Opsummering: November

Posted by on dec 1, 2016 in Månedlig opsummering | 2 comments

PSX_20161130_142005

I november har jeg læst utrolig blandet.  I alt er det blevet til 8 bøger. Jeg har fået læst nogle af de mange anmeldereksemplarer jeg modtog til årets bogbloggertræf, hvilket bl.a. indebar en del fantasy. Heldigvis blev jeg meget positivt overrasket over især fantasybøgerne, og jeg glæder mig til at åbne en smule op for genren igen. Samtidig har jeg også endelig fået læst Middlemarch, og jeg prøver stadig at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om murstensromanen. Som altid har jeg samlet en lille liste over, hvilke bøger, jeg har fået læst i månedens løb.

Den første bog jeg læste i november var ”Det hele begynder med efterår” af Marianne Kaurin. Bogen rørte en masse forskellige følelser i mig, og jeg endte med at give bogen fem stjerner. Selvom det bestemt er en barsk roman, kan jeg kun anbefale den. Den næste bog jeg læste var ”Morika 1 – Rent blod” af Sidsel Sander Mittet. Jeg har i lang tid haft det rigtig svært med fantasygenren, men historien om Morika overraskede mig på mange punkter, og jeg skyndte mig at læse videre i serien. ”Morika 2 – Vildhunden & panteren” blev derfor den næste bog i rækken, og igen blev jeg positivt overrasket. Jeg glæder mig til at læse det sidste bind i serien.

Den næste bog jeg læste blev ”Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera. Jeg læste bogen på en togtur, og jeg opdagede slet ikke, at toget faktisk endte med at være tre kvarter forsinket. Siderne fløj én efter én, og selvom jeg var en smule skeptisk over bogen til at starte med, endte jeg med at holde utrolig meget af historien. Jeg skal helt sikkert holde øje med Adam Silvera i fremtiden, for hold nu op, hvor kan den mand skrive. Den næste bog jeg læste, blev ”Feriegæsterne” af Emma Straub. Denne bog blev jeg knapt så begejstret for. Egentlig kunne jeg rigtig godt lide ideen bag plottet, men det fungerede bare aldrig rigtig helt for mig, desværre. Den næste bog jeg læste blev ”Ravnenes Hvisken” af Marianne Sølvsten. Jeg kan uden tvivl sige, at det er helt sikkert er den bedste danske fantasybog, jeg nogensinde har læst. Jeg  elskede alt ved den, og jeg kan næsten ikke vente til nummer to udkommer.

Den næste bog jeg læste blev ”Middlemarch” af George Elliot. Egentlig er det ikke helt sandt, for jeg påbegyndte læsningen af den i starten af måneden, og læste de andre bøger ved siden af. Jeg havde glædet mig virkelig meget til endelig at få den læst, men jeg har rigtig svært ved at afgøre, hvad jeg synes om den. På den ene side er bogen fuldstændig fantastisk på alle områder, men på den anden side havde jeg bare virkelig svært ved at komme igennem den. Den sidste bog jeg læste var ”Carrie” af Stephen King. Jeg elsker den bog, og jeg har ikke læst den i mange år. Jeg så filmen for et par uger siden, og jeg fik pludselig lyst til at genlæse den igen. Det er ikke Stephen Kings bedste roman, men den er helt sikkert værd at læse.

Har I læst nogle gode bøger i november? Hvad planlægger I at læse til december ?

PSX_20161130_141815

 

2 Comments

  1. Jeg overvejer at læse 5. bog i ‘The Dark Tower’-serien af King, men det bliver nok først i slutningen af måneden, da jeg var noget frustreret over 4. bog, som jeg lige har læst færdig. Den var ikke rigtig mig.

    Men derudover skal der læses en række julebøger i denne måned. Det bliver så hyggeligt 🙂

  2. Jeg har også opgivet den serie. Den var ikke noget for mig, overhovedet.
    Spændende! Jeg har også købt en fin lille pakke med horror julebøger 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *