“Vi giver aldrig op” Af Daphne Du Maurier

Posted by on sep 19, 2016 in 2 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20160919_213824

“Vi giver aldrig op ” (“Rule Britania”)  Af Daphne Du Maurier, fra forlaget Lademann, udgivet 1972, 2/5 Stjerner

Emma bor sammen med sin bedstemor, Mad, i byen Cornwall i England. De bor dog ikke alene, for Mad, der er tidligere skuespillerinde, har adopteret en lille flok forældreløse drenge. Mad er kendt som byens opmærksomhedskrævende særling, og den atypiske familie vender hoveder hvorend, de går hen. Emma er dog ligeglad, for selvom hun nogle gange kan blive træt af alle drengene, nyder hun at tilbringe tid bedstemor og brødre. En morgen vågner Emma dog op til lyden af lavtflyvende flyvemaskiner, og hele hendes verden som hun kender den er nu forandret for evigt.

Da Emma, Mad og alle drengene spørger de andre indbyggere, hvad der foregår, får de at vide, at et stort krigsskib har lagt anker i havnen, og at der er sat barrikader op på vejene. Amerikanske soldater marcherer yderligere rundt i byen, og efter en time med forundring og forvirring får beboerne i Cornwall endelig en brugbar besked. Statsministeren meddeler, at Amerika og England har valgt at forene sig som en samlet nation på grund af store økonomiske og militære vanskeligheder. Selvom de fleste acceptere denne forunderlige meddelelse, er Emma og Mad overbevist om, at der foregår noget langt mere mystisk, og de har i sinde at finde ud af, hvad det er. Desværre går jagten på sandheden ud over deres egen familie på en måde, de aldrig havde tænkt mulig.

“It was clear, fortunately for the bob-sleigh team, until they reached the bottom of the hill, when Mad, with great presence of mind, slammed her foot on the break and brought her craft to a halt almost immediately beneath a road-block that barred further progress”

Jeg har elsket Daphne Du Maurier lige siden jeg læste “Rebecca” for første gang. Jeg har efterhånden også fået læst de fleste af hendes værker, på nær et par få noveller. Alt i alt, er hun en af de få forfattere, der (næsten) altid får 4 eller 5 stjerner i mine anmeldelser, for indtil nu, har jeg aldrig læst noget af hende, jeg ikke kunne lide. “Vi giver aldrig op” er du Mauies sidste bog, og samtidig også den svageste. Jeg ville næsten ønske, at jeg ikke havde læst den, så jeg kunne runde hendes forfatterskab af med en følelse af overdådighed og ærefrygt. “Vi giver aldrig op” er vag i sit persongalleri, og endnu mere i sit plot. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle synes om karaktererne, da der simpelthen ikke var nogle ordentlige beskrivelser af dem. De få der var efterlod et pudsigt og intetsigende indtryk på mig, og jeg blev irriteret på dem næsten lige med det samme.

Samtidig er plottet også en smule mærkværdigt. Ideen om en stor civil trussel er i sig selv god nok, men udførelsen halter gevaldigt. Jeg savner du Maurries struktur og detaljerede beskrivelser, og samtidig savner jeg et spændende plottwist, jeg ellers altid har kunne finde i du Mauries værker. Spændingsniveauet er fladt, og historien slår aldrig rigtig igennem. På den lyse side, vil jeg dog nævne du Mauries sprog, der selv i denne roman er fantastisk, endda selvom jeg vist sidder med en ret tvivlsom og forældet oversættelse.

“The thing was, Mad’s cakes were terribly hit or miss, generally miss, and the net result, as Pa used to say, was like molten lead. Her one or two successes had gone to her head, but usually the effect upon everybody’s digestion was damaging to the extreme and the cakes had to be crumbled up the next day and given to the birds.”

Jeg er skuffet over “Vi giver aldrig op”, da jeg af erfaring virkelig havde forventet noget mere. Romanen var velskrevet, men handlingen var flad og intetsigende, og det samme var karaktererne.

PSX_20160919_213704

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *