“Således forgår alverdens herlighed” Af Lars Kramhøft

Posted by on okt 31, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20161030_134541

“Således forgår alverdens herlighed” Af Lars Kramhøft, anmeldereksemplar fra Calibat, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

“Således forgår alverdens herlighed” er en lille gotisk samling med 12 noveller. Jeg blev begejstret allerede, da jeg så bogen første gang. Forsiden er virkelig flot! Samtidig er novellerne illustreret med dystre og mørke tegninger af Mark Tholander, og det pirrede virkelig også min nysgerrighed. Jeg tog en hurtig beslutning og plantede bogen i min Read-A-Thon stak, selvom jeg egentlig havde planlagt stakken i flere uger. Noveller er altid gode til et læsemaraton og samtidig tænkte jeg, at samlingen ville være perfekt til de sene nattetimer. Indeed, it was.

Jeg læste den første novelle omkring klokken 20:00, da mørket var faldet på, og jeg var fanget allerede fra starten. “Fairbanks”, som er den første novelle i samlingen var virkelig god, men samtidig vildt sær. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om der var tale om en prolog af en art, eller om en separat novelle. Om ikke andet bladrede jeg hurtigt videre i bogen, for at finde ud af det, så på den måde fungerede novellen fint. Det gik hurtigt op for mig, at mange af novellerne er meget inspireret af Lovecraft, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over den sci-fi overnaturlige og monsterlignende tendens, der hurtigt blev tydelig. Det er så sjældent man oplever den slags fra danske forfattere.

“Skænderier kunne hun håndtere, selv slåskampe, men hvis der var noget hun ikke kunne tage, var det piger der tuede. Svaghed.”

Den novelle jeg husker tydeligst, er novellen “Cestoda”, der omhandler tre venner, der nok kan karakteriseres som det, samfundet så fint kalder ‘problembørn’. De er kriminelle, ubehøvlede og fortabte, men problemer får de først for alvor, da deres biologiunderviser tvinger dem til at deltage i et lille eksperiment. Ved at injektere dem med ormelignende parasitter og derefter fodre ormene op, vil han skabe en helt ny ormeart. Samtidig var jeg ret pjattet med novellen “Aftenrøde”, der omhandler en mand, der besøger sin gamle mor på et plejehjem. Moren er med årene blevet mere og mere gnaven og urimelig, og det er der en helt specielt grund til. Hun er nemlig gået over.

Alt i alt kan jeg rigtig godt lide novellesamlingen. Novellerne er mystiske og unikke, og selvom jeg ikke normalt er til monster- og sci-fi horror, endte jeg med at være ret tilfreds med samlingen. Jeg kunne godt have ønsket mig en tydeligere rød tråd, og samtidig er der gået lidt juks i indholdsfortegnelsen. Den stemmer ikke overens med novellernes sidetal, desværre. Derfor kan samlingen heller ikke få topkarakter, men jeg kan dog helt sikkert anbefale den. Især, hvis man er vild med Lovecraft!

“Sic trancit gloria mundi. Således forgår alverdens herlighed.”

“Således forgår alverdens herlighed” er samlet set en virkelig interessant og spændende novellesamling. Den er i hvertfald ikke som andet, jeg før har læst af danske forfattere.

PSX_20161030_134729

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *