“Lille Hjerte” af Katrine Marie Guldager

Posted by on jul 3, 2016 in 3 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20160703_152813

“Lille Hjerte” af Katrine Marie Guldager, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2015 (Org. udgivet 2012), 3/5 Stjerner

“Lille Hjerte” er andet bind i denne unikke familiekrønike, og vi er nu i 1950’erne. Lilly og Peter er stadig gift, men da Lilly ikke kan slippe sit forhold til kunstneren Ib Berthelsen, vælger hun at forlade sin familie i Køge, og rejse mod København, hvor Ib har en lejlighed. Hun efterlader både Peter og deres to børn Henry og Leonora, og børnene må affinde sig med rygter og mobberier i skolegården, mens Peter skiftevis savner og hader Lilly overalt på Jorden. Især Henry er mærket af de nye omstændigheder, og han begynder at forstille sig ting, der ikke findes. Situationen bliver atter vendt på hovedet, da Peter indleder et forhold til sin sekretær Ella, der sammen med sine børn flytter ind til Peter.

Forholdet er næsten udelukkede styret af Peters frygt for at være alene. Han holder af Ella, men hun er mest en praktisk nødvendighed, og det er ikke nogen hemmelighed. Han kan ikke slippe tanken om Lilly, og er til hver en tid klar til at tilgive hende, hvis hun beslutter sig for at komme hjem. Ella derimod, er dybt forelsket i Peter og kan ikke holde ud, at blive nedprioriteret gang efter gang.  Det skaber en stor konflikt, der er lige ved at gå galt. Samtidig møder vi igen Peters søstre, Frk Lys og Frk Mørke, der er ligeledes har en stor konflikt kørende, og også her, er det hele ved at ende grueligt galt.

“Det havde været Lillys uheld, at hun havde været den første udenforstående, der havde opdaget det, den første, der havde haft mod og mandshjerte nok til at byde ulykken, dette nedarvede mørke, trods.”

Jeg læste det første bind i denne serie sidste år, og selvom jeg nød læseoplevelsen, var jeg ikke sikker på, om jeg havde lyst til at fortsætte med serien, da den indeholder hele fem bøger. Fem bøger tager lang tid at læse, og hvis man egentlig ikke helt har lyst til at læse dem, er det næsten dumt at spilde så lang tid. Normalt fortryder jeg det sjældent, når jeg beslutter, at jeg ikke vil læse en bog, men i dette tilfælde kunne jeg ikke helt slippe historien. Jeg ville se, hvordan plottet udviklede sig, og hvad, der ville ske med karakterene. Især var jeg spændt på at se, hvad der skulle ske med lille Henry og Leonora, og hvordan deres ungdom og voksenliv ville udforme sig. Derfor besluttede jeg at forsætte, og selvom jeg stadig ikke er helt pjattet med historien, har jeg alligevel ikke lyst til at stoppe midt i det hele.

Det jeg bedst kunne lide ved historien var helt sikkert de ærlige og meget menneskelige beskrivelser. Det er sjældent, at man kommer så tæt på karakterer, som man gør i denne fortælling. Og det gælder alle karakterene. Man mærker Peters smerte over at blive forladt af sin kone, og man mærker Lillys evige fortvivlelse og forelskelse i kunsten og i Ib Berthelsen. Samtidig får man næsten ondt i maven, når man læser om Henry og Leonoras savn og forvirring over det pludselige brud samt bitterheden, den naive Ella gang på gang forsøger at bide i sig. Det er næsten hjerteskærende, og jeg tror også, det er derfor, at jeg ikke helt kan slippe historien, før jeg har læst den færdig. Jeg føler mig allerede for tæt knyttet til alle karaktererne.

At hun havde mødt den rigtige kærlighed, den sande kærlighed, som ikke skulle skjules og samt den forsøges glemt med stædighed, at den mand, der stod overfor hende, ja, var alle vegne omkring hende, både var elskværdig og god, faktisk lige nøjagtig den mand, hun havde drømt om i sine allermørkeste timer.”

“Lille Hjerte” og resten af denne finurlige familiekrønike er bestemt ikke bøger, jeg normalt ville læse. Alligevel, er det næsten umuligt at slippe fortællingen, når først man er begyndt.

PSX_20160703_152701

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *