“Den sorte dæmon” Af Jon Rex Laugen

Posted by on nov 10, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Horror, Young Adult | 0 comments

PSX_20161110_133030

“Den sorte dæmon” Af Jon Rex Laugen, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

Sebastian og Liva er netop hjemvendt fra en god sommerferie, og dagligdagens pligter banker atter på døren. Heldigvis starter det nye skoleår med en lejrtur, og Sebastian ser frem til at tilbringe noget tid med sine venner og sin kæreste Alberte, som han på blot få dage har formået at blive uvenner med. Inden han når at snakke tingene igennem med hende, bliver de dog udsat for en frygtelig ulykke, og Sebastians verden styrter sammen for næsen af ham. Bogstavelig talt. Han vil gøre alt for at gøre det hele godt igen, men det er svært, når den dårlige samvittighed konstant puster ham i nakken. Hvad nu, hvis han bare gør alting værre?

Samtidig er han også begyndt at få nogle mærkelige drømme. Det er altid de samme mennesker, han drømmer om, en mystisk dreng og pige, han aldrig har set før. Drømmene foregår også i en mystisk verden, der ikke ligner hans egen, men alligevel føles drømmene virkelige. Der er et eller andet helt galt, han skal bare finde ud af hvad. Langsomt går det op for Sebastian, hvad der sker omkring ham, og jo tættere han kommer på sandheden, jo tættere kommer han på en voldsom trussel, der kun vil gøre ham ondt. Det er dog ikke kun Sebastian der er i fare, og hvis han vil redde sin familie og sine venner, må han handle hurtigt.

“Som hun ligger der helt fredfyldt, er det helt skørt at tænke på den fare de begge to er i.”

Hvis der er noget, jeg virkelig elsker, der det børnebøger som denne. Bøger, der får mig til at mindes de mange timer ved den samme hylde på skolebiblioteket. Hylden med de uhyggelige bøger. Jeg har læst et utal af bøger i stil med denne trilogi, men jeg mindes aldrig have været så begejstret for nogle af dem, som ved denne serie. Alle tre bøger har været fantastiske, men “Den sorte dæmon” er helt klart min favorit. Hele serien bliver bundet sammen i dette sidste bind, og samtidig er plottet virkelig fantastisk. Det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i detaljerne, og det kan virkelig mærkes.

Jeg er vild med spændingsniveauet i denne roman. Bedst som man tror, man har regnet det hele ud, bliver der brygget mere på historien, og man må igen bladre side efter side for at finde ud af, hvad der foregår. Samtidig er jeg ret pjattet med den sideløbende historie om et forelsket par i en magisk verden. I starten troede jeg kun, at drømmene kom med uddrag af denne historie, men til sidst blev den en stor del af bogen, og plottet blev pludselig dobbelt så spændende. Til sidst bliver de to fortællinger bundet sammen, og slutningen er alt andet end forudsigelig. Jeg ville ønske, at fortællingerne om Sebastian kunne fortsætte lidt endnu, men hvis de endelig skal afsluttes, er det helt sikkert gjort på den eneste rigtige måde.

“Hvis de nogensinde skal ses i live, skal Muffe nok få hele historien. Hvis ikke, tager Sebastian den med i graven.”

Alt i alt er jeg meget begejstret for denne trilogi. Den er spændende, medrivende og til tider uhyggelig. Jeg elsker den nu og jeg ved, at jeg også ville have elsket den som barn.

PSX_20161110_133156

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *