Tema# 65 – Er en anmeldelse altid fair?

Posted by on nov 7, 2016 in Tema | 14 comments

PSX_20161106_180934

Eller er en anmelder altid fair, kunne jeg også spørge..?

Jeg forsøger altid at være så fair som overhovedet muligt, når jeg skal bedømme en bog. Jeg tager flere ting i betragtning. Fx hvilken målgruppe bogen er skrevet til, om bogens formelle ting er i orden, og om jeg kunne have lyst til at læse den igen. Højest vægter jeg de følelser, den pågældende bog har givet mig. Har jeg lyst til at læse mere? Er jeg blevet rørt eller overvældet? Har bogen gjort mig vred eller lykkelig? Samtidig prøver jeg altid at lade være med at sammenligne bogen med andre bøger, jeg har læst. Fx. er det i mine øjne ikke kun en sand klassiker, der fortjener fem stjerner. Det kan en børnebog skrevet af en debutant også sagtens gøre. På det sidste er jeg dog begyndt at tænke lidt mere over, om jeg som anmelder er fair, når jeg anmelder bøger i genrer, jeg ikke interesserer mig så meget for.

Er jeg som anmelder fair, når jeg fx læser fantasy?

Jeg læser ikke særlig meget fantasy, netop fordi, jeg sjældent bryder mig om bøgerne. Universet siger mig ikke rigtig noget, og normalt læser jeg kun de bøger, jeg har fået anbefalet mange gange. Men betyder det så, at min vurdering af en bog ikke er brugbar, når nu jeg ikke bryder mig om genren generelt? Jeg er en smule i vildrede. På den ene side kan jeg godt se, at jeg som anmelder er svær at imponere, når jeg på forhånd ikke bryder mig om genren. Måske er det så en smule forudbestemt, at jeg ikke vil synes om bogen. Men når jeg tænker tilbage på de fantasybøger, jeg har læst, har det nu ikke altid været tilfældet. Fx er jeg meget begejstret for Neil Gaiman og Catherynne M. Valente. Samtidig er jeg også på det sidste blevet meget imponeret over dansk fantasy, som fx “Skyriel” af Lene Dybdahl. Det er altså ikke umuligt for mig at blive forelsket i en fantasy, og samtidig er der vel også nogle grundlæggende elementer, der skal være på plads i en vellykket roman.

Hvad synes I? Er en anmeldelse og en anmelder altid fair, selvom de bedømmer bøger udenfor deres fortrukne område?

PSX_20161106_181056

14 Comments

  1. Det kommer meget an på den enkelte anmelder – nogle er fair, andre er måske ikke så opmærksomme på det. Jeg kan godt lide at læse anmeldelser på bogblogs, for så kender jeg som regel lidt til bloggerens foretrukne genrer og kan bedre bedømme, om det er en bog for mig – eller ej. Og jeg kan sagtens nyde at læse anmeldelser, hvor jeg er uenig – det får mig nemlig til at reflektere over min egen læseoplevelse.

  2. Den lille bogblog – jeg har det lidt på samme måde, når man kender bloggeren er det lidt nemmere at danne sig et indtryk af de indtryk hun/han kan have fået undervejs 🙂

  3. Helt personligt, så synes jeg ikke, at du skal ændre noget! 🙂 Jeg læser en håndfuld bogblogs, og det gør jeg fordi det er forskelligt hvad I hver især lægger vægt på. Hvis jeg gerne vil have inspiration til horror, så er det helt sikkert dig, jeg læser hos. Hvis jeg derimod gerne vil have inspiration til fantasy, er det f.eks. Sus’ Bogblog jeg går til. Jeg kan dog sagtens bruge dine anmeldelser af fantasy også, men så ved jeg i forvejen, at jeg nok ikke kun skal kigge på de titler, som du giver 4 og 5 stjerner, men at en 3’er formodentlig også vil være god at investere min tid i. Som læser kommer vi jo til at “kende” jer bloggere, og vi ved derfor også hvad jeres præferencer er – og det er en af de ting jeg elsker ved bogblogs, for det gør det meget mere personligt, end hvis I skal anmelde ud fra hvad hele DKs befolkning måske vil tænke 🙂 Så altså, jeg synes du er meget fair i dine anmeldelser! 😀

  4. Carina – Tusind tak, det er jeg glad for du synes! Heldigvis er vi jo alle forskellige, ja 🙂

  5. Jeg synes netop, at det siger hamrende meget om en bogs kvaliteter, når den bliver anmeldt af en læser, som ellers normalt ikke beskæftiger sig med den genre. Og hvis du som ikke-fantasy-læser nyder at læse en fantasy roman, så kan den vel næppe få et meget større kvalitetsstempel? Anmeldelser vil altid være subjektive, og især på bogblogs vil de altid være prægede af læserens personlige smag. Men det er jo også derfor vi elsker blogs så højt, uanset om de handler om bøger eller fashion, vil jeg mene 🙂

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

  6. Jeg synes det kommer an på så meget. Jeg anmelder ud fra min oplevelse med bogen. Nød jeg fx ikke at læse den, får den ikke en hel håndfuld stjerner. Men anmelder man nu efter bogen som helhed, så anmelder man på en hel anden måde og er også nødt til at tage højde for hvis det ikke er en genre man normalt læser 🙂

  7. Virkelig fint indlæg – og jeg er helt enig med Carina! 🙂

  8. Rikke – Tak! Det er jeg også 🙂

  9. Caroline – Præcis! Det kan være lidt svært nogle gange, synes jeg 🙂

  10. Lisbeth – jeg er helt enig, jeg synes virkelig også det er et kvalitetsstempel, når en anmelder roser en bog inden bog en genre han/hun normalt ikke bryder sig om 🙂

  11. Overordnet, nej, så er anmeldelser ikke altid fair, i hvert fald ikke hos os bloggere. Men det behøver de heller ikke være, synes jeg. Det er jo netop et frivilligt arbejde og ikke noget, vi bliver betalt for. Derfor har vi også lov til at have en personlig holdning, og behøver ikke analysere på kryds og på tværs.
    Man kan jo argumentere for, at alle bøger har nogle læsere. Det gør dem ikke nødvendigvis gode 🙂

    Men det er selvfølgelig altid fint at reflektere lidt over. Er ret enig med Lisbeth 🙂

  12. Irene – det kan jeg godt følge dig i, og jeg er enig i, at bloggerverdenen er et sted, hvor man kan være bundærlig – heldigvis! Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om man bør stræbe efter at være så ærlig som mulig for anmeldelsen skyld, eller ikke. Det er trods alt et produkt vi skal videregive til andre læsere.

  13. Jeg syntes netop når man anmelder bøger uden for sin fortrukne genrer at det bliver spændende at se hvad folk syntes om lige præcis den bog. For hvis man, som du selv siger ikke er synderlig vild med fantasy, og alligevel ender med at blive ret betaget af en fantasy bog, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at så må der da være noget godt ved især lige den bog.
    Men på den anden side så er vi vel alle sammen forudindtaget på så mange områder, men det tror jeg aldrig man kan komme udenom. Anmeldelser er jo generelt ekstremt subjektive, og hvis vi skulle forholde os objektivt til det, syntes jeg personligt at anmeldelser vil blive en smule kedelige. 😉

  14. Michelle – Jeg giver dig helt ret! 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *