“Syge Sjæle” Af Kristina Ohlsson

Posted by on okt 10, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror | 2 comments

PSX_20161009_150946

“Syge Sjæle” Af Kristina Ohlsson, fra forlaget Modtryk, udgivet 2016, 4,5/5 Stjerner

Lukas forsvinder sporløst blot få dage før sin studentereksamen. Tre uger senere bliver han fundet, bevidstløs og med så voldsomme skader, at han har mistet store dele af sin hukommelse. Ingen ved, hvad der er sket med ham – heller ikke ham selv. Dette bliver et stort problem for efterforskningen, for Lukas er ikke den eneste, der forsvandt. Tidligere er to kvinder fra byen også forsvundet, hvoraf den ene af dem var Lukas’ ekskæreste, Fanny. Nu sidder Lukas med nøglen til gåden, men er ude af stand til at bruge den. Det eneste han ved er, at han på en eller anden måde har været speciel i gerningsmandens øjne.

Ti år senere vender Lukas tilbage til byen igen, stadig plaget af uvisheden om, hvad der skete med ham og de to kvinder. Han har aldrig tilgivet sig selv for sit hukommelsestab, og han vil gøre alt for at finde gerningsmanden. Måske er han stadig derude, og måske er kvinderne stadig i live? Fannys far, Gunnar, er ligeså vred på Lukas, som Lukas er på sig selv, men de begraver stridsøkserne og tager efterforskningen i egen hånd. Samtidig er Lukas’ barndomsven, David, også flyttet tilbage til byen, sammen med sin kæreste Anna. De er flyttet ind i byens gamle præstegård, men da Anna hører nogle af de brutale vandrehistorier, der er tilknyttet den gamle gård, bliver hun utryg. Endnu værre bliver det, da det går op for hende, at gården måske har noget at gøre med de forsvundne kvinder.

“Han rystede på hovedet. Anede ikke, hvad hun talte om, men var ved at blive kvalt af en overvældende følelse af, at det her var noget, som han ikke havde spor lyst til at høre.”

Kristina Ohlsson har skrevet flere anmelderroste krimier, men da jeg plejer at undgå den genre så meget som overhovedet muligt, har jeg ikke overvejet at læse hende før nu. Da jeg så den stemningsfulde forside og fandt ud af, at “Syge Sjæle” rent faktisk var en gyserroman, skyndte jeg mig at finde lydbogen frem hos mofibo, så jeg kunne lytte til den på vej hjem i toget. Jeg lytter ikke normalt til horror, men i dette tilfælde synes jeg virkelig, at oplæseren har gjort et godt stykke arbejde. Han har virkelig fanget stemningen i romanen godt, og samtidig gjorde han ikke romanen langtrukken, selvom det nok ville være gået en hel del hurtigere, hvis jeg havde læst bogen selv. Jeg må også indrømme, at jeg læste de sidste par kapitler i papirform, da de var så spændende, at jeg bare ville hen til slutningen så hurtigt som overhovedet muligt.

Plottet i denne roman er virkelig velovervejet ned til mindste detalje, og spændingskurven fortsætter med at stige helt indtil slutningen. De første kapitler var en smule lange og forvirrende, men ligeså snart, jeg kom rigtigt ind i historien, kunne jeg heller ikke slippe den igen. Historien indeholder både vandrehistorier om brutale mordere, der begraver kvinder levende og skjulte og forbudte kærlighedsaffære. Whats not to like? Samtidig synes jeg, at slutningen er utrolig forfriskende, selvom jeg kan forestille mig, at det måske ikke er alle, der vil være enig i denne påstand. Jeg kunne ikke selv lade være med at udtrykke et langt “NOOOO!!!”, da jeg havde vendt sidste side, men da chokket havde lagt sig, var jeg virkelig taknemmelig for, at den endte netop på den måde.

“Lukas kunne ikke frigøre sig fra en ubehagelig følelse af, at det var for sent. På alle måder.”

“Syge Sjæle” er Kristina Ohlssons første horrorroman, og jeg er meget positivt overrasket. Faktisk overvejer jeg næsten at læse hendes krimiromaner, hvilket virkelig siger meget om min begejstring.

PSX_20161009_151049

2 Comments

  1. Du skal helt sikkert læse Lotus Blues af hende.. Den er også helt vildt god 😀 er selv i gang med syge sjæle og den er virkelig svær at lægge fra sig.

  2. Jeg overvejer også meget at læse mere af hende! Jeg synes virkelig, hun er dygtig 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *