“Dæmonherskerens arving #2 – Skæbnens kald” Af H.W. Klaris

Posted by on dec 22, 2015 in 2 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20151222_114247

“Skæbnens kald” Af H.W. Klaris, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 2/5 Stjerner

Efter et voldsomt opgør i kirken, vågner Ally om morgenen, og er helt alene i den store skov. Det tror hun i hvert fald. Kort efter hun er vågnet, kommer en mystisk mand til undsætning, og han hjælper hende med at finde ud af, hvad hun dog laver alene i skoven. Hun kan ikke rigtig huske, hvad der er sket, udover, at en meget uhyggelig dæmon greb fat i hende. Hun finder sin veninde Susannah, men desværre er det ikke hele kredsen der er i sikkerhed. Jay, Louise og William er forsvundet.

Ally har fundet et hul i et hemmeligt rum under kirken, og hun er overbevist om, at det kan være en portal til en anden verden. Hendes venner kan dog ikke se noget besynderligt ved hullet, og Ally må tage alene tilbage til kirken for at finde ud af, hvad der er sket. Her finder hun pludselig sig selv i store problemer, da det ser ud til, at hendes fortid indebærer meget mere, end hun selv gik og troede.

Ally skal træffe nogle store og svære valg i dette andet bind af Dæmonherskerens arving. Nogle valg, der kommer til at sætte præg på hendes fortid, nutid og fremtid, hvis hun ikke passer på.

Ordene fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Hvad talte de om? Og hvorfor lød ordet ‘menneske’ som et skældsord?”

I min læsning af den første bog i denne serie, faldt jeg over en del ting, der generede mig. Bl.a. var der næsten ingen kommaer i bogen, og jeg må indrømme, at tegnsætningen i denne efterfølger er næsten ligeså slem. Der er ikke decideret stavefejl, men sætningstrukturen er way off. Samtidig undrede jeg mig igen over de mange amerikaniserede navne. Ikke nok med, at alle egenavnene er en besynderlig blanding af engelsk og dansk, så er der også flere steder brugt ord som ‘laptop’. Hvorfor ikke bare skrive bærbar, når nu det er en dansk bog? Det kan godt være, det bare er mig, der lader mig gå på af små detaljer, men jeg synes altså. det er en smule irriterende. Ligeledes er der, ligesom i den første bog, et lille trekantsdrama mellem to af drengene og hovedpersonen Ally. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er nødvendigt.

Sproget er ligesom i den første bog meget simpelt, og på grænsen til det intetsigende. Det meste af bogen består af indirekte tale, og det minder mig meget, om de stile jeg skrev, da jeg gik i 9. klasse. Når der endelig kommer nogle forholdsvis spændende passager, bliver de ødelagt af platte og intetsigende beskrivelser, der gør det svært at lade være med at trække på smilebåndet. Bl.a. kunne jeg ikke lade være med at grine over nogle meget urealistiske og besynderlige beskrivelser af en dæmon, og selvom netop denne passage skulle være den mest uhyggelige i bogen, blev den simpelthen for komisk på grund af sproget. Når det så er sagt, er der også nogle fine elementer i bogen. Jeg kan godt lide ungdomsbøger man lærer noget af, og i denne bog må hovedpersonen træffe et svært, men uselvisk valg.

“Selvom jeg godt vidste at jeg var i sikkerhed, var det endnu ikke gået op for min krop. Hjertet slog så hurtigt at jeg blev stakåndet.”

Jeg er ikke helt klar over, om denne serie er en form for let-læsning, eller hvilken aldergruppe den henvender sig til. I hvert fald er det en meget simpel serie, og samtidig skal man heller ikke frygte, at bøgerne vil blive for uhyggelige, selvom de lover ‘paranormale kræfter’ og ‘dark fantasy’. Det er desværre ikke tilfældet.

PSX_20151222_114122

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *