Tema# 44 – Nyt på bogreolen #9

Posted by on jul 29, 2015 in Nyt på bogreolen, Tema | 2 comments

PSX_20150726_112816

PSX_20150726_112634

Det er ved at være længe siden, at jeg har købt en af de helt store bogpakker. Jeg har forsøgt at undgå de mange udsalg, da jeg har haft rigtig mange bøger stående, som jeg af den ene eller anden grund ikke har fået læst endnu. Samtidig er jeg flyttet, og derfor står de fleste af mine bøger stadig i kasser. Jeg har derfor lavet en kasse med de bøger, jeg gerne vil have læst først, og det er primært dem, jeg derfor vil fokusere på hen over den sidste del af sommeren. Jeg har dog ikke helt kunne holde mig væk fra at købe bøger, og ligeledes har jeg fået et par anmeldereksemplarer ind af døren. Som altid har jeg lavet en lille liste over mine nyfundne skatte.

“Dog Stories” af flere forfattere:

– Jeg har efterhånden set katte udgaven af denne bog på flere af de danske bogblogs, og jeg synes simpelthen, at ideen er så fantastisk sød. For mit vedkommende er det dog hunde der trækker mest, og da jeg fandt ud af, at man også kunne få bogen med hundefortællinger, tøvede jeg ikke et sekund med at købe den. Jeg glæder mig som et lille barn til at fordybe mig i fortællinger om menneskets bedste ven.

“Hollow City” af Ransom Riggs:

– Jeg har spekuleret mange gange på, om jeg skulle købe denne bog. Jeg kunne virkelig godt lide det første bind i denne serie, og jeg husker stadig den magiske og uhyggelige følelse, der gjorde sig gældende igennem hele bogen. Desværre har jeg også mange gange fået at vide, at denne to’er skulle være alt andet end god. Faktisk skulle den slet ikke kunne måle sig med den første bog. På grund af anmeldelser som disse, har jeg flere gange fjernet bogen fra min indkøbskurv, men den har alligevel altid ligget på lur i mit baghoved. Nu har jeg købt den, og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at læse den.

“The years of the Shadows” af Claire Legrand:

– Jeg ved meget lidt om denne bog. Det er en af de bøger, jeg har klikket hjem, uden overhovedet at gøre mig nogle som helst forestillinger om, hvad den handler om. For det første er bogen nemlig så smuk, at det i sig selv er grund nok til at købe den. For det andet, er det samme forfatter der står bag “The Cavendish Home for Boys and Girls” som er en af mine yndlings YA bøger. Jeg elsker den dystre stemning, som Legrand fremkaldte i bogen, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at denne bog må være ligeså fantastisk. I hvert fald glæder jeg mig til at finde ud af det.

“Kaos” af Poul Erik Larsson:

– Sidste år læste jeg en dansk krimi, der fejede benene væk under mig. “Skyggemanden” er en af de bedste krimier jeg længe har læst, og da min mor er kæmpe krimifan, har jeg læst en del. Jeg kunne enormt godt lide måden, hvorpå plottet udspillede sig i flere dele, og samtidig fandt jeg bogen utrolig uhyggelig. Nu er Poul Erik Larsson klar med endnu en krimi, og jeg er enormt taknemmelig for, at jeg igen har fået lov at anmelde bogen på min blog.

“Døde Mænd” af Mette Glargaard:

– Jeg elsker når forfattere kontakter mig med tilbuddet om at anmelde deres bøger. Det er et samarbejde, jeg sætter rigtig stor pris på, og hvis jeg kunne, havde jeg takket ja til hvert enkelt et. Desværre har jeg ikke timer nok i døgnet til at læse og anmelde alle de bøger, jeg gerne vil, når jeg også har et studie og et job ved siden af bloggen. Denne bog talte dog virkelig til min nysgerrighed, og derfor besluttede jeg mig alligevel for at takke ja til tilbuddet om at anmelde den. Titlen og bagsideteksten får bogen til at lyde virkelig spændende, og jeg glæder mig til at finde ud af, om “Døde mænd” er ligeså spændende, som den ser ud til at være.

Har I købt nogle nye bøger hen over sommeren?

PSX_20150726_113019

2 Comments

  1. Åh Dog Stories ser så fin ud, jeg vidste ikke, at man kan få en med hunde, kendte kun den med katte. Dejlig stak bøger! 🙂

  2. Blev virkelig også glad, da jeg så, at man kunne få den med hunde 😀

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *