Tema #61 – Om at genlæse sine barndomsklassikere

Posted by on aug 23, 2016 in Tema | 4 comments

PSX_20160823_162921

PSX_20160823_163215

Jeg startede med at læse bøger, da jeg var ganske lille. Jeg lånte altid en stor stak bøger på skolebiblioteket, og jeg var den eneste i klassen, der altid så biblioteksbesøgene som dagens højdepunkt. Jeg kan huske, at jeg altid kredsede omkring de samme hylder – dem helt henne ved vinduet til venstre. På disse hylder stod alle de bøger, jeg elskede at læse, og selvom det blev mere og mere sjældent, jeg fandt en bog, jeg endnu ikke havde læst, var det altid de hylder, jeg styrtede imod. På hylden stod bl.a. mange af H.C Andersens eventyr i store smukke eksemplarer med farvestrålende billeder i. Jeg lånte dem igen og igen, og idag er jeg stadig utrolig glad for H.C. Andersen. I dag udforsker jeg dog mest den lidt glemte del af hans forfatterskab, nemlig de meget dystre og queer fortællinger, som han også har lavet en stor håndfuld af.

Udover H.C. Andersens mange eventyr, stod bøgerne om Alice i Eventyrland, og andre børnevenlige eventyr og fortællinger som Peter Pan, Peter Plys, Robin Hood og Brødrene Grimms eventyr også på disse hylder. Jeg elskede at bladre løs i bøgerne, og til sidst kunne jeg historierne så godt, at jeg kunne genfortælle dem nærmest ordret, kun ved at kigge på billederne i bøgerne. Mange af fortællingerne sidder derfor også så dybt i mig i dag, at jeg kan genfortælle dem i søvne. Jeg har netop genlæst fortællingerne om Alice i Eventyrland, og selvom jeg efterhånden har genlæst dem mange gange, bliver jeg ramt af en magisk og nostalgisk følelse hver eneste gang. På hylden nedenunder stod bøgerne for de lidt ældre børn, og jeg kan huske, at jeg kaldte den ‘den seje hylde’. Serien om den tyggegummispisende detektiv Kwiatkowski blev hurtigt min favorit, og jeg læste bøgerne inden jeg skulle sove om aftenen. Det er også denne Kwiatkowski, der blev mit første litterære crush. Han var virkelig bare sej! Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at interessere mig meget for en anden serie. Jeg blev så bidt af den, at jeg lavede et lille system over hvilke bøger, jeg havde læst, og hvilke, jeg stadig manglede at læse. Serien var ‘Gåsehud’ af R.L. Stine og jeg mindes bøgerne med glædelig nostalgi. Hold nu op, hvor var den serie bare skrevet til mig! Serien var sammen med Stephen King med til at starte min store passion for horror, og jeg kan stadig huske, hvor spændt jeg var, når jeg skulle hente en ny bog på biblioteket. Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde med en ny ‘Gåsehud’ bog i hånden. Jeg har flere gange forsøgt at opspore en komplet serie, og når jeg får fat i den, tror jeg, at jeg helt automatisk kommer til at prioritere alt min læsetid til genlæsninger af bøgerne.

En anden stor barndomsklassiker, er selvfølgelig Harry Potter. Da bibliotekaren første gang fortalte om bogen, var jeg en smule skeptisk. Jeg kunne ikke forestille mig, at det var noget jeg kunne lide, og selvom jeg havde bogen med hjemme flere gange, gik der faktisk lang tid før, at jeg begyndte at læse den. Omkring mig begyndte alle pludselig at nævne dens store popularitet, og til sidst måtte jeg give den et forsøg. Resten er historie, for jeg elskede den selvfølgelig øjeblikkeligt. I forbindelse med den nye udgivelse af endnu en Harry Potter bog er jeg langsomt begyndt at genlæse serien, og jeg elsker virkelig følelsen af at vende tilbage til noget så velkendt som Harry Potter universet. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at genlæse den serie, eller nogle af mine andre barndomsklassikere for den sags skyld.

Har I nogle barndomsklassikere, I altid vender tilbage til ? Hvad får de jer til at tænke på?

PSX_20160823_163038

4 Comments

  1. Åh, den der detektiv bogserie tror jeg også jeg læste! 😀
    Og Gåsehud læste jeg også rigtig mange af, jeg kan huske jeg sad og læste højt sammen med nogle veninder, vi dæmpede lyset og forsøgte at skabe en dyster stemning hver gang vi skulle læse Gåsehud, det var så hyggeligt.

    Ellers tror jeg faktisk først det er efter at være blevet ‘voksen’ at jeg er begyndt at genlæse, ellers læste jeg altid nye ting, og jeg blev ved med at være ivrig efter at finde nye spændende ting at læse hver gang vi skulle på skolebiblioteket, og efter den tur ikke længere blev en del af det faste skema, fandt jeg selv derned. 😉

  2. Hvor er det hyggeligt at læse om dine barndomsklassikere 🙂
    Jeg vender også altid tilbage til Harry Potter universet. Derudover er jeg faktisk rigtigt dårlig til at genlæse. Jeg forsøgte mig med en genlæsning af ‘Det lille hus på prærien’ serien, men kom ikke særligt langt. Den vil jeg dog stadig gerne genlæse, og også gerne ‘Børnene i Kragevig’.
    Det er sjovt med ‘Gåsehud’ bøgerne, for dem fik jeg aldrig læst dengang – jeg læste kun R. L. Stines anden serie, ‘Rædselsrummet’ – læste du også den? 🙂

  3. Michelle – Gåsehud bøgerne er virkelig en stor del af min barndom, og i sær når det kommer til minder omkring læsning. Jeg elsker de bøger så ufattelig højt!

  4. Karina – Rædselsrummet var jeg ikke så vild med som ‘Gåsehud’, men jeg kan sagtens huske den. Måske jeg skulle prøve at skaffe den serie også 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *