“The Birds & other stories” Af Daphne Du Maurier

Posted by on okt 29, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20151029_094403

“The Birds & other stories” Af Daphne Du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet 2011 (Org. udgivet 1952), 4/5 Stjerner

Jeg tror vi alle sammen enten har set eller hørt om Hitchcocks famøse horrorfilm “The Birds”. Jeg kan huske, at min mor engang fortalte mig, at det var den mest uhyggelige film, hun nogensinde havde set. Før jeg læste novellen og selv så filmen, synes jeg ikke ideen om en masse fugle var særlig uhyggelig. Det er nok mest stemningen, der gør lige netop denne novelle uhyggelig, og den har Du Maurier som altid også fanget helt perfekt. En landsby bliver en nat angrebet af aggressive fugle, der flyver ind af vinduerne og angriber børnene. De går selvfølgelig efter øjnene. Dagene efter bliver det værre og værre, og til sidst må familien flygte, og kan kun håbe på, at de når at slippe væk, inden tusindvis af fugle spiser dem levende. En mere forfærdelig død, er næsten svær at forestille sig.

“The Birds” var helt klar grunden til, at jeg valgte at købe denne samling noveller. Og egentlig ikke alligevel, for jeg har i sinde af anskaffe mig alle Du Mauriers bøger på et tidspunkt. Jeg havde dog ikke gjort mig ret mange tanker om, hvad de andre noveller handlede om, og derfor blev jeg også enormt glad, da det gik op for mig, at jeg faktisk kunne lide alle sammen. Som jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, finder jeg det nemlig ofte enormt svært at bedømme en novellesamling, fordi jeg netop altid kun kan lide nogle af dem. Jeg havde dog lidt forventet, at alle novellerne ville være uhyggelige på samme måde som “The Birds”. Det er bestemt ikke tilfældet, selvom de selvfølgelig allesammen indeholder Du Mauriers berømte mystik og derfor også er meget dystre og gotiske.

“When she smiled it was as though she embraced the world”

“Monte Verità” er anden novelle i samlingen, og det tog mig lang tid at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes om den. Det er en af de lidt længere noveller, og derfor har Du Maurier også givet sig lang tid til at opbygge karakterne, hvilket virkelig kan mærkes. Jeg har læst mange romaner på over 500 sider, der på ingen måde formår at beskrive karakterer så godt, som det er gjort i denne lille fortælling. Plottet er meget mystisk og en anelse besynderligt. Du Maurier er lidt på afveje i forhold til, hvad hun ellers skriver om, for novellen tager nemlig udgangspunkt i et skjult stammesamfund på et bjerg. Én af karakterenes koner forsvinder, og en af de ældste indbyggere forklarer, at der ikke er noget de kan gøre for at få hende tilbage. Hvert år forsvinder kvinder, såvel som små piger, de bliver simpelthen ‘taget’ af bjerget. Slutningen forklarer ikke ret meget, men det er heller ikke meningen. Det er en smuk og gotisk fortælling, netop fordi den er så mystisk.

“The Little photographer” er ligeledes en smule anderledes, i forhold til de andre noveller i samlingen. Det uhyggelige ved den, er nemlig ikke mystisk eller noget aggressivt, men nærmere noget menneskeligt. En rigmandskone indleder en affære til byens fotograf, og som de fleste nok kan gætte, tager han nogle risikable billeder af hende. Som de fleste nok også kan gætte, bliver hun træt af sit nye ‘legetøj’, og forsøger derfor at ’skaffe sig af med ham’. Desværre er de to ikke de eneste, der kender til billederne, og den frustrerede kvinde må gå til yderligheder for at bevare sin hemmelighed. Novellen tager fat i menneskets inderste og mørkeste dæmoner.

“Looking from the window at the fantastic light and colour of my glittering fairy-world of fact that holds no tenderness, no quietude, I long suddenly for peace, for understanding.”

Jeg har sagt det før, men jeg siger det igen, fordi jeg oprigtigt mener det. Jeg kan virkelig ikke få nok af Daphne Du Maurier. Som horrorfan har hendes navn altid frembragt ærefrygt og respekt hos mig, for hun kan virkelig formå at udtrykke en dyster og utrolig mørk stemning i sine tekster, på et plan, hvor meget få forfattere kan følge med.

PSX_20151029_094228

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *