor. Hun vil hellere holde fast på alle de gode minder, og på den måde lærer hun at håndtere sin sorg. Minderne skal ingen tage fra hende.

“The time you did have with her makes you who you are. So she’s alive as long as you’re alive.”

Jeg bliver altid en smule irriteret, når folk hævder, at voksne ikke børne læse børnebøger. Bøger med budskaber som denne, kan alle læse.

Read More

“The Secret Garden” Af Frances Hodgson Burnett

Posted by on aug 23, 2017 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Classics, Fiction | 0 comments

“The Secret Garden” Af Frances Hodgson Burnett, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet  2015, (Org. udgivet 1911), 5/5 Stjerner

Mary Lennox vokser op i en britisk koloni i Indien, men hendes velhavende forældre vil ikke have hende. Hun bliver gemt væk og passet af tjenestefolk, men da en kolera epidemi dræber både hendes forældre og børnepassere, bliver hun sendt tilbage til England, hvor hun skal bo ved en onkel, hun aldrig har mødt. Mary er langt fra tilfreds og bruger de fleste dage på at surmule. Igennem hendes nye børnepasser Martha, lærer hun om huset og familiens historie, og Marys nysgerrighed vækkes til live. Ifølge Martha boede der nemlig engang en smuk kvinde i huset, som tilbragte al sin tid i en overdådig have. Da kvinden ved et uheld døde i haven, blev den låst af, og tiltales nu udelukkende som ‘den hemmelige have’.

Mary er fast besluttet på at finde nøglen til den hemmelige have, og på sin mission møder hun den jævnaldrende Dickon, som ligesom hende, er glad for naturen og dyr. De finder haven, men i mellemtiden har Mary også fået en ny mission. Hun vil finde ud af, hvor den barnegråd, hun hver aften hører, kommer fra. Det viser sig, at der bor et andet barn i huset, men Collin er langt fra ligeså frisk som Mary og Dickon. Han er overbevist om, at han lider af en livsfarlig sygdom og snart vil dø. Ved hjælp fra Dickon og den hemmelige have,får Mary ham dog overbevist om at tilbringe en dag i naturen med hende, og endnu et venskab blomstrer.

“If you look the right way, you can see that the whole world is a garden.”

Jeg har længe glædet mig til at læse “The Secret Garden” og har egentlig bare ventet på, at solen besluttede sig for at skinne, så jeg passende kunne læse bogen i mine forældres have, omringet af varme solstråler og farvestrålende blomster.  I starten blev jeg overrasket over, at historien i virkeligheden slet ikke var en sommerbog. Den var mørk og trist, og selvom jeg elsker den slags bøger, må jeg indrømme, at jeg blev en anelse skuffet. Det varede dog ikke længe før, at skuffelselen vendte sig til noget positivt, og jeg læste den sidste side med lykkeligt suk. Jeg elsker børnebøger, der ikke bare er underholdende og sjove, men også lærerige og tankevækkende. “The Secret Garden” er præcist sådan en bog, og jeg har allerede lyst til at læse den igen.

Jeg tror, at jeg blev meget overrasket over, hvor god, den egentlig var. Jeg vidste, at bogen i dag kaldes en børneklassiker, men fordi den nu en gang er skrevet i 1911, havde jeg forventet, at historien ville være mere støvet og moraliserende. Det var den ikke, faktisk næsten tværtimod. Jeg elskede Marys udvikling, og jeg elskede, at historien havde så mange underliggende temaer som venskab, kærlighed og familie. Historien er forholdsvis kort, men alligevel formåede den at fortælle et eventyr, en mystisk slægtsgåde og en sand kærlighedshistorie. Det er der ikke mange bøger der kan, på 300 sider. I hver fald ikke på en vellykket måde.

“Is the spring coming?” he said. “What is it like?”… “It is the sun shining on the rain and the rain falling on the sunshine…”

Jeg havde regnet med, at “The Secret Garden” ville være en god bog, men ikke at den ville blive en af mine nye yndlingsbøger. Jeg kan kun anbefale den.

 

Read More

“The Corn Maiden and other Nightmares” Af Joyce Carol Oates

Posted by on aug 17, 2017 in 4 Stjerner, Fiction, Novelle | 0 comments

“The Corn Maiden and other Nightmares” Af Joyce Carol Oates, fra forlaget Head of Zeus, udgivet 2013, 4/5 Stjerner

Joyce Carol Oates har i denne fine lille bog samlet seks noveller, som står i stor kontrast til den lyse forside. Historierne er nemlig grusomme, dystre og ufattelig uhyggelige. I “The Corn Maiden” bliver den lille pige Marissa kidnappet, og hendes mor forsøger i flere uger at opretholde håbet om, at hun stadig er i live. Politiet har næsten opgivet efterforskningen, da Marissas kidnappere står frem. Ud fra en gammel vandrehistorie om en ung pige, der blev ofret for at bringe god høst, har de fundet inspiration til tortur af Marissa, men historien ender bestemt ikke, som man umiddelbart vil forestille sig. Ofringen sker, men ikke af Marissa.

I en anden novelle beslutter en ung teenagepige sig for at finde sin mors ekskæreste. Hun har ikke set ham i flere år, men hun har noget, hun gerne vil fortælle ham. Hun finder ham i telefonbogen, ringer ham op, og de aftaler at mødes på en nærliggende bar. Han ved ikke, hvem hun er, og tror, at den unge kvinde er interesseret i at have sex med ham. Det er dog langt fra tilfældet, for pigens mor er netop død, og ifølge hende, er der kun én ansvarlig. Ham.

“Our lives are Mobius strips, misery and wonder simultaneously. Our destinies are infinite, and infinitely recurring.”

Jeg havde kun læst én bog af Joyce Carol Oates, da jeg besluttede mig for, at jeg blev nødt til at købe denne. “De forbandede” var en god og velskrevet roman, men også en smule for langtrukken og tung. Derfor tænkte jeg, at en samling noveller måske ville være bedre. Joyce Carol Oates har udgivet flere novellesamlinger, men da jeg så titlen på denne, var jeg ikke længe om at beslutte mig. Jeg har altid været en sucker for gamle og uhyggelige legender og vandrehistorier, især når de genbruges i en virkelighedsnær og realistisk kontekst.

Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle læse horror, og jeg tror, der var grunden til, at jeg heller ikke blev skuffet. Samlingen er nemlig ikke horror, men som titlen også lover – mareridt – der langsomt kryber ind på dig, og får det til at løbe koldt ned af ryggen. Der var ingen egentlig spøgelser eller dæmoner at finde i novellerne, men i nogle tilfælde kan den virkelige uhyggelighed være lige så uhyggelig. Det er denne bog et bevis på.

“As long as you’re in motion, your perspective is obscured. Only when you reach the summit and turn to look back, can you be at peace.”

Jeg troede ikke, at Joyce Carol Oates nogensinde ville blive en af mine yndlingsforfattere. Nu er jeg i tvivl.

Read More

Tema #73 – På min sommerferie-læseliste

Posted by on aug 13, 2017 in Bogskønhed, Currently reading, Nyt på bogreolen, Tema | 4 comments

Jeg har altid været en sæsonlæser, og af en eller anden grund, får jeg altid lyst til at læse børnebøger og søde fortællinger om sommeren. De lune og lyse sommeraftener passer bare perfekt til finurlige karakterer og lykkelige slutninger. Derfor var det selvfølgelig også nødvendigt for mig at købe nye bøger, og jeg glæder mig til at at læse dem i mine forældres have i min sommerferie, der efterhånden er ved at være tiltrængt.

“The Secret Garden” af Frances Hodgson Burnett

– Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange gange jeg har været lige ved at købe denne bog. Jeg har haft den på min læseliste så længe, jeg kan huske, men jeg har heller aldrig været i tvivl om, at det var en sommerbog. Nu skal det endelig være, og jeg tror, at jeg vil læse den først. Det er næsten umuligt at lade dette smukke eksemplar stående ulæst!

“Watership Down” af Richard Adams

– Endnu en børnebog, jeg af uforklarlige årsager aldrig har fået læst. Hverken på dansk eller engelsk. Jeg har hørt så mange forskellige mennesker referere til bogen som deres yndlingsbog, og jeg glæder mig som et lille barn til at læse den. Jeg håber virkelig, at jeg vil elske den.

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

– Dette er egentlig ikke en børnebog, og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg altid har tænkt på bogen som en sommerbog. Det er aldrig forekommet mig som en mulighed at læse den på andre tidspunkter af året, så jeg glæder mig til at se, hvad bogen egentlig har at byde på.

“The Girl with the Ghost Machine” af Lauren DeStefano 

– Jeg faldt over denne bog på en tilfældig Goodreads liste, og da jeg opdagede at flere havde sammenlignet den med Neil Gaimans “Coraline” kunne jeg ikke lade være med at klikke den på min ønskeliste. Jeg er lidt spændt på indholdet, men man kan i hvertfald ikke komme uden om, at bogen er helt ufattelig smuk.

“Scary Stories to tell in the Dark” af Alvin Schwartz & Brett Helquist

– Jeg tror aldrig, jeg har købt en bunke bøger uden en lille smule horror. Det er simpelthen ikke muligt for mig at lade være. Denne gang er det dog i en meget børnevenlig udgave, og bogen giver mig lyst til lejrbål og ristede skumfiduser. Det er sommer, når det er aller bedst.

Har I læst nogle af ovenstående bøger, eller andre gode bøger i jeres sommerferie?

Read More

“The Haunting” Af Alex Bell

Posted by on aug 10, 2017 in 3 Stjerner, Fiction, Horror, Young Adult | 0 comments

“The Haunting” Af Alex Bell, fra forlaget Stripes publishing, udgivet 2016, 3/5 stjerner

Da Emma modtager et brev fra sin døende bedstemor, ved hun, at det er tid til et besøg. Også selvom hendes mor nægter hende at tage afsted. Der går nemlig rygter om, at det hotel, som bedstemoren ejer og bor på, er hjemsøgt. Emma beslutter sig for at tage afsted til Waterwitch inn, og det er ikke en nem opgave, for Emma sidder i kørestol. Med hjælp fra sin førehund Bailey og sine barndomsvenner Jem og Shell, vil Emma forsøge at finde ud af, hvorfor the Waterwitch Inn pludselig er blevet lukket.

Da de tre venner begynder at efterforske i hotellets historie, går det op for dem, at rygterne omkring hotellet måske taler sandt. Emmas kørestol ruller ned af hotellets gange af sig selv, og den ellers lydige Bailey forsvinder i flere timer uden at reagere på Emmas stemme. Samtidig begynder Emmas bedstemor også at dele nogle fortællinger fra hotellets historie, men spørgsmålet er bare, om de tre venner kan tro på dem. For Emmas bedstemor er jo dement. Eller er hun?

“It’s alot easier to imagine things when you’re alone in the dark.”

Jeg læste “Frozen Charlotte” tidligere på året, og jeg var fuldstændig blæst omkuld af Alex Bells fantastiske skrivestil og psykologiske undertoner. Jeg skyndte mig at klikke alle hendes resterende bøger ind på min elektroniske ønskeliste på SAXO, men jeg må indrømme, at denne bog var lidt af en skuffelse. Historien var såmænd meget god, bevares, men sproget haltede, og der var mange løse ender, der aldrig helt gav mening. Samtidig kunne hverken karaktererne eller strukturen måle sig med “Frozen Charlotte”, og jeg overvejede flere gange at give op.

Når det så er sagt, er det også vigtigt at pointere, at jeg nok havde sat mine forventninger alt for højt. Jeg var så begejstret for den første bog, at jeg kun havde forventet endnu en 5/5 oplevelse, og det er nok heller ikke helt fair, for bogen var hverken ulæselig eller kedelig, den var bare ikke ligeså god som den første. Samtidig kunne jeg nok også bedre lide temaerne i den første bog. Der skal altså lidt mere til at skræmme mig, end en kørestol der ruller afsted af sig selv, og “The Haunting” nåede aldrig op på samme niveau.

“There was no circus strong man inside Dad’s head, there was a dewil instead.”

Jeg har bestemt ikke givet op på Alex Bell, og jeg glæder mig stadig utrolig meget til at læse flere af hendes bøger. Især fordi, hun snart udgiver en efterfølger til “Frozen Charlotte”.

Read More

“Ildbarnet” Af S. K. Tremayne

Posted by on aug 7, 2017 in 3 Stjerner, 4 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 0 comments

“Ildbarnet” Af S. K. Tremayne, fra forlaget Gads, udgivet 2017, 3,5/5 Stjerner

Da Rachel gifter sig med den ældre David, får hun ikke bare en flot mand, men også en stor gammel slægtsvilla, en kæmpe minevirksomhed, rigdom og en stedsøn, Jamie. Der følger dog også et pludselig ansvar med i pakken, for Jamie’s mor døde ved et uheld i en af minerne, og den lille dreng er stadig i stor sorg. Han fortæller, at han stadig snakker med sin mor, og at han desuden har set hende flere gange rundt omkring i huset. Værre bliver det, da Jamie også påstår, at han kan se ting ske, før de egentlig sker. Bl.a. kan han se, at Rachel vil dø, inden juleaften.

I takt med, at julen nærmer sig, begynder Rachels nye liv at krakelere for øjnene af hende. Hun er overbevist om, at Jamie tager fejl og blot har brug for hjælp til at håndtere sorgen, men da han begynder at få ret i alle hans antagelser, bliver Rachel bange. Hun begynder at forske i Jamie’s mors død, og opdager, at der er mange uforklarlige deltaljer, der ikke helt stemmer overens med, hvad hun har fået at vide af David. Fx blev liget aldrig fundet. Samtidig begynder David at blive mere og mere aggressiv, og Rachel begynder at overveje, om hendes ægteskab måske har været en frygtelig fejltagelse.

“Min stedsøns ansigt er mere blegt end nogensinde før og alligevel så uendeligt smukt. Håret er ligeså sort som de kragefjer, jeg finder ude i haven, kragerne, der kommer flyvende oppe på hedens varder for at søge læ for den kolde vind.”

Jeg kunne virkelig godt lide “Faldet” af samme forfatter, og denne her  var næsten ligeså god. Jeg elskede, at der var paranormale elementer med, som fx spøgelset af den afdøde mor. Samtidig var Rachels efterforskning i sagen utrolig spændende at følge med i, og jeg kunne virkelig godt lide, at der var så mange forskellige plots kørende indover hinanden. Ligesom “Faldet” er der også her tale om en meget psykologisk thriller, og det er op til læseren at finde ud af, om det der sker er virkeligt, eller om det blot er hovedpersonens illusion.

Desværre gættede jeg ret hurtigt, hvad svaret ville blive, og derfor var den sidste halvdel af bogen en smule forudsigelig for mit vedkommende. Den var dog stadig utrolig spændende, og det er tydeligt, at S. K. Tremayne bruger meget tid på at researche alt lige fra beliggenheder til dystre vendepunkter. Netop derfor blev historien også uhyggelig – karaktererne og miljøbeskrivelserne er så virkelighedsnære og realistiske, at man umiddelbart tror på alt, hvad der sker.

“Jeg hører en lille bid af havets musik. Endnu en fjern bølger, der eksploderer mod klipperne. Vinden bærer lyden med sig.”

“Ildbarnet” er en af den slags bøger, der virkelig får nakkehårene til at rejse sig, uden egentlig at blive direkte uhyggelig. Derfor kan jeg også varmt anbefale den.

 

Read More

“Dræb ikke en sangfugl” Af Harper Lee

Posted by on aug 5, 2017 in 5 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

“Dræb ikke en sangfugl” Af Harper Lee, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet 2015 (Org. udgivet 1960), 5/5 Stjerner

I 1933 bor seksårige Jean Louise Finch, ‘Scout’, sammen med sin storebror Jem og far Atticus i en lille by i Alabama. Deres mor døde, da de var helt små, og Atticus forsørger dem alene ved sit job som forsvarsadvokat. De lever en forholdsvis bekymringsfri hverdag med lektier, venner og spøjse naboer, men alt dette ændres, da en hvid kvinde anklager en sort mand for voldtægt. Atticus vælger at tage jobbet som forsvarsadvokat for den sorte mand, og byens indbyggere er bestemt ikke tilfredse. Gennem Scouts øjne, ser vi, hvordan byen gradvist bekriger familien, alt i mens de alle venter på den afgørende retssag.

Da retssagen har fundet sted, forventer Atticus, at byen vil falde til ro igen. Problemet er bare, at voldtægtssagen har åbnet en voldsom debat, som alle byens indbyggere nu er tvunget til at deltage i. Hvem er enige og hvem er uenige, og kan det lykkedes byen at genfinde freden? Da Jem og Scout bliver overfaldet på vej hjem en sen aften, går det op for Atticus, at intet nogensinde vil blive som før.

“Skyd alle de skovskader I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er synd at dræbe en sangfugl.”

Jeg tror, jeg var omring 14 år, da jeg første gang forsøgte at læse ‘To kill a Mockingbird’. Jeg havde lånt den på skolebiblioteket, men jeg havde svært ved at forstå bogens mange dialekter og underforståede budskaber, så jeg fik aldrig færdiglæst den. Jeg vidste dog også, at det var en bog, jeg på et eller andet tidspunkt blev nødt til at læse færdig, og siden da har bogens titel stået som endnu et punkt på mine lange læselister. Lige indtil jeg spottede en virkelig fin paperback på min venindes bogreol, og udstødte et længselsfuldt suk. Da min veninde til sin store overraskelse fandt ud af, at jeg ikke havde læst den, gav hun mig den med hjem. Faktisk tvang hun mig til at læse den med det samme, og det gjorde jeg.

Jeg havde forventet, at bogen ville falde mere i min smag denne gang, men ikke, at jeg ville blive så overvældet, som jeg blev. Historien er både rørende, spændende og aktuel. Også idag. Jeg er ikke overrasket over, at mange skoler verden over underviser elever i bogen, for det er lige præcis historier som denne, der formår at sætte gang i ens tanker og følelser. Netop derfor er den så vigtig.

“Jeg er bange for at de ting, vi gør, ikke altid vinder de lærde myndigheders fulde billigelse.”

Jeg overvejer virkelig, om jeg skal læse “Sæt en vagtpost ud”, som skulle være en form for efterfølger. I virkeligheden er det vist blot et tidligt og kasseret udkast til denne bog, og derfor er jeg bange for, at jeg kun kan blive skuffet.

Read More

Opsummering: Juli

Posted by on aug 1, 2017 in Månedlig opsummering | 2 comments

I juli har jeg fået læst en del flere bøger, end jeg havde regnet med.  I alt er det blevet til 12 bøger. Jeg er startet i fuldtidsarbejde, men for et par uger siden fik jeg desværre en diskusprolaps i lænden, og kunne derfor ikke tage til København. I stedet brugte jeg eftermiddagene og aftenerne på at drikke te og læse bøger. Selvom det gjorde ufattelig ondt det meste af tiden, var det nu også meget rart med en uge med afslapning og plejning. Samtidig er jeg også for alvor kommet i gang med lydbøgerne, og jeg må indrømme, at jeg er ret begejstret. Mit yndlingsformat vil altid være en papirbog, men jeg nyder at have frie hænder, mens jeg lytter til en god historie.

Bøger:

Den første bog jeg læste var “Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos” af Lars Ahn. Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, og havde høje forventninger til novellesamlingen. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, men novellerne var helt klart mere spøjse, end de var uhyggelige. Den næste bog jeg læste, var “Enken” af Fiona Barton. Jeg undgår egentlig bøger, der lover ligheder med ‘Kvinder der forsvandt’ og lignende bøger, da jeg som regel ikke kan se det interessante ved domestic noir genren. Som jeg havde forventet, var denne bog også rimelig forudsigelig og middelmådig. “Sandmanden” af Lars Kepler, var bestemt ikke forudsigelig, men til gengæld var den heller ikke så uhyggelig, som jeg havde regnet med. Jeg må nok bare erkende én gang for alle, at krimier ikke er for mig. Den næste bog jeg læste, viste sig at være månedens bedste læseoplevelse. Det er mange år siden, jeg sidst læste “Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee, og jeg havde fuldstændig glemt, hvor fantastisk og tankevækkende historien egentlig er. Jeg overvejer kraftigt at læse det nye efterfølger, men samtidig er jeg også utrolig bange for at blive skuffet. “Stenengle” af Kristina Ohlsson var også en af månedens bedste bøger, og jeg blev virkelig rørt over den smukke fortælling om en pige, der mister sin mormor. Jeg havde regnet med en børnegyser, så jeg blev meget positivt overrasket over, at fortællingen også havde et så godt og vigtigt budskab. Den næste bog jeg læste var en gave fra en sød kollega, og jeg nød at læse “The Rules of Attraction” af Bret Easton Ellis. Jeg elskede “American Psycho” og selvom jeg ikke var helt ligeså begejstret for denne, var det bestemt en interessant læseoplevelse. Da sommervejret igen blev erstattet af regnfulde aftener og torden, fik jeg lyst til at læse noget mere spændingsdrevet. “Ildbarnet” af S. K. Tremayne var bedre, end jeg havde regnet med, og en del mere uforudsigelig end “Faldet”, som jeg læste i sidste måned. “A simple favor” af Darcey Bell var en af de bedste thrillere, jeg nogensinde har læst, og jeg kan klart anbefale den.

Lydbøger:

Den første lydbog jeg lyttede til, var “Stemmer fra en anden verden” af Marion Dampier-Jeans. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der har med den paranormale verden at gøre, og jeg har derfor også både set og hørt meget til Marion og hendes syn på åndeverdenen. Jeg kunne virkelig godt lide måden, bogen blev fortalt på, da den også henvender sig meget til de skeptiske læsere, og samtidig var hendes beretninger – om man så vil tro på dem, eller ikke – utrolig spændende. Den næste bog jeg lyttede til, var desværre knap så spændende. Jeg havde regnet med, at “The Lying Game #1” af Sara Shepard ville være lidt i stil med “Pretty little liars” serien, som jeg virkelig har været glad for. Desværre kunne den slet ikke måle sig, og jeg kunne ikke udstå oplæsningen. Jeg tror derfor aldrig, jeg kommer til at høre serien færdig. Den næste lydbog jeg lyttede til, var “Aftalt spil” af Elle Kennedy, som er første bind i hendes berømte Off Campus serie. Jeg var lidt usikker på, om det ville være noget for mig, men jeg endte – til min egen overraskelse – med at være ret begejstret. Jeg sluttede måneden med at lytte til efterfølgeren, og selvom historierne minder meget om hinanden, kan jeg nok bedst lide “Lagt på is”. Sommeren er perfekt til kærlighedshistorier, så jeg regner også med at lytte videre i serien.

Har I læst eller lyttet til nogle gode bøger i denne måned? 

Read More