Opsummering: September

Posted by on okt 1, 2016 in Månedlig opsummering | 8 comments

PSX_20161001_103134

I denne måned har jeg læst en del af mine gamle Stephen King bøger, og jeg har faktisk næsten ikke flere ulæste bøger af ham tilbage mere. Det er fedt, men samtidig lidt trist. Jeg håber, at jeg snart falder over et godt loppemarked, hvor jeg kan finde flere af hans gamle bøger til billige penge. Jeg har i alt fået læst ni bøger i denne måned, og taget i betragtning, at jeg har haft mere end bare almindelig travlt, synes jeg egentlig, det er et udmærket tal.

Den første bog jeg læste i denne måned, var ”Engleviden” af Jill Paton Walsh. Jeg synes dele af romanen var virkelig gode, mens jeg desværre fandt resten af bogen sær og usmagelig. Jeg forstår stadig ikke, hvad de mange sodomiske beskrivelser skulle gøre godt for. Den næste bog jeg læste var ”Different Seasons” af Stephen King. Hold nu op, hvor jeg elskede den novellesamling. Især blev jeg begejstret over den sidste novelle, men de var alle sammen virkelig gode. Jeg fortsatte på mit lille King bølge og læste de første tre bind i ”Det mørke tårn” serien.  Det har altid irriteret mig noget så grusomt, at jeg ikke har været i stand til at opstøve resten af serien i samme udgave fra Lademann, da de desværre er udgået. Nu er jeg dog alligevel ikke helt sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at læse resten af serien. Jeg ved ikke, om jeg bare har fået fat i nogle virkelig dårlige oversættelser, men jeg synes godt nok ikke, at bøgerne var gode. Faktisk synes jeg, at de var ret katastrofale.  Er der nogle af jer, der har læst dem?

Den næste bog jeg læste var endnu en knap så god bog. ”Vi giver aldrig op” af Daphne du Maurier er nok hendes mest ukendte bog, og jeg kan desværre godt se, hvorfor. Jeg fandt bogen langtrukken og kedelig, og jeg brød mig ikke rigtig om nogle af karaktererne. ”The Phantom of the Opera” af Susan Kay var oprindelig også en stor skuffelse, men endte faktisk med at være en ganske udmærket læseoplevelse. Jeg troede, at jeg skulle til at læse en kendt klassiker, men fandt til min store overraskelse ud af, at min bog var en form for fanfiction, og var skrevet 100 efter originalen. Selvom bogen var god, vil jeg dog stadig gerne læse den oprindelig og klassiske roman. Den næste bog jeg læste tog mig tilbage til månedens tidligere Stephen King bølge. ”Christine” er en af hans mest kendte romaner, og hvis du spørger mig, er det også en af hans bedste. Jeg elsker virkelig den bog, selvom man måske skulle tro, at ideen om en menneskedræbende bil ikke helt ville fungere i praksis. Den sidste bog jeg fik læst i denne omgang blev ”Wives and daughters” af Elizabeth Gaskell. Selvom jeg virkelig holder af Gaskell, blev jeg ikke specielt begejstret for denne bog. Plottet var virkelig langtrukkent, og det tog mig næsten 10 dage at komme igennem den. Heldigvis havde bogen også nogle fine elementer i ny og næ, men de blev desværre godt gemt bag en masse overflødighed.

Har I læst nogle gode bøger i denne måned?

PSX_20161001_103304

8 Comments

  1. Mht. ”Det mørke tårn” så har jeg pt. læst de tre første og lige bestilt de to næste. Den første bog var ok, men jeg havde forventet at blive blown away, så jeg var lidt skuffet. Folk sagde, at jeg bare skulle læse lidt længere i serien, men anden bog var en ret blandet oplevelse. Til gengæld kunne jeg godt lide den tredje bog, og det har fået mig til at bestille de to næste bøger, for nu er jeg ved at få blod på tanden 🙂

  2. Jeg blev (endelig) færdig med Det Mørke Tårn her i starten af sommeren, og det var altså en besynderlig serie. Ikke dårlig som sådan, bare super underlig. Det tog med omkring 3 år at komme igennem alle syv bøger, fordi jeg blev ved med at gå død i serien, selvom den egentligt var interessant nok. Jeg tror bare ikke, den var noget for mig. Jeg læste også bøgerne på dansk, og det er muligvis nogle af de dårligste oversættelser jeg nogensinde har læst…

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

  3. En ren Stephen King måned, det må både have været specielt, men måske også lidt ensformigt? Måske, det ved jeg ikke, så mange King har jeg slet ikke læst 🙂

  4. Michelle – jeg elsker jo Stephen King, så det bliver aldrig ensformigt for mig 😀 Jeg håber du snart får læst noget mere af ham!

  5. Lisbeth – Jeg er virkelig også skuffet over mine oversættelse. Hold nu kæft, hvor var de dårlige.. Jeg er bange for, at det måske er dem, der har ødelagt historien lidt for mig, for jeg synes virkelig ikke bøgerne er gode.

  6. Den lille bogblog – Dejligt, at du kan lide dem! Jeg er virkelig skuffet. Måske jeg skulle prøve på originalsprog en dag..

  7. Hej Mia, tak for sidst 🙂 Fed ide med en Stephen King-måned! Jeg har læst Det Mørke Tårn for nogle år tilbage. Jeg kan ikke huske så meget, andet end at, ja, som mange siger, den er jo rimelig syret, og de sidste bøger bliver lidt for langtrukne. Samtidig bliver de også mere og mere forvirrende. Men der er alligevel noget fængende ved dem. Jeg måtte ligesom bare finde ud af, hvordan det ender – om han nogensinde finder det skide tårn. Jeg husker stadig slutningen som virkelig god. Jeg har prøvet at læse serien igen, men gik død et sted i 3. bog. Jeg tror, at mange aldrig klarer den til bog 7, og det forstår jeg sgu godt. Hvis man skal læse en af hans lange historier, er The Stand meget, meget bedre. Det er en af de bedste, jeg har læst! Hvad synes du om den? 🙂

  8. Hej Nick. jeg har endnu ikke læst “The Stand”, men den står højt på min læseliste! Der er også mange der siger, at det er en af hans mest uhyggelige bøger, så jeg glæder mig rigtig meget til at læse den!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *