Posts made in maj, 2016

Opsummering: April

Posted by on maj 2, 2016 in Månedlig opsummering | 6 comments

PSX_20160502_100609

I april har jeg læst mange forskellige bøger. Det har været utrolig rart at have så meget tid til at læse selvvalgte bøger, og jeg nyder de få uger, jeg har tilbage, før jeg igen skal igennem eksamensræset. Denne måned har også haft en lille bonuslæseoplevelse – nemlig Dewey’s halvårlige Read-A-Thon. Jeg nåede at få læst stort set hele den liste, jeg havde forberedt, og jeg tror, at jeg er ved at finde formlen på den helt perfekte Read-A-Thon bunke. April har dog ikke kun budt på selvvalgte, og jeg læste også et par studierelaterede bøger. Heldigvis endte jeg med at holde meget af de fleste af dem. I alt læste jeg 15 bøger i april.

De første tre bøger, jeg læste i april var studiebøger. “Forførerens dagbog” af Søren Kierkegaard er en virkelig sær lille fortælling. Hvis man kan kalde det en fortælling. Faktisk er det nok nærmere – som titlen også afsløre – en dagbog. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad meningen med de mange mytiske scener var, og jeg lagde bogen fra mig med et utilfreds suk. Det samme gjorde jeg med “På Marmorklipperne” af Ernst Jünger. Bogen var så sær og forvirrende, at jeg aldrig fandt den dybere mening med den. Vi gennemgik dele af den på mit studie, og selvom jeg sagtens kunne se, at bogen har mange politiske elementer, så lærte jeg aldrig at sætte pris på dem, desværre. Derimod var “Queer Theory – an Introduction” af Annamarie Jagose enormt spændende. Vi brugte den til faget ‘Queer teori’ (sjovt nok) på andet semester på bacheloren, og jeg synes virkelig det var interessant at se, hvordan man kunne læse queer teori ind i forskellige tekster. Nu har vi endnu et fag, der er centreret omkring queer teori, og da jeg snart skal til at skrive en opgave, tænkte jeg, at jeg ville læse hele bogen igennem.

Den er meget brugbar, hvis man interesserer sig for området. Den næste bog jeg læste, var jeg bog, jeg virkelig havde set frem til at stifte bekendtskab med.“Fangirl” af Rainbow Rowell er en nærmest overhypet bog i de lidt nørdede fællesskabe, og derfor ville jeg ikke læse den, da den udkom. Jeg kan nemlig bedst at lide at læse de meget populære bøger på et tidspunkt, hvor hypen er faldet en smule ned. Jeg kunne dog virkelig godt forstå, hvorfor bogen endte med at blive så utrolig populær. Romanen er helt fantastisk, og jeg nød en sød genforening med Rowells sprog. Det eneste der irriterede mig lidt til tider, var hovedpersonen Cath’s væremåde. “Døden i Venedig” af Thomas Mann blev den næste i rækken, og må siges at være “Fangirl’s” klare modsætning. Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt, da jeg samlede “Døden i Venidig” op lige efter at have vendt den sidste side i Rowells søde roman. Det var lige fra den ene boldgade til den anden. Selvom jeg aldrig bliver kæmpefan af Thomas Mann, så synes jeg, at hans roman havde rigtig mange gode elementer. Man kan læse utrolig mange ting ind i den, og samtidig er den også meget brugbar i en biografisk analyse af Mann selv. “Hypnotisørens Kærlighed” af Liane Moriarty bragte mig igen tilbage til den søde chick-litt genre, og endnu engang, blev jeg virkelig begejstret for Moriarty. Denne gang overraskede jeg dog mig selv, da jeg faktisk bedst kunne lide ’skurken’ i romanen til fordel for den egentlige hovedperson. “American Psycho” af Bret Easton Ellis er én af de bøger, man aldrig glemmer. Jeg læste den første gang, da jeg var teenager, og de mange makabre scener sidder stadig fast i min hukommelse. Da vi skal bruge den på mit studie, besluttede jeg mig for, at det var tid til en genlæsning, og jeg må indrømme, at den var meget klammere end jeg egentlig kunne huske. Samtidig er den dog også enormt ironisk, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi skal analysere den, når vi tager fat i den til undervisningen.

Så blev det tid til Dewey’s halvårlige Read-A-Thon, og jeg startede mit læsedøgn med et gensyn med søde September og resten af Fairyland i “The Girl who soared over Fairyland at cut the Moon in two” af Catherynne M. Valente. Jeg elsker små børneserier som denne, og så var den bare perfekt til at starte et Read-A-Thon med – sød, sjov og nem at læse. “Asylum Novellas” af Madeleine Roux var ligeledes en helt fantastisk bog at læse, når øjnene begyndte at blive en anelse trætte. Jeg ELSKER “Asylum” serien, og derfor var det også meget vigtigt for mig at ’spare’ lidt på bøgerne i serien. Denne novellesamling er den sidste bog i rækken, og novellerne var centreret omkring de personer, der kun var bipersoner i den oprindelige serie. Konceptet var virkelig godt, og bogen var en rigtig god afslutning, omend det også var en trist en af slagsen. “Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik” af Robin Sloan brugte jeg det meste af søndagen på at læse. Jeg synes bogen var virkelig fin og sød, og helt perfekt til formålet. Jeg havde dog også et lidt ambivalent forhold til Hr. Penumbra selv, og jeg er endnu ikke helt sikker på, om jeg overhovedet kunne lide ham. Jeg håber, jeg kan sætte ord på mine tanker, og jeg skal anmelde bogen. “Efter Midnat” af Stephen King holdte mig vågen længe efter, at Read-A-Thon var slut. Jeg VILLE nemlig læse bogen færdig, for hold nu op, hvor var det nogle besynderlige noveller. Faktisk troede jeg, at bogen var en samling af en masse små noveller, men det viste sig at være tre lange noveller samlet i én bog. Om ikke andet var de tre fortællinger gode, og især fik jeg kuldegysninger over den sidste novelle i samlingen.

“Improvisatoren” af H.C. Andersen læste jeg, da vi skulle bruge den på studie. Jeg har længe tænkt på at læse nogle af H.C. Andersen romaner, og selvom “Improvisatoren” bestemt aldrig bliver min yndlingsbog, så var det virkelig sjovt at se endnu en side af den kære H.C. “Hjertebrødre” af Dag Heede læste jeg som en hjælpetekst til “Improvisatoren”, da jeg desuden skal holde fremlæggelse om bogen. Den var virkelig god, og jeg kan klart anbefale at kigge i den, hvis man nogensinde står overfor en en queer analyse af H.C. Andersen.“Bleak House” af Charles Dickens bliver ligeledes heller aldrig min yndlingsbog. Jeg vil se gerne kunne lide Dickens, men indtil videre, har jeg bare ikke være særlig begejstret over de værker, jeg har læst. Imponeret, jo, bevares, men samtidig har jeg også virkelig kedet mig under læsningen. Jeg mangler stadig at læse den populære “Great Expectations”, så jeg håber, at den måske kan overvinde mig lidt. Sidst men ikke mindst har jeg læst “De Skæbnesløse” af Imre Kertész. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor god, jeg synes, at bogen var i starten. Historien er virkelig god. Men… Der er også en del meget voldsomme scener fra krigstiden, der til tider fik det hele i maven til at vende sig. Dét skal man lige være forberedt på.

Har I læst nogle gode bøger i maj? Har I også læst mere end i plejer i denne måned ?

PSX_20160502_100713

Read More