Opsummering: August

Posted by on aug 31, 2016 in Månedlig opsummering | 2 comments

PSX_20160831_121758

I august har jeg brugt det meste af min tid under en bagende sol. Den fjerde august rejste min veninde og jeg til Alanya, hvor vi havde ni rigtig gode (og varme!) dage. Efterfølgende har jeg nydt resten har min ferie herhjemme i Danmark, hvor det også er blevet til et par dage ved stranden og i haven. Samtidig har jeg i august endelig kunne fejre, at jeg er kommet af med det hus, jeg satte til salg sidste sommer. En svær periode med en masse spekulationer og frustrationer er endelig ved at komme til en ende, og derfor har jeg også brugt rigtig lang tid på at nyde tilværelsen, og på at lede efter en ny lejlighed, hvor jeg kan starte et nyt kapitel i mit liv helt for mig selv. Jeg har dog selvfølgelig fået læst et par bøger i august, og I kan som altid læse hvad, jeg synes om dem her.

Den første bog jeg læste i august, var “Rose Madder” af Stephen King. Jeg havde set bogen på diverse lister over Kings dårligste bøger, og da jeg i forvejen er i gang med at færdiglæse en temmelig skuffende periode i Kings forfatterskab, var jeg på ingen måde sikker på, at jeg havde lyst til at læse den. Den lå dog i min flyttekasse med ulæste bøger, og læses skulle den jo. Skuffelsen var stor, men ikke større end, jeg havde forventet. Jeg håber, at de næste King bøger jeg læser vækker større begejstring. Den næste bog jeg læste var “Cloud Atlas” af David Mitchell, og det var endnu en bog, jeg skulle tage et tilløb til at få læst. Ikke fordi, at den har fået dårlige anmeldelser – tværtimod. Bogen er rost til skyerne overalt, og det samme er filmatiseringen, der desuden indeholder den fantastiske Halle Berry. Jeg er dog ikke til sci-fi og dystopiske romaner, og derfor var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne lide den. Plottet sagde mig ikke det helt store, men strukturen og opbygningen af bogen tog mig med storm. Det er helt sikkert ikke den sidste bog af David Mitchell, jeg kommer til at læse.

I flyet mod Alanya begyndte jeg læsningen af Steen Langstrups nye gyseroman “Ø”. Jeg havde haft bogende liggende i lang tid, men da jeg ikke måtte anmelde den før vi nærmede os udgivelsesdatoen, besluttede jeg mig for at vente med at læse den, selvom det var rigtig svært. Bogen var helt fantastisk, og helt sikkert ventetiden værd. Samtidig var den ekstra uhyggelig at læse på min ferie, da hovedpersonerne i bogen selv er på ferie. Den næste bog jeg læste blev “Verdens heldigste kvinde” af Jessica Knoll. Jeg havde sagt ja til at anmelde den, da den lød virkelig spændende, trods det, at det helt sikkert også er en chick-litt roman. Som romanen lover på forsiden, viste det sig at være svært at lægge bogen fra sig igen, og jeg blev virkelig overrasket over, hvor grebet, jeg endte med at blive af historien. Den næste bog jeg læste var “Den døde Zone” af Stephen King, og som jeg egentlig havde forventet, brød jeg mig ikke vanvittig meget om bogen. Hovedpersonen var virkelig frustrerende og plottet var ikke noget særligt. Bogen havde dog også nogle gode elementer, selvom de var få, som jeg vil fortælle mere om, når jeg anmelder bogen.

De næste fire bøger jeg læste i august, var “Borte med blæsten” del 1, del 2, del 3 og del 4. En lille serie, som jeg efterhånden har ville læse i mange år. Jeg er vild med den prisbelønnede film, så da jeg fandt bøgerne i en smuk dansk oversættelse, købte jeg dem lige på stedet. Jeg elsker bøgerne, og der er ikke noget at sige til, at historien er blevet en klassiker. Jeg skulle lige vænne mig til den famøse og pompøse Scarlett O’Harra, men derefter blev jeg også utrolig grebet af den smukke og rørende fortælling. Den sidste bog jeg fik sneget ind i august, var “Silas Marner” af George Eliot. Jeg har ikke læst andet af hende, så jeg tænkte, at det var godt at starte med denne lille fortælling. Jeg synes bogen var utrolig hyggelig at læse, så jeg ser frem til at læse nogle af hendes mere berømte værker.

Har I fået læst nogle gode bøger her i august, eller har I ligesom mig brugt det meste af tiden på at nyde solens varme stråler ?

PSX_20160831_121554

2 Comments

  1. Jeg prøvede at høre Silas Marner som lydbog for et par år siden – to gange endda, da jeg måtte opgive første gang. Den første ½-1 times tid var jeg ret fanget af historien, men derefter zonede jeg helt ud. Jeg ville ellers rigtig godt kunne lide den.

    Har du planer om at læse King-bøger i september måned?

  2. Jeg er heller ikke ovenud pjattet med den, den er en smule kedelig synes jeg, men stadig fin på en måde. Ja, jeg har masser af King i vente! Jeg tror jeg skal læse “Different Seasons” og starte på “Det mørke tårn serien”. Måske også “Christine” 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *