Posts made in maj, 2017

“The Gap of Time” Af Jeanette Winterson

Posted by on maj 4, 2017 in 3 Stjerner, Fiction | 0 comments

“The Gap of Time” Af Jeanette Winterson, fra forlaget vintage, udgivet 2016, 3/5 Stjerner

Perdita er blot et spædbarn, da hendes far driver sig selv til vanvid af ubegrundet jalousi, og ender med at splitte familien fra hinanden. Det er meningen, at den lille pige skal afleveres sikkert og midlertidigt i en anonym babyluge, men planen går galt, og hun bliver ikke hentet igen. Samtidig kører en hjerteknust mand rundt med sin søn, og tænker på, hvor fantastisk hans liv ville have været, hvis han ikke havde mistet sin kone. Han drømmer om en lykkelig familie, men det er svært at få, når sorgen konstant hjemsøger ham. Da han ser et spædbarn ligge i en babyluge, tænker han derfor heller ikke længe på konsekvenserne, før han beslutter sig for at tage barnet med hjem. Barnet bærer et navneskilt med navnet ‘Perdita’.

Sytten år senere ved Perdita ikke meget om sin fortid. Hun ved, at hun er adopteret, da hun har en anden hudfarve end sin bror og far, men resten kan hun kun gætte sig til. Lige indtil hendes bror endelig en dag beslutter sig for at fortælle hende sandheden. Hun får at vide, hvad der skete den dag, da hun blev fundet i babylugen og de tragiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Hun ved stadig ikke hvem hendes biologiske forældre er, men hun begynder hurtigt at samle brikkerne, da hun har mødt en mand, der engang kendte et lille spædbarn ved navn Perdita.

“Many waters cannot quench love, neither can floods drown it.”’ That’s from the Song of Solomon. We sing what we know.”

Da jeg stod midt i en lille boghandler i Stockholms lufthavn, blev jeg med det samme tiltrukket af denne fortryllende forside. Da jeg læste bagpå, at bogen tilmed var en nyfortolkning af Shakespeares ‘Winter’s Tale’, tog jeg en hurtigt beslutning og vandrende op til kassen med bogen i min lille udvalgte stak. Også selvom jeg i virkeligheden ikke er specielt god til at læse nyfortolkninger og genfortællinger af mine kendte yndlingsfortællinger. Jeg elsker ideen bag dem. Jeg elsker, at man kan puste nyt liv i en allerede skrevet fortælling, men sandheden er nok bare, at jeg aldrig er tilfreds med udførelsen. Ikke fordi, jeg ikke synes historierne er gode, for det er de. Bare ikke gode nok.

Denne bog var ingen undtagelse, men alligevel blev jeg ikke rigtig skuffet. Jeg havde forventet noget andet end det jeg fik, men det var ikke et dårligt alternaiv. Jeg kunne virkelig godt lide måden, historien blev fortalt på. Det minder mig lidt om David Mitchells fortællerstil, og når det udføres korrekt, kan ideen med at blande små historier sammen til én stor altså virkelig skabe en speciel magi. Hvis det skal lykkes, kræver det dog også, at karaktererne udformes på den helt rigtige måde, og det skete desværre ikke her. Jeg blev aldrig helt fortrolig med nogle af dem, og jeg endte i stedet med at blive en smule småirriteret over ubesvarede spørgsmål og manglende detaljer.

“In the sky, Planet Moon is 239,000 miles away. That’s not far when you remember that the sun is 93 million miles away.”

Alt i alt er “The gap of time” en rigtig god bog. Den er tilpas underholdende og dramatisk, men samtidig er den heller ikke mere end det. Magien som forsiden lover kom aldrig frem i mit tilfælde, men når man tænker på, at den genfortæller selveste Shakespeares ord, er det måske også svært at ramme helt rigtig.

Read More

Opsummering: April

Posted by on maj 2, 2017 in Månedlig opsummering | 2 comments

Jeg har ikke fået læst så meget i april, som jeg havde håbet på. Det skyldes nok, at jeg i øjeblikket arbejder to steder, skriver speciale og også skal have tid til at passe alt andet. Læsningen bliver desværre nedprioriteret meget, og jeg har egentlig kun læst på togturene mellem København og Odense. Heldigvis fandt Read-A-Thon også sted her i weekenden, og jeg gav mig selv lov il at glemme alt om arbejde og speciale. Det blev til 1584 sider i alt, hvilket er langt mere, end det jeg fik læst resten af måneden. Det siger lidt om, hvor lidt jeg egentlig får læst for tiden. Det er dog blevet til 9 bøger alt i alt, og som altid opsummerer jeg kort mine tanker omkring dem.

Den første bog jeg fik læst var “Library of souls” af Ransom Riggs, som er tredje og sidste bind i serien om Miss Peregrine og de sælsomme børn. Jeg var ikke ligeså glad for den som de to første, men jeg er glad for at få historien afsluttet på en værdig måde. Den næste bog jeg læste var “After Alice” af Gregory Macguire. Jeg var bestemt ikke begejstret for bogen, og måden den genfortalte historien om Alice og hendes Eventyrland på. Faktisk endte jeg med at blive ret sur på den. Den næste bog jeg fik læst var heldigvis langt bedre, og jeg blev virkelig positivt overrasket over “The Gap of Time” af Jeanette Winterson. Historien er meget speciel, men jeg elskede den næsten ligeså meget, som jeg elsker forsiden på bogen. “Vækkelse” af Stephen King blev den næste bog i rækken, og endnu engang blev jeg ret skuffet. Jeg synes overhovedet ikke, bogen var uhyggelig, og jeg havde virkelig svært ved at motivere mig selv til at færdiglæse den.

Da Read-A-Thon langt om længe begyndte, startede jeg på “Den Fredløse” af Carina Evytt, som jeg har haft stående virkelig, virkelig længe. Faktisk havde jeg glemt jeg havde den, og havde egentlig tænkt mig at forære den til min veninde. Bagsideteksten fangede mig ikke, og længden taget i betragtning, var jeg sikker på, at det var dumt at starte på den. Jeg elsker dog at læse Tellerups bøger til Read-A-Thon rent designmæssigt, så jeg valgte alligevel at give den en chance. Historien var egentlig rigtig god, men der var alligevel en del ting, der ikke rigtig fungerede for mig. Den næste bog jeg læste var “Animal Farm” af George Orwell. Historien er utrolig gribende og tankevækkende, og jeg måtte tage en lille pause, før jeg startede på den næste i rækken. “The Cellar” af Minette Walters var helt perfekt til de mørke timer, og jeg er sikker på, at det er bøger som den, jeg skal have flere af i stakken i fremtiden. “The Prince and the Pauper” af Mark Twain blev den næste bog i rækken, og egentlig var jeg begyndt på den i forvejen. Jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke er i humøret til at læse klassikere inden sengetid i øjeblikket. Om ikke andet fik jeg den færdiglæst, og jeg glæder mig til at fordybe mig meget mere i Twains forfatterskab i fremtiden. “Books of Blood” af Clive Barker blev den sidste bog jeg fik læst, og jeg elskede den. Novellerne var uhyggelige, dystre og blodige, og jeg kan sagtens se, hvorfor Barker er blevet et stort navn inden for horrorgenren.

Har I fået læst nogle gode bøger i April?

Read More