Tema #72 – Forberedelser til Read-A-Thon

Posted by on apr 28, 2017 in Events, Tema | 6 comments

I morgen er det tid til endnu et Read-A-Thon, og jeg glæder mig! Jeg har egentlig haft planlagt hvilke bøger, jeg skulle læse i over en måned, men i går ombestemte jeg mig og ændrende lidt i listen. Bl.a. ville jeg have læst “Snemanden” af Jo Næsbø, men da det er solskin og forår udenfor, er jeg bare ikke rigtig i humør til at læse den nu. I stedet har jeg valgt at tilføje “The Prince and the Pauper” af Mark Twain, selvom jeg allerede er i gang med den. Jeg troede, jeg ville have læst den færdig før Read-A-Thon, men jeg har været for træt til at læse herhjemme om aftenen, og den er alt for tung til at slæbe med i tasken og i toget. Samtidig har jeg heller ikke planlagt så mange sider, som jeg plejer, da jeg ikke har tænkt mig at holde mig vågen hele natten. Jeg er i gang med mit speciale, og da deadline nærmer sig, har jeg ikke lyst til at ødelægge min døgnrytme fuldstændig.

Min læse stak består derfor nu af følgende bøger:

“Den Fredløse” af Carina Ewytt

– Jeg har virkelig haft denne bog stående længe, og selvom forsiden og designet er utrolig smukt og tiltrækkende, så har jeg bare aldrig fået den læst. Jeg er ikke sikker på, at historien er noget for mig, men jeg har alligevel set lidt for mange gode anmeldelser til at kunne droppe den helt. Jeg er ret glad for at læse Tellerups bøger til Read-A-Thon, da siderne og sproget er virkelig overskueligt, så jeg tænker at læse den i små bider over hele døgnet.

“Animal Farm” af George Orwell

– Jeg så denne fine bog i en lille boghandel i Stockholm, og da jeg ikke har fået læst noget af George Orwell endnu, skyndte jeg at købe den. Jeg har gemt den specielt til Read-A-Thon, så jeg håber virkelig, den er god!

“The Cellar” af Minette Walters

– Jeg købte denne bog i samme boghandel, og endnu engang tænkte jeg på Read-A-Thon med det samme. Den er kort og overskuelig, og samtidig lyder den både spændende og uhyggelig. Jeg tror, jeg vil læse den om aftenen, når det er blevet mørkt.

“The Prince and the Pauper” af Mark Twain

– Jeg er allerede et par kapitler inde i denne bog, men jeg vil virkelig gerne have læst den færdig i denne måned, så jeg håber, at jeg når at få læst bare et kapitler mere i den. Indtil videre synes jeg historien er virkelig fin og rørende, så jeg håber resten af fortællingen kan leve op til det.

Jeg har ingen anelse om, hvor meget jeg når at læse, da jeg ikke har mulighed for at give den fuld styrke som jeg har gjort de andre gange, men jeg håber om ikke andet, at læsedøgnet bliver ligeså hyggeligt som det plejer. I morgen kommer min hund Molli og holder mig med selskab som altid, og så mangler jeg bare at købe snacks og slik.

Jeg håber vi ses i morgen!

6 Comments

  1. ‘Den fredløse’ er en underlig størrelse. Den er, som du nævner, meget overskuelig i sproget og jeg fik helt sikkert en følelse af en sær forhistorisk, fantasy atmosfære. Men jeg er ikke så sikker på, at jeg var lidt så glad for historien. Jeg er spændt på hvad du synes og jeg glæder mig til at følge med i din læsning 🙂

  2. Jeg håber den er god! Men da jeg ikke er faldet pladask for bagsideteksten, tror jeg også, at det er smartest, hvis jeg læser den i flere bider. 🙂 Jeg glæder mig også til at følge med hos dig! 🙂

  3. God læselyst 🙂

  4. I lige måde 🙂

  5. Yay, Animal Farm! Jeg håber sådan, du kan lide den – jeg er meget fascineret af hans bøger 🙂

    Rigtig god læsning – glæder mig til at følge med 🙂

  6. Tusind tak! 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *