“Kvinden i Graven” Af Julia Heaberlin

Posted by on jun 20, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 0 comments

PSX_20160620_094615

“Kvinden i Graven” Af Julia Heaberlin, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2016 (Org. udgivet 2015), 4/5 Stjerner

Sekstenårige Tessa bliver fundet i en grav i Texas. Graven er omringet af gule blomster, og Tessa er den eneste, der stadig er i live. Tessa er nemlig ikke den eneste pige i graven, for sammen med tre andre piger, er hun blevet offer for en brutal seriemorder. Hun forsøger så bedst som muligt at komme videre med sit liv, men sytten år efter, bryder helvede løs igen. Den mistænkte i sagen skal henrettes, og Tessa begynder at tvivle meget på, om hun har dømt den forkerte mand. Samtidig sker der mystiske ting omkring hendes hus. Nogen har plantet de samme gule blomster i hendes have, som dem, der stod omkring graven. Sommerblomster i februar. Og hvem er det, der pludselig begynder at interessere sig så meget for Tessas datter, der til forveksling ligner den sekstenårige udgave af Tessa selv?

Mens hun forsøger at skelne mellem rigtige og falske minder, begyder Tessa at tvivle meget på, og morderen stadig går på fri fod. Hendes ‘monster’ som hun kalder ham, begynder at hjemsøge hende igen, og denne gang, er det ikke kun Tessa der er i fare, men også hendes egen datter. Samtidig begynder Tessa også at tænke meget på sin tidligere bedste veninde, Lydia, der forsvandt ikke ret lang tid efter Tessas retssag. Havde hendes forsvinden noget med morderen at gøre, og hvor er hun nu?

“Det er øjeblikke som disse, jeg ville ønske, at min datter ikke havde så tykt et panser af selvtillid skab af skønhed, intelligens og atletisk ydre. Men hun er fuldstændig ligesom Før-Tessie. Begge insisterer på, at mærkelige lyde uden for vinduet har noget at gøre med teenage-drenge, sæbe og æg og ikke med monstre, rustne skovle og pistoler. Som oftest har de ret.

Da jeg fik tilbuddet om at anmelde denne bog, kunne jeg slet ikke sige nej. Den lød virkelig spændende, og samtidig mindede beskrivelserne meget om “Sandheden om Amelia”, som jeg var ret glad for, da jeg læste den. Og selvom der ikke er overvældende mange ligheder i plottet, så synes jeg stadig, at bøgerne minder meget om hinanden. I sær omkring stemning og struktur. Vi springer frem og tilbage i tiden, mellem den nuværende Tessa og den sekstenårige Tessa. Mens vi lærer Tessa at kende i de forskellige stadier i hendes liv, kommer vi også tættere og tættere på en opklaring i sagen, og jeg kan enormt godt lide, når spændingsromaner er bygget op på denne måde. Det gør, at man får svært ved at lægge bogen fra sig, og samtidig bliver det på intet tidspunkt forvirrende, som det tit kan gøre, når man springer frem og tilbage i tiden.

Jeg kunne rigtig godt lide den nuværende Tessa som karakter. Hun var modig, stærk og sej, og samtidig var hun et ganske almindeligt menneske, der engang har været ude for en meget traumatisk oplevelse. Uden at hun har tænkt over det, har hun helt automatisk fortrængt en masse ting, og dem må hun grave frem nu, selvom det gør ondt. Den sekstenårige Tessa, var jeg til gengæld ikke særlig stor fan af. Hun virkede svag og lod fuldstændig den dominerende og manipulerende Lydia tage kontrol over sit liv. Det er samtidig lidt kliche agtigt med sådan et venindepar, og jeg kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen af det. Bogen var dog stadig god og overraskende, så helt galt gik det heller ikke.

“Jeg vil lade hende have sine drømme i fred. Hun skal ikke se mine øjne vokse sig til sorte huller, hun skal ikke gå på endeløse marker tæt bevokset med gule blomster, der lugter af død. Jeg vil ikke have, hun vågner op med den lugt sidende i næseborene.”

“Kvinden i graven” er en fantastisk spændingroman, som henvender sig til alle aldre. Det er helt klart en af sommerens must-reads!
PSX_20160620_094706

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *