Posts made in februar, 2017

“Monster” Af Teddy Vork mfl.

Posted by on feb 27, 2017 in 3 Stjerner, 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20170227_151702

“Monster” Af Teddy Vork mfl., anmeldereksemplar fra forlaget Kandor, udgivet 2016, 3,5/5 Stjerner

Denne samling består af 11 forskellige noveller, skrevet af 11 forskellige danske forfattere. Jeg må indrømme, at den eneste forfatter jeg har stiftet bekendtskab med før, er Teddy Vork, der også er det sælgende navn på forsiden. Samtidig er det uden tvivl hans novelle, der er den bedste. Den handler om en ung kvinde, der pludselig udvikler en  sær sygdom. I starten tror alle, at der er tale om en voldsom depression, men da hun begynder at opføre sig yderst mærkværdigt, bliver hendes kæreste i tvivl. Han elsker hende, men han må handle hurtigt, hvis han skal redde deres fælles barn.

Den anden novelle i samlingen er ligeledes én af mine favoritter. Den handler om en ung mand, der igennem sin barndom besøger sin morfar og bliver præsenteret for en del finurlige historier fra hans tid som sømand. Heriblandt er især historien om, hvordan morfar mistede sin arm interessant. Han mistede den nemlig på en helt speciel måde, og da fortælleren bliver voksen, beslutter han sig for at følge i sin morfars fodspor. Han vil finde ud af, om historien er sand, eller om morfar blot har fyldt ham med eventyr og gys. Da han endelig finder svaret, ville han dog ønske, at han aldrig var taget afsted.

“Hun kan ikke engang skrige længere. Hendes mund er åben, skriget er på tungen, men der kommer ikke lyd ud. Vandet og osen strømmer ind i hende og smelter hende indefra. Så er der ikke mere.”

Da jeg modtog tilbuddet om at anmelde denne novellesamling, kunne jeg ikke gøre andet end at takke ja. Jeg har i flere år klaget over, at der ikke bliver skrevet nok dansk horror, og at det, der bliver skrevet og udgivet desuden ikke har særlig høj kvalitet. Samtidig lover bagsideteksten, at novellerne handler om monstre, både dem vi kender fra film, men også dem, man skal lede længe efter. Da jeg er virkelig stor fan af realistiske horrorfortællinger, der tager udgangspunkt i en tryg og kendt dagligdag, blev min interesse for bogen endnu større, og jeg besluttede mig for at læse den med det samme.

Jeg har helt klart læst dansk horror, der var af bedre kvalitet end denne novellesamling, men nogle af novellerne overraskede mig meget positivt. Nogle af dem var rent faktisk uhyggelige på en måde, man sjældent støder på i litteraturen. Netop fordi, de formåde at skabe uhygge i noget kendt og trygt. Samtidig handlede mange af dem netop om monstre, der på en eller anden våde fremstod mere realistiske end de vampyrer og zombier, der ses så ofte i litteraturen. Nogle af novellerne var med andre ord fremragende.

“Han vil altid sulte, længes efter liv, som enhver død gør det- Når vi ofrer til guderne, efterlader vi en smule ved Thorolfs grav, nok til at stille hans sult. Indtil videre i hvert fald.”

Jeg har utrolig svært ved at bedømme denne novellesamling, da novellerne er meget forskellige. Nogle af dem hjemsøger stadig mine tanker, mens jeg har svært ved at huske nogle andre. Der er dog ingen tvivl om, at denne bog er værd at læse, og jeg kan klart anbefale den.

PSX_20170227_151540

Read More

“Syndefald” Af Stephan Garmark

Posted by on feb 24, 2017 in 3 Stjerner, Fiction, Uncategorised | 0 comments

PSX_20170222_110508

“Syndefald” Af Stephan Garmark, anmeldereksemplar fra forlaget Kandor, udgivet 2016, 3/5 Stjerner

Vi følger en mand, der netop har opdaget, at hans kone Eva har haft en affære med en anden mand. Han fyldes af raseri og sorg, og er fast besluttet på at finde den mand, der har taget hans kone fra ham. Da han endelig finder ham, har han mest af alt lyst til at sparke og slå ham indtil han indrømmer sin ugerning, men han får sig lidt af en chokerende overraskelse. Isak, som den skyldige hedder, har nemlig ingen problemer med at indrømme sit forhold til Eva. Faktisk kan han ikke noget forkert i deres affære. Det er jo trods alt bare sex, og alle mennesker har brug for sex. Han giver derfor vores hovedperson et tilbud, der er svært at afslå. Han vil give ham en million kroner for at tilbringe en weekend sammen med ham og lære ham, hvad det kødelige forhold mellem en mand og kvinde egentlig handler om.

Vores hovedperson takker efter flere diskussioner med sig selv ja til tilbuddet. Han vil se, hvad der har været skyld i Evas utroskab, og hvis han kan vinde en million i samme omgang, vil det heller ikke gøre noget. Han opdager dog hurtigt, at Isak ikke er et helt almindeligt menneske, og at hans egen opfattelse af ægteskab og loyalitet måske ikke stemmer overens med, hvad sex i virkeligheden handler om. Igennem en weekend oplever han ting, han aldrig havde troet han skulle opleve før, og dette får drastiske konsekvenser for hans liv.

“De er uskyldige i deres enfoldighed. De står uden for konformitet, fordi de ikke forstår den. Mennesket faldt, og med det fald kom penge, gæld og magt.”

Jeg kan uden at lyve sige, at denne bog er en af de mest besynderlige og mærkværdige bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg sagde ja til at anmelde den, men jeg blev alligevel overrasket over den sære handling. Da jeg havde læst den første halvdel af bogen, var jeg parat til at lægge den væk igen. Beskrivelserne var næsten kvalmende, og jeg kunne ikke rigtig se en mening med bogens handling. Da bogen ikke er særlig lang, besluttede jeg mig dog for at læse den færdig, og til sidst gav det hele mere mening.  Ihvertfald umiddelbart.

Jeg har stadig lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om denne finurlige beretning om syndefaldet, seksualiteten og parforholdet. Alt inde i mig stritter imod, når Isak forklarer, at det ikke er meningen, at to mennesker skal være seksuelt loyale overfor hinanden. Samtidig kan jeg godt se ideen bag handlingen- at det i virkeligheden handler om instinkter og impulser, man ikke skal kæmpe for at undertrykke. Ligeledes var plottet egentlig spændende nok, omend jeg ikke rigtig kunne få mig selv til at holde af nogle af karakterne. Det er dog nok heller ikke meningen.

“De er urørlige, men dog sårbare. De er perfekte mennesker, fordi de netop ikke underkaster sig de falske idealer, som I andre gør.”

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har læst noget i stil med “Syndefald”. Det er helt klart en bog man lige skal forberede sig mentalt på at læse, men i bund og grund er det en meget interessant og tankevækkende lille tekst.
PSX_20170222_110628

Read More

“Karensminde” Af Iben Mondrup

Posted by on feb 22, 2017 in 4 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20170222_101236

“Karensminde” Af Iben Mondrup, anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

Bjørk besøger sine forældre Karen og Jens, som lige er flyttet fra Grønland til Danmark. De elsker den frie natur, men de vil gerne være mere sammen med deres børn og børnebørn, så derfor har de købt en stor nedlagt gård på Møn. Planen er, at gården skal restaureres og laves om til en hyggelig lille Bed & Breakfast. Bjørk har lovet at hjælpe lidt til, men da familien pludselig rammes af en uventet tragedie, falder alle planerne til vasken, og familien må på ny forsøge at finde hinanden.

En gang stod Bjørk og hendes storebror Knut hinanden meget nær, men han har travlt med sin kone og små tvillingpiger. Han er stadig den gamle forsige og fornuftige mand, men samtidig er han blevet langt mere alvorlig. Bjørks søster Hilde er hans modsætning. Hun vil ikke længere vise sig på gården, og skubber resten af familien så langt væk, at de ikke engang ved, at hun går store omvæltninger i møde. Karen forsøger at holde sammen på dem alle, men må efter tragedien lægge sine kræfter i huset, og Bjørk bliver på forunderligvis den lim, som familien altid har manglet.

“Den streg hun tegnede op engang, en nat hun var bange og alene, kan de korrigere, de kan flytte den et andet sted hen eller helt hviske den ud.”

Jeg havde virkelig svært ved at beslutte mig for, om jeg skulle læse denne bog, da jeg modtog den til efterårets bogbloggertræf. Familiefortællinger plejer at være en genre, jeg går langt uden om, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg har nok altid bare tænkt, at de var tiltænkt et lidt mere modent publikum end mig selv. Samtidig lød bagsideteksten ikke specielt spændende, og jeg lagde bogen væk med tankerne om at forære den til min veninde. Pludselig begyndte jeg dog at støde på Iben Mondrups navn alle steder, og flere af mine kolleger anbefalede mig at give bogen et forsøg. Jeg kunne jo altid stoppe igen, hvis den blev for kedelig. Det blev heldigvis ikke tilfældet.

Det er længe siden, at jeg har været så positivt overrasket over en bog, som ved denne. Jeg havde overbevist mig selv om, at den ikke ville være noget for mig i flere måneder, og pludselig kunne jeg slet ikke lægge den fra mig. Ikke fordi, at bogen var overdrevet spændende eller nervepirrende, men fordi, at den var så utrolig stemningsmættet og smuk, at jeg blev nødt til at følge den lille familie så langt som overhovedet muligt.

“Men hun er hans, og han går ikke af med hende. Måske kan han slet ikke undvære hende? Vil ikke, kan ikke; hvad er forskellen?”

“Karensminde” er én af de slags bøger, som er landet i mine hænder ved et tilfælde. Jeg ville aldrig selv have købt den. Alligevel er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg fik foræret sådan en smuk læseoplevelse, og jeg kan derfor klart anbefale bogen.

PSX_20170222_101114

Read More

“Six scary stories” Af Elodie Harper mlf.

Posted by on feb 5, 2017 in 3 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20170205_145832

“Six scary stories” Af Elodie Harper mlf., fra forlaget Cemetery Dance, udgivet 2016, 3/5 Stjerner

Denne smukke og mystiske bog indeholder 6 noveller, der er udvalgt og introduceret af selveste Stephen King. King var dommer på en skrivekonkurrence på et af hans forlag, og endte med at blive så begejstret for vindernes fortællinger, at han valgte at få dem udgivet. I introduktionen fortæller han, hvad der gør novellerne vellykket, og hvorfor han valgte netop dem. Forfatterne introducerer ligeledes deres noveller med en kort beskrivelse af deres forhold til idolet Stephen King, og hvilke af hans mange værker, der har haft størst betydning for deres eget forfatterskab.

Den første novelle i samlingen, var helt klart den bedste, så jeg tror ikke det er tilfældigt, at den er valgt først. Den omhandler en ung pige, der har valgt at holde sin ferie i en lille by langt fra det travle storbyliv, hun kommer fra. Hun er elitesvømmer, og elsker især at svømme i den vilde natur. Derfor beslutter hun sig også straks for at begive sig ud på en svømmetur i byens vilde sø, trods mange advarsler fra den lokale motelejer. På svømmeturen opdager hun hurtigt, at der er noget galt med søen. Hun ser levende væsner ud af øjenkrogen, og de ligner ikke nogle af de fisk, hun før har set i den vilde natur. Hun efterforsker sagen, men fortryder hurtigt, at hun nogensinde hoppede i vandet.

“The sense of emtiness beneath me, I even quite like it. But that’s not what I felt here at Vaiduoklis. Rather than nothing-ness beneath me, I felt a something-ness.”

Den anden novelle var helt klart også blandt mine favoritter. Den handler om Ellie, der får en slidt bamse i gave. Hendes mor Kathy beslutter sig efter flere diskussioner for at lade pige beholde den beskidte bamse, da hun ved, at hun har haft svært ved at håndtere farens død. Hun siger, at bamsen minder hende om faren, og selvom Kathy ikke kan se de store ligheder, må hun indrømme, at der er et eller andet ved bamsen, der helt klart minder om hendes afdøde mand. Bamsen dufter præcis som ham. Kathy har dog bestemt ikke kun rare minder om sin eksmand, så hun prøver konstant at få duften ud af bamsen. Det virker dog ikke, og Kathy befinder sig pludselig i en fatal kamp mod datterens nye legetøj.

I bund og grund kan jeg egentlig godt lide novellesamlingen, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule irritabel over Saxo’s måde at reklamere for bogen på. De sendte mig en email om, at Stephen King havde udgivet en ny bog, og at jeg kunne forudbestille den med det samme. Stephen King har dog ikke skrevet en eneste novelle i samlingen, men har derimod kun lagt navn til skrivekonkurrencen, som samlingen er resultatet af. Samtidig er det meget tydeligt, at det er den første novelle der er bedst, den anden der er næstbedst osv. De sidste noveller i samlingen sagde mig ikke rigtig noget, og jeg har svært ved at huske, hvad de overhovedet handlede om. Heldigvis var de to første noveller så gode, at de kunne veje op for alt det mindre gode.

“Could shame burn itself on someone’s face?”

Som altid har jeg svært ved at bedømme novellesamlinger, da det bestemt ikke er alle novellerne der er lige gode. Jeg nød dog at læse samlingen, og jeg vil helt sikkert holde øje med nogle af skribenterne i fremtiden.

PSX_20170205_150048

Read More

Opsummering: Januar

Posted by on feb 1, 2017 in Månedlig opsummering | 4 comments

PSX_20170201_111423

Jeg har fået læst flere bøger i januar, end hvad, jeg havde regnet med. 10 bøger er det blevet til i alt. Well, ni bøger og én lydbog for at være helt nøjagtig. En del af bøgerne har dog været specialerelateret. Samtidig har jeg også fået læst de sidste anmeldereksemplarer, jeg havde liggende, og da jeg ikke får så meget tid til læsning her i specialeprocessen, er det virkelig en lettelse. Jeg har læst rigtig mange forskellige bøger i januar, men særlig én træder frem i min hukommelse. Det er længe siden, en bog har formået at vække så mange følelser i mig, som netop den har.

Bogen jeg taler om, er “Skadedyr og tulipaner” af Steen Langstrup, som var den første bog, jeg læste i januar. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg plejer at været begejstret for alt, hvad Steen Langstrup udgiver, så jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ville blive skuffet over bogen. Dog havde jeg heller ikke regnet med, at den ville ramme mig stik i hjertet. Det er langt mellem bøger, der gør det. Den næste bog jeg læste var “The Graces” af Laure Eve. Jeg modtog bogen kort før jul, og jeg blev ellevild, da jeg så den smukke forside. Endnu mere, da jeg læste, at den omhandlede hekse og magi. Bogen var en rigtig god og letbenet ungdomsroman, som jeg virkelig nød at læse. Den mindede mig meget om mine teenage års besættelse af serien ‘Charmed’, eller ‘Heksene fra Warren Manor’, som den hed på dansk. Kan I huske den?

Den næste bog jeg læste var “Six Scary Stories“, som er en lille novellesamling, der er udvalgt og introduceret af Stephen King. Jeg faldt tilfældigvis over en mail fra Saxo om, at King havde udgivet en ny bog, og jeg skyndte at forudbestille den i samme sekund. Derfor blev jeg også en anelse skuffet, da jeg indså, at han faktisk ikke havde skrevet den. Det er misvisende reklamation, hvis du spørger mig. Jeg læste dog bogen alligevel, og nogle af novellerne var egentlig temmelig gode. Den næste bog jeg fik læst var “The Snow Queen and other Winter Tales”, som jeg startede på i starten af december. Det er en af de smukkeste bøger, jeg ejer, og jeg nød at læse en historie eller to før sengetid hen over de kolde måneder. Det er virkelig en stemningsfuld samling, og jeg kan kun anbefale den. Den næste bog jeg læste var “Karensminde” af Iben Mondrup. Jeg modtog den til efterårets bogbloggertræf, men jeg var længe i tvivl om, om den ville være noget for mig. Familiesagaer plejer ikke rigtig at være min kop te. Jeg blev dog positivt overrasket, og jeg endte med at sluge hele bogen i løbet af en enkelt aften. Jeg vil helt klart holde et skarpt øje til Iben Mondrup i fremtiden.

De næste bøger jeg læste i januar var “Det fantastiske” af Tvetzan Todorov og “Det uhyggelige” af Sigmund Freud. To teoretiske værker, jeg endnu en gang har valgt at benytte mig af i en opgave. Denne gang til specialet. Jeg elsker at bruge de to teoretikere sammen, og derfor krævede det en genlæsning af begge værker. Heldigvis føles det ikke helt som lektielæsning, når jeg læser dem. Den næste bog jeg læste er en besynderlig lille historie ved navn “Syndefald” af Stephan Garmark. Helt sikkert en interessant bog. Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig synes om den, men jeg håber, jeg finder ud af det inden, jeg skal anmelde den. Ligeledes er jeg heller ikke helt sikker på, hvad jeg synes om “Monster” af Teddy Work mfl. Dette skyldes dog, at der er tale om en novellesamling, og at nogle af novellerne bestemt er bedre end andre. Om ikke andet er det horror-noveller, og det kan jeg jo ikke brokke mig over. Sidst men ikke mindst fik jeg lyttet til Neil Gaimans “American Gods” på Mofibo. Jeg har læst bogen for et par år siden, men flere af mine kollegaer anbefalede mig at lytte til den også. Lydbogen er nemlig indspillet af et helt hold skuespillere, og resultatet er intet mindre end fantastisk.

Har I læst eller lyttet til nogle gode bøger i januar?

PSX_20170201_111307

Read More