“Bror og Søster” Af Katrine Marie Guldager

Posted by on aug 2, 2016 in 3 Stjerner, 4 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20160802_133846

“Bror og Søster” Af Katrine Marie Guldager, anmeldereksemplar fra Politikens forlag, udgivet 2015, 3,5/5 Stjerner

I dette femte bind i Køge-krøniken befinder vi os nu i 1976. Henry bliver endelig løsladt fra statsfængslet, efter at have afsonet en lang dom. Han glæder sig til at komme hjem til sine børn og resten af kollektivet. Da han ankommer, bliver det dog tydeligt, at kollektivet har ændret sig meget. De har ikke lyst til at tage i mod Henry igen, og han må indse, at han ikke længere kender sine børn, Birgitte og hans venner. I mangel på steder at bo, flytter han ind ved en kvinde, der hjælper ham med at komme ud af sin svære situation. Samtidig kæmper han også med at få de mange penge tilbage, som han snød Leonora for, efter Peters død. Pengene befinder sig i en aflåst boks på banegården, men nøglen er svær at få fat i.

Leonora er endelig blevet mor, og nyder sin nye tilværelse som forældre med manden Klaus. Hun bliver dog i tvivl om sin lykkelige tilværelse, da en veninde får lokket hende med på en kvindelejr for utilfredse kvinder. Hun bliver stillet overfor mange store spørgsmål, og må gøre op med sig selv, om hun egentlig er tilfreds med sit ægteskab, og det liv, som Klaus og hende efterhånden har levet i mange år. Samtidig strammes situationen ind, da Henry vender tilbage til familien. Forholdet mellem de to søskende bliver endnu dårligere, og til sidst kommer alle hemmelighederne op til overfladen. Samtidig er det nu ikke kun Lilly, der kæmper med den famøse ulv, og den begynder langsomt at angribe resten af familiens medlemmer.

“For de fleste fanger var det trygt. Men for Henry blev den regelmæssighed, hvormed alting foregik, efterhånden en kilde til begyndende sindssyge. For var rutinen ikke renset for menneskelighed?”

Jeg troede egentlig, at det var bind fire, der var min favorit blandt alle bøgerne i Køge-krøniken, men da jeg var ca. halvejs inde i denne bog, gik det op for mig, at titlen nok måtte overtages af denne bog. Vi kommer ekstremt tæt på karakterene i denne bog, og selvom jeg egentlig altid har følt, at jeg som læser havde et nært forhold til familien, er det blevet endnu tydeligere i denne bog. Jeg ved, hvad de forskellige karakterer vil føle og tænke, og jeg kan næsten forudse deres handlinger, før de finder sted. I nogle bøger kan det være en dårlig ting, at man kan forudse situationerne, men i denne fortælling vidner det kun om, at man nu næsten er blevet ét med fortællingen. Samtidig henvender Katrine Marie Guldager sig mere til læseren i denne bog, og det virker virkelig godt.

Jeg har stadig utrolig svært ved at afgøre, hvem af karaktererne, jeg bedste kan lide. Umiddelbart er den kaotiske Henry ikke speciel elskværdig, men samtidig kan man heller ikke lade være med at få en smule ondt af ham. Leonora er nok min fortrukne favorit indtil videre, da jeg synes, at jeg har nemmest ved at relatere til hende. Samtidig stiller hun både spørgsmål til samfundet normer og til oprøret, der forsøger at ændre alting. Hun er en enormt interessant karakter, og jeg glæder mig til at se, hvordan hendes lille kernefamilie udvikler sig i fremtiden.

“Sådan kunne det gå et stykke tid, men selvfølgelig ikke for evigt, dertil var de to ægtefæller, vi her beskæftiger os med, for opfyldt af det, vi med ét ord kalder kærlighed.”

Det var svært for mig at rigtig rigtig glad for Køge-krøniken, og jeg måtte overtale mig selv til at læse alle bøgerne færdig et par gange. Nu er jeg dog utrolig glad for, at jeg gjorde det, og jeg glæder mig til at se, hvad der sker med den unikke familie i fremtiden.

PSX_20160802_133958

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *