“The Gap of Time” Af Jeanette Winterson

Posted by on maj 4, 2017 in 3 Stjerner, Fiction | 1 comment

“The Gap of Time” Af Jeanette Winterson, fra forlaget vintage, udgivet 2016, 3/5 Stjerner

Perdita er blot et spædbarn, da hendes far driver sig selv til vanvid af ubegrundet jalousi, og ender med at splitte familien fra hinanden. Det er meningen, at den lille pige skal afleveres sikkert og midlertidigt i en anonym babyluge, men planen går galt, og hun bliver ikke hentet igen. Samtidig kører en hjerteknust mand rundt med sin søn, og tænker på, hvor fantastisk hans liv ville have været, hvis han ikke havde mistet sin kone. Han drømmer om en lykkelig familie, men det er svært at få, når sorgen konstant hjemsøger ham. Da han ser et spædbarn ligge i en babyluge, tænker han derfor heller ikke længe på konsekvenserne, før han beslutter sig for at tage barnet med hjem. Barnet bærer et navneskilt med navnet ‘Perdita’.

Sytten år senere ved Perdita ikke meget om sin fortid. Hun ved, at hun er adopteret, da hun har en anden hudfarve end sin bror og far, men resten kan hun kun gætte sig til. Lige indtil hendes bror endelig en dag beslutter sig for at fortælle hende sandheden. Hun får at vide, hvad der skete den dag, da hun blev fundet i babylugen og de tragiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Hun ved stadig ikke hvem hendes biologiske forældre er, men hun begynder hurtigt at samle brikkerne, da hun har mødt en mand, der engang kendte et lille spædbarn ved navn Perdita.

“Many waters cannot quench love, neither can floods drown it.”’ That’s from the Song of Solomon. We sing what we know.”

Da jeg stod midt i en lille boghandler i Stockholms lufthavn, blev jeg med det samme tiltrukket af denne fortryllende forside. Da jeg læste bagpå, at bogen tilmed var en nyfortolkning af Shakespeares ‘Winter’s Tale’, tog jeg en hurtigt beslutning og vandrende op til kassen med bogen i min lille udvalgte stak. Også selvom jeg i virkeligheden ikke er specielt god til at læse nyfortolkninger og genfortællinger af mine kendte yndlingsfortællinger. Jeg elsker ideen bag dem. Jeg elsker, at man kan puste nyt liv i en allerede skrevet fortælling, men sandheden er nok bare, at jeg aldrig er tilfreds med udførelsen. Ikke fordi, jeg ikke synes historierne er gode, for det er de. Bare ikke gode nok.

Denne bog var ingen undtagelse, men alligevel blev jeg ikke rigtig skuffet. Jeg havde forventet noget andet end det jeg fik, men det var ikke et dårligt alternaiv. Jeg kunne virkelig godt lide måden, historien blev fortalt på. Det minder mig lidt om David Mitchells fortællerstil, og når det udføres korrekt, kan ideen med at blande små historier sammen til én stor altså virkelig skabe en speciel magi. Hvis det skal lykkes, kræver det dog også, at karaktererne udformes på den helt rigtige måde, og det skete desværre ikke her. Jeg blev aldrig helt fortrolig med nogle af dem, og jeg endte i stedet med at blive en smule småirriteret over ubesvarede spørgsmål og manglende detaljer.

“In the sky, Planet Moon is 239,000 miles away. That’s not far when you remember that the sun is 93 million miles away.”

Alt i alt er “The gap of time” en rigtig god bog. Den er tilpas underholdende og dramatisk, men samtidig er den heller ikke mere end det. Magien som forsiden lover kom aldrig frem i mit tilfælde, men når man tænker på, at den genfortæller selveste Shakespeares ord, er det måske også svært at ramme helt rigtig.

1 Comment

  1. Denne står også og venter på mig – er rigtig glad for Jeanette Winterson.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *