“Messenger” (The Giver Quartet #3) Af Lois Lowry

Posted by on okt 12, 2015 in Fiction, Science Fiction | 2 comments

PSX_20151011_185051

“Messenger” (The Giver Quartet #3) Af Lois Lowry, fra forlaget Hiughton Mifflin Harcourt, udgivet 2014, (Org. udgivet 2004), 4,5 / 5 Stjerner

Matt bliver præsenteret i “Gathering Blue”, som Kiras unge energiske og forældreløse ven. Han hentede Kiras far hjem til Kira, men da Kira ikke var klar til at rejse tilbage til den bedre landsby, bor Matty nu sammen med Christopher, også kaldt ‘Seer’, alene. De ved, at Kira nok skal vende hjem til dem, når hun er klar, men pludselig får de travlt. Grænsen mellem de to landsbyer er ved at lukke, og de skal skynde sig, hvis de skal nå at bringe Kira frem i tide.

Matty er den, der er mest bekendt i den store skov, man skal igennem for at komme frem til Kiras landsby. Det er nemlig ikke alle, der får lov at komme ud af skoven i live. Af en eller anden grund, byder skoven dog altid Matty velkommen, og han fungerer derfor som en form for ‘messenger’ mellem landsbyerne. Der er dog noget, der går galt, da han skal hente Kira hjem. Skoven begynder at opføre sig underligt, og som deres tilbagerejse skrider frem, bliver skoven mere og mere ondsindet. Pludselig er Kira og Matty fanget, og Kira må bruge sine evner til at skaffe hjælp.

Landsbyens ‘Leader’, Jonas fra “The Giver” har evnen til at ’see beyond’, og ser derfor straks, at Kira og Matty er i alvorlige vanskeligheder. Da han når frem til dem, er der kun en udvej tilbage, og det er at bruge Mattys evner til at helbrede, selvom det trækker alt energi ud af ham.

“It was an illusion. It was a tangled knot of fears and deceits and dark struggles for power that had disguised itself and almost destroyed everything. Now it was unfolding, like a flower coming into bloom, radiant with possibility”

Da jeg havde færdiglæst “Gathering Blue” var jeg en lille smule forvirret. Der var ikke rigtig nogle gengangere fra den første bog i serien, og det lod til at være to vidt forskellige historier. i “Messenger” bliver en del af mine spørgsmål besvaret, og denne bog, er helt sikkert min favorit indtil videre. Jeg var virkelig glad for, at Kira også var en karakter i denne bog. Hun var en fantastisk hovedperson i “Gathering Blue”, og her et par år efter, er hun mindst ligeså fantastisk. Ingen kan dog overgå Matty. I “Gathering Blue” er han blot en meget energisk og besynderlig dreng, men også han er blevet ældre. Han minder på mange punkter om Kira, men det er samtidig tydeligt, at han vil gøre alt for at hjælpe den landsby, der har taget så godt i mod ham – også selv om det kræver alt af ham.

I “Messenger” har jeg efterhånden vænnet mig til det dystopiske univers, og det skræmmer mig ikke helt så meget mere, selvom jeg stadig kan se mange foruroligende ligheder med den verden vi lever i, i dag. Indtil videre, er universet fra denne bog dog også min favorit. Ikke fordi, der er så mange forskelle fra de to forrige bøger, men fordi vi i denne bog lærer mere om karakterernes evner og måder at begå sig på. Små detaljer og henkastede kommentarer bliver i “Messenger” forklaret, og dermed er historien også blevet meget mindre forvirrende. De fleste ting giver mening for mig nu, så jeg glæder mig til at se om den sidste bog i kvartetten, “Son”, vil tilføje endnu flere vinkler på den allerede eksisterende historie.

“He wept, and it felt as if the tears were cleansing him, as if his body needed to empty itself.”

Jeg er så ufattelig glad for, at jeg valgte at klikke denne smukke bog hjem. Som jeg tidligere har nævnt, er dystopiske værker ikke blandt mine favoritter, men jeg er virkelig positivt overrasket over, hvor fantastisk denne serie er.

PSX_20151011_185252

2 Comments

  1. Åh, hvor er jeg glad for, at du godt kunne lide ‘Messenger’.
    Den var også, som nævnt før, min favorit i kvartetten. Matty er sådan en dejlig karakter og slutningen var så hjerteknusende, dog også virkelig smuk. <3

  2. Ja slutningen var virkelig forfærdelig, men smuk på samme tid, som du siger. Men hold nu op, hvor jeg elskede den bog. Det er helt klart også min favorit!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *