Opsummering: Maj & Juni

Posted by on jul 1, 2017 in Månedlig opsummering | 4 comments

Det har aldrig været meningen, at jeg ville holde pause fra bloggen, men pludselig løb tiden fra mig. Den 1. juni afleverede jeg mit speciale, og tiden op til forsvandt i forberedelser og nerver. Jeg har arbejdet to jobs i hele min specialeperiode, og derfor fik jeg heller ikke læst særlig meget ved siden af. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk heller ikke lysten, og det blev kun til sporadiske læsestunder i toget og i mine forældres have.  Nu, hvor jeg har fået mit karakter og endelig kan kalde mig cand.mag i litteraturvidenskab, er friheden til at gøre lige præcis, hvad jeg har lyst til, endelig kommet tilbage. I juni har jeg startet mit fuldtidsarbejde som redaktør hos Mofibo og Storytel, jeg har festet, skrålet med på diverse koncerter på Tindebox, og vigtigst af alt – jeg har slappet af og genfundet min indre ro.

I maj og juni fik jeg tilsammen læst tre bøger og lyttet til én lydbog. “Twin Peaks – Den hemmelige historie” af Mark Frost, var en bog, jeg virkelig havdet glædet mig til at læse. Jeg elskede den oprindelige tv-serie, og de nye afsnit var bestemt heller ikke skuffende. Politikkens Forlag var så søde at sende mig et anmeldereksemplar, og selvom bogen krævede stor koncentration og fordybelse, er jeg glad for, at jeg valgte at læse den med det samme. Jeg tror, at den fik vækket min slumrende læselyst til live igen. “Faldet” af S. K. Tremayne var en virkelig spændende ægteskabsthriller, og jeg nød at læse den på et tæppe i mine forældres have. Jeg troede virkelig, at jeg havde forudset handlingen, men heldigvis blev jeg overrasket. Det er én af de bøger, jeg kan anbefale til dem, der altid gætter slutningen i krimier og thrillers. Denne her er nemlig umulig at gætte.  “Skatteøen” af Robert Louis Stevenson er en bog, jeg har haft stående på min læseliste så længe, jeg kan huske. Jeg købte et virkelig fint eksemplar på et loppemarked for nogle år siden, og nu har jeg endelig fået den læst. Den var præcis, som jeg havde forestillet mig – spændende, sær og en lille smule støvet. “House of Furies” af Madeleine Roux er en af de bedste lydbøger, jeg nogensinde har lyttet til. Jeg elskede hendes “Asylum” serie, og jeg elskede denne uhyggelige og spændende historie mindst ligeså meget. Der er ingen tvivl om, at hun nu er blevet en af de forfattere, der for evigt står højest på min prioriteringsliste.

Jeg håber I har haft en fantastisk forsommer, og at I har fået læst lidt mere, end jeg har. Jeg glæder mig til at følge med jer allesammen igen.

4 Comments

  1. Stort tillykke med afslutningen – kan godt forstå, at læselysten ikke har været der, når der er noget andet, der har presset på.

    Håber du får en dejlig, dejlig sommer med masser af læsetid og gode bøger 🙂

  2. Tusind, tusind tak! Og et stort i lige måde 🙂

  3. Tillykke med den nye titel 🙂 Det må være spændende at arbejde for Mofibo og Storytel 🙂

    Jeg har aldrig hørt om Skatteøen af Mark Twain, kun den af Robert L. Stevenson? Så den har jeg tilgode 🙂

    Rigtig god læselyst til dig 🙂

  4. Tusind tak! Det er også noget af en lettelse at være færdig 🙂
    Og du har da helt ret – det er selvfølgelig ‘Skatteøen’ af Robert Louis Stevenson, jeg har læst.
    Jeg har en bog af Twain i samme udgave, så har vist byttet om på navnene 😀

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *