“De forbandede” Af Joyce Carol Oates

Posted by on okt 19, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie | 0 comments

PSX_20161019_153313

“De forbandede” Af Joyce Carol Oates, anmeldereksemplar fra Gads Forlag, udgivet 2014, 3,5/5 Stjerner

Vi befinder os i Princeton, New Jersey og året er 1905. Byens stemning er præget af det prestigefyldte universitet, der desuden er samlingspunktet for mange af byens karakterer. Det er en fantastisk by at lade sine børn vokse op i, for de kan helt sikkert kun ende med succes, når alle omkring dem går så højt op i undervisning og etikette. Pludselig begynder der dog at ske besynderlige ting i den lille by. Ting, som ingen rigtigt kan forklare – til trods for, at mange af Amerikas klogeste hjerner befinder sig i netop Princeton. Mareridt begynder at hjemsøge de uskyldige mennesker, og en stærk og mørk forbandelse rammer elitefamilierne.

Det hele starter med, at en ung og ellers lykkelig brud forføres og bortføres ved alteret af en sær og mystisk mand, som ingen ved, hvem er. Er han en europærisk greve eller måske endda djævlen selv? Manden spreder fortsat sin dystre forbandelse over byens hvide og rige familier, men den unge bruds bror er opsat på at finde frem til ham. Koste hvad det vil. På sin søgen efter sin elskedes søsters kidnapper, støder den unge mand på nogle af Princetons største personligheder. Her i blandt den kommende amerikanske præsident Woodrow Wilson, den unge socialistiske idealist Upton Sinclair, den karismatiske Jack London og endda tidens mest berømte forfatter, Mark Twain. Fælles for dem alle er, at de lider af de samme skæbnesvangre syner.

“Der er ingen ‘overnaturlig’ verden – kun denne, den ‘naturlige’ verden.” Resten er nonsens.”

Jeg tror, jeg havde haft “De forbandede” liggende ulæst i næsten to år, før jeg endelig fik taget mig sammen til at læse den. Jeg kendte ikke meget til Joyce Carol Oates, og da historien både er meget historisk og politisk opbygget, kunne jeg ikke rigtig beslutte mig for, om den ville være værd at bruge tid på at læse. Samtidig blev jeg dog draget af ord som ‘mørk’, ‘mystik’ og ‘forbandelse’. Bagsideteksten lovede en uhyggelig fortælling om bortførelser og mord, og det kunne jeg alligevel ikke helt ignorere. I starten var jeg fuldstændig overvældet over, hvor fantastisk Oates skriver. Jeg blev draget fra første side, og jeg kan huske, at jeg skældte mig selv ud fordi, jeg ikke var begyndt på den noget før. Jeg havde jo en helt fantastisk roman i hænderne. Fantastisk er den også – på rigtig mange måder i hvertfald. Omkring midten af bogen begyndte jeg dog at skifte mening.

Romanen er utrolig tætpakket og stemningsmættet, og hvis man ikke holder tungen lige i munden, kan det være rigtig svært at følge med. Jeg måtte hele tiden læse lidt tilbage for at huske, hvem de forskellige personer var, og jeg blev næsten fristet til at skrive små noter til mig selv, hver gang, jeg blev præsenteret for en ny karakter. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at følge med, og mange af kapitlerne virkede overflødige for mig. Til gengæld kunne jeg også rigtig godt lide stemningen. De dystre og gotiske beskrivelser passer perfekt til det våde og mørke efterårsvejr, og det var også netop denne stemning, der fik mig til at læse bogen færdig.

“Ondskaben er brudt ud, har bredt sig – om det så er en flok giftige slanger på Rocky Hill.”

“De forbandende” er en utrolig velskrevet roman. Samtidig er den virkelig stemningsfuld og dragende. Jeg vil dog anbefale at læse den i én strækning, hvis man har mulighed for det. Ellers bliver det svært at følge med.

PSX_20161019_153425 (1)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *