Posts made in marts, 2017

“The Snow Child” Af Eowyn Ivey

Posted by on mar 31, 2017 in 4 Stjerner, Fiction | 2 comments

“The Snow Child” Af Eowyn Ivey, fra forlaget Tinder Press, udgivet 2012, 4/5 Stjerner

Jack og Mabel ønsker sig brændende et lille barn, men må efter flere års forsøg erkende, at de bare ikke kan blive gravide. Samtidig har de svært ved at overleve bare de to. Året er 1920, og Alaskas vintermåneder er ubarmhjertige og altødelæggende. De har ikke penge nok til at klare sig igennem vinteren, og et barn ville bestemt ikke gøre det nemmere. Den første aften med sne genfinder Jack og Mabel dog alligevel kærligheden, og beslutter sig for at bygge en lille snemand. En snepige, faktisk. De former hende ud af den hårde og friske sne, og Mabel giver hende vanter og halstørklæde på. Næste morgen er deres lille snepige ødelagt, men på mytisk vis, får de besøg af en anden lille pige, der hævder at bo alene i den store skov.

Faina er blot et lille barn, da hun første gang besøger Jack og Mabel. Hun er genert, men da hendes far er død, er hun vant til at klare sig selv, og hendes evner i den hårde vinter imponerer både Jack og Mabel. Selvom Faina er et meget specielt barn, knytter hun sig dog hurtigt til Jack og Mabel, og hun giver dem den familie, de aldrig troede, de ville få. Mabel kan dog ikke lade være med at undre sig over, hvorfor Faina kun kommer og besøger dem om aftenen. Hun tænker tilbage på en børnebog om en snepige, der blev levende, og det går op for hende, at dette måske også er tilfældet med Faina. Jack er langt fra overbevist, men da foråret kommer, er Faina væk, og han tvinges til at revurdere den besynderlige situation.

“In my old age, I see that life itself is often more fantastic and terrible than the stories we believed as children, and that perhaps there is no harm in finding magic among the trees.”

Jeg har længe haft “The Snow Child” stående på mit læseliste, og jeg har endda også haft et eksemplar stående på hylden i flere år. Jeg brød mig dog ikke om det snuskede og nærmest ødelagte eksemplar, Amazon dengang sendte mig, så derfor har jeg ikke fået læst bogen før nu. Da jeg for nylig købte en fin bogpakke fra SAXO, skyndte jeg mig at bestille et langt pænere eksemplar hjem, og jeg er virkelig glad for at eje denne smukke fortælling i en ligeså smuk udgave. Der er en helt særlig stemning over denne bog. Den er magisk og fortryllende, men samtidig lammende tragisk og sørgelig. Fortællinger strækker sig over et helt årti, og da jeg havde vendt den sidste side, kunne jeg ikke lade være med at trille en lille tåre. Jeg følte mig investeret i fortællingen på en måde, jeg sjældent har gjort før.

Jeg ved ikke, hvad jeg elsker mest ved historien – om det er karaktererne eller fortællingen i sig selv. Jeg tror, at det i virkeligheden er en blanding af det hele. Jack og Mabel er så virkelige og realistiske, at jeg næsten følte, jeg kendte dem. Samtidig er deres ufrivillige barnløshed for evigt aktuelt, og derfor er deres glæde over deres lille snepige ligeså  hjertevarm og medrivende. Bogen er utrolig stemningsmættet, og selvom de hårde beskrivelser af det iskolde Alaska hele tiden gjorde mig opmærksom på historiens fiktion, kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg stod midt i den kolde skov og iagttog den lille familie. Jeg  er stadig ikke helt sikker på, at jeg bryder mig om bogens slutning, men alligevel kan jeg ikke rigtig forestille mig nogen anden ende på denne fortryllende fortælling.

“She looked directly up into the northern lights and she wondered if those cold-burning spectres might not draw her breath, her very soul, out of her chest and into the stars.”

“The Snow Child” er én af de bøger, der konstant udspiller sig på skillelinjen mellem det virkelige og det imaginære. Bogen giver aldrig et klart svar, og derfor er det også en bog, der virkelig sætter gang i tankerne, og ikke mindst følelserne.

Read More

“Frozen Charlotte” Af Alex Bell

Posted by on mar 29, 2017 in 5 Stjerner, Fiction, Horror, Young Adult | 6 comments

“Frozen Charlotte” Af Alex Bell, fra forlaget Red Eye, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

Da Sophie og hendes venner leger med en uskyldig Ouija Board app på en telefon, stiller hendes bedste ven Jay, det eneste spørgsmål, man absolut aldrig må stille. ‘Hvornår skal han dø?’. En ånd, der hævder at være Sophies afdøde kusine Rebecca svarer, at han skal dø samme nat, og da varslen bliver til virkelighed, bliver Sophie ramt af en lammende sorg, og en endnu større frygt. Hun beslutter sig for at besøge sin familie, for at finde ud af, hvorfor hendes kusine, hun kun har mødt en enkelt gang, ville ønske hendes bedste ven død. Da hun ankommer til øen, hvor de bor, går det dog hurtigt op for hende, at der er et eller andet helt galt. Ingen vi snakke om Rebaccas død, men Sophie er sikker på, at hun stadig er til stedet i blandt dem.

Sophie lærer hurtigt sin familie at kende, og danner hurtigt et tæt bånd med den jævnaldrende kusine Piper. Hun er sød og charmerende, og samtidig er hun den eneste, der for alvor har taget godt imod hende. Cameron er kold og negativ , og tænker kun på sin musik. Lilias er sær og dyster, og er bange for alting. Det er også netop Lilias, der fortæller Sophie, at Rebacca stadig er i huset. Samtidig fortæller hun dog også, at alle Rebeccas gamle antikke dukker er levende, og at de har besat både Rebecca og Piper. Sophie forsøger at filtrere Lilias mange fobier fra sandheden, men da Piper pludselig ændrer sig, må hun indse, at hun ikke lænegere kan stole på hendes egen fornuft. For levende og ondskabfulde dukker findes vel ikke?

“But, miss…they like being dead. They told us.”

Jeg har forgæves forsøgt at komme i tanke om, hvor jeg har fundet denne bog henne, men jeg kan virkelig ikke huske det. Pludselig stod den bare på min ønskeliste på SAXO, og jeg valgte at se det som et tegn på, at det var en bog, jeg blev nødt til at læse. Jeg er så evigt glad for, at jeg valgte at bestille den hjem med det samme. Jeg kan ærligt sige, at det er den mest uhyggelige YA fortælling, jeg nogensinde har læst. Og jeg har læst mange. I starten var jeg lidt irriteret over, at det absolut skulle være dukker, der var det uhyggelige element i bogen, men da jeg først kom ud over mine fordomme om klichéer, kunne jeg ikke lægge bogen fra mig igen. Historien er ufattelig velstruktureret, og samtidig er spændingen konstant stigende.

Jeg kunne virkelig godt lide, at der var så mange små detaljer gemt i bogen. Jeg har aldrig læst en YA roman med så mange detaljer som denne, og jeg må indrømme, at jeg er virkelig imponeret. Samtidig må jeg også indrømme, at bogen virkelig skræmte mig. Jeg havde svært ved at sove med lyset slukket, og det er desværre noget, der sjældent sker for en inkarneret horror-fan som mig. Netop derfor besluttede jeg mig også for at klikke alle forfatterens andre værker sikkert hjem på min ønskeliste, og jeg kan næsten ikke vente med at grave videre i hendes forfatterskab. Hvis hendes tidligere udgivelser er bare halvt så uhyggelige og velskrevne som denne, kan jeg kun blive tilfreds.

“The only thing that survived was the head. They found her holding it the next morning. I’ve kept it with me ever since.”

“Frozen Charlotte” er lige præcis alt det, en YA gyser skal være. Det er underholdnede, fangende og ufattelig uhyggelig.

Read More

“Slade House” Af David Mitchell

Posted by on mar 27, 2017 in 5 Stjerner, Fiction, Horror | 6 comments

“Slade House” Af David Mitchell, fra forlaget Sceptre, udgivet 2015, 5/5 Stjerner

Romanen er som mange af Mitchells tidligere værker opdelt i flere dele. I første del møder vi Nathan Bishop, der sammen med sin mor skal besøge en meget rig og fin dame ved navn Lady Grayer. Mens moren er travlt optaget, støder Nathan på drengen Jonah, og de to bliver hurtigt venner. Da Nathan begynder at hallucinere indser han dog, at der er et eller andet helt galt med Jonah. Værre bliver det, da han også møder Jonahs tvillingesøster. Ni år senere efterforsker betjenten Gordon Edmonds stadig sagen om en forsvundet dreng og hans mor. På mystisk vis opdager han pludselig et stort palæ med en tilsvarende overdådig have. Ejeren Chloe Chetwynd byder ham indenfor, og det går op for ham, at den smukke kvinde måske ikke er så uskyldig, som hun ser ud til.

Ni år efter betjentens forsvinden beslutter en gruppe paranormale studenter sig for at opklare den mystiske sag. De befinder sig til en Halloween fest i en stort hus, og Sally – gruppens generte pige, støder på en mand, der hævder at være den forsvundne betjent. Han giver hende et våben, og via stemmer bliver Sally efterfølgende ledt op til loftet, hvor hun bliver mødt af to tvillinger. Ni år efter Sallys forsvinden, er hendes søster Freya opsat på at opklare mysteriet om Slade House. Hun er sikker på, at hendes søster stadig kan reddes. Desværre må også hun ofre mere end bare sin tid på efterforskningen.

“People are masks, with masks under those masks, and masks under those, and down you go.”

Jeg havde meget blandet følelser, da jeg sidste år læste “Cloud Atlas” af David Mitchell. Plottet sagde mig ikke rigtig noget, men samtidig var jeg også virkelig imponeret over, hvordan han havde formået at skabe en samlet helhed ud af flere forskellige små historier, der umiddelbart slet ikke passede sammen. Da jeg blev introduceret til Slade House, der handlede om et mystisk spøgelseshus og desuden var struktureret på samme måde, var jeg derfor også sikker på, at bogen ville være den perfekte kombination til mig. Og det var den. Jeg var fanget af historien fra første side, og jeg slugte bogen i en enkelt bid. Det er helt klart Mitchells bedste bog, hvis du spørger mig.

Jeg kunne urolig godt lide de forskelige karakterer. Selvom der ikke var viet mange kapitler til de enkelte dele, var det alligevel nok til, at man lærte de forskellige personligheder at kende. Det fungerede på en måde, man virkelig sjældent støder på i korte romaner. Samtidig er bogens plot og struktur et mesterværk i sig selv. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje, og spændingsniveauet steg i takt med, at vi nåede længere og længere mod bogens sidste del, hvor afsløringen endelig fandt sted. Jeg holdt vejret, mens jeg læste de sidste ar sider, og selvom jeg elskede bogens slutning, havde jeg alligevel svært ved at acceptere, at den var slut. Det er én af de historier man gerne vil læse færdig, men alligevel ikke helt kan slippe.

“No one’s ever very sure if doves and pigeons are the same bird or not.”

“Slade House” er en bog der byder på meget mere end bare gys og mystik. Det er en bog der skal opleves, og ikke bare læses.

Read More

Tema #70 – Projekt tøm flyttekassen – en sidste opdatering

Posted by on mar 25, 2017 in Projekter, Tema | 12 comments

Egentlig var planen, at jeg skulle have været færdig med mit ‘lille’ projekt i sommers. Jeg skulle have læst alle mine ulæste bøger, inden sommeren var ovre. Sådan blev det ikke. Pludselig fik jeg travlt med studierne igen, og mine egne bøger blev lagt på hylden til fordel for dem til studiet. Samtidig var der også et utrolig indbringende bogbloggertræf i efteråret, der umuliggjorde min plan – og heldigvis for det. Det sidste halve års tid har jeg nemlig haft et meget overskueligt antal ulæste bøger stående på hylden, og det har været helt perfekt. Jeg har ikke haft et stort behov for at få stakken ned på 0, da jeg ikke har været stresset over antallet. Jeg har nemlig ligeledes erfaret, at jeg er typen, der bliver nemt stresset, hvis jeg har mange ulæste bøger stående. Jeg skriver lister og planlægger nøje, hvor mange bøger jeg skal læse de kommende måneder, og hvis der kommer noget i vejen, bliver jeg frustreret. Når jeg til gengæld kan holde tallet nede på omkring 10 – 15 ulæste bøger, kan jeg nemt overskue mine planlagte læstelister, samtidig med, at jeg altid har en tilpas variation af forskellige bøger tilgængelig. Jeg forsøger altid at sørge for, at jeg har noget liggende i forskellige genrer, så jeg altid har mindst én bog, der passer til mit pågældende humør.

For et par uger siden skete der dog det, jeg egentlig havde planlagt siden i sommers. Jeg gik i gang med at læse den sidste bog på min læseliste. Jeg har stadig en del samlede værker fra især Barnes and Noble stående, men det har aldrig været meningen, at jeg ville læse dem fra start til slut, så dem har jeg ikke talt med. Jeg kunne dog ikke lade være med at blive en smule stolt, da jeg efter så lang tid endelig havde nået mit ‘mål’ så jeg valgte selvfølgelig at købe en fin lille bogpakke fra SAXO. Jeg er allerede halvejs igennem dem nu, så der går nok ikke så længe, før jeg igen skal købe bøger. Oh well.. 🙂

Read More

“The Beauty and the Beast” Af Gabrielle-Suzanne Barbot De Villeneuve

Posted by on mar 20, 2017 in 3 Stjerner, Eventyr, Fiction, Kærlighed | 4 comments

“The Beauty and the Beast” Af Gabrielle-Suzanne Barbot De Villeneuve, fra forlaget Harper Design, udgivet 2017, (Org. udgivet 1740) 3/5 Stjerner

Beauty er den smukkeste i hendes søskendeflok, og derfor har hun aldrig båret andet navn. Samtidig er hun også den mest samvittighedsfulde og fornuftige, og derfor melder hun sig frivilligt, da hendes far har brug for hjælp. Da han skulle skaffe en rose til Beauty, kom han ved et uheld til at gå ind i et udyrs have, og som straf, skal han udlevere en datter eller sit eget liv til udyret. Der er dog en lille detalje – datteren skal gå med til denne aftale frivilligt, og da hendes søstre ikke vil ofre sig, er Beauty den eneste rigtige til jobbet.

Da hun ankommer til det store slot, bliver hun positivt overrasket over, at udyret ikke behandler hende dårligt. Faktisk er han ikke andet end sød og forstående over for hendes behov, og hun får, hvad hun peger på – bortset fra hendes frihed. Hun bruger sine dage på slottets overdådige bibliotek, og i sine drømme får hun besøg af en flot og charmerende prins. Når hun vågner igen om morgenen, er han ingen steder at finde på slottet. Udyret spørger hendes hver dag, om hun vil gifte sig med ham, men da hun selv er forelsket i hendes drømmeprins, må hun gang på gang afvise ham. Heldigvis bærer udyret på en stor hemmelighed, der til sidst sikrer en lykkelig slutning for begge parter.

“Only be grateful,” he answered, “and don’t trust too much to your eyes.”

Da jeg så, at SAXO havde denne bog tilgængelig i deres sortiment, skyndte jeg mig at sætte den på min elektroniske ønskeliste. Der gik ikke mange dage, før jeg derefter besluttede mig for at købe den sammen med en række andre nøje udvalgte ønskebøger. Jeg ville nemlig læse den kendte historie om skønheden og udyret, før den længe ventede film med smukke Emma Watson i hovedrollen udkom i biografen. Jeg har læst et par forskellige udgaver af historien, men aldrig den helt originale fra 1740. Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet. Ikke fordi jeg ikke holder af historien i denne udgave, men ganske enkelt fordi, jeg synes den har en lidt sær og nedladende tone til tider.

Beauty irriterede mig især. I starten kunne jeg rigtig godt lide hende, og jeg kunne nemt genkende hendes godhed og gavmilde personlighed fra de andre udgaver, jeg har læst og elsket. Da hun ankom til slottet og lærte udyret at kende, begyndte hendes personlighed at føles en smule forkælet og vag. Om ikke andet er historien stadig helt fantastisk, og jeg nød at læse et eventyr, der i sandhed kan kaldes en klassiker. Samtidig kan jeg slet ikke komme mig over, hvor smuk og fortryllende denne udgave er. Jeg elskede at bladre i de tykke sider og fordybe mig i de mange smukke illustrationer og figurer. Det er længe siden, jeg har set så fantastisk et boghåndværk.

“It will be slow,” she said, “but it will be sure. Keep your secret.”

Eventyret om skønheden og udyret har altid været blandt mine favoritter. Jeg elsker Belle og hendes kærlighed til bøger, og så elsker jeg desuden det smukke budskab, eventyret også skildrer. I denne udgave kom mine yndlingselementer ikke altid til udtryk, men jeg er nu alligevel glad for at eje dette smukke mesterværk.

Read More

“Daniel Deronda” Af George Eliot

Posted by on mar 19, 2017 in 3 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

“Daniel Deronda” Af George Eliot, fra forlaget penguin, udgivet 2003, (Org. udgivet 1876), 3,5/5 Stjerner

Gwendolen Harleth er forkælet og usandsynlig selvisk. Hun bruger sine dage på at spille sin families penge op, og på at sladre til diverse pompøse middagsselskaber og sociale begivenheder. Samtidig har hun netop valgt at forlove sig med en af byens mest betragtede mænd, selvom hun endnu ikke er sikker på, hvad hun føler for ham. Hun kommer i vanskeligheder, da hun spiller så mange penge op, at hun bliver nødt til at sælge et familiearvestykke for at få dem tilbage. Heldigvis kommer en mystisk fremmed hende til undsætning, og selvom hun ikke er klar over det endnu, får denne mand stor betydning i hendes senere liv.

Daniel Deronda er Gwendolens modsætning. Han er hjertevarm, gavmild og utrolig fornuftig. Samtidig er han også sky og social udfordret, men dette holder ham dog ikke fra at tage kontakt til den opmærksomhedskrævende Gwendolen. Gennem et lang årrække udvikler de et tæt forhold til hinanden, og deres venskab bliver for begges vedkommende deres eneste overlevesesstrategi. Mens Gwendolen må kæmpe sig igennem et sadistisk ægteskab må Daniel ud på en lang og besværlig rejse for at finde sine ukendte rødder og dermed få svar på nogle af de mange spørgsmål, han igennem livet har været fortvivlet over.

“It is a common sentence that knowledge is power; but who hath duly considered or set forth the power of ignorance? Knowledge slowly builds up what ignorance in an hour pulls down.”

Denne bog er usandsynlig lang og til tider også usandsynlig kedelig. Starten var virkelig god og spændende, men da jeg nåede ca. halvejs ind i bogen, måtte jeg kæmpe mig igennem lange passager, hvor der vitterligt ikke skete noget. Plottet føltes monotont og uinteressant, og jeg var tæt på at give op. Der skete dog et eller andet, da jeg endelig nåede mod enden, og jeg slugte den sidste del i en ufattelig fart. Selvom bogen sagtens kunne have være kogt i hvertfald hundrede sider ned, gik det hele op i en samlet helhed til sidst. Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at holde ud, for slutningen var absolut det hele værd.

Jeg kan rigtig godt lide, at vi følger karaktererne igennem størstedelen af deres liv. I starten brød jeg mig bestemt ikke om Gwendolen, men i takt med, at hun langsomt udviklede sig, begyndte jeg også at holde mere af hende. Ikke nødvendigvis fordi hendes personlighed blev mere attraktiv, men fordi, hun viste sig at være ligeså menneskelig og sårbar som alle andre. Hendes facade blev sværere og sværere at opretholde, og jeg blev fyldt med ærefrygt  over, hvor levende og realistisk en karakter, Eliot pludselig fik skabt. Bogen syntes måske lang og uinteressant til tider, men hver eneste lille detalje bidrog alligevel til det samlede værk. Samtidig kunne jeg godt lide, at bogen også formåede skabe nogle virkelighedsnære miljøbeskrivelser, der tydeligt viste de mange sider af imperialismens aristokratiske samfund.

“No evil dooms us hopelessly except the evil we love, and desire to continue in, and make no effort to escape from.”

“Daniel Deronda” er den sidste bog, Eliot nåede at udgive før sin død i 1880. Det er måske ikke hendes bedste værk, men jeg må alligevel indrømme, at det er det værk, jeg er mest imponeret over. Det er virkelig få mennesker, der besidder et talent som hendes.

Read More

“Salems Lot” Af Stephen King

Posted by on mar 17, 2017 in 3 Stjerner, Fiction, Horror | 0 comments

“Salems Lot” Af Stephen King, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet 2011, 3/5 Stjerner

Forfatteren Ben Mears vender tilbage til byen Jerusalems Lot, som han tilbragte en del timer i, da han var barn og blev passet af sin tante. Hans mål er at skrive en ny bestsellerroman om byen, og den uhygge, han oplevede  under hans besøg 25 år tidligere. Han bliver hurtigt venner med high school underviseren Matt Burke og samtidig indleder han et romantisk forhold til byens søde pige, Susan Norton. Han oplever dog også hurtigt, at det ikke er alle, der er lige begejstret for hans selskab. Byen bærer nemlig på mange mørke hemmeligheder, og Ben befinder sig pludselig i midten af en af de værste.

Under sin research til bogen opdager Ben, at en lokal dreng er forsvundet sporløst i skoven. Hans familie er naturligvis i stor sorg, men lykken vender igen tilbage, da indbyggerne begynder at se den forsvundne dreng om natten. Problemet er bare, at drengen ikke længere er levende. Han er blevet til en vampyrlignende skikkelse, der én efter én forvandler byens indbyggere til sulte dræbermaskiner. Ben er fast besluttet på at opklare dette mysterium, men da hans egen ven pludselig vender sig imod ham, kan han ikke stole på andre, end kæresten Susan. Der går dog ikke længe før, at Susan også begynder at opføre sig mærkelig, og Ben begynder at ønske, at han aldrig var vendt tilbage til byen.

“Alone. Yes, that’s the key word, the most awful word in the English tongue. Murder doesn’t hold a candle to it and hell is only a poor synonym…”

“Salems Lot” er bestemt ikke en af Kings bedste bøge i mine øjne, men alligevel har den formået at lande på listen over hans mest klassiske og elskede fortællinger. Måske fordi den blev udgivet i 1975, hvor vampyrer ikke for alvor var begyndt at dominere den uhyggelige litteratur endnu. Jeg synes på ingen måde, at der var nogen uhygge forbundet med vampyrerne i fortællingen, men der var dog alligevel nogle andre uhyggelige, og i hvert fald spændende, elementer at spore i bogen. I sær mod slutningen, hvor plottet pludselig vendes på hovedet, og karakterernes sande jeg kommer op til overfladen.

Jeg kunne ligeledes virkelig godt lide skrivestilen, der er meget sigende om især Kings tidlige forfatterskab. Alene ved opbygningen af plottet og sproget formår han at fremdrive en uhygge, der bliver mere og mere sjælden at finde i hans nyere udgivelser. Han får læseren til at skabe en tillid til karaktererne allerede i starten af bogen, og i takt med, at vi bevæger os længere mod afsløringen, tvinges vi igen til at overveje denne tillid. Jeg endte med at blive en lille smule irriteret på mig selv over, at jeg ikke havde gennemskuet slutningen noget før, men samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at smile anerkendende til mig selv over, at det trods alt stadig er muligt for King at overraske mig.

“The town kept its secrets, and the Marsten House brooded over it like a ruined king.”

“Salems Lot” er en god bog på rigtig mange punkter, men jo mindre man virkelig er bange for vampyrer, er den ikke uhyggelig. Derimod er den utrolig spændende og medrivende, og desuden alt andet end gennemskuelig. Det kan jeg om ikke andet kun være taknemmelig for.

 

Read More

Tema #69 – Nyt på bogreolen #11

Posted by on mar 15, 2017 in Nyt på bogreolen, Tema | 10 comments

ENDELIG! Det føles som en evighed siden, jeg købte min sidste bogpakke på nettet. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville læse alle mine ulæste bøger, før jeg købte nye – med undtagelse af et par få samlede værker, jeg ikke har i sinde at læse fra start til slut, naturligvis. Det har været ret svært at overholde, da jeg virkelig har fundet mange interessante bøger, jeg straks har klikket på ønskelisten. Samtidig  har jeg jævnligt modtaget anmeldereksemplarer, så stakken med ulæste bøger har været svær at få helt ned på 0. Nu er jeg dog i gang med den aller sidste, og samtidig har jeg fået styr på alle mine bøger i min nye lejlighed. Det har jeg selvfølgelig valgt at fejre med en lille bogstak fra SAXO.com

“Books og Blood” af Clive Baker

– Jeg har altid været meget interesseret i Clive Bakers forfatterskab. Han står på mange lister over de mest uhyggelige bøger i verden, og samtidig har jeg set en del filmatiseringer af hans værker. Jeg har dog aldrig rigtig læst nogle af dem, så derfor har denne omnibus med hans tre første bøger stået højt på min ønskeliste længe. Jeg glæder mig ufattelig meget til at læse den!

“The woman in black” af Susan Hills

– Susan Hill er ligeledes en forfatter, jeg har haft et godt øje til i meget lang tid. “The woman in black” er en horroklassiker, som mange fortsat roser idag, så den har jeg selvfølgelig valgt at læse først. Samtidig er denne her serie med hendes bøger bare utrolig smuk og veldesignet, og jeg drømmer om at have dem alle stående på mine hylder en dag.

“The Pearl” af John Steinbeck

– Jeg har længe ønsket mig nogle flere bøger til min lille samling af Penguin Clotbound serien, og i denne omgang kunne jeg ikke stå for denne fine lille bog. Samtidig har jeg kun set gode anmeldelser af den.

“Love and Friendship” af Jane Austen

– Endnu en smuk udgave til min Clotbound serien. Jeg drømmer om at have alle Austens bøger i netop denne serie, men da jeg ikke har læst nogle af teksterne i “Love and Friendship” tænkte jeg, at det var oplagt at købe den hjem først. Jeg glæder mig til at læse den, når foråret for alvor kommer frem.

“Frozen Charlotte” af Alex Bell

– Jeg har faktisk ingen anelser om, hvordan jeg har fået denne bog på min elektroniske ønskeseddel. Måske har jeg set den på en liste over gode YA horror bøger engang, eller stødt tilfældigt på den inde på Goodreads. I hvertfald lyder den spændende, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse den.

“50 Real Ghoststories 2” af MJ Mayland

– Jeg læste den første del af denne såkaldte ‘true stories’ serie for et par år siden, og selvom jeg var meget skeptisk under læsningen, gjorde nogle af fortællingerne alligevel et stort indtryk på mig. I hvertfald satte jeg allerede den gang efterfølgeren på min ønskeliste, så jeg ser frem til forhåbentligt at blive skræmt ligeså meget denne gang.

“Sladehouse” af David Mitchell

– Jeg har fået anbefalet denne bog et utal af gange, så nu skal jeg altså også til at have den læst. Jeg var ret glad for “Cloud Atlas”, så jeg håber virkelig ikke denne spøgelseshistorie skuffer mig.

“Library of Souls” af Ransom Riggs (Miss Peregrine 3)

– Denne serie har virkelig delt vandene, og det lader til, at man enten elsker eller hader dette afsluttende bind. Jeg kunne virkelig godt lide både nummer et og to, så jeg håber, at jeg bliver en af dem, der elsker bogen.

“Beauty and the Beast” af Gabrielle-Suzanna Barbot de Villenueve

– Er dette ikke den smukkeste udgave, I nogle siden har set? Filmen udkommer lige om lidt, og jeg har allerede planer om at se den på min fødselsdag den  29 marts. Jeg glæder mig til at læse bogen i denne fantastiske smukke og illustreret udgave før, jeg skal se filmen.

“The Snow Child” af Eowyn Ivey

– Jeg har faktisk allerede en udgave stående af denne bog i forvejen, men da jeg virkelig ikke synes den er særlig pæn, har jeg ikke fået læst bogen endnu. Da jeg så, at denne smukke udgave var på udsalg hos SAXO, skyndte jeg at købe den hjem, og jeg tror, jeg vil læse bogen med det samme.

“Nattens Sanger” af Christina Bonde

– Jeg bliver nødt til lige at nævne denne smukke bog, selvom jeg allerede ejer den i særskilte værker, og desuden har læst alle tre bøger i forvejen. Forlaget mellemgaard har nemlig valgt at udgive det i et samlet bind, og mit navn står på bagsiden af bogen. Tusind tak for at sende mig et eksemplar til Christina og forlaget.

Har I købt nogle bøger for nylig? Og holde I også købestop, når stakken med ulæste bøger bliver for stor?

Read More

“Underet” Af Emma Donoghue

Posted by on mar 11, 2017 in 4 Stjerner, Fiction, Spænding | 0 comments

PSX_20170311_111136

“Underet” Af Emma Donoghue, anmeldereksemplar fra politikkens forlag, udgivet 2017, 4/5 Stjerner

Elisabeth Wright, Libby, tror hun har fået en utrolig nem opgave, da hun bliver bedt om at overvåge og afsløre en lille irsk pige i et chokerende svindelnummer. Efter sin brors død har den elleveårige Anna O’Donnell nemlig indledt en faste, og har derfor ikke spist noget i over fire måneder. Hun har udelukkende levet af små doser vand. Landsbyen og forskerne er i vildrede, for det er naturligvis ikke muligt at leve uden føde i så lang tid. Eller er det ? Libby giver sig til at overvåge den lille pige meget nøje, og hun finder hurtigt ud af, at der er noget helt galt i den lille familie. Anna påstår nemlig, at hun har indgået en religiøs faste for at formidle Gud, så han kan redde hendes bror, der sidder fast i skærsilden.

Mens Libby langsomt lærer Anna at kende, går det også op for hende, at der ikke er tale om et under, men om et barn, der langsomt er ved at sulte sig selv ihjel. Hvis hun skal redde Anna, må hun gå imod alt, hvad hun nogensinde har lært. Samtidig må hun overbevise både sig selv og Anna om, at der en anden udvej. Der er ikke meget hjælp at hente fra den religiøse familie, og samtidig udgør Anna et stort problem i sig selv. Hun er opsat på at redde sin brors sjæl, og derfor ønsker hun ikke selv at blive reddet. Libby må tage kreative og drastiske ideer i brug, før det er for sent.

“Hele denne klode var eksilets land. Hver en interesse, hver en nydelse livet kunne byde på, blev hånende fremstillet som en fælde for den sjæl, der var opsat på hurtigt at komme i himlen”

Da jeg læste bagsiden på denne bog, vidste jeg med det samme, at jeg blev nødt til at læse den. Den lød utrolig spændende, og samtidig kunne jeg utrolig godt lide det uddrag, jeg tidligere havde læst af forfatterens andet bestsellerværk ‘Rum’. Jeg læste ikke mere et et kapitel i bogen før, jeg var helt solgt, og det samme gjorde sig gældende denne gang. Historien starter med en præsentation af Libby, og det bliver med det samme tydeligt, at hun står i stor kontrast til det meget religiøse samfund, hun pludselig befinder sig i. Samtidig er hun fra starten skeptisk, og hendes opdagelser under vejs gjorde derfor også historien utrolig medrivende. Hun finder nemlig ikke noget under overvågningen, der kan bevise hendes påstand om, at Anna lyver.

En anden ting jeg virkelig godt kunne lide ved bogen, var det simple plot. Der sker ikke andet, end at Libby rejser til Irland og flytter ind hos Anna, og samtidig bliver vi ikke præsenteret for mere end ti forskellige karakterer igennem hele bogen. Jeg kan godt lide, at bogen udelukkende fokuserer på  Libby og Annas historie og at plottet desuden udspiller sig i et ganske langsomt, men spændende tempo. Bedst som jeg troede, jeg havde regnet det hele ud, blev jeg alligevel overrasket over nye detaljer. Samtidig blæste slutningen mig fuldstændig om kuld, og jeg må indrømme, at Emma Donoghue virkelig tog fusen på mig.

“Bare en pige, som var fanget i en slags vågen drøm, mens hun intetanende gik mod klippekanten. Hun var bare en patient, som behøvede hendes hjælp, og det i en fart.”

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg læser noget af Emma Donoghue. Jeg er utrolig imponeret over hendes skrivestil og struktur, og jeg glæder mig virkelig til at dykke længere ned i hendes forfatterskab.

PSX_20170311_111437

PSX_20170311_111253

Read More

“Myter og mysterier – Jack The Ripper” Af Jesper W. Lindberg

Posted by on mar 5, 2017 in 4 Stjerner, Non-fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20170305_172642

“Myter og mysterier – Jack The Ripper” Af Jesper W. Lindberg, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2017, 4/5 Stjerner

I dette bind af serien ‘Myter og mysterier’ bliver vi introduceret for den mystiske gåde om den ukendte seriemorder, Jack the Ripper. Forfatteren giver os fra starten et grundigt overblik over, hvad der egentlig skete den gang i London i efteråret 1888. Han forklarer på let forståeligt niveau omstændighederne omkring morderene et efter et, og beskrivelserne bliver tilmed visuelt forklaret med en masse blodige, men smukke illustrationer. Samtidig er der ikke en eneste deltalje, der bliver udeladt i denne indføring. Alt fra miljøbeskrivelser til mistænksomme vidneforklaringer bliver beskrevet meget nøje, og dette er kun med til at gøre læseoplevelsen endnu bedre.

En af de ting, jeg holder mest af ved denne lille indføring i mordsagen, er blandingen af realitet og myter. Først og fremmest på det skriftlige niveau, da forfatteren både angiver fakta i sine beskrivelser, men også de mange forskellige rygter og teorier, der har været i forbindelse med sagen fra da den fandt sted i 1888 og frem til i dag, hvor der stadig forskes i DNA og andet gemt bevismateriale. Samtidig er brugen af billeder i denne bog helt perfekt. Til hver beskrivelse af mordene er der nemlig tilknyttet et billede af offeret og af gerningsstedet, og selv om nogle af billederne selvfølgelig er meget brutale, så er det virkelig med til at gøre bogen endnu mere fantastisk.

“Næste gang klipper jeg damens ører af og sender dem til politiet bare for sjov, ikke?”

En anden ting jeg gerne vil nævne, er beskrivelser af de forkellige mistænkte i sagen. Efter en gennemgang af mordene og omstændighederne bag, bliver vi nemlig præsenteret for en liste over, hvilke mistænkte, der har vakt størst interesse for politiet i forsøget på at finde den sande gerningsmand. Her er der også tilknyttet en masse forskellige forskeres teorier om de mulige gerningsmænd, og da mange af forskerne er uenige, er det  virkelig interessant og spændende at læse om. Samtidig gør forfatteren også sin egen teori gældende, og det medvirker til, at bogen bliver meget mere personlig og unik, og ikke bare en hvilken som helst anden fagbog.

Som det sidste vil jeg gerne nævne de mange bonusdetaljer, der er at finde i denne bog. Jeg har altid været meget fascineret af uløste mordgåder, og derfor har jeg også læst en del omkring netop Jack the Ripper sagen. Især, da jeg var teenager. Jeg har dog aldrig set nogle af de mange breve og fotografier, der er at finde i denne bog, og samtidig er jeg meget imponeret over, hvor dybdegående og detaljeret denne bog er, selvom den ikke er særlig lang. Alt i alt nød jeg virkelig at læse bogen, og jeg må indrømme, at det er et af de bedste non-fiction værker, jeg nogensinde har læst.

“Min kniv er dejlig skarp, og jeg vil gerne i arbejde med det samme hvis jeg får chancen. Held og lykke.”

“Myter og mysterier – Jack the Ripper” er en helt fantastisk gennemgang af en mordgåde, der stadig kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg ville have elsket denne bog som teenager, og alt i alt er jeg utrolig imponeret over bogen, både på det tekstmæssige og  det visuelle plan. Jeg kan kun anbefale den.

PSX_20170305_172817

Read More