“Hold Me Closer – Tiny Coopers Historie” Af David Levithan

Posted by on apr 19, 2016 in 3 Stjerner, Drama, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160419_171412

“Hold Me Closer – Tiny Coopers Historie” Af David Levithan, anmeldereksemplar fra politikkens forlag, udgivet 2015, 3/5 Stjerner

Læsere af bogen “Will Grayson, will grayson” vil helt sikkert kunne huske Tiny Cooper. Bogen var skrevet både af John Green og David Levithan, og den famøse Tiny Cooper var en vigtig biperson i David Levithans kapitler. Faktisk endte han næsten med at blive en ligeså stor del af historien, som de to hovedpersoner. Der er ingen tvivl om, at han er en karakter, man ikke kan undgå at lægge mærke til. Han er homoseksuel med stort H, og samtidig er han også stor i sin fysiske form – han måler næsten to meter og er tilsvarende bred. Netop derfor, har Tiny Cooper også delt vandene. Enten kunne man virkelig godt lide ham, ellers så kunne man ikke.

Jeg hørte nok til den del, der ikke var særlig begejstret for Tiny Cooper. Jeg synes, han var den største kliché, man kunne finde med sine yderst feminine tilbøjeligheder og sin store kærlighed til musicals. Hans meget frembrusende karakter gjorde mig en smule irriteret, da jeg syntes, det var unødvendigt. Jeg kunne ikke se, hvorfor han absolut skulle være en karikatur for alle homoseksuelle mænd, og jeg synes, at bogen endte med at gøre sig selv utrolig useriøs. Til gengæld, kunne jeg rigtig godt lide det budskab, som den den syngende Tiny Cooper forsøgte at bringe frem – nemlig, at man ikke skal tage sig af alle andres meninger, og at man skal huske altid at være sig selv.

“TINY: It’s always easy to blame other people for holding you back. But sometimes, the only person holding you back is … well … you.”

Da jeg så modtog denne historie om Tiny Cooper i musical form, kunne jeg ikke lade være med at grine. Hold nu op, hvor var det bare Tiny Cooper agtigt at skrive om sit eget liv i en musical. Med fokus på de mange ekskærester selvfølgelig. Jeg var næsten sikker på, at jeg aldrig ville læse bogen, da den fremstod som én stor og meget højlydt kliché. Alligevel kunne jeg dog ikke lade være med at være en smule nysgerrig. Selv nu, hvor det næsten er et år siden, at den blev udgivet, ser jeg stadig en anmeldelse i ny og næ. Og de fleste af dem er positive. Da bogen så ud til at være meget hurtigt læst, besluttede jeg mig for at give den et forsøg. På den ene side blev jeg ekstremt overrakset og på den anden side, blev jeg overhovedet ikke overrasket.

Jeg forventede en meget homoseksuel musical om forliste forhold og knuste drømme, og det var præcis, hvad jeg fik. Til gengæld fik jeg også en meget special læseoplevelse, der viste sig at være fuld af både humor og alvor. Tiny Cooper fortæller historien om, hvordan han fandt ud af, at han var homoseksuel og de mange udfordringer, det medbragte. Han fortæller om sine forældres reaktion, og hvordan han hele tiden måtte kæmpe ekstra hårdt for at passe ind. Samtidig fortæller han om sine oplevelser med kærligheden, og hvor mange gange, han efterhånden har fået sit hjerte knust. Bogen er skrevet i musicalform og indeholder derfor også sange og rollelister, der gør hele oplevelsen mere speciel.

“The thing about a spotlight is that you have to step into it. You have to get onto that stage. I haven’t been ready for a lot of things, but from early on, I was ready for this.”

“Hold Me Closer” er en bog, man skal læse, hvis man kan lide musicals. Den formår at være både sjov og alvorlig, og budskabet med bogen er også rigtig godt. Man skal dog være forberedt på, at bogen er fuld af klicheer, så hvis man forventer noget helt unikt, bliver man nok en smule skuffet.

PSX_20160419_171512

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *