Lydbogs-tag

Posted by on jul 16, 2017 in Tags, Tips | 2 comments

Jeg har set dette lydbogs-tag flere steder efterhånden, og da jeg gerne ville lave et indlæg om mit forhold til lydbøger, tænkte jeg, at jeg ville tage to fluer med et smæk.

Jeg elsker taglege, og jeg synes simpelthen det er så hyggeligt at læse forskellige personers svar på de samme spørgsmål, så jeg vil invitere alle der har lyst, til at deltage.

Tagget er i øvrigt skabt af Frk. Litteratur.

Har du altid lyttet til lydbøger, hvis ikke hvornår begyndte du?

Jeg har bestemt ikke altid lyttet til lydbøger. I mange år læste jeg kun en slags bøger, og det var papirbøger. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at læseoplevelsen ville blive bare halvt så god på lyd, og det var egentlig først, da jeg begyndte at arbejde på Mofibo og Storytel, at jeg for alvor åbnede op for konceptet. I dag tror jeg ikke, at jeg ville kunne undvære lydbøgerne i min hverdag.

Hvilken lydbog er din favorit?

Det er svært, men den sidste jeg lyttede til, som var “House of Furies” af Madeleine Roux var virkelig god. Der var flere indlæsere, og man kunne virkelig høre, at der var lagt meget arbejde i karakterernes mange forskellige dialekter. Den bedste jeg nogensinde har lyttet til, må dog være “American Gods” af Neil Gaiman. Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til at støde på noget så magisk som den.

Hvilken lydbog var du ikke den største fan af?

Jeg har flere gange afsluttet en lydbog, fordi et eller andet ved indlæsningen irriterede mig, og den sidste jeg mindes var “The Lying Game” af Sara Shephard. Jeg elskede “Pretty little liars” serien, men alt ved denne lydbog gik mig på nerverne. Det er dog heldigvis sjældent det sker.

Hvordan er oplevelsen forskellig i forhold til at læse fysiske bøger og lytte til en lydbog?

Oplevelsen er meget forskelig, og det kan man ikke komme uden om. Jeg elsker at sidde med en smuk og veldesignet hardback i hænderne, og mærke det knasende papir mellem mine fingre. Jeg har en svaghed for bøger med illustrationer og snørklede forbogstaver, og derfor knuselsker jeg også mine Barnes and Noble leatherbounds. Jeg kunne dog aldrig finde på at slæbe netop sådan en bog med i toget. For det første vejer og fylder de alt for meget, men samtidig vil jeg også have ro til at fordybe mig i den slags bøger, og det har jeg ikke på et togtur, men i min lænestol eller sofa med en dampende kop te i hånden. Lydbøger er til gengæld perfekt til rejser og hektiske hverdage, og derfor jeg taknemmelig for, at begge formater findes.

Hvordan og hvor finder du dine bøger.

Mofibo og Storytel,

Hvornår finder du dig oftest i færd med at lytte til en lydbog? 

På vej til og fra toget, og også nogle gange på togturen hjem om eftermiddagen, hvis mine øjne er for trætte til at læse en rigtig bog. For nylig er jeg også begyndt at tage lydbøgerne i brug under opvasken og rengøringen. En god historie gør de sure pligter en del hyggeligere.

Hvilken genre foretrækker du at lytte til?

Alt anden end thriller og krimi. Jeg er meget krævende når til kommer til indlæsere til netop disse genrer, da det er sjældent, at indlæseren formår at skabe det helt rigtige spændingsniveau.

Har du nogle anbefalinger?

Lige nu er jeg i gang med at lytte til Elle Kenedy’s Off Campus serie, og jeg synes virkelig, den er god. Derudover kan jeg anbefale Neils Gaimans lydbøger, og selvfølgelig også de engelske Harry Potter bøger. De er simpelthen så veludførte, at jeg overvejer at starte forfra og lytte til alle bøgerne på lyd.

Hvordan har I det med lydbøger ?

2 Comments

  1. Skønt tag – jeg elsker lydbøger!

  2. Også mig! 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *