Tema #49 – Halloween Top 5

Posted by on okt 31, 2015 in Højtider, Tema | 0 comments

PSX_20151031_162532

For de fleste er efteråret en sæson forbundet med kulde, mørke aftener og begyndende vinterdepressioner. Efteråret har dog altid været noget særligt for mig. Det er nemlig i oktober, at Halloween finder sted, og det betyder horror og spænding alle vegne, og i sær i bogbranchen. En masse uhyggelige bøger bliver udgivet, og samtidig giver de mørke og stormfulde aftener rig mulighed for at få genlæst en masse kendte horror klassikere. I dag er det officielt Halloween, og derfor har jeg valgt at lave en lille top 5 over de uhyggelige bøger, jeg har læst og skal genlæse i denne oktober.

5: “Perfume – The story of a Murderer” af Patrick Süskind var en god bog på mange punkter, og jeg kan sagtens se hvorfor, at den er blevet så kendt, som den er. Den er brutal, makaber og ikke mindst uhyggelig, men for mig var det kun starten og slutningen af bogen, der gjorde den interessant. En stor del af historien var langtrukken og virkede en smule ligegyldig. Hvis man er til spænding og ikke har noget imod de lidt klamme fortællinger, er det dog en god halloween bog.

4: “The Birds and other Stories” af Daphne Du Maurier er en af hendes mest kendte novellesamlinger. Dette skyldes nok mest, at “The Birds” er filmatiseret, og desuden kåret, som en af de mest uhyggelige gyserfilm nogensinde. De andre noveller i samlingen er dog ligeså interessante, og uhyggelige på hver deres måde. Hvis man ikke er til lange fortællinger, og desuden godt kan lide forskellige former for mystik og uhygge, er det helt klart en samling, man burde kigge nærmere på.

3: “Frankenstein” af Mary Shelley er en kendt og elsket klassiker. Det er der flere grunde til. Det er nemt at forestille sig, at den i 1818, hvor den først blev udgivet, blev opfattet som meget uhyggelig. En videnskabsmand der skaber et monster ud af menneskedele, har nok ikke været noget, man nemt kunne toppe. I dag er det dog ikke en særlig uhyggelig fortælling, men derimod er det mere det symbolske plan, der gør bogen interessant. Samtidig er det en helt utrolig velskrevet bog, og alene af den grund, kan jeg ikke lade være med at genlæse den år efter år. Det er ligeledes også en forholdsvis kort bog, så hvis man ikke er så meget til de tunge klassikere, vil jeg helt klart anbefale “Frankenstein”.

2: “Ghost Story” af Peter Straub er en af de mest detaljeret og velopbyggede bøger, jeg nogensinde har læst. Karaktererne i bogen spiller sammen på flere forskellige måder, og man kan ikke lade være med at gætte sig igennem hele bogen. Heldigvis er slutningen dog på ingen måde forudsigelig. Samtidig kan man ikke komme udenom, at det er en virkelig uhyggelig fortælling. Fortiden opsøger hele tiden karakterene, og ånder og mystiske begivenheder holder læseren vågen og koncentreret. Det er en lang bog, og man skal holde tungen lige i munden. Hvis man er klar over på det, er det en roman der er værd at læse.

1: “Dracula” af Bram Stoker er ligeledes en meget kendt klassiker, og så er det desuden en af mine yndlingsbøger. Det er vampyrfortællingen og alle vampyrfortællinger, og det er derfor også den, der ligger til grunde for nogle af de mest kendte bøger i dag, som fx “Twilight” og “The Vampire Diaries”. Den er stadig uhyggelig den dag i dag, og samtidig er kreativiteten på sit højeste. Jeg bliver overrasket hver gang jeg læser den, og bogen er for mit vedkommende ensbetydende med horror og halloween. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at genlæse den i november.

Har I læst nogle gode og uhyggelige bøger i Oktober? Hvilken horror fortælling er jeres favorit?

PSX_20151031_162718

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *