“Den Røde Tråd” Af Vicki Pedersen

Posted by on feb 6, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 6 comments

PSX_20160206_155034

PSX_20160206_154724

“Den Røde Tråd” Af Vicki Pedersen, anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

Da jeg tilfældigvis så et opslag på facebook om, at DreamLitt søgte anmeldere til en ny novellesamling, blev jeg straks nysgerrig. Den dystre og uhyggelige forside er jo svær at ignorere for en horrorfan som mig. Jeg havde ikke gjort mig så mange forestillinger om, hvor godt jeg ville kunne lide den lille samling, da novellesamlinger plejer at være en pose meget blandede bolsjer for mit vedkommende. Derfor må jeg også indrømme, at jeg er virkelig begejstret for den lille samling, der udover at indeholde horror, også indeholder en skarp blanding af socialrealistisk humor og alvor. Det er svært at gøre mig helt tilfreds med en novellesamling, men Vicki Pedersen kommer virkelig tæt på med “Den Røde Tråd”.

De to første noveller jeg læste, var dem, der gjorde størst indtryk på mig. Ikke fordi, det nødvendigvis er dem, der er de bedste, men fordi, at jeg blev revet så brutalt og hurtigt ind i en stemning, jeg sjældent oplever i dansk litteratur. “Lille luder” som er den første novelle i samlingen er virkelig fantastisk skrevet. Det er altid svært at skrive om noget så alvorligt som prostitution, misbrug og alvorlige sygdomme, men novellen skildrer emnerne på en måde, der gør det spændende at læse om. “Fornemmelser for jul” er samlingens anden novelle, og følesen af overraskelse og angst sidder stadig i kroppen på mig. Det er en af de bedste danske noveller, jeg nogen sinde  har læst, og jeg tror ikke, at jeg kommer til at glemme den lige foreløbig.

“Stille åbner hun for oven, og bliver mødt af et lag krøllet avispapir og en underlig sødlig lugt.”

Det slog mig ret hurtigt, at Vicki Pedersens skrivestil minder mig meget om Steen Langstrups, som en min absolutte yndlingsforfatter inden for dansk litteratur. De to har mange ting til fælles, og selvom Vicki Pedersen ikke helt er på niveau med Langstrup rent sprogligt endnu, så kunne mange af novellerne godt være noget, han havde udgivet. Jeg kan godt lide stemningen i novellerne, og den brutale ærlighed der går igen i allesammen. Novellerne er ikke så lange, men budskabene behøver heller ikke mere plads. Faktisk er det næsten forfriskende at læse danske noveller, der ikke bruger uendelig lang tid på unødvendige detaljer og beskrivelse. Vicki Pedersen skærer helt ind til benet, og jeg elsker det.

En anden ting, jeg virkelig godt kan lide ved samlingen er, at der rent faktisk er en rød tråd i fortællingerne. Nogle af karaktererne går igen i flere af novellerne, og med et finurligt villakvarter som omdrejningspunkt, skifter vi synspunkt mellem beboerne i de nærliggende huse. Det er interessant at se, hvordan de forskellige karakterer opfatter deres naboer, og hvilke hemmeligheder de hver især gemmer på. Én ting er i hvert fald sikkert. Der er ingen af beboerne på denne vej, der er perfekte. Selvom novellerne skildrer mange alvorlige emner, formår Vicki Pedersen også at frembringe budskabet på en humoristisk måde. De fleste karakterer er typer, vi alle sammen kender, og derfor bliver det også en karikatur af de stereotyper, man bare ikke helt kan komme uden om, når man bor i et villakvarter. Novellerne leger med spørgsmålet om, hvor godt man virkelig kender sine naboer, og jeg havde svært ved beslutte, om jeg skulle grine eller græde, da jeg havde læst den lille bog færdig.

“Selvom han ikke har beviser, så er han ret sikker på, at der bor flere vindueskiggere på vejen. Især dem med puddelhunde.”

“Den Røde Tråd” er en novellesamling, man skal tage tilløb til at læse. Ikke fordi, den ikke er god, for egentlig er den ret fantastisk. Samtidig er det dog nogle virkelig grove og dystre noveller den indeholder, og mange af dem er bestemt ikke for sarte sjæle. Jeg er dog virkelig positivt overrasket, og jeg glæder mig til at læse mere af Vicki Pedersen.

PSX_20160206_154511

6 Comments

  1. Vil bare gerne sige tusind tak for din fantastiske anmeldelse.
    Jeg har delt den på min facebook, håber det er i orden 🙂

    De venligste hilsner fra Vicki Pedersen

  2. Det er helt okay, jeg skal da også lige have delt den på min :9 Og selv tak, jeg nød at læse dine noveller 🙂

  3. Du får mig virkelig til at smile, når du skriver, at hun formår at skrive noveller, der ikke er lange og unødvendigt detaljerede, for lige præcis dét har altid været grunden til, at noveller er et koncept jeg kun har beskæftiget mig med i gymnasietidens triste dansktimer. Jeg begynder dog så småt at indse, at noveller måske ikke nødvendigvis behøver være hvad det var dér, så måske jeg en dag kan tilgive genren 😉

    // http://www.moonlitmadness.dk

  4. Haha, det er lige præcis de triste dansktimer, der også har givet mig det indtryk. Jeg tror virkelig, at du vil finde denne lille bog interessant! – Hvis du ikke gør, så er den heldigvis ikke så lang! 😉

  5. Må jeg bruge dine billeder på min facebook forfatterside som jeg er ved at lave ?

  6. Ja, det må du gerne 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *