“Spøgelserne på Frilandsmuseet” Af Steen Langstrup

Posted by on maj 25, 2015 in 5 Stjerner, Horror, Non-fiction | 2 comments

PSX_20150525_123527

“Spøgelserne på Frilandsmuseet” Af Steen Langstrup, anmeldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2015 (Org. Udgivet 2013)  5/5 Stjerner

Her i maj er der netop udkommet en ny udgave af Steen Langstrups populære non-fiction værk, der omhandler de mange myter om spøgelser på frilandsmuseet i Kongens Lyngby. Ud fra personalets bog om besynderlige oplevelser på gårdene, åbner Steen Langstrup op for alle  de spøgelseshistorier, der er opstået fra museets start og til i dag. Som han starter med at fortælle, er meningen med denne bog ikke, at bevise eller overbevise læserne om, at historierne er sandfærdige, men blot at genfortælle de mange uhyggelige episoder.

Nogle af de oplevelser, der ofte er beskrevet af personalet og gæsterne på de museet er en pludselig lyd af heste og underlige lys. Flere gæster beskriver, at de pludselig hørte hesteplove eller vrinsk fra heste, men da de ville finde dem, fandt de ud af, at der ingen heste var på gården. Samtidig har flere af gæsterne beskrevet et underligt lys, der forsvinder ud af det blå igen, og det er aldrig lykkedes dem at finde ud af, hvor de kom fra. Selvom disse ting er uhyggelige, er en af de ting, jeg fandt mest interessant ved disse beretninger, historien om den grå mand. Den grå mand er set på flere af museets gårde, og der er derfor opstået mange spekulationer om, hvorfor han egentlig spøger på museet. En af vagter fortæller, at han en varm sommerdag ville finde skygge i en af gårdene, men da han så en mand  (i gråt tøj ) stå og kigge på et billede i stuen, besluttede han sig for at vente til manden var gået ud igen. Han ventede længe, og da han gik ind for at se, hvad den mystiske mand brugte så lang tid på, var han væk. Flere år senere er manden set på en anden gård, og personalet formoder derfor, at hans spøgelse må være tilknyttet en bestemt ting, der er blevet flyttet fra den ene gård til den anden.

“Mørket påvirkede én, man begyndte at høre lyde, følte temperaturen skifte, eller gjorde man?”

En anden ting, jeg virkelig fandt interessant i disse beskrivelserne, er historien om en fotograf, der kom for at fotografere alle museets genstande til et arkiv i 60’erne. På en af gårdene stod en gammel alkov, som folk plejede at sove i. Da fotografen bukker sig ind over alkoven, bliver han overfaldet af det, han senere beskriver som ‘dødens arme’. Fotografen nægtede efterfølgende at sætte fod på gården igen.

Selvom jeg synes, at alle disse spøgelseshistorier er enormt spændende og interessante, er jeg dog mest begejstret for de sidste kapitler bogen. Som jeg før har nævnt i nogle af mine horror anmeldelser, så er jeg enormt betaget af den paranormale verden, og hvis jeg ikke læste litteraturvidenskab, ville jeg højst sandsynligt beskæftige mig med denne. På sin søgen efter spøgelser på frilandsmuseet, har Steen Langstrup og hans team selv været ude på flere af gårdene med diktafoner, kameraer og endda et medium. Her har de forsøgt at fremkalde nogle af de ånder, der skulle siges at hjemsøge grunden. Steen Langstrup fortæller, at han er rimelig skeptisk, når det kommer til ånder, og igen understreger han, at han ikke vil forsøge at bevise noget. Han vil blot fortælle os, hvad han selv oplevede. Og det er her, at det virkelig begynder at blive uhyggeligt. Jeg får næsten kuldegysninger bare af at skrive denne passage. På nogle af billederne i bogen, kan der ses det, der kaldes ‘orbs’. Orbs er små runde næsten gennemsigtige lyskilder der ses som flere små lysende cirkler på billeder. Det skulle eftersigende være åndelige energier. Det er lidt svært for mig at finde orbs uhyggelige, da det kan være så mange andre ting. Fx. genskind fra lamper eller lignende. Det mest uhyggelige er efter min mening derfor også de lydoptagelser, som Steen Langstrup og hans team fik optaget på deres besøg på museet, i form af EPV’er.

“Jeg skubber EVP’erne fra mig, for helt ærligt, de er nok noget af det mest creepy, jeg har oplevet i mit liv.”

EPV står for Electronic Voice Phenomena. Lydoptagelserne opfanger stemmer og andre lyde, som vi mennesker ikke selv kan høre. Når diktafonerne har optaget det de skal, bliver alt overflødigt støj fjernet på en computer, og hastigheden bliver indstillet korrekt. I nogle tilfælde opstår der stemmer, og det er lige præcis det, der også skete for Steen Langstrup og hans team. Det medium de havde med ude på optagelserne fortalte om en lille pige, og samtidig havde Steen Langstrup selv følelsen af, at have en bange lille pige i hånden. På optagelserne kan der bl.a. høres en lille pigestemme.

Det er efterhånden blevet en lang anmeldelse af en forholdvis kort bog, men det jeg egentlig ønsker at sige er, at denne bog helt sikkert er en læsning værd, hvis man er interesseret i den paranormale verden. Den er helt utrolig spændende, og jeg er ikke i tvivl om, at Steen Langstrups beskrivelser er oprigtige. Jeg er samtidig heller ikke i tvivl om, at denne bog må være det bedste non-fiction værk inden for den paranormale verden, jeg nogensinde har læst.

PSX_20150525_123622

2 Comments

  1. Det lyder bare som en helt vildt uhyggelig bog. Det er ikke en jeg nogensinde kommer til at læse. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg nogensinde tør besøge Frilandsmuseet igen, efter at have læst din anmeldelse. Åh, jeg synes sådan noget er spooky!

  2. Jeg ELSKER virkelig at læse sådan noget her. Når jeg har læst en bog som denne, gider jeg næsten ikke åbne en ny, da jeg ved, at den aldrig vil give mig samme følelse. Det samme gælder gyserfilm. Når jeg har set en rigtig god gyserfilm, er der ingen grund til at sætte en ny på. Alt andet er kedeligt i forhold til. 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *