“Daniel Deronda” Af George Eliot

Posted by on mar 19, 2017 in 3 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

“Daniel Deronda” Af George Eliot, fra forlaget penguin, udgivet 2003, (Org. udgivet 1876), 3,5/5 Stjerner

Gwendolen Harleth er forkælet og usandsynlig selvisk. Hun bruger sine dage på at spille sin families penge op, og på at sladre til diverse pompøse middagsselskaber og sociale begivenheder. Samtidig har hun netop valgt at forlove sig med en af byens mest betragtede mænd, selvom hun endnu ikke er sikker på, hvad hun føler for ham. Hun kommer i vanskeligheder, da hun spiller så mange penge op, at hun bliver nødt til at sælge et familiearvestykke for at få dem tilbage. Heldigvis kommer en mystisk fremmed hende til undsætning, og selvom hun ikke er klar over det endnu, får denne mand stor betydning i hendes senere liv.

Daniel Deronda er Gwendolens modsætning. Han er hjertevarm, gavmild og utrolig fornuftig. Samtidig er han også sky og social udfordret, men dette holder ham dog ikke fra at tage kontakt til den opmærksomhedskrævende Gwendolen. Gennem et lang årrække udvikler de et tæt forhold til hinanden, og deres venskab bliver for begges vedkommende deres eneste overlevesesstrategi. Mens Gwendolen må kæmpe sig igennem et sadistisk ægteskab må Daniel ud på en lang og besværlig rejse for at finde sine ukendte rødder og dermed få svar på nogle af de mange spørgsmål, han igennem livet har været fortvivlet over.

“It is a common sentence that knowledge is power; but who hath duly considered or set forth the power of ignorance? Knowledge slowly builds up what ignorance in an hour pulls down.”

Denne bog er usandsynlig lang og til tider også usandsynlig kedelig. Starten var virkelig god og spændende, men da jeg nåede ca. halvejs ind i bogen, måtte jeg kæmpe mig igennem lange passager, hvor der vitterligt ikke skete noget. Plottet føltes monotont og uinteressant, og jeg var tæt på at give op. Der skete dog et eller andet, da jeg endelig nåede mod enden, og jeg slugte den sidste del i en ufattelig fart. Selvom bogen sagtens kunne have være kogt i hvertfald hundrede sider ned, gik det hele op i en samlet helhed til sidst. Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at holde ud, for slutningen var absolut det hele værd.

Jeg kan rigtig godt lide, at vi følger karaktererne igennem størstedelen af deres liv. I starten brød jeg mig bestemt ikke om Gwendolen, men i takt med, at hun langsomt udviklede sig, begyndte jeg også at holde mere af hende. Ikke nødvendigvis fordi hendes personlighed blev mere attraktiv, men fordi, hun viste sig at være ligeså menneskelig og sårbar som alle andre. Hendes facade blev sværere og sværere at opretholde, og jeg blev fyldt med ærefrygt  over, hvor levende og realistisk en karakter, Eliot pludselig fik skabt. Bogen syntes måske lang og uinteressant til tider, men hver eneste lille detalje bidrog alligevel til det samlede værk. Samtidig kunne jeg godt lide, at bogen også formåede skabe nogle virkelighedsnære miljøbeskrivelser, der tydeligt viste de mange sider af imperialismens aristokratiske samfund.

“No evil dooms us hopelessly except the evil we love, and desire to continue in, and make no effort to escape from.”

“Daniel Deronda” er den sidste bog, Eliot nåede at udgive før sin død i 1880. Det er måske ikke hendes bedste værk, men jeg må alligevel indrømme, at det er det værk, jeg er mest imponeret over. Det er virkelig få mennesker, der besidder et talent som hendes.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *