“Sort Is” Af Becca Fitzpatrick

Posted by on feb 3, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Kærlighed, Young Adult | 2 comments

PSX_20160129_110824

“Sort Is” Af Becca Fitzpatrick, anmeldereksemplar fra forleget Tellerup, udgivet 2016, 3/5 Stjerner

Britt har lokket sin veninde Korbie med på en vandretur i Teton-bjergene, og selvom Korbie ikke er ellevild med sne og is, så er de begge sikre på, at de nok skal få en hyggelig ferie. Britt har for nylig slået op med sin kæreste, som desuden er Korbies storebror, og selvom hun håber at møde ham tilfældigt, så ved hun også, at det er bedst, at hun forsøger at glemme ham helt. De når dog ikke at komme så langt, da de pludselig bliver overvældet af en meget kraftig snestorm. Efter en times hård vandring finder de endelig en hytte i bjergene, og heldigvis er der nogle hjemme.

Da Britt og Korbie ser, at der står to søde fyre i døren, bliver de lykkelige. De skal ikke dø i nat alligevel. Der er dog noget ved fyrene, der gør Britt urolig. Hun har tidligere mødt den ene på en tankstation, og nu er han en helt anden. Han lader som om, han ikke kender hende, og for at gøre ham jaloux, begynder hun nu at flirte med hans betagende kammerat. Det går dog hurtigt op for Britt, at der er noget helt galt. Fyrene er ikke venner, og hun begynder at tvivle på, hvad de laver sammen alene i bjergene. Samtidig bliver hun også pludselig urolig for, om de har noget med de seneste mord på tre unge piger at gøre.

“Hvis jeg ikke var stukket af, ville han være blevet hos mig til det sidste. Det var jeg sikker på.”

Jeg blev meget nysgerrig, da jeg så den flotte forside på Tellerups liste og nye udgivelser. Bagsideteksten lovede samtidig gys og spænding, og der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da jeg bestilte den med håbet om en uhyggelig læseoplevelse. Da jeg modtog bogen blev jeg endnu en gang begejstret. Bogen er virkelig smuk og enkel, og der er virkelig kælet for detaljerne. Historien var såmænd også god nok. Jeg kunne rigtig godt lide Britt som hovedperson, selvom hun var en smule naiv og ignorant til tider. Korbie irriterede mig grænseløst, men jeg tror nu, at det er meningen, for på denne måde blev kontrasten til den søde Britt endnu større. Sproget var udmærket, men heller ikke mere end det.

Det der irriterede mig mest ved bogen, var, at den skulle være så langtrukken. Mange af de lange passager var fuldstændig overflødige, og selvom plottet egentlig var spændende, blev bogen er smule kedelig. Samtidig syntes jeg heller ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg var ikke i tvivl om, at den ville få en lykkelig slutning, og derfor blev jeg heller ikke overrasket. Der var dog også mange ting ved slutningen, jeg virkelig godt kunne lide. Plottet blev vendt fuldstændig på hovedet, og jeg blev ret imponeret over forfatterens måde at bygge et plottwist op på. Der var virkelig fedt, og hvis epilogen ikke havde været med, havde det været den perfekte slutning.

“Du er præcis den type som fyre som ham lever af. Og han er et rovdyr. Han fornemmer svagheder og inkompetence på samme måde som en haj kan lugte  en enkelt dråbe blod på en hel kilometers afstand.”

Kort sagt, er “Sort Is” en rigtig fin fortælling om kærlighed, venskab og tillid. Den er spændende på mange områder, og den er nem at komme igennem. Samtidig skal man dog ikke forvente en særlig uhyggelig fortælling, for selvom slutningen vender op og ned på det hele, så er det ikke uhyggen, men kærligheden, der i denne bog fokuseres på.

PSX_20160129_110946

2 Comments

  1. Epilogen var også en smule over-the-top for mit vedkommende.. Altså jeg er all-in for en lykkelig slutning, meeeen… Det kan også blive for voldsomt og så passede den slet ikke ind i bogens handling..

    Korbie though… Hvis jeg måtte skære én person ud af historien, så ville det absolut være hende!

  2. Jeg er helt enig. Og så synes jeg bare generelt ikke det helt fungerer, når en ‘uhyggelig’ bog, har så sukkersød en slutning. Og Korbie var virkelig en pain in the ass ja 😀

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *