Tema #71 – Nyt på bogreolen #12

Posted by on apr 15, 2017 in Nyt på bogreolen, Tema | 6 comments

Jeg har købt nye bøger igen. Eller – nogle af dem har jeg købt, og andre har jeg fået. Jeg var i Stockholm med Storytel i sidste måned, og da vi skulle hjem, anbefalede min kollega mig at tage forbi Pocket Books i lufthavnen, som ganske rigtigt er en lille forretning med paperbacks. ‘Heldigvis’ var udvalget af engelske bøger ikke så stort, så jeg fik kun slæbt fire med hjem, men hold nu op, hvor er jeg glad for hver og én. Samtidig er jeg så småt begyndt at tænke på stakken til Read-A-Thon senere i denne måned, og de små paperbacks er helt perfekte til formålet.

“After Alice” af Gregory Maguire

– Jeg har for nyligt genlæst “Alice i eventyrland” og er efterfølgende blevet ret interesseret i nyfortolkninger og fanfiction af det kendte værk. Bogen har en helt særlig plads i mit hjerte, og så jeg håber, at denne genfortælling kan leve op til mine høje forventninger. Jeg er dog en smule nervøs, for den har godt nok fået mange dårlige bedømmelser på Goodreads.

“Animal Farm” af George Orwell

– Jeg har altid gerne ville læse noget af George Orwell, så da jeg spottede denne lille fine udgave af hans klassiker, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Jeg ved, at der er delte meninger om bogen, så jeg håber, at jeg ender med at elske den.

“The Cellar” af Minette Walters

– Jeg havde aldrig hørt om denne bog, før jeg spottede den på hylden i butikken i Sverige. Forsiden tiltrak mig med det samme, og jeg læste kun en lille bid af bagsideteksten, før jeg besluttede mig for at købe den. Det lyder som om, at bogen har en god blanding af overnaturlig og realistisk gys, så jeg glæder mig til at se, om den kan skræmme mig.

“The Gap of time” af Jeanette Winterson

– Jeg blev ligeledes tiltrukket af forsiden på denne bog, og da jeg læste, at det var en nyfortolkning af “The Winters tale” købte jeg den med det samme. Jeg har efterfølgende snakket med et par stykker, der har læst den, og det lader til, at den deler vandene. Jeg håber virkelig, at den kan leve op til den magiske forside!

“Snemanden” af Jo Nesbø

– Jeg læser virkelig sjældent krimier, og derfor har jeg ikke fået læst noget af den verdenskendte Jo Næsbø endnu. Nu har jeg dog fået anbefalet ham af så mange forskellige mennesker, at jeg har besluttet mig for at give ham et forsøg. “Snemanden” skulle eftersigende være hans mest uhyggelige bog, så jeg glæder mig til at se, om den kan skræmme mig.

“Vækkelse” af Stephen King

– Jeg får aldrig nok af King. Han er den forfatter jeg har læst mest af, og da jeg efterhånden har læst igennem en del af hans tidlige udgivelser, er jeg nu begyndt at se nærmere på de nye. “Vækkelse” har fået rigtig mange gode anmeldelser, så jeg glæder mig helt vanvittig meget til at læse den!

6 Comments

  1. Sikke nogle lækre bøger, du har fået købt søde <3 Håber at det går frem af med specialet!

  2. Jeg vil blive ret overrasket, hvis du synes “Snemanden” er uhyggelig (ikke for at ødelægge forventningens glæde, haha). Jeg fik godt nok lidt hjertebanken og kuldegysninger da jeg læste den for nogle år siden – men jeg får jo altså også kuldegysninger af at læse dine anmeldelser af uhyggelige bøger, haha. Så jeg tror måske ikke, at du skal have alt for høje forventninger 🙂

  3. Karina – Det går fremad, men synes alligevel stadig jeg mangler en del! Glæder mig til vi har afleveret!

  4. Carina – Jeg synes virkelig sjældent, at krimier er uhyggelige, så jeg tror heller ikke, jeg skal have for høje forventninger! Haha! Hvor fedt, at du blive lidt skræmt bare af at læse anmeldelser 😀 Der skal godt nok meget til for mig efterhånden 😀

  5. Er spændt på at høre hvad du syntes om After Alice, for den har jeg også selv luret lidt på engang imellem, men den har ikke overvundet mig endnu.

  6. Michelle – Jeg har læst den nu, og jeg må indrømme, at jeg er ret skuffet.
    Der kommer snart en anmeldelse!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *