“Puls” Af Stephen King

Posted by on jul 8, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Horror | 4 comments

PSX_20160708_112244

“Puls” Af Stephen King, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2008, (Org. udgivet 2006), 3/5 Stjerner

Den 1. oktober udsendes et mystisk og truende signal – en puls – via alle mobiltelefoner, og dem der enten ringer fra telefonen, eller tager den, når den ringer, bliver forvandlet til et zombie lignende væsen. Disse zombier huserer hurtigt i hele USA, og da de også er menneskeædende, bliver der hele tiden mindre og mindre overlevende tilbage. De eneste, der snart er tilbage, er dem, der ikke ejer en mobiltelefon, og derfor forsøger alle de overlevende at komme ud fra byen, og ud til landet, hvor teknologien endnu ikke har ødelagt alt. Hvem der står bag denne trussel vides ikke, men medierne konkluderer, at det må værre en form for terrorhandling eller en computernørds eksperimenter, der er løbet løbsk. Dette er dog ikke tilfældet.

Blandt de overlevende er Clay, Ray og Denise. Fælles for disse tre mennesker er, at ingen af dem har mobiltelefoner, og at de alle sammen har mennesker de holder af, der befinder sig ude midt i dette levende kaos. Clay har kun en ting i tankerne – sin søn. For at finde sin søn, beslutter han sig sammen med Ray og Denise for, at de vil tage kampen op mod zombiernes overmand, Pjaltekongen. Kampen bliver lang og hård, og de begynder at tvivle på, om det overhovedet er det værd. Selvom de finder en måde at slå Pjaltekongen ihjel på, vil det ikke ændre det faktum, at halvdelen af verdens befolkning er forvandlet til menneskeædende zombier. Eller vil det ?

“Det får ligesom det hele til at føles virkeligt, ikke?” sagde Tom. “Nej.” sagde Alice. Hun lød ligeglad. “På mig virker det som en special effect i en eller anden sommerfilm. Køb en bøtte popcorn og en stor cola og se verdens undergang…”

Jeg fandt denne bog på en tankstation sidste sommer. Jeg fik dog aldrig bogen læst, og siden har den ligget i bunken med ulæste bøger. Jeg tror, jeg har set en utrolig dårlig gyserfilm, der var baseret på denne bog, så derfor kunne jeg ikke helt tage mig sammen til at få den læst. Jeg ville ikke dømme bogen på forhånd, da Stephen King er en af mine yndlingsforfattere, men samtidig må jeg også indrømme, at jeg aldrig har fundet zombier uhyggelige. Det er ligemeget om jeg læser om dem eller ser dem på film, jeg ender altid med at finde det hele en smule komisk, og derfor var jeg også næsten sikker på, at jeg ikke ville finde denne bog ligeså ‘hårrejsende’ og ‘nervepirrende uhyggelig’ som bagsideteksten på bogen lover.

Desværre, fik jeg også ret. Jeg syntes på intet tidspunkt, at bogen var uhyggelig, og samtidig kunne jeg ikke lade være med at grine over zombie beskrivelserne. Som forventet, blev det hele en smule plat og grinagtigt. Heldigvis har bogen mange andre gode egenskaber, og min kærlighed til Stephen King blev ikke mindre på grund af denne bog. Sproget er nemlig stadig fantastisk, og Clay er samtidig en virkelig god hovedperson. Hans mål om at finde sin søn i live bliver altdominerende for ham, og hans viljestyrke og og gejst er rørende. Samtidig ser man på fra sidelinjen, mens karaktererne gang på gang må se deres pårørende blive forvandlet til følelsesløse zombier, og jeg tog mig selv i at få våde øjne et par gange.

“På bunden er vi slet ikke homo sapiens” sagde Rektor. “Vores inderste kerne er vanvid. Den grundlæggende drivkraft er mord, kære venner.”

“Puls” er en utrolig velskrevet og til tider rørende roman. Hvis man er til zombier, vil man måske endda også finde den uhyggelig. Hårrejsende og bloddryppende er den dog ikke, så hvis man leder efter en uhyggelig gyser, skal man nok gå udenom denne.

PSX_20160708_112148

4 Comments

  1. Jeg læste bogen for mange år siden, men kan faktisk ikke huske, hvad jeg synes om den. Modsat dig synes jeg, at zombier kan være ret uhyggelige, men der er en grænse. Og det er da helt sikkert oversættelsens skyld, men med en skurk, der hedder Pjaltekongen, bliver det da først svært at blive skræmt. 😀

  2. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg læste, at skurken hed Pjaltekongen! Det er simpelthen så spøjst haha 😀

  3. Jeg læste bogen for en del år siden, og kunne huske at jeg heller ikke var helt oppe og ringe over den.
    Den “officielle” filmatisering udkommer faktisk snart. Traileren ser dog bare pivringe ud :p http://www.imdb.com/title/tt0775440/?ref_=nm_flmg_act_4

  4. Åh gud. Altså, jeg bliver jo nødt til at se den, men tvivler på, at jeg vil synes, den er uhyggelig 😀

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *