“Skyriel – Ovanienprofetierne 1” Af Lene Dybdahl

Posted by on nov 3, 2016 in 4 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 2 comments

PSX_20161103_155717

“Skyriel – Ovanienprofetierne 1” Af Lene Dybdahl, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

Da Skyriel kommer til verden, får hendes mor et foruroligende varsel om sin datters magiske kræfter. Et varsel, der kun bliver forstærket, da Skyriel tidligt i sin bardom viser tegn på evner, som ingen andre børn har. For at beskytte hende og hendes magi, sender hendes mor hende til byen Josil, hvor hun vokser op hos magikeren Alainon. Hun er dog ikke som nogle af de andre piger på øen, og har evigt svært ved at få venner. Det er hun dog ikke speciel ked af, da hun ikke bryder sig om nogle af hendes jævnaldrende klassekammerater. I stedet vil hun hellere bruge sin fritid på at gå på jagt og finde på nye skældsord, hun kan kalde de irriterende drenge fra skolen. Som hun bliver ældre, bliver hun dog mere interesseret i at vide, hvorfor hun er vokset op hos Alainon, og ikke hos sin mor. Alainon vil dog ikke fortælle hende noget, og Skyriel bliver mere og mere frustreret.

Da Skyriel fylder 16 år, viser dragevarslet sig på himlen. Varslet er første tegn på, at Ovanienprofetien vil gå i opfyldelse. Profetien spår, at en stærk magiker vil dræbe kongen og efterfølgende overtage magten. Varslet skaber panik i kongestaden og kongen beordrer derfor alle Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt. Derfor er Alaidon også endelig nødt til at bryde tavsheden om Skyriels ophav. Fordi Alaidon også er magiker, bliver han dog arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel vil gøre alt for at redde ham, og følger efter ham på et skib, hvor hun både bekæmper kæmpe blæksprutter og leger hofdame. Dette er dog ikke alt, Skyriels rejse har at byde på, og hun må både kæmpe sig igennem pirater, sultaner og uhyrer, hvis hun vil redde Alaidon og sig selv.

Vi er bundet af guldpagten til at hjælpe hinanden i nødens stund. Hvis du nogensinde får brug for min hjælp, så kald på mig og hav tillid til at jeg vil svare dig. Jeg fornemmer at vi skal ses igen, Skyriel Menneskepige.

Jeg har længe været på jagt efter den perfekte fantasyroman. Den roman, der skulle få mig til at elske fantasy igen. Det har været svært, for selvom jeg egentlig synes, jeg har læst meget fantasy på det sidste, har der ikke været nogle bøger, der virkelig har imponeret mig. Derfor var det også lidt et sats, jeg tog, da jeg valgte at tilføje “Skyriel” til min Read-A-Thon stak. Bogen er tyk, og hvis jeg ikke kunne lide den, ville det være svært for mig at komme nogenlunde hurtigt igennem den, og få læst det antal sider, jeg ville. Jeg blev dog hurtig fanget af bogen, og selvom jeg i første omgang kun ville læse et par kapitler, havde jeg pludselig læst over 200 sider på under to timer. Dagen efter vendte jeg atter siderne i en lynende fart, og før jeg havde set mig om, havde jeg færdiglæst bogen.

Jeg blev forelsket i Skyriel og hendes stærke og unikke karakter allerede fra starten, og hun er især en af grundede til, at jeg blev så begejstret for bogen. Jeg elsker kontrasten mellem hendes evige næsvighed og hendes store behov for at redde Alaidon, og dermed undskylde over for ham. Hun fremstilles menneskelig og realistisk, selvom hun er magiker og desuden er en fiktiv karakter i et univers med søuhyrer og drager. Universet er samtidig også fuldstændig fantastisk, og Lene Dybdahl har virkelig formået at skabe en helt speciel og fortryllende verden. Fantasy bliver nok aldrig min fortrukne genre, men “Skyriel” er helt klart én af de bedste danske fantasyromaner, jeg har læst.

“I århundreder har vi kendt profetien om Den Udvalgte. I århundreder har der været hemmelige forudsigelser i værker som profetiens Bog som har givet os et fingerpeg om Ovanerrigets skæbne. Magikerudryddelserne er ikke sidste kapitel i den fortælling. Det ved du lige så godt som jeg.”

Hvis jeg kunne, ville jeg fortsætte med at læse videre om Skyriels rejser lige på stedet, men desværre er bogen kun nummer 1 i en serie, og jeg må væbne mig med tålmodighed. Jeg håber, at de næste bind i serien bliver ligeså gode.

PSX_20161103_155841 (1)

2 Comments

  1. Ej hvor dejligt at de endelig fandt en fantasy der kunne vinde dig lidt tilbage 🙂

  2. Michelle – Ja, jeg synes også jeg har ledt længe nok nu!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *