“Som om jeg havde spurgt” Af Johanna Lindbäck

Posted by on nov 4, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20161104_164430

“Som om jeg havde spurgt” Af Johanna Lindbäck, anmeldereksemplar fra forlaget Tubine, udgivet 2014, 3/5 Stjerner

Da John begynder i niende klasse, bliver alt pludselig anderledes. For det første er hans bedste veninde Saga og hans bedste ven Lukas blevet kærester, og der er ingen af dem, der har sagt noget til John. Han bliver såret og føler sig samtidig mere og mere udenfor den lille gruppe, de tre altid har været en lige store del af. Dette er dog ikke det værste. Hans forældre er nemlig på vej til at gå fra hinanden, og hans far vil flytte ud af huset. John forsøger hele tiden at få dem til at kommunikere med hinanden, så den dårlige stemning kan komme væk. Lige meget hjælper det dog, for hver gang forældrene taler til hinanden, bliver det hurtigt til et nyt skænderi.

Forældrene fortæller John, at de ikke skal skilles, men at de kun går hver til sit i en periode. Kun på prøve. Men hvor længe varer en prøve? John bliver mere og mere frustreret, og han begynder at distancere sig fra både sine forældre og sine venner. Han føler sig ensom og forladt, men heldigvis kommer en sød pige ham til undsætning. Line har altid været bedste veninder med Saga, men ligesom John, føler hun sig også udenfor, efter Saga og Lukas er blevet kærester. John og Line begynder hurtigt at tilbringe mere og mere tid sammen, og hun får ham til at indse, at der er meget mere i verden, end de ting, man hidtil har været van til. Man skal bare være modig.

“Nogle gange kunne man ikke spørge, fordi man ikke kunne overskue svarene.”

Jeg har ikke læst noget af Johanna Lindbäck før nu, men så vidt jeg kan læse mig frem til på Goodreads, skriver hun primært ungdomsromaner i samme stil som “Som om jeg havde spurgt”. Ungdomsromaner er ikke det, jeg læser mest af i øjeblikket, så derfor vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle forvente af bogen. Da jeg begyndte læsningen fik jeg dog hurtig en følelse af at komme hjem igen, for hold nu op, hvor har jeg læst mange romaner med temaer som venskab og familiære forhold, da jeg var yngre. Bogen er helt sikkert skrevet med det formål at hjælpe unge mennesker, der går igennem de samme følelser som John, og selvom jeg aldrig har været i samme situation som ham, kunne jeg sagtens relatere til hans frustrationer.

John er en meget ærlig karakter, og jeg kunne ikke lade være med at få ondt af ham. Man er så følsom og skrøbelig i niende klasse, så når ens venner pludselig distancerer sig fra en, og ens forældre desuden er ved at gå fra hinanden, falder hele ens verden naturligvis sammen. Da han møder Line går det dog op for ham, at der er værre ting i livet, og til sidst i romanen ender det hele også med at gå op i en højere enhed. Jeg kunne egentlig godt lide netop den slutning, men samtidig ville jeg ønske, at John havde løst sine problemer selv, uden at have brug for en anden til at hjælpe ham. Budskabet om at være modig og selvsikker ville have stået meget skarpere på den måde.

“Hvis det havde været en film, ville jeg være ham inde midt i flokken, der stod indigneret med hånden knyttet vredt i bukselommen, men ikke turde træde frem.”

Jeg nåede aldrig at blive virkelig begejstret for “Som om jeg havde spurgt”. Måske fordi, jeg har læst så mange romaner med samme temaer og budskaber, som har fungeret bedre for mig. Det er dog en rigtig fin og hjertevarm fortælling, og hvis man kan lide ungdomsromaner med fokus på venskab og familie, bør man helt sikkert læse romanen.

PSX_20161104_164334

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *