Posts made in januar, 2016

Opsummering: Januar

Posted by on jan 30, 2016 in Månedlig opsummering | 2 comments

PSX_20160127_142336

Januar har som altid været en bitter-sød måned. Det, der har fyldt mest er helt klart eksaminerne, og det kan ikke beskrives, hvor glad jeg er for, at de er overstået og bestået. De skriftlige har været helt fine, og jeg vil sågar kalde dem delvist hyggelige. Den mundtlige derimod, har virkelig været en killer, og i næsten to uger, lavede jeg ikke andet end at læse filosofiske tekster, fra da jeg stod op, til jeg gik i seng. Min ryg og nakker er stadig sure på mig. I Januar, har jeg dog også været i København et par gange, og hvis der er noget man kan kalde smukt, så er det København om vinteren. Jeg har hygget mig rigtig meget, og samtidig har det været helt fantastisk at koble helt fra, og lade op til det næste semester, der starter på mandag. Jeg har dog selvfølgelig også fået læst nogle bøger i januar, og de fleste af læseoplevelserne var virkelig gode.

Den første bog jeg læste i januar var “Store små løgne” af Liane Moriarty. Jeg elskede “Min Mands Hemmelighed” og derfor havde jeg virkelig også set frem til at læse mere af hende. Jeg blev på ingen måde skuffet, for bogen indfriede alle mine forhåbninger. Der er en virkelig smuk og barsk fortælling, og samtidig er den ekstremt underholdende. “Geminiderne” af Nanna Foss blev den næste bog i rækken, og den var jeg virkelig også spændt på at læse. “Leoniderne” læste jeg sidste år, og jeg var virkelig begejstret. I “Geminiderne” følger vi Pi, og jeg vidste, at jeg ville elske hendes måde at fortælle historien på, for jeg forelskede mig fuldstændig i hende i “Leoniderne”. Slutningen er dog ligeså så åben, som i den sidste bog, og jeg har virkelig svært ved at vente på nummer tre. Og på at finde ud af, hvem den næste hovedperson bliver.

“H.C. Andersen og det uhyggelige” af Jacob Bøgild m.f. er én af de bøger, jeg er virkelig glad for, at jeg har købt. Som jeg tidligere har skrevet lavede en en uhyggelig analyse af H.C. Andersens “Skyggen” i min Bachelor opgave, og i dette semester var det “Tante Tandpine” det gik ud over. Denne bog byder på flere uhyggelige læsninger af H.C. Andersens tekster, samt en virkelig god beskrivelse af, hvad en uhyggelig fortælling egentlig er. Det er et emne, der interesserer mig rigtig meget, og derfor er jeg glad for, at denne bog endelig er blevet udgivet og nu står på min hylde.

“The Secret History” af Donna Tartt var en meget sær læseoplevelse. Jeg vidste på ingen måde, hvad jeg skulle forvente. Donna Tartts værker er rost til skyerne hos de fleste anmeldere, men jeg var ikke just begejstret for hendes “The Little Friend”. Og det var egentlig den bog, jeg havde forventet, at jeg ville være mest begejstret for. “The Secret History” er dog en bog, der virkelig ikke kan sammenlignes med andre bøger. Den er ekstremt sær og mystisk, men samtidig er den virkelig god og lærerig. Og så kan man jo ikke ignorere Donna Tartts sprog. Det er jo nok til at gøre en bog fantastisk. Den sidste bog, jeg fik læst i januar, var “Sort is” af Becca Fitzpatrick. Da jeg så titlen og forsiden på Tellerups anmelderbrev, blev jeg straks nysgerrig. Beskrivelsen af bogen lover spænding og gys, og derfor besluttede jeg mig for at give den et forsøg. Det var en meget blandet oplevelse, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg synes om bogen. Forhåbentlig kan jeg få formuleret min mening nogenlunde, når jeg skal anmelde den.

Har I fået læst nogle gode bøger i januar? Og er det gået godt med jeres eksaminer ?

PSX_20160127_142435

Read More

“The Secret History” Af Donna Tartt

Posted by on jan 25, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Spænding | 2 comments

PSX_20160121_152254

“The Secret History” Af Donna Tartt, fra forlaget penguin, udgivet 1992, 4/5 stjerner

Richard forlader sin lille kedelige hjemby, for at læse videre på et dyrt universitet i Vermont. Her er hans største ønske at læse græsk på højt niveau, men underviseren, Julian Morrow, nægter ham adgang til faget. Han håndplukker selv en nøje udvalgt lille gruppe mennesker, og Richard er ganske enkelt ikke god nok. Richard bliver besat af denne lille gruppe, og iagttager dem nøje. Da han hjælper dem med at løse en problematisk gåde, former han et venskab med dem alle, og får til sidst lov at deltage i undervisningen. De andre i gruppen kommer dog fra en anden baggrund end Richard, og han ser sig nødsaget til at lyve sig til en mere luksuriøs og spændende baggrund.

Gruppen består af Francis, tvillingerne Camilla og Charles, Henry og Bunny. Især bliver det mystiske venskab mellem Henry og Bunny interessant for Ricahrd. Han observerer dem på afstand, og da han finder ud af, at de har tilbragt vinterferien sammen i Italien, bliver han mistænkelig. I starten tror han, at det drejer sig om et homoseksuelt forhold mellem de to, men som han lærer dem bedre at kende, bliver det tydeligt, at der foregår noget sært. Henry har en stor hemmelighed, og Bunny truer med at afsløre den, hvis Henry ikke indfrier alle hans behov. Henry er dog ikke den eneste med hemmeligheder. Som historien skrider frem, bliver alle karakterene viklet ind i et spind af løgne og bedrag, og Ricahrd står lige i midten af det hele.

“Does such a thing as ‘the fatal flaw,’ that showy dark crack running down the middle of a life, exist outside literature? I used to think it didn’t. Now I think it does. And I think that mine is this: a morbid longing for the picturesque at all costs.”

Jeg har altid haft en idé om, at jeg ville elske alt, hvad Donna Tartt skrev. Alle de anmeldere og bloggere, som jeg normalt er enige med, har rost alle hendes værker til skyerne. Derfor blev jeg også en smule forvirret, da jeg sidste år læste “The little friend” Jeg var ikke så begejstret for den, som jeg troede, jeg ville være. Den var god, men Tartts smukke sprog vejede højere end selve fortællingen. Nu har jeg også læst “The Secret History” og denne gang, er jeg langt mere begejstret. Historien var god og med undtagelse af få passager, var den også virkelig spændende. Jeg kunne på ingen måde forudse, hvad der ville ske, og samtidig sidder de mange psykologiske undertoner lige i øjet.

Karaktererne har jeg dog et lidt ambivalent forholdt til. Faktisk kunne jeg ikke lide en eneste af dem. Heller ikke hovedpersonen, Richard. Tvillingerne var hemmelighedsfulde og spekulative på en frastødende måde. Henry var indbegebet af en push-over, trods hans høje intelligens. Francis virkede en smule overflødig til tider, og når han endelig tog del i fortællingen, var han ikke til at udstå. Den manipulerende Bunny var forfærdlig på alle tænkelige måder, og den løgnagtige hovedperson, Richard, var så betaget af alle disse mennesker, at han intet gjorde for at stoppe deres forfærdelige gerninger. For en gangs skyld, kan jeg dog sagtens se, hvorfor karaktererne er beskrevet, som de er. Det hele giver mening, og deres skæve personligheder får handlingen og det psykologiske grundlag til at gå op i en højere enhed.

“I suppose at one time in my life I might have had any number of stories, but now there is no other. This is the only story I will ever be able to tell.”

“The Secret History” er en af de bøger, man bliver nødt til at læse på et eller andet tidspunkt i sit liv. Det er en bog, der er svær at begribe, og jeg tror helt sikkert også, at jeg bliver nødt til at genlæse den igen om noget tid. Det er en smuk fortælling, og jeg glæder mig til at læse mere af Donna Tartt.

PSX_20160121_152040

Read More

Tema# 51 – Når eksamensopgaverne er sjove

Posted by on jan 21, 2016 in Tema, Tips | 4 comments

PSX_20160121_094525

Det er sjældent, at jeg bryder mig om eksaminer. Jeg er frygtelig angst når det kommer til de mundtlige af slagsen, og de skriftlige ender med at være noget ‘der bare skal overståes hurtigst muligt’. Selvom litteraturvidenskab er mit drømmestudie, så er eksaminer altså bare langt fra det, jeg egentlig gerne vil bruge min tid på. Derfor undrede det mig også, da jeg faktisk sad og hyggede mig rigtig meget med de eksamensopgaver, jeg havde i dette semester. Den første var jeg fri hjemmeopgave i et fag, der hed ’50 Shades of sex, pain and pleasure’, og som jeg også har skrevet i dette indlæg, så var det et fag, jeg virkelig syntes var interessant og spændende. Jeg er ret glad for queer teori, der for at forklare det så kort, som muligt, tager udgangspunkt i feminisme, seksualitet, identitet og køn. Herunder beskæftigede vi os meget med Michel Foucault og Judith Butler, som er to meget vigtige forskere inden for seksualitet og køn. Faget havde altså omdrejningspunkt i queer teori, men samtidig berørte vi andre emner som BDSM og forskellige former for smerte om begær. Og det var så her, at den famøse “50 Shades of Grey” trilogi kom ind i billedet.

Som jeg også nævnte i mit tidligere indlæg, så brød jeg mig bestemt ikke om “50 Shades of Grey”, da jeg forsøgte at læse den første gang. Jeg kunne ikke udstå hverken Ana eller Christian og sexscenerne var på ingen måde realistiske. Jeg svor, at jeg aldrig ville spilde min tid på dem igen, og derfor blev det også en personlig udfordring, da jeg skulle læse alle tre bøger i faget. Jeg kom igennem dem alle sammen, og med nye og mere interessante briller på, endte det faktisk med, at jeg blev ret glad for serien. I min eksamensopgave valgte jeg derfor også at lave en komparativ analyse af netop denne serie, og filmen “The Duke og Burgundy”. For at få et teoretisk fokus på opgaven, valgte jeg yderligere at benytte mig af Judiths Butlers unikke syn på køn og identitet. I sit kendte værk “Gender Trouble” eller “Kønsballade” på dansk, fokuserer hun meget på de umiddelbare forskelle på mænd og kvinder, heteroseksualitet og kønnet som en social konstruktion. Med disse ting for øje, blev synet på Ana og Christian vendt 180 grader, og jeg tror aldrig, at jeg vil kunne læse en erotisk roman igen, uden at analysere den helt i stykker.

Nogle af de ting, der var mest bemærkeslesværdige i min analyse af “50 Shades of Grey” er den ikoniske rollefordeling af mand og kvinde. Christian er det dominerende og uopnålige røvhul, og Ana er den kydske uskyldige jomfru, der ikke engang har været fuld før. Derfor er det også oplagt, at Ana bliver den underdanige, og Christian den dominerende. Ana er dog som bekendt ikke just glad for Christians mørke BDSM tendenser, og referere flere gange til BDSM,som noget der er ‘fucked up’. Derfor er det heller ikke alle, der har taget godt imod de kendte bøger. Queer samfundet har nedslagtet dem ved flere lejligheder, netop fordi, de udstiller nogle former for seksualitet som mørkt og dyster, og noget der altså er forkert og ‘fucked up’. I denne sammenhæng er det derfor også interessant, at “50 Shades of Grey” jo netop slutter med, at Ana får ‘kureret’ den ulykkelige Christian for sin ’sygdom’, så han han kan blive mere ‘normal’ ligesom hende. Som bekendt, ender bogen også ultra heteronormativt. De bliver gift og får børn. Man er næsten tilbøjelig til at sige, ‘at de levede længe til deres dages ende’.

Hvis der er nogle af jer der skulle have lyst til at kigge nærmere på Judith Butler, så kan I tit få nogle af hendes ellers virkelig dyre bøger til en god pris, hvis I er medlem af plusbog.dk 

(indlægget er lavet i samarbejde med Plusbog.dk)

PSX_20160121_094723

Read More

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss

Posted by on jan 16, 2016 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Science Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160116_140728

PSX_20160116_140501

“Spektrum #2 – Geminiderne” Af Nanna Foss, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2016, 5/5 Stjerner

I dette andet bind i “Spektrum” følger vi nu Pi. Sammen med resten af gruppen forsøger hun desperat at finde hoved og hale i de ting, de har været udsat for. De ved nu, at de alle har det samme ar på håndfladen, og at de alle sammen har fået hver sin unikke gave i form af en uforklarlig superkraft. Pi og Noah kan nu telepatere med hinanden, og selvom det i starten er meget grænseoverskidende at lade sin bror få adgang til sine private tanker, viser det sig også hurtigt, at tvillingernes gave er én af de fordele, de ikke længere kan undvære.

Så snart de får fundet bare de mindste svar på deres mange spørgsmål, dukker nye mysterier dog op. Tidsrejserne forvirrer mere end de gavner, og gruppen må hele tiden forsøge at forudse fremtiden på forhånd. Pi lider af en række usammenhængende mareridt, og en person i en rød hættetrøje viser sig af at være det vigtigste spor, de hidtil har fundet. Hvis de altså kan finde ham. Samtidig har Emilie indtalt en slags fremtidig telefonbesked, der igen forvirrer gruppen. Deres søgen efter svar bliver dog først rigtig alvorlig, da det viser sig, at der findes andre som dem. Andre børn med uforklarlige ar, evner og prismer. Selvom disse børn hører til fortiden, bliver det via tidsrejserne muligt at kommunikere med dem, og én af børnene er især interessant for Pi. Selvom hun prøver at undgå det,  kan hun nemlig ikke lade være med at udvikle følelser for den betænksomme William. Desværre viser det sig også, at det kun er fortidens William, hun har med at gøre, og ikke den nutidige. Pi må ligge sine følelser til side, og sammen med resten af gruppen, må hun nu forsøge at finde ud af, hvem de kan stole på.

“Han går i stå og ser på mig. Et øjeblik føles det som om de brune øjne når helt ind til min kerne af ild.”

Da jeg læste det første bind i serien sidste år, blev jeg virkelig overrasket over, hvor meget jeg kunne lide bogen. Jeg er normalt slet ikke til noget der har med sci-fi at gøre, og samtidig er der ikke særlig meget af den danske ungdomslitteratur, jeg finder interessant. Jeg kan dog ikke komme uden om, at Nanna Foss har skabt endnu et mesterværk i form af “Geminiderne”. Jeg var solgt allerede før jeg begyndte at læse den, da jeg i sidste bind forelskede mig i den unikke Pi. Hun levede fuldkommen op til mine forventninger, og det er endnu en gang tydeligt, at Foss har lagt utrolig meget arbejde i at opbygge sine karakterer. Pi er omsorgsfuld, intelligent og følsom. Samtidig kan man til tider heller ikke lade være med at grine lidt af hendes sjove kommentarer. Jeg tror det bliver virkelig svært at overgå hendes karisma i de fremtidige bind, men jeg er sikker på, at resten af serien også vil være fantastisk.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet til at holde rigtig meget af alle karakterne. Selv Adriana, som jeg kritiserede for at være en smule kliché i sidste bind. Hun er på ingen måde en kliché længere, og selvom jeg stadig synes hun er en smule irriterende, glæder jeg mig enormt meget til at høre historien fra hendes synspunkt. Ligeledes glæder jeg mig virkelig meget til at følge Alban og Noah. Handlingen er ligeså perfekt, hvis ikke mere, som den var i det første bind. Jeg skulle lige vænne mig lidt til det der med, at vi springer frem og tilbage i tiden, men fordi, at vi befinder os inde i hovedet på én af karakterene, bliver alting forklaret ned til mindste detalje. Samtidig elsker jeg, at der er kommer endnu flere karakterer i brug. Det var noget af en overraskelse, men jeg glæder mig til at se, hvor meget de kommer til at fylde i resten af serien.

“Alle mennesker har hemmeligheder de ikke vil dele med nogen. Og hvis man har venner som dem dér, har man helt sikkert også det modsatte.”

Nu, hvor jeg har læst to bøger i den fantastiske serie, begynder jeg også at frygte de fremtidige bøger en smule. For det første tror jeg, at det bliver svært at opretholde det høje niveau, og samtidig ved jeg, at én af karaktererne kommer til at dø i den næste bog. Jeg håber, at den søde Nanna Foss kan skynde sig lidt med at få den udgivet.

PSX_20160116_140324 (1)

Read More

“Store små løgne” Af Liane Moriarty

Posted by on jan 10, 2016 in 4 Stjerner, Chick-lit, Fiction, Spænding | 4 comments

PSX_20160110_111719

“Store små løgne” Af Liane Moriarty, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2015 (Org. udgivet 2014), 4,5/5 Stjerner

Jane flytter med sin søn Ziggy til en lille forstad i Australien. Igennem Ziggys nye folkeskole lærer hun hurtigt de andre forældre at kende, og her er især to af mødrene, Celeste og Madeline, interessante for Jane. For det første har Jane fået Ziggy i en meget ung alder, så hun er næsten halvt så gammel som dem. Samtidig har hun svært ved at sætte sig ind i de samme overfladiske værdier. Madeline elsker at skabe intriger, og Celeste er det mest perfekte menneske, der findes. Det er dog i midlertidigt ikke forskellen på hende og de andre kvinder, Jane bryder sit hoved med. På Ziggys første skoledag, bliver han nemlig anklaget for at have taget kvælertag på en lille pige, og dette frembringer ubehagelige minder hos Jane.

Madeline er konstant irriteret på sin eks-mand og hans nye yngre yoga-kone. Hun føler sig forladt og forrådt, og dette bliver ikke bedre af, at hendes teenage-datter nu har valgt at flytte hjem til dem i stedet for at bo hos hende. Madeline kan ikke lade være med at bære nag, og problemerne bliver heller ikke mindre, da Medelines datter begynder at opføre sig mærkeligt. Madeline må indse sin største frygt. Hendes datter har roddet sig ud i problemer, hun ikke kan komme ud af, og der er ikke noget, Madeline kan gøre ved det.

Celeste er et syn for guderne. Hun er den smukkeste kvinde i byen, og helt uden at anstrenge sig. Sammen med sin mand Perry har hun to tvillingedrenge, og uadtil er de den perfekte familie. De er glade, sunde og rige. Faktisk er de tæt på lykkelige. Indenfor husets fire vægge, er sagen dog en anden. Ægteskabet er ikke længere sundt for Celeste, og hun forsøger i det skjulte at finde en udvej. Desværre, er hendes mand dog ikke lige til at løbe om hjørner med.

De tre kvinde udvikler et tæt venskab, og mens facaderne begynder at falde mere og mere sammen, begynder hemmelighederne at komme længere og længere op til overfladen.

“Hvis hun forlod ham, ville hun leve alene og i cølibat og kede sig for evigt. Det var ikke fair. Han havde ødelagt hende.”

Da jeg sidste år læste “Min Mands Hemmelighed” var jeg ikke i tvivl om, at jeg kun lige havde startet mit bekendtskab med Liane Moriarty. Jeg var fuldstændig blæst omkuld af romanen, og jeg skyndte mig straks at kigge nærmere på hendes forfatterskab. Det var derfor også med stor begejstring, at jeg takkede ja til at anmelde den næste i rækken. “Store små løgne” er næsten lige så fantastisk som dens forgænger, og endnu en gang blev jeg overvældet af Moriartys talent.

Jeg kan enormt godt lide, at skolen er omdrejningspunktet for hele handlingen. Det er her, de tre kvinder mødes, og det er her, deres venskab for alvor tager fat. Samtidig er jeg ret begejstret for tidlinjen i historien. Vi bevæger os hele tiden længere og længere mod den famøse quizaften på skolen, og intrigerne stiger i takt med tiden. Samtidig bliver jeg også i denne anmeldelse nødt til at nævne karaktererne og Moriartys perfekte beskrivelser af dem. Allerede fra første kapitel, var jeg fuldkommen inde i hovedet på de tre kvinder. Jeg viste, hvad de følte og tænkte, og hvordan de ville reagere i forskellige situationer. Alligevel var jeg på ingen måde forberedt på slutningen. Jeg havde aldrig set den komme, og jeg bøjer mig i støvet for Moriatys uforudsigelige plottwists.

“Det ville knuse hendes hjerte at forlade Pirriwee, men det var umuligt at blive. Hun havde fundetægte venner her, men hun havde også fundet ægte fjender. Der var ingen fremtid for hende her.”

Bogen er i alt sin ærlighed og humor en bidende karikatur på de typer, vi alle sammen kender. Den er så underholdende og alvorlig på samme tid, at man ikke kan undgå at blive påvirket undervejs. Det er en utrolig velkomponeret roman, der virkelig forstår at portrættere mennesker, når livet rammer dem aller hårdest.

PSX_20160110_111516

Read More

Opsummering: December

Posted by on jan 2, 2016 in Månedlig opsummering | 4 comments

PSX_20160102_132816

December er en af de måneder, hvor jeg altid planlægger en hel masse læsning. Jeg forestiller mig selv i et lille hyggeligt læsehjørne med en kop varm kakao og en hel bunke hjertevarmende julefortællinger. Desværre er det langt fra sådan, at min december plejer at se ud. Denne gang har jeg igen brugt ufattelig lang tid på eksaminer og studierelateret arbejde, og så har jeg været til uendelig mange julefrokoster og andre festlige begivenheder. Jeg har haft en rigtig god december, og selvom julestemningen aldrig rigtig nåede frem til mig, så havde jeg både en fantastisk juleaften og en rigtig god nytårsaften. Det er trods alt det vigtigste. Min læsning har ligesom sidste måned, været meget præget af eksaminer og derfor har jeg kun fået læst få bøger. Jeg har dog fået taget hul på min bunke af afventende anmeldereksemplarer, og det er jeg virkelig glad for!

De første bøger jeg læste i december var nogle jeg skulle bruge i min første eksamensopgave med køn og seksualitet i “50 Shades of Grey”. “Kønsballade” af Judith Butler er en teoretisk bog, der handler om hendes syn på måden at opfatte køn på i dag. Ligeledes kritiserer den mange af de nutidige feministiske holdninger. Jeg synes det er ekstremt interessant at læse om, men samtidig er bogen enormt svær at finde rundt i, selvom den er oversat il dansk. Jeg ville nok ikke anbefale den til hyggelæsning. “Det tomme menneske” af Dag Heede er en introduktion til den franske teoretiker Michel Foucault. Jeg skulle bruge ham i opgaven, og uden Dag Heedes indføring, tror jeg det ville have været en virkelig svær opgave.  “Queer BDSM intimacies” af Robin Bauer, er ligeledes en meget interessant bog. Den handler om køn, heteronormativitet og BDSM forhold, og det var også en af de bøger, jeg valgte at bruge i min opgave.

Da jeg endelig havde afleveret min første opgave, kunne jeg begynde at læse lidt mere i de bøger, jeg selv gerne ville have læst. “Skyggesider” af Christina Bonde, er en bog, jeg har set frem til at læse, lige siden, jeg fandt ud af, at den ville blive udgivet. Jeg kunne rigtig godt lide “Nattens Sanger” trilogien, og derfor havde jeg meget høje forventninger til den. Desværre blev jeg en smule skuffet. den fangede mig ikke rigtig, og jeg synes den var en smule forvirrende og sær. Der var flere gode elementer i den, så jeg kan godt forstå, at der er flere der har givet den mere rosende ord end mig. Ligeledes blev jeg ret skuffet over “Dæmonherskerens arving#2 – Skæbnens Kald” af H.W. Klaris. Jeg synes den var alt for simpel og intetsigende, og de ‘uhyggelige’ passager i bogen var så dårligt beskrevet, at de blev komiske. Der er igen flere gode elementer der spiller ind, men de bliver overskygget af det knap så gode helhedsindtryk.

Den sidste bog, jeg har fået læst i 2015 er “Magtens Pris” af Pernille Vørs, som er nummer to i Dominic trilogien. Jeg må indrømme, at jeg ikke er imponeret. Jeg har næsten lige læst alle 50 Shades bøgerne, og lighederne er mange. Alt for mange. Faktisk er de to fortællinger så ens, at jeg næsten vil vove at kalde det en efterligning. Dette er rigtig ærgerligt, da jeg rigtig godt kan lide Pernille Vørs’ historie. Hvis jeg ikke kendte til 50 Shades of Grey, ville jeg måske give den 4 eller 5 stjerner. Men meget mere om det i den kommende anmeldelse.

Har I haft en god december, og har I fået læst nogle gode bøger henover julen?

PSX_20151231_150819

 

Read More